Plads for musiken!

PLADS FOR MUSIKEN!

AF KNUDÅGE RIISAGER

Er der i grunden nogen rigtig og regulær mening i at skrive musik? Det er ikke så sært, at en komponist ofte må stille sig selv dette spørgsmål. Er det, når man ser bort fra anvendelsesmusik som dansemusiken, en ren og skær luxusbeskæftigelse, som alene er til fordel for en begrænset »nyderklasse«? Eller er det et arbejde, som man nu for tiden forventningsfuldt udfører i håb om »efterudnyttelse«, f. ex. når radioen eller en anden mekanisk musikspreder har gjort et tilstrækkeligt talrigt publikum lydhørt?

Alligevel - trangen til at arbejde med musik må vel bunde i, at den tjener et forklarligt og aktuelt formål. Ikke at musiken bare er et »rationelt« anliggende. Tværtimod. Den springer ud af den skabende virksomheds naturdrevne leg og glæden over denne leg - og nu synes æventyret tilogmed netop at være på atterkomst i al nutidig kunst. Men den egocentriske skaben »hen i vejret og ned i skuffen«s tid er, og må være forbi og selvpinslernes og det genialskes epoke gudskelov overstået og slut. Det må altså forudsættes, at der bør være en rimelig modtagelighed hos en større eller mindre kreds, for den kunst der skabes, for at den i det hele taget kan siges at være berettiget. Den rent private komplexudløsning har ikke længere krav på samfundsmæssig beskyttelse.

Nu skal det indrømmes, at for komponisterne har der i lange tider ikke været den samme adgang til en »praktisk« udnyttelse af evnerne som den, forfatterne har haft gennem journalistiken og kroniken og malerne gennem illustrationstekniken og på de dekorative opgavers områder. I »gamle dage«, som det for nemheds skyld kaldes, var dette at skrive underholdningsmusik en musikalsk døgntjeneste, som.svarede til disse andre kunstområders virksomheder. Bach skrev sine kantater fordi de skulde bruges hver søndag, ligesom Storm Petersen tegner sin ugentlige bagside til »B.T.«, og Haydn eller Mozart skrev vel sagtens en symfoni ned, når fyrsten skulde have gilde, omtrent ligesom hvis man nu om dage blev ringet op om morgenen og fik bestilling på taffelmusik til et middagsselskab.

De egentlige indehavere af samfundsmagten i det 18. århundrede fyrsterne, adelen, bystyret, gav komponisterne lønnede opgaver. Det var en nøgtern handling, men det er denne indsats, som vi i dag kan takke for tilstedeværelsen af en europæisk musikkultur.

Vor tids politiske ledere har imidlertid ikke haft stunder eller vilje til at erstatte de forsvundne arbejdsområder eller i det hele at tage stilling til kunsten som en vital samfundsinteresse.

Selv om der ganske vist har været organisatoriske og økonomiske problemer, som skulde løses først, er kulturlivet nu engang et anliggende der ikke tåler opsættelse, fordi det er afhængigt af en vis tilknytning til fortiden. Derfor kan kunstlivet nu om dage meget snart gå til grunde eller sygne hen som en fritidssyssel uden egentlig værdi og kraft. Det samfundsmæssige anliggende som digtning, musik og bildende kunst er, har længe nok været sat til side til fordel for materielle opgavers løsning, og det kunstliv, som før bares oppe af det selvstændige, individuelle initiativ, er ikke taget i brug af det nye samfund, endskønt det utvivlsomt er et højst nødvendigt anliggende. Allerede verdenshistoriens tidligste demokratiske stater havde levende sans herfor og satte en hel del ind på dette område. Hvad lægen er for den syge krop - og lægens gærning for samfundets hele sundhedstilstand - det er netop kunstneren for det svage sind og kunsten for det hele samfunds sundhed.

Man stræber i øjeblikket efter at gøre samfundene til en slags tiptop moderne skolebygninger med glasborde og brusebade, medsportspladser og alt hvad der hører til af apparatur og laboratorier - men man glemmer en temmelig vigtig ting: at skaffe egnede lærerkræfter og tidssvarende undervisningsstof!

Har man altså fortsat råd til at se ganske bort fra, at også komponisterne skal og må kunne existere i det danske samfund, fordi musiken ikke er et pyntesukker på kulturens overflade, men noget, der skal værnes om?

Naturligvis mener jeg først og fremmest, at en stat, som vil sit eget vel, bør have »fast ansatte« kunstnere, der får en passende årsløn for de værdier, de tilfører samfundet. En stat, der lader sit kunstliv forsumpe, vil meget snart ophøre med at være et selvstændigt kultursamfund. Kunstnere, der er meget mere værd for landet, endog i penge, end gesandter med trekantede hatte og kårder, vurderes højst til et tjatteri på finansloven med et par hundrede kroner om måneden. Hvordan skal det forklares, at man supplerer vore mest betydende kunstneres små og usikre indtægter med »statsgager«, der ligger under den værdi, man f. ex. tillægger en fængselsbetjents arbejde?

Men bliver dette næppe anderledes indtil videre, må man vel så se på, hvad der ellers gøres for atopretholde en rimelig tilværelse for danske komponister idag.

Det er intet under, om den danske opera- og balletproduktion er ved at gå i stå. Den naturlige aftager »Det kgl. Teater«, nærer ingen aktiv interesse for dette område, hvilket er meget beklageligt. Ti når »Kulturfonden« årligt modtager henimod 80.000 kroner af den særlige afgift på 10 p Ct. af KODAs bruttoindtægter som teaterloven af 1935 pålagde komponisterne at udrede (på trods af de iøvrigt sparsomme erhvervsmuligheder), så burde det medføre en kulturel og national forpligtelse for teatret, der nyder godt af disse summer, til at søge tilvejebragt og opført mindst eet nyt dansk musikværk i sæsonen, enten det nu er opera, ballet eller skuespilmusik. For disse penge kunde det mageligt gøres og derfor er det flintrende ligegyldigt, om det vilde være økonomisk tabgivende eller ej. Det er alene den moralske og kulturelle pligt til at sørge for at sådanne værker bliver til der bør være afgørende.

Ganske på.samme måde som offentlige institutioner stiller andre kunstnere, som billedhuggereog malere, monumentale opgaver, burde »Det kgl. Teater« stille komponisterne store, betydende opgaver. I øjeblikket holder teatret sig - ligesom radioen - i denne henseende højst til, hvad man allerede har ved hånden indenfor husets fire vægge. Det er helt usandsynligt, at der ikke skulde kunne skabes eet værk om året, som det er berettiget at opføre.

Givet er det i hvert fald, at der ikke er nogen dansk komponist, der har råd eller lyst. til at arbejde med dramatiske opgaver, sådan som forholdene ligger for tiden.

Og nu radioen? Den lever hæderligt og sædeligt af rov. Da den havde ædt de sidste, jammerlige rester af et koncertliv, som i forvejen var værdiløst, gav den os ikke noget som helst i stedet - andet end penge! Ingen nye arbejdsvilkår og ingen nye veje. Det er stadig tæren på den forhåndenværende kapital. Torsdagskoncerterne er bare en camoufleret form for statsdrevne symfonikoncerter en slags sovemiddel for statens dårlige musikalske samvittighed og har, terminologisk set, intet med »radio« at gøre. Man vil måske sige: ligesom hørespillet efterhånden vil blive en selvstændig ting, må radioen også se sig om efter en særlig radiomusik. Men jeg tror efterhånden ikke mere på, at den er nødvendig eller ønskværdig. Hvem vil også indlade sig på en sådan garanteret fiasco? Når radioen bestiller musik til et hørespil, ved man nemlig to ting aldeles sikkert: 1) at betalingen falder prompte med et nedpint beløb, og 2) at opførelsernes antal dermed er slut. Ved teatermusik tager man dog del i chancen: falder stykket, så falder musiken endda kun måske - den kan eventuelt leve videre i selvstændig form - og sejrer det, så tager man turen med i vejret. Men altså, radioen suger i bedste fald bare honningen af blomsten og flyver videre på sin frejdige rovdrift, dækket af det kunstnerisk ansvargløse radioråds, udmærkede politiske soliditet.

Radioens stilling til musiklivet i det hele taget og til komponisterne i særdeleshed udgør et besynderligt afsnit i dansk åndslivs historie.

En omfattende statsinstitution, med hele landets befolkning som nydende deltagere, der overhovedet ikke interesserer sig for at tilvejebringe et fornuftigt, »planøkonomisk« forhold til de danske komponister, de arbejdere i vort kulturelle livs tjeneste, som er beskæftiget med at fremstille den væsentligste forbrugsartikel indenfor radioen. Hvad er det for en idé, bare at kaste bidder ud til højre og venstre og opføre nogle værker nu og da, når der undtagelsesvis kan afses prøvetid dertil, eller anden negativ begrundelse kan findes? Hvad er det for en ansvarsløs brokken et væld ligegyldig og tandløs musik i hovedet på det danske folk? Er det radiorådet, der kræver at den daglige musikstrøm ledes omhyggeligt udenom enhver planmæssig, nationalt betydende musikkulturel. linje? Og er det i så fald dettes vaklende musikalske smag - den, der selv i gunstigste tilfælde ikke synes at kunne hæve sig ret meget op over refrainsangens åndelige fattigdom - er det den, der uhindret af alle hensyn til vort lands musikalske trivsel, siver ned igennem alle etapper i radioens musikdepartement og lammer mulige gode hensigter?

Eller er det bare ganske simpelt en almindelig demokratisk skræk for ikke at tækkes laverestående fordringer om drøvtyggen på et mere plat underholdningsplan?

Radioen har en stor og uafviselig pligt, der ganske svarer til det kgl. teaters, og som man lukker øjnene for: at sætte ind med handling og plan og sørge for, at de få virkeligt gode kunstnere og komponister her i landet i hvert fald kan få lejlighed til at virke til gavn for dansk musiklivs trivsel og fremtid. Jeg mener, for at gå lige til sagen, at det er radioens pligt at opretholde en sømmelig tilværelse for de kunstnere, som landet ikke kan undvære, ganske som det kgl. teater altid har forstået sin opgave rigtigt overfor vort lands store skuespillere og dramatikere. Med mindre man altså netop ønsker at holde vort eget musikliv nede på et lavt og ligegyldigt trin.

Tilbage er en anden teknisk landvinding, som det sidste tiår har bragt os, og som endnu er i begyndelsen af sin udvikling. Det er tonefilmen. Her er virkelig opstået en ny kunstart med selvstændige krav og særlige, tekniske betingelser. Det bliver gennem denne pludseligt igen en reel beskæftigelse at arbejde med musik, at skrive til andet end overskuds- og luxusformål. Den gør med eet frembringelsen af musik til et behov!

For at lette overskueligheden. kan vi dele tonefilmsmusiken i følgende tre kategorier:

1) Musiken er et logisk led i handlingen, sætter eventuelt denne igang og er et naturligt udtryk for det, der sker (Grace Moore-filmene, film om gårdsangerens karriére, etc.).

2) Musiken optræder uafhængigt, uden forbindelse med handlingen, Underholdningstonefilmen«.

3) Musiken taler selvstændigt handlingens indre forløb. Dette er den symfoniske tonefilmsmusik - den egentlige tonedigtning på film.

Længere end til og med de to første af disse kategorier er dansk tonefilm endnu ikke nået, og kun ganske få udenlandske film (nogle af de franske f. ex.) har banet videre vej. Men det er kun et tidsspørgsmål, for det kommer aldeles sikkert. Den Dag skal berettigelsen af komponistens hverv stå sin prøve påny, og hvis vi ikke går ind på opgaven med nye kræfter og vilje til at tage tonefilmens problem op fra grunden, så er vi ikke et hår bedre end de forfattere, der sjofler det store og gode publikum og spænder ben for sig selv ved at lade spildevandet fra deres romanfabrik løbe ud i ugebladenes spalter i stedet for at brygge den kraftigste drik netop der, hvor der er størst mulighed for at nå videst ud til de mest umiddelbare og derfor mest modtagelige kredse. Den »vanskelige« musik er, og skal være, for det krævende fåtal - det er der ikke noget mærkeligt ved. Einstein og Rutherford bliver ikke mindre derved, at de kun forstås af Niels Bohr men alle tre's, indsats bliver meget mere værdifuld, dersom deres ædle tanker kan udnyttes til menneskehedens gavn. Derfor må det heller ikke agtes for nogen helt ringe ting på kunstens område at indfange opmærksomheden hos de mange, af hvem man ikke kan forlange så sjældne forudsætninger, - og uden at det virker nedsættende på den musikalske værd.i. Heri ligger hvad man retteligt må kalde musikens folkelige opgave.

Fremtiden gemmer utvivlsomt store muligheder i tonefilmen, både kunstnerisk og økonomisk, og i samme môn, som tonefilmen har været med til at affolke koncertsalene, må komponisterne sætte ind med energi på dette nye arbejdsfelt.

Spørgsmålet bliver altså igen, hvordan det er med disse muligheder.

Det beror nemlig for størstedelen på de danske filmsproducenters vilje til at anvende danske komponister som medarbejdere og under former, der gør det muligt for komponisterne virkeligt at yde et godt arbejde. Det afhænger bl. a. af, at arbejdet ikke absolut skal ske i huj og hast og helt uden hensyn til komponistens kunstneriske krav. Efterhånden er man dog, selv i dansk film, kommet langt bort fra de første års misforståelser. Det fotograferede musik-teater er forlængst overstået, og vejen går nu ind i den selvstæendige tonefilms, egen musikdramatiske form. Også dansk tonefilm må ind på denne vej. På forhånd at sige, hvordan denne nye musikdramatiske form vil blive, er umuligt. Heldigvis, fordi der jo ellers ikke var nogen spænding og oplevelse i tingen. Det vil naturligt folde sig ud ved gensidig vexelvirkning mellem deltagerne i tonefilmens, tilblivelsesproces.

De økonomiske betingelser er et mærkeligt kapitel for sig. Dagspressen har flere gange meddelt, at KODA ifjor stillede krav om en forhøjelse af den afgift, som biografteatrene hidtil betalte for opførelse af tonefilm. Man krævede et beløb, der endog stadigt vilde ligge betydeligt under den afgiftsats, som anvendes i visse andre lande, således i Sverige. Fordringen var rimelig og beskeden. Fra 1/4 øre af hver hele krone som gik i biografens kasse, vilde man op på knap 1 øre. Skulde musikens andel i en tone-film ikke være værd mindst 1/loo-del af fornøjelsen?

Denne sag er fornylig hlevet bragt til af slutning ved et dekret fra regeringen, der kun kan betegnes som et meget alvorligt tvangsindgreb. Dersom det, der skete, havde været udtryk for en delvis socialisering af vore indtægter til fordel for egentlige statsformål. eller for sådanne formål, som kom musiken og dens udøvere tilgode på anden måde, tror jeg, man i loyal samfundsånd vilde have forstået et sådant ræsonnement. Men her var der kun tale om et temmelig råt indgreb på komponisternes bekostning, til »beskyttelse« af de biografejere, man havde plyndret på anden måde, og til formål, som aldeles ikke vedrørte musiken. Komponisternes fattige muligheder blev yderligere beskåret, og vor eneste udsigt til et fornuftigt arbejdsområde - det, hvorpå den nærmeste fremtids mest brændende kunstneriske prohlemer ligger - blev smækket i.

Ja - det er hårde ord!

Men sande!