Betydningsfulde nyopførelser i Paris

BETYDNINGSFULDE NYOPFØRELSER I PARIS

Igor Strawinsky: »Dumbarton Oaks Concerto« - Darius Milhaud:

»Trois grandes cantates«.

To Komponister fremfor alle andre dominerer det parisiske Musikliv: Igor Strawinsky og Darius Milhaud. Tidligere var begge Navne ensbetydende med Fremskridt, Dristighed, Originalitet. I Dag staar Strawinsky som en »Mester«, med Ønsket om at indtræde i Akademiet, og han fjerner sig mere og mere fra sin oprindelige Bane. Milhaud derimod gaar stadig fremad og er virksom indenfor alle Omraader af den musikalske,Produktion. De nyeste Værker af disse to Musikere er meget karakteristiske i saa Henseende og fortjener allerede. af den Grund at omtales i disse Spalter.

Strawinskg har selv, første Gang i Europa, fremført sit nye Orkesterarbejde, »Dumbarton Oaks Concerto«. fitlen paa dette Værk hentyder til dets Oprindelse: Strawinsky har skrevet det til en musikalsk Soirée paa Dumbarton Oaks, en rig Amerikanerindes Ejendom. Dette Formaal har øjensynlig bestemt Valget af de kunstneriske Midler, et lille Kammerorkester, Ibestaaende ai tre Violiner, tre Bratscher, to Cello'er og to Kontrabasser, Fløjte, Klarinet, Fagot og

to Horn. Men denne Bestemmelse har desværre i lige saa høj Grad haft indflydelse paa Karakteren af denne Musik, som gør mange Indrømmelser til Salonen, hvad der er dobbelt beklageligt hos en Komponist som Strawinsky. Den virtuose Skrivefærdighed, den originale Behandling af Blæseinstrumenterne og den rytmiske Bevægelse formaar ikke at faa, en til at glemme den neo-klassiske Formalisme i dette rent intellektuelle Arbejde, som savner baade Inspiration og Kraft. Fremførelsen gentoges ved Koncertens Slutning, hvorvt-d vi fik en Mulighed for eventuelt at korrigere vort første Indtryk. Talrige Kompositioner vinder ved at høres to Gange, men »Dumbarton Oaks Concerto« taber endnu mere og røber kun endnu klarere sine Mangler. Strawinsky selv viste os den uhyre Forskel mellem dette nye Værk og de tidligere Arbejder ved paa samme Program at sætte Suiten af »Historien om en Soldat« (1918), »Concertino for Strygekvartet« (1920) og »Oktet for Blæseinstrumenter« (1923). Den russiske Musiker, der fornylig er naturaliseret som Franskmand, fjerner sig mere og rnere fra sin russiske Oprindelse og bli~ ver Pariser, Amerikaner; men meget alvorligere er Tørheden i denne Musik og en ny Tendens mod ydre Virkemidler. Al Respekt for og Taknemmelighed mod den, som man skylder saa mange afgørende Værker, kan ikke afholde en fra at sige, at hans Skaberkraft er gaaet føleligt tilbage i den sidste Tid, siden »Symphonie des Psaumes«. betegner denne Concerto Strawinskys »Demission«, hans Abdikation som Fører ior den moderne Musik? Lad~ os haa De, at han meget snart vil gøre alle deni til skamme, som i Dag tror det. Det store Publikums støjende Bifaldstilkendegivelser - det samme, som for kort Tid siden havde pebet hans bedste Arbejder ud - burde ikke føre ham bag Lyset: Masserne applauderer hans berømte Navn og Publikumsindrømmelserne fra en tidligere saa streng Mester. Men inange alvorlige Musikere vender sig dybt skuffede fra ham, men ikke uden Beklagelse og Sorg. Hvis Strawinsky aldrig havde komponeret andet end Værker som hans sidste Ballet »Le Jeu des Cartes« eller denne Concerto, hvis han altid havde fortolket »Historien om en Soldat« saa glansløst og blegt, vilde han aldrig have revolutioneret Musikverdenen, aldrig have sluppet en saadan Meningskrig løs; aldrig have erhvervet sin Verdensberømmesle.

Darius Milhaud derimod er en af de sjældne Musikere, der til Stadighed fornyer sig. Skade, at han producerer saa meget, at han hver Sæson offentliggør ikke to eller tre, men fem, seks nye Værker, at han paa én Gang skriver Operaer, Balletter, Orkesterpartiturer og Kvartetter, Kor og Sange, Scene- og Filmsmusik. Det er umuligt i saa mange Værker at anvende den fornødne Omhu, at lade hver Node, hver Side modnes. Dog forekommer der Sjældent et Arbejde fra hans Haand. uden at det i det mindste interesserer og vidner om hans sjældne Talent. I denne Sæson har han - foruden betydelig Musik til to Film (til »Le Tragédie Impériale« og »Mollenard«), en spirituel Scenemusik (til en Komedie af Aristophanes), et Orkesterstykke (bestemt til Danserinden Leila Bederkhan), og en »Provencalsk Suite«, skrevet over nogle Folkevise-Melodier - givet os tre store Kantater af virkeligt Værd. Den første er komponeret til Indvielsen af »Musée de l'Homme«, Paris' nye etnografiske Musæum. Teksten (af

Jean Desnos) skildrer Menneskenes Opdagelse af Jorden, deres Underlæggelse af Verden, deres Kampe, deres Kærlighed, deres Venskaber. For at lade Digtets. Idéer fremtræde saa tydeligt som muligt, har Milhaud betroet store Dele deraf til en Recitator og kun omgivet Vokalkvartetten med nogle faa Instrumenter: Klaver, Slagværk og Blæseinstrumenter. Stilen i denne Kantate er beslægtet med den, vi finder i hans Opera »Christoffer Columbus« og i hans Ballet »Verdens Skabelse«, der staar som et af hans smukkeste Arbejder. Stykket er dog alt for langt udspundet og rummer ved Siden af meget betydelige Partier, andre, der er temmelig svage; det synes ogsaa. at et saadant Emne kræver større Midler, Orkester og Kor. Men bestandig er det musikalske Sprog meget udtryksfuldt og forener originalt lyriske og rytmiske Elementer, Tale, Sang, Raab og Ekko. De to andre Kantater, for a capella-Kor (helst Børnekor), er inspireret af religiøse Tekster af den store Digter Paul Claudel, en Ven af Komponisten. Den første med Titlen »Kantate for Freden« er en Dialog mellem Gud og den lidende Menneskehed. Stemmer, Klang og Motiver staar overfor hinanden i dette Værk, som paa een Gang er meget rigt og meget enkelt; anklagende Skæbnen spørger Menneskene Himlen, og klare og rene Sopraner synger Svaret. - Endnu betydeligere er Kantaten »De to Byer«, en Klage over Babylon i Ruiner og en Glædessang over Jerusalem, den hellige Stad. Meget smuk er den dramatiske Indledning, anden Del er gribende, en smertefyldt Elegi; ved »Jubilate't« vilde Instrumenternes Klangfarve (i det mindste nogle Messinginstrumenter), sandsynligvis yderligere have forhøjet Stemmernes Virkning. Musiken respekterer Teksten, der overalt er forstaaelig.

oret er for Milhaud ikke en Masse,snarere en Forening af de individuelle Stemmer. Solisterne skiller sig ofte udfra Ensemblet og ofte hæver en Melodisig ud af Klangmassen. Fremførelsen afde to Korværker, der paa sine Steder ermeget vanskelige, var saa gribende, atde udførende maa nævnes: Drengekoret»les Petits Chanteurs å la Croix de Bois«, ledet af Abbed Maillet. Blandt Solisterne maa. specielt fremhæves Fru Madeleine Milhaud, der reciterede, og Kontraalten Fru Paula Fiszel. - Detblev en stor Succes: varmt Bifald hilsteden store Komponist og hans Fortolkere.Arno Huth.