Svar til Svend Turning

SVAR TIL SVEND TURNING

AF SVEN MØLLER KRISTENSEN

Hr. Svend Turning har i novembernummeret af DMT rejst en del indvendinger mod forskelligt i min bog om jazz, og jeg giver Jiam straks medhold i, at rytmen er et dybtgående og vigtigt problem, og at jeg på ingen måde har udtømt det, men jeg føler mig på den anden side ikke særlig opbygget af hans fremstilling. Jeg er desværre ikke i stand til at følge ham i hans psykiske betragtninger, da jeg jo - som han selv så venligt antyder - er noget jordbunden. Men jeg -%:,il gerne bede DMT om plads til at hæ-ve et par misforståelser.

Efter min opfattelse er rytmen i jazz og anden folkemusik et så organisk, menneskeligt fænomen, at man ikke får noget helt eller sandfærdigt billede af den ved at anlægge en ensidig betragtning. Hverken en akustisk eller fysiologisk eller psykologisk forklaring er tilstrækkelig, for det er sammenhængen, der afgør det hele. At analysen er nødvendig som Metode, er en anden sag, men man må kende og anerkende dens begrænsning. Og når man søger en objektiv forståelse af rytmen, så er det klart, at man går ud fra dens mest objektive egenskaber, d. v. s. de akustiske og fysiologiske. Ingen vil benægte, at rytmen også har en psykologisk side - den er selvfølgelig overordentlig vigtig -, men det er forkert at gøre den til det eneste.

Svend Turning har misforstået Astrid Gøssel, når han mener, at hun forsøger at bygge en pædagogik på negrenes uvilkårlige be~ vægelser. Astrid Gøssel har i mange år arbejdet for en pædagogik, der bygger på det producerende menneske og dets funktionsforhold til milieuet, og har vist det både i Praktiske demonstrationer og i artikler som »Musik og fællesskab« (DMT, oktober) og »Musiken i børnehaven« (Dansk Børnehaveblad, januar 1938).

Så er der problemet om jazzrytmens »ensbetoning«. Svend Turning benægter den ensartede betoning og anfører som bevis, at man tydeligt kan høre slagene 1-2, 3-4. Javel, det har jeg jo netop fremhævet i min bog (s. 12), som en følge af harmoniernes skiften, af det todelte anslag og af den moderne »frasering« med de afknappede slag på 2 og 4. Men det forandrer ikke hovedsagen: at der lægges samme energi i hvert slag. Fordi 2 og 4 er korte, kan de være lige så kraftige, lige så betonede som de lange slag 1 og 3. Når S. T. hævder, at janitscharen i alle sorte orkestre bruger den fraserede grundrytme, så er det ikke rigtigt. Hør fx. de gamle plader med Armstrongs hot five, hør Duke Ellingtons »Mood indigo« (H. M. V.) og Don Redmans »Shakin the african« (Br.), for blot at nævne et par stykker, jeg har præsent.

Med hensyn til forlioldet mellem musik og sprog, så er jeg i og for sig enig med S. T. i, at skriftsprog og unaturligt sprog - med forældede gloser og hulter-til-bulter ordstilling - godt kan tales og synges rytmisk, rent teoretisk set. Men det vil næppe forekomme i en musik, der har en levende, organisk forbindelse mellem sproget og det musikalske; den vil naturligt bygge på det levende sprog, som er talesproget, og ikke på det litterære sprog, som er en abstraktion. Sådan er forholdet i jazzen: sproget (= talen) og sangeri er ikke adskilte udtryksformer, men organisk sammenhørende.

Jeg sympatiserer inderligt med S. T.s kritik af den pedantiske og intellektualistiske indstilling hos måske de fleste professionelle niusikfolk, for hvem musiken bliver til lutter teknik og etudevæsen, en opløsning af al fornemmelse for musilcens organisme. Men man må vel vogte sig for - som jeg synes Svend Turning h:~zz- en tendens til - at falde fra intellektualisinens Scylla ned i i-nagiens Charybdis. Han siger, at den monotone rytme er »magisk, taget i dette ords bogstavelige betydning«, og at meget af den bedste jazzmusik er udtrykt »med stoppede instrumenter«, »disse sære, klange, der snart li-,,iskes, snart kommer fortrykte til verden, giver udtryk for sjælstilstande, der har ligget forkuede, nedgenite i vor kælderbevidsthed soin fanger«. Der er andre end S. T., der gerne vil tage jazzen til indtægt for en psykoanalytisk tendens i' moderne kunst (jfr. surrealismen) og gøre den til en mystis k undervandsmusik. Det er den evindelige roinantiske trang til særhed og exotisme, der fører til en så skæv fortolkning. Hvad mener man fx. om en musiker som Armstrong, der er åben og gennemsund i sit musikalske væsen og kun en sjælden gang sætter dæmper i sin trompet?