Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 01 - side 22-23

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MEKANISK MUSIK ved Jilrgen Ba Izer

Händel: Concerto grosso i h-moll, op. 6, nr. 12. (HMV. DB 3601-02 å 6,50 kr.)

Sidste måned forelå Corellis julekoncert i en indspilning, der gav os anledning til at prise Bruno Walter som barokdirigent. De læsere, der fulgte os i vor mening om denne optagelse, vil med samme glæde høre denne Håndel-koncert, for den er præget, af de samme fremragende egenskaber, måske dog med det minus, at orkesterbesætningen har været rilelig stor, og klangen er derfor blevet noget uigennemsigtig i fortet. At VV'alter denne gang spiller med konservatoriekoncerternes orkester gør ingen forskel i kvaliteten.

// Mozart: Symfoni nr. 28 i c-dur (KUhel nr. 200) (HMV. C 2929-30 å 5,00 kr.)

Den eneste af Mozarts tidlige symfonier, der hidtil er optaget på plader. (Nr. 201 og 297 følger om kort tid.) Det korte firesatsede værk vidner om Wienerskolens begyndende indflydelse på den unge, italiensk-orienterede mester. Det har dog foruden historisk interesse også absolut musikalsk interesse. Gengivelsen ved Berliner instrumental Collegium under Fritz Stein er hæderlig.

11 Mozart: »Gosi fan tutti« oui)erture. Weber: »Åbu Hassan«, ouve~ture. (Pol. 15224, 5,00 kr.)

Vi anmeldte i november-hæftet »Oberon«-ouverturen under den unge Leopold Ludwigs direktion. Den foreliggende plade bekræfter og uddyber det første indtryk: Ludwig synes at være en dirigent med en overordentlig sikk-er teknik, men noget stiv i sin frasering. Det viser sig dog her især i Mozart. Teknikken i disse nye plader er førsteklasses.

11 Beethoven: Sonate i c-moll, op. 13. (Pathétique) (HMV. DB 3666-67 å 6,50 kr.)

Det er interessant at sammenligne denne nye optagelse ved Edwin Fischer med den ét år ældre ved Wilhelm Kempff. Begge er teknisk lige mesterlige, men musikalsk stærkt, afvigende. Fischer lægger hele energien i tempo og rytme, hans klang er lys, næsten hård. Kempff opfatter det patetiske i romantisk forstand, begge hans ydersatser er væsentlig langsommere end Fischers med stærkt, rubato og en yderst følsom klang. Hvilken gengivelse man vil fore

trække er en smags sag, men man bør høre dem begge, inden man træffer sit valg.

/1 Weber-Berlioz: Aufforderung zilm Tanz. (HMV. DB 3542, 6,50 kr.)

Det er musikalsk set en strålenffi~ optagelse. Toscanini leder B. B. C-symfonikerne med en herlig, elastisk svingende rytme. Teknisk er optagelsen desværre mangelfuld. Balancen er vindskæv, de høje blæsere er overexponeret, mellemlejet (hornene) dødt og strygerklangen mangler varme. Antagelig er det en koncertsalsoptagelse. Skade, at så mange Toseanini-optagelser stadig har så store tekniske mangler!

// Mendelssohn: »Hebriderne«. Koncertouverture. (Col. LX 747, 6,50 kr.) Den bedste optagelse har hidtil været Furtwånglers med Berlinerfilharmonikerne og heller ikke denne ved Beecham og Londonerfilharmonikerne vil gøre den rangen stridig. Kun hvis man foretrækker en noget større tonevidde og en bedre overflade, skal man købe denne nye optagelse.

11 Chopin: Etuder, op. 25 og 3 etuder uden opustal. (Pol. - 67242-45 å 6,50 kr.)

Selv om studieværket. op. 25 i forvejen foreligger i indspilninger -ved Robert Lortat, Alfred Cortot og Wilhelm, Backhaus, kan dette værk i betragtning af dets værdi for studerende næppe, optages for tidt. Denne nye udgave ved Raoul Koczalski nyder jo endvidere godt af den nyeste optagelsesteknik, så den er helt igennem anbefalelsesværdig.

/1 Wagner: »Tannhåuser«, ouverture. (Pol. 15222-23 å 5,00 kr.)

Optagelsernes antal er legio og blandt dem så fornemme som Mengelberg og Concertgebouw-orkesterets. Når vi fremhæver denne ved Leopold Ludwig og Berlinerfilharmonikerne, er det på grund af dens fine teknik (balancen er fantastisk god) og populære pris. Ouverturen fylder her kun tre sider, den fjerde optages af »Gæsternes indtog«.

11 Tjaikofski: Serenade for strygeorkester. op. 48. (HMV. DB 3303-05 å 6,50 kr.)

Der er en overordentlig smuk klang på denne optagelse, hvor B. B. C-symfonikerne under Adrian Boults ledelse musicerer friskt og ligetil. Serenadens populæreste sats, vaisen, findes sai Jamen med elegien på DB 3304.

fl Johann Strauss: Ouverturen til »Flagermusen«. (Pol. 67121. 6,5-0 kr.)

Hvem skulde nu have troet det. Den højst seriøse hr. Furtwångler bliver sprælsk og dirigerer »Flagermusen«. Résultatet er overordentlig tiltalende, ikke mindst fordi klangen er så smuk. Rumklangen er meget stor, me-n uden et eneste øjeblik at bringe den mindste konfusion ind i klangen. Selv den klangteknisk vanskelige baspassage efter reprisen af valsemotivet står klart og dog uden tørhed.

11 Bruckner: Symfoni nr. 9 i d-moll. (HMV. DB 4515-21 å 6,50 kr.)

Bruekners niende er forblevet et fragment, finalen mangler. Men består egentlig ikke hele Bruckners symfoniske værk af løst sammenføjede fragmenter? Det er i alle tilfælde karakteristisk for ham, at generalpausen spiller en meget stor rolle og der er, for mig, ikke altid nogen umiddelbar sammenhæng mellem afsnittene før og efter pausen. Store skønheder findes i

hans symfonier, men nogen organisk forbindelse mellem dem findes ikke. Man savner så meget mindre finalen i denne symfoni, som finalerne ellers plejer at være hans svageste satser. De stærkeste er utvivlsomt hans adagioer og adagioen af den niende er blandt hans bedste. Vil man derfor. have en typisk prøve på Bruekner,; symfonik, sk, bør man købe de tre sidste plader af dette sæt, som iøvrigt. som helhed er prægtigt. spillet af MIInchener filharmonikerne under Hausegger og som teknisk kun har én svaghed: balancen forsømmer i nogen grad de høje træblæsere.

// Grieg: Holberg-suite, op. 40. (HININ. C 3059-60 å 5,00 kr.)

Den første optagelse af dette værk, foreligger nu ved Walther Goehr og London strygeorkester. Musikalsk er den god, teknisk kunde man ønske noget større klarhed i bassen og en lidt hlødere tone i højden. Decca har samtidig udsendt den samme suite (X 144-46 å 6,50 kr.), men den har ikke foreligget til anmeldelse.

Årgang 14/1939, nr. 01