Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 10 - side 245-246

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MEKANISK MUSIKved Jilrgen Balzer

11 Skandinavisk Grammophon AIS kan fejre et smukt lille jubilæum: Med den nylig udsendte Schiøtz-plade har ""selskabet publiceret 25 dobbeltsidede pla,der med musik af Carl Nielsen. Den første plade kom i august 1935. Dette ,smukke resultat er altså nået i løbet af kun godt tre år. I aniedning af Jubilæet udsender. selskabet en lille brochure med fortegnelse over de udkomne plader og et uddrag af presseudtalelser. Vi lykønsker til jubilæet og tilføjer håbet om, at det nødvendige økonomiske grundlag må være til stede, således at de næste 25 publikationer vil indeholde et par af symfonierne ng violinkoncerten.

/1 Gorelli: Concerto grosso nr. 8 i g-moll. (Julekoncert). (HMV. DB 3649

50 å 6,50 kr.)

Det er utvivlsomt den smukkeste optagelse af en Concerto grosso, der endnu er præsteret. Ikke blot fordi musiken i sig selv er et af de skønneste stykker barokmusik, men også fordi Bruno Walter og Londoner Symfonikerne spiller den med en levende forståelse af den bærende idé: det koncerterende princip. En lille undladelsessynd må nævnes: Når concertinoen som her består af to violiner og en violoncel, bør også solostederne besættes med et continuo-cembalo til ud.førelse af den becifrede cellostemme. Men det er kun en lille ting, der ikke formår at fordunkle det prægtige helhedsindtryk. Disse to plader er værdige julegaver for kendere og liebhavere.

/1 Beethoven Sonata Societg. Vol. XIII. (HMV. 7 plader å 6,50 kr.)

Efter afslutningen af den grandiose række på 32 sonater (i 12 bind) fortsætter society'et her med indspilningen af Beethovens største variationsværk, de »33 Verånderungen fiber einen Walzer von A. Diabelli, op. 120«, et værk, der i udstrækning og betydning kun lader sig sammenligne med Bachs Goldberg-variationer. Også indenfor Beethovens egen produktion er værket enestående. Hans tidligere variationer er alle mere dekorativ kunst. De knytter sig tæt til den wienerklassiske tradition, især hos dens største variationsmester, Haydn. Dliabelli-variationerne derimod er et udpræget romantisk værk, karaktervariationer med et meget løst

forhold til temaet, der karakteristisk nok er af ringe musikalsk kvalitet og hvoraf egentlig kun det harmoniske skema er bindende for Beethoven. Variationerne er da heller ikke inspireret af temaet. Dette blev Beethoven opgivet af forlæggeren, der samtidig opfordrede andre af datidens store navne til at skrive variationer over det.

Mange vil vel betænke sig på at købe et værk af denne art, der i udstrækning nærmer sig den 9. symfoni. Til dem skal det siges, at f å andre værker er så velegnet til grammofongengivelse og -nydelse som disse variationer. De vil for hver gennemspilning åbenbare nye skønheder og de er en enestående lejlighed til at trænge ind i den Beethovenske psyke i hans sidste periode. De er mesterligt spillet af Arthur Schnabel og de er teknisk på højde med de bedste af de foregående bind.

/1 Beethoven: Symfoni nr. 8 i f-dur. op. 93. (Pol. 67265-67 å 6,50 kr.)

Musikalsk er det en god optagelse, selv om Pfitzner jo nok til tider i ydersatserne tager lovlig tungt på tin~ gene., Teknisk er der det at sige, at blæserne er trukket lidt for langt tilbage og for strygernes vedkommende vilde noget mere gennemsigtighed gøre sig. Nu må det jo billigvis indrømmes, at Beethoven her, som i syvende, er tilbøjelig til at sætte første-violinerne op mod en meget tyk baggrund, men så må man søge at lette lidt på mellemstemmerne og bassen, ellers bliver resultatet for grødet. Det er det ofte her.

/1 Schubert: Symfoni nr. 8 i h-moll. (Col. LX 666-68 å 6,50 kr.)

De tidligere optagelsers antal er legio. Denne, ved Beecharn og Londoner filharmonikerne, kommer i kvalitet meget nær op til Walters med Wienerne. Vi foretrækker dog af musikalske grunde stadig denne (HMV. DB 2937-39).

1/ Mendelssohn: Violinkoncert i emoll. (HMV. DB 3555-58 å 6,50 kr.)

Columbia bragte for nogle år siden en fortræffelig udgave med Szigeti som solist. Denne optagelse ved ""LNIenuhin og Colonne- orkesteret under Enesco kommer vel op på siden af den gamle, men de tekniske fremskridt, man havde lov til at vente, findes ikke. På 8. side findes Andantino af violinsonaten i bdur (K. 378).

// Gade: »Ossian«-oui)erture. op. I. (HMV. Z 252-53 å 5,00 kr.)

Det er en smuk og rigtig tanke at repræsentere Gade ved hans op. I. Men mon man helt har*betænkt, hvad opgaven kræver? Først og fremmest er valget af Georg Høeberg som dirigent næppe helt rigtigt, for hans usikkerhed overfor tempoangivelse er særlig skæhnesvanger i dette værk, der gennem hans brede tempi får en altfor stor tyngde. Dernæst kræver Gades orkestersats rumforhold, som det i øjeblikket synes vanskeligt at opnå herhjemme. Endelig er værkets dynamik en så væsentlig faktor blandt dets virkemidler, at en mangel i den horisontale balance virker stærkt forstyrrende og denne optagelse har efter moderne forhold en altfor ringe tonevidde. Det er også galt med den vertikale balance, harpen er for påtrængende og pauken er for død. Det er atter her afdæmpningsfaktoren, der har været for stor. Dæmpningen sluger de lyse registre og gør violinerne tynded klangen. De overtonefattige træblæsere kommer til at dominere for stærkt. Tiden har åbenbart

ikke været moden til denne optagelse.

1/ Danske romancer. (HMV. 3 plader å 3,50 kr.)

Tre små plader med et skønsomt udvalg af danske romancer. Først og fremmest må nævnes Aksel Schiøtz og Herm. D. Koppels gengivelse af Weyses: »Skønjomfru luk dit vindue op« (X 6165). Den er fuldendt. På samme

,plade Hartmanns »Lær mig nattens stjerne«. Den er også god. Edith Oldrup Pedersen er Sehiøtz en værdig pendant på kvindesiden. Hun synger to Heisesange: »Igennem Bøgeskoven« og »Agnetes vuggesang« med Elof Nielsen ved flyglet. (X 4770). Disse fire sange~ er ved deres gennemført musikalske opfattelse forbilledlige og deres publikation afhjælper på smukkeste måde den tidligere påtalte mangel på danske romancer. - Derimod forekommer Anna Hagens opfattelse af Gades version af »Ågnetes vuggesang« (X 6163) (fejlagtigt etiketteret Heise) strax mere problematisk og hendes gengivelse af Fini Henriques' »Det døende barn« nærmer sig med sin kælne naturalisme stærkt, til kabaretkunsten.

Årgang 13/1938, nr. 10