Rytmisk opdragelse

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 02 - side 42-52

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

RYTMISK OPDRAGELSE

AF GERDA ALEXANDER

Deshalb haben wir denn unter allem Denkbaren die Musik zum Element unserer Erziehung gewählt, denn von ihr laufen gleichgebahnte Wege nach allen Seiten.

Goethe: Wilhelm Meister.

Takket være Radio og Grammophon er Musikforbruget steget kolossalt i de sidste Aar - men vi kan ikke sige, at Musikkulturen er vokset derigennem. Tværtimod kan vi se, at Størstedelen af Befolkningen har mistet Kontakten med Musikken, at de ligesom ikke har Forudsætninger for at forstaa Musikken som Kunst.

Man kan søge Grunden til denne Udvikling i den mere og mere komplicerede Musikteknik. Man kan ikke længere spille hjemme, hvad man hører paa Koncerter, og derfor ikke leve sig rigtigt ind i Værkerne. Sikkert er dette en af Faktorerne, men der maa ligge andre Ting bag, som bevirker denne Musikfremmedhed,som f. Ex. i romanske Lande slet ikke er saa udpræget som i Nordeuropa.

Sydlændingene lever gennemgaaende i en nøjere Forbindelse med deres Krop - de ejer en bedre Harmoni mellem Sjæl og Legeme, som gir sig Udtryk i alle deres Bevægelser og i hele deres Maade at leve paa. Man kunde sige, de lever med hele deres Krop og ikke kun med Hovedet og Hænderne, som de fleste Nord-Europæere.

Hvis vi her iagttager Mennesker paa Gaden, vil vi lægge Mærke til, at kun de færreste virker naturlige i deres Bevægelser. I de fleste Tilfælde opfører Benene, Armene og Maven sig som isolerede Væsener, der ikke kan finde sammen til en Enhed. Hvis vi arbejder med disse Mennesker, saa er det forbausende at se, hvor lidt Bevidsthed de har om deres egen Krop - det varer længe inden de f. Ex. kan komme i Kontakt med deres Ryg. Vejen til en omfattende »Kropsfølelse« er lang og allersværest at gaa for Gymnaster.

Vi forstaar, at en saa hæmmet, ulevende Krop med en uordnet Livsrytme ikke udenvidere kan være Formidler for en Kunstoplevelse, som er saa stærkt knyttet til det rytmiske System i os.

At der findes en Forbindelse mellem Musik og Legeme har hver af os oplevet. Tænk paa Dansemusik, eller Vagtparaden: uvilkaarligt gaar vi i Takt med den - eller i Gymnastiktimen: man synes, at Bevægelsen først gennem Musikakkornpagnementet blir til en Helhed, skønt vi ved, at den gymnastiske Værdi af en Øvelse forringes i samme Øjeblik, der kommer Musik til. Men Bevægelseslysten øges derved og selve Bevægelsen blir mere tilfredsstillende.

Det er en sørgelig Kendsgerning, at Forstaaelsen for Sammenhængen mellem Kroppens og Musikkens Rytmer i de fleste Tilfælde blir forstyrret ved forkert anvendt Musik, hvorved man i Stedet for at gavne Musikopdrage1sen faar ødelagt det, man i Musiktimen forsøgte at opbygge. Det er at haabe, at de ansvarlige Mennesker indenfor Gymnastiklæreruddannelsen efterhaanden maa kunne indse, at en Gymnastiklærer, som anvender Musik til Undervisning, er nødt til at forstaa den grundlæggende Sammenhæng mellem Musik- og Bevægelsesrytmen, han maa kunne opfatte Tyngdepunkt og Frasering i Bevægelser, saa at han kan finde en tilsvarende Musik til Øvelser. Desværre træffer man altfor ofte en Musik som kun passer i Metrum - men hverken Takt eller Frasering - slet ikke at tale om Dynamik og Indhold. - Det skulde forbydes at bruge klassisk Musik til Gymnastik! Intet Under, at Elever, som Time efter Time hører Mozarts A Dur Sonate blive hamret paa et daarligt Klaver til Bensving og Sidebøjning, ikke er særlig forberedte til at tilegne sig den i Musiktimen som et Kunstværk.

Og dog kunde Musikken i Gymnastiktimen anvendt paa den rigtige Maade blive en væsentlig Hjælp for Musikopdragelsen.

Den primitive, stærkt rytmisk betonede Musikoplevelse, som vi kender fra Vagtparaden og Dansemusikken ligger paa det Stadium, som er normalt for et 3 aars Barn. Det henvender sig ikke til Intellektet - men kan findes hos selv meget lavtstaaende, Aandssvage og hos enkelte Dyr. Skridtet fra den primitive Glæde ved Rytme og Klang til Forstaaelse af et musikalsk Kunstværk f. Ex. en Beethovensynifoni sker ikke ved et Mirakel, men kun ved maalbevidst Opdragelse og ihærdigt Arbejde.

Mange Mennesker som er overbevist om, at der i Musikken ligger Værdier, som kan frugtbargøres for hele Befolkningen og ikke kun for en Kreds af særlig Musikbegavede, har paa mange Maader prøvet paa at opnaa Forstaaelse i bredere Krese for Musikken. Folkemusikskolebevægelsen kom frem, og indenfor Musikpædagogikken er der i de senere Aar ydet et stort Arbejde for at lette Adgangen til det haandværksmæssige i Musikken, til Intervallære, Nodelæsning, Rytme og Harmonilære. Men det er ligesom om man under det intensive Arbejde for at finde frem til den bedst mulige Metode, har glemt at alt det metodiske kun skal være et Middel til at naa Maalet: at komme i Kontakt med det levende i Musikken.

Saa vidt vi end er naaet med udarbejdede Metoder for alt det haandværksmæssige, saa lidt hersker der dog Klarhed om Vejen, der kan føre Elever til Musikoplevelse. Vi maa finde en Vej til Forstaaelse af de kunstneriske Værdier i Musikken, som bygger paa den primitive Forstaaelse af Musikken, som alle Mennesker har, og den skal være saa let tilgængelig, at enhver kan gaa den.

Gennem 30 Aars praktisk Erfaring blandt Børn og voksne i alle Lag af Befolkningen mener man at have fundet denne Vej i den »Rytmiske Opdragelse« som ikke bygger paa Sang, men paa den organiske Bevægelse som den musikalske Grundoplevelse.

Jeg ser, at de samme rytmiske Love som virker i min Krop i Aandedrættet og i Pulsen, virker i Musikken - mine daglige Bevægelser: gaa, løbe, hoppe og svinge genfinder jeg som Grundbevægelser i Musikken

Kontakten mellem mig selv og det, der sker i Musikken, er sluttet.

Vi kan beskrive Metoden for denne rytmiske Opdragelse: dens Fordele som Hjælpemiddel. ikke blot i Musikopdragelsen, men i alle Skolefag - og i højeste Grad som et Middel til Personlighedsudvikling; dens Virkning paa nervøse, og alle Slags anormale Børn; men: det væsentlige i Rytmikken er ikke til at forklare, det maa selvopleves; og kun Mennesker, som med deres egen Krop har gjort deres personlige rytmiske Erfaringer kan helt til Bunds forstaa hvorfor vi tror, at rytmisk Opdragelse er Vejen til en ny Musikkultur, som omfatter hele Folket.

Idéen til en saadan Folkeopdragelse gennem Musikken til Musikken er ikke ny - allerede hos Plato finder vi den, i »Staten« III, Goethe har i »Wilhelm Meister« henvist til de Muligheder som ligger deri - men den første, som har Fortjenesten af at have levendegjort den for vor Tid er den geniale Genfer Musiker Jacques Dalcroze.

Paa Grund af de deprimerende Erfaringer med Hensyn til almen Musikforstaaelse blandt Eleverne paa Konservatoriet i Genéve, prøvede Dalcroze at finde en Vej, der paa en helt ny Maade kunde føre dem til Musikoplevelse: han lod dem bevæge sig til Musik - uden at ane, hvilken enorm Rækkevidde hans Idé engang vilde faa.

Paa Kongressen for Skolemusik i Solothurn (Schweiz) 1905 redegjorde han for sin Indstilling overfor Musikopdragelsen og viste de første Resultater af sin »rytmiske Gymnastik«. Det blev Begyndelsen til en hel Revolution, ikke blot indenfor Musikopdragelsen, Gymnastikken og den kunstneriske Dans - men for alt, hvad der havde med Kunst og Opdragelse at gøre - saavel for Teater som for Skoleundervisning. Nu til Dags er saa mange af hans Idéer taget op som selvfølgelige - at man slet ikke mere ved, at de gaar tilbage til Daleroze. Han var saaledes den første, der krævede, Selvvirksomhed for Barnet og samtidig gav Anvisning paa hvordan dette skulde gennemføres i den almindelige Undervisning. Og Teaterkunsten f. Ex. skylder ham Anvendelsen af Trapper - Lyseffekter i Kontakt med hvad der skete paa Scenen blev første Gang benyttet i Glucks »Orpheus og Eurydice« i Hellerau b/ Dresden, hvor man opnaaede en fuldkommen Enhed mellem Solister, Kor, Musik, Rum og Lys.

Vi kan næppe forestille os det Indtryk og -den Indflydelse, der udgik fra disse Festspil i Hellerau; de blev foranstaltet af Hellerauer Schulgemeinde for at vise Resultaterne af et Aars Fællesarbejde mellem Lærere og Elever paa alle Alderstrin. Pædagoger og Kunstnere fra hele Verden mødtes den Gang i Hellerau, for at arbejde og leve med en Tid i dette Fællesskab. Tidens førende Mænd skrev i Dagblade og Tidsskrifter om deres Indtryk og de Fremtidsperspektiver, som aabnede sig ud fra dette Arbejde. Fra det Væld af Literatur, hvoriblandt Karl Storks Værk er det mest omfattende, skal her kun citeres et lille Uddrag af August Horneffer:

»Die Bühnenkünstler sahen hier einen Weg, um sich die schwer vermisste Schönheit in Haltung und Bewegung anzueignen; die dramatischen Musiker und andere Künstler. interessierten sich für die rhytmisierte Plastik; die Pædagogen erkannten, dass die übungen hervorragend geeignet seien, Selbstbeherrschung, Straffheit und freie Einordnung zu lehren; Ärzte betonten den gesundheitlichen Wert; und für viele waren die Vorführungen vor allem ein gefühlsmässiges Erlebnis, das den Drang in ihnen auslöste, mitzutun oder den übungen wenigstens öfter beizuwohnen«.

I visse musikpædagogiske Krese er det bleven moderne at affærdige den rytmiske Opdragelse med et Skuldertræk som var den en absolut forældet, intellektuel Takteringsmethode. Denne Kritik hidrører fra Mennesker, som aldrig har gjort sig den Ulejlighed selv at sætte sig ind i Rytmikken - hvilket er det nødvendige Grundlag for virkelig at kunne forstaa den - og saa kritisere den. Samtidigt tar man enkelte Ting fra Dalcrozes pædagogiske Værk ud af Sammenhængen, som f. Ex. Begrebet »Selvvirksomhed« og generer sig ikke for at propagere det som en egen Opfindelse.

Det kan kun tilskrives en enorm Uvidenhed om de virkelige Kendsgerninger blandt Fagmusikere og Publikum, at det kan ske f. Ex. i 1937, at man i et Foredrag kan høre, at nu er Sammenhængen. mellem Stemme og Bevægelse opdaget; - det er et af de Emner, som vi for Aar tilbage har kunnet høste baade praktisk og teoretisk Viden om: bl. a. hos Dalcroze - i Rothenburgskolen og hos Rudolf Steiner. Eller man læser f. Ex. i en Anmeldelse fra en Medau-Gymnastikopvisning for nogle Aar siden, at Medau (som er Elev af Bode og Dalcroze!) som den første har opdaget Forbindelsen mellem Musik og Bevægelse!

Ganske vist kan en stor Del af Dalcrozes, methodiske Ting, særlig hvad angaar Bevægelses- og aandedrætstekniske Problemer ikke mere anvendes i den oprindelige Form i vor Tid. Det intensive Arbejde, praktisk og theoretisk, som den Gang inspireret af Daleroze, blev sat i Gang for at udforske Emner som: organisk Bevægelse, Kropsrytme, Aandedrætsrytme har ført til mange nye Erkendelser, som nu er tilgængelige for Enhver. Takket være en forandret Opdragelse og et meget forøget Livstempo er det Menneskemateriale, som vi har at gøre med meget forskelligt fra det, Daleroze i sin Tid, gjorde sine Erfaringer med. Vor Tids største Opgave: at lade Eleverne falde til Ro, før de kan arbejde koncentreret uden at spænde sig endnu mere end de gør i Forvejen, har i de sidste Aar ført til en helt ny Gren af Rytmikken: »Körperbildung« som er baseret paa Forstaaelsen af Aandednætsrytmen og som har en Del Afspændings- og Koncentrationsøvelser, der har vist sig at være de samme, som Inderne brugte i Yoga. Men Formaalet er et andet: Ikke Verdensfjærnhed (Weltfremdheit!), men den højeste Udnyttelse af Kræfterne gennem bevidst Økonomi og bevidst Hvile.

Det siger selv, at Arbejdsmaaden maa forandres, naar der skal skabes Kontakt med det virkelige Liv, - men selve Dalcrozes geniale Idé, en almen Folkeopdragelse ved Hjælp af Musikken, er langtfra forældet; den staar først ved Begyndelsen af sin Realisation, og venter paa de Mennesker, som kan føre den ind i det almene Skolearbejde. Den Arbejdsmaade, som Dalcrozeis Elever i Løbet af de sidste 30 Aar har udarbejdet i Samarbejde med Læger, Psykiaitrikere, Psykologer og Pædagoger, kalder vi: Rytmisk Opdragelse.

Langtfra at være en fastlagt Methode, er den en Sammenfatning af visse grundlæggende Idéer, som gør det muligt, at anvende den individuelt, i Overensstemmelse med Arbejdsemnet og Elevgruppens specielle Forudsætninger.

Rytmiklærerne arbejder nu indenfor alle Grene af Pædagogiken - fra Børnehaver over Værneskoler, Aandssvagehjem, Døvstumme- og Blindeinstituter, til Lærerseminarier, Theater- og Orkesterskoler; - Arbejdet er mest udbredt i Tyskland og Schweiz.

Erfaringer fra alle disse forskellige Grene af den rytmiske Opdragelse er for første Gang samlet i en omfattende Bog »Rytmische Erziehung« af Elfriede Feudel, der lige er udkommet hos Kallmeyer i Wolfenbil,ttel. Fru Feudel, som nu er Formand for alle Rytmikere i Tyskland leder for Øjeblikket Seminar für Rytmische Erziehung ved Folkwangskolen i Essen. Allerede som videnskabelig Lærerinde med flere Aars praktisk Skolegærning bag sig fik hun Stipendium fra Staten for at uddanne sig som Rytmiker hos Dalcroze i Hellerau. Hun har saaledes oplevet Rytmik-Bevægelsen fra Begyndelsen og har derfor særlige Forudsætninger for at kunne skrive denne Bog. Den kan paa det varmeste anbefales alle, som har med Opdragelse at gøre - baade Lærere og Forældre. Ganske vist er Ordet »Rytmik« blevet moderne i de senere Aar, men de fleste Mennesker forbinder dermed kun en uklar Forestilling om nogle yndige Bevægelser til Musikledsagelse, som det kan være meget morsomt at se paa, men som afgjort kun er for Kvinder og Børn. At rytmisk Opdragelse betyder noget afgørende nyt indenfor Pædagogiken, som først og fremmest angaar alle Lærere, aner kun de færreste.

Hvilken Opgave har nu Rytmikken, i de Aar, som ifølge Psykologerne er de vigtigste for Barnets Udvikling: altsaa i Børnehaven og det første Folkeskoleaar? Fra et alment pædagogisk Standpunkt set: at værne om Barnets sjæleligt-kropslige Enhed, som er i Fare fra første Øjeblik, det intellektuelle Liv vaagner. Iagttager vi et Barn, som oplever noget nyt, som »staunt« (»:forbavses« gir ikke helt det samme!) ser vi: Munden staar aaben, Aandedrættet blir holdt tilbage, - det organiske Liv faar det første Chok. Gennem hele Udviklingen kan vi se disse Modsætninger: Intellekt - organisk Liv, som kun gennem bevidst, utrætteligt Arbejde kan bringes til Ligevægt. Alt, hvad der gøres ud fra denne kropslig-sjælelige Ligevægt, kalder vi: gjort ud fra »Midten«.

Den rytmiske Opdragelses Opgave for en speciel Kunstopdragelse blir: at bibeholde og udvikle Barnets skabende Evner paa Grundlag af Forstaaelsen af Rytmen som det forenende Princip i alle Livs-og Kunstformer.

Det, ikke i Undervisningen at undertrykke Barnets naturlige Trang til at skabe, betyder, at vi maa bygge paa Barnets egen Maade at arbejde paa: paa Legen. Barnet identificerer sig i Leg med Tingen: det er med hele sin Person, Forestilling, Fantasi og Krop f. Ex. Flyvemaskine. Hvis Læreren kan se, saa finder han i Barnets Leg hele Musikken, alt hvad vi behøver i de første Aars Musikopdragelse. Vi behøver ikke at bringe Musikken til Barnet, vi kan finde den i Barnets daglige Liv.

Stærkest udviklet finder vi Sansen for Rytme, mens Klangsansen først skal vækkes. Det volder ingen Vanskelighed at høre, om Musikken spillerstærkt eller svagt, men at høre om den spiller mørkt eller lyst blir straks lidt sværere. Det er meget sørgeligt at se, hvor meget Klangsansen hos Børn er blevet afstumpet i de sidste 10 Aar takket være det uafbrudte Radiospil i Hjemmene. En stor Del af Børnene opfatter simpelthen Musikken som almindelig Støj og er i Begyndelsen slet ikke i Stand til at koncentrere sig om Klangen. For en Del Aar siden var det kun enkelte Børn, der ikke kunde opfatte: dybt - højt, efter kort Tids Arbejde. Nu er det desværre en Undtagelse hvis de kan det.

Saa blir det den første Opgave i al Musikopdragelse: at lære at lytte !

Hvordan lyder en Cykle? - Dørklokken? - Telefonen? - Ambulancen? - Hvad kan vi høre for Lyde fra Gaden? - Hvor længe klinger den Tone, som jeg spiller paa Fløjten, paa Klaveret? (Det har vist sig, at Fløjtetonen opfattes lettere end Klaverklangen især hvis det drejer sig om at opfatte en Melodi.)

Vi hører bedre, hvis vi lukker Øjnene!

Kan jeg gaa saadan som Musikken spiller - let eller tungt?

Hvem gaar let? Katten, Musen! - Hvem gaar tungt? Soldater, Kæmper!

Læreren behøver bare at tage de Idéer, som Børn selv kommer med. Det er Ting fra deres daglige Liv, som de virkelig har oplevet; Lærerens Arbejde er blot at uddybe Indtrykket og senere hen - at gøre det bevidst.

At der ikke findes en medfødt Umusikalitet, kun en mere eller mindre udviklet normal Evne, er vel nu en Kendsgerning, som alle Pædagoger regner med. Jeg vil gerne i denne Sammenhæng henvise til det Forskningsarbejde Heinrich Jakoby har udført; han skrev 1925 om sine mangeaarige Experimenter og Erfaringer vedrørende Spørgsmaalet: Musikalitet - Barnets skabende Evner.(1)

I det følgende vil jeg forsøge, at give et praktisk Exempel paa et saadant Arbejde med Børnene.

Vi antager, at Børnene har set Heste paa en Mark. (Jeg vælger Emnet »Hest«, fordi en Del af Læserne har haft Lejlighed til at se Begyndelsen paa et saadant praktisk Arbejde med Børn ved et Sommerkursus i Uldum. Selvfølgelig skal man kun tage Emner, som ligger indenfor Barnets egne Oplevelser - Bybørn kræver andre Udgangspunkter end Landsbybørn.)

Hvordan gaar en Hest? hvordan ligger den? rejser sig op? tumler sig? hvad si'r den? hvad gør den hvis den staar for længe? (Øvelsens Betydning: at uddybe Indtrykket, at finde et personligt Bevægelsesudtryk ud fra en indre Forestilling.)

Skal vi alle prøve at gaa som en Hest? at trave? at galopere?

Vi kan sige disse Ord, saa vi kan høre Bevægelsen gennem dem! Hvem kan høre paa Musikken, hvad Hesten gør? Hvem kan klappe det samme paa Tamburinen?Vi hører Heste langt borte fra - de kommer nærmere, gaar forbi os - og forsvinder igen. (Dynamik: crescendo - decrescendo). Heste, som trækker en Vogn. De løber hurtigt ned ad Bakken, men gaar langsommere og langsommere op ad Bakken. (Acell. - ritardando.)

Hvem kan skrive op, hvor mange Skridt Hesten gik? - Børnenodeskrift, som Børn selv har fundet paa, viser sig at være det primitive Udtryk for Bevægelsesskrift, for saa godt som alle Grupper opfinder de

samme Tegn gaa - , løbe = - - , hoppe =, el. lang

(for det varer 2 gaa, men den anden klinger bare og gaar ikke videre!) Forholdsvis hurtigt kan vi fra gaa, løbe og lang gaa over til den rigtige Nodeskrift, vi sætter bare Halsene paa - saa ser det

saadan ud: gaa, løbe = , lang Kusken lader Hesten

gaa forskellige Veje, vi kan høre i Musikken, hvornaar vi drejer ind i en anden Gade. (Frasering og Form.) Hestene skal hjem til Stalden, - de gaar ind i en forkert Stald (skuffende Kadence), de kommer hjem til deres egen (Helslutning). Vi leger Cirkusheste: Alle Heste i en Gruppe følger Fører-Hesten, som gaar alle mulige Veje og finder paa mange Bevægelser og Kunster - (fri Opdeling af Rummet (Raumgestaltung), Gruppearbejde: Fører og Følge.) Cirkusdirektøren staar i Midten og dirigerer forskellige Grupper med sin Haand, viser Veje og Tempi. Et Orkester sidder med Slaginstrumenter og følger med deres Akkompagnement nøjagtigt Dirigenten.

Hvem kender en Børnevise, hvori der forekommer Heste?(2) Kan vi høre Hestens Bevægelse i dens Rytme?

Kender vi en Sang om Heste?

F. Ex. »Hop, hop, hop! Hyphest i Galop! « Vi lytter en Gang til Melodien, og hører hvordan den trækker Vejret (Frasering). - Kan vi synge den - uden at mase paa med Stemmen? Kan vi tegne Melodien med Fingeren i Luften, saadan som den gaar op og ned? Kan du tegne den paa Tavlen? Ligner det Sangen? Kan man se hvor tit man maa. trække Vejret? - Kan vi synge Sangen indvendigt, - kun paa » hop« synger vi alle højt for at passe paa at vi alle er paa samme Sted, og at ingen synger for hurtigt? Kan vi gaa Sangen nøjagtigt, saadan som vi klappede den? Kan vi ledsage Sangen med Slaginstrumenter? Hvilke passer bedst, Tromme? Triangel ? Kastagnetter ? Prøv selv og vælg! Maaske 2 samtidigt, eller skiftevis?

Nu tar vi vore selvlavede Bambusfløjter frem og finder Melodien paa dem. Husk, at trække Vejret paa de rigtige Steder, og lad Luften strømme helt regelmæssigt ud.

Til næste Time laver hver en ny Sang, den kan være uden Ord men man maa tydeligt i Melodien kunne høre, hvad Hesten gør.

Saa spiller vi det for hinanden - og de Sange, som vi bedst kan lide, skriver vi alle op i vores Nodebog.

Det her beskrevne er en Vej af mange, hver Gruppe, hvert Milieu kræver sin egen Fremgangsmaade. Det vilde ødelægge alt Liv i Arbejdet, hvis vi vilde begynde at lægge det i faste Former. De, som har haft Lejlighed til at følge Rytmikundervisning med Børn, ved, at alle Børn kan deltage. Rytmikken sætter ind paa saa mange forskellige Punkter, at hvert Barns Begavelse kommer frem, det vinder Tiltro til sig selv og Taalmodighed til at oparbejde det, det mangler. Fælles for alle er den Glæde, der præger alle Timer, selv det mest generte Barn glemmer sig selv efter kort Tids Forløb og gaar med fuld Intensitet op i Arbejdet. Se paa en Gruppe Børn i 5, 6 Aars Alderen! Kropsbevægelsen og Musikken er blevet til en Enhed - Aandedrættet reguleres uvilkaarligt gennem Musikkens Stigen og Falden. Gaar vi et Skridt videre og lærer Barnet at høre finere, at opfatte de Betoninger og Rytmer, som er lidt mere sammensatte end de primitive Grundbevægelser, saa ser vi, at Barnet har Vanskeligheder ved udenvidere at gengive det, det har opfattet. Den oprindelige Enhed forsvinder for en Tid for tydeligt at aabenbare en Modsætning mellem en Bevægelsesimpuls, som er dikteret af Intellektet, altsaa en Bevægelse som vil være Udtryk for noget aandeligt, og den organiske Bevægelse. Her ligger en af de vanskeligste Opgaver for Rytmikken: at skabe en bevidst Balance mellem de to - saa at de ikke ødelægger hinanden, men gensidigt modtager nye Impulser fra hinanden. -

Blir Børnene større, træder Legen mere og mere tilbage til Fordel for Arbejdet med Formen, det svarer omtrent til Udviklingstrinet 8-14 Aar. Den helt improviserede Leg blir af Børnene selv lagt fast, saa den kan gentages og f. Ex. vises ved Skolefester og lign. Paa denne Maade opstaar Krybbespil, dramatiserede Scener fra Historie- eller Geografitimerne med selvkomponeret Musik. -

Fra enkle Former for Børne- og Folkesange, - fra Gengivelsen af deres Form og deres Spændingsindhold i Bevægelser i Rummet, alene og i Grupper - gaar vi over til Folkedanse - og senere til større Former fra Musikliteraturen. Fra de primitiveste Begyndelser til Flerstemmighed i vore egne Bevægelser - senere i Grupper -, gaar vi over til at forstaa og efterskabe i Bevægelser Inventioner og til sidst en Fuga med Thema i alle Stemmer - Exposition, Tætføring, Modthema o. s. v. - dens Linieføring, Dynamikken og Bevægelsen i Rummet i Forhold til de andre Stemmer. Det er en af de mest interessante Opgaver, som kan tænkes - og hvis man bare én Gang har været med til at forme en saadan Opgave, synes man ikke mere, at en Fuga er noget kedeligt intellektuelt noget, som kun har at gøre med tørre matematiske Beregninger - men at den indeholder det mest fantasifulde Liv i en klar Form.

Gaar Børnene saa ud af Skolen, er Musikken bleven en Del af deres Personlighed, og de har faaet et sikkert Grundlag til at forstaa de store Værker indenfor Musikken, saa at de med deres Musikhunger ikke er henvist til den letteste Form for Danse- og Underholdningsmusik.

At føre en saadan Musikopdragelse for hele Folket ud i Livet er i første Række et Spørgsmaal om Læreruddannelse; ikke kun om enkelte, men om Lærerstanden i Almindelighed. Er de villige til at underkaste sig selv den Opdragelse som alene kan give det nødvendige Grundlag? Det gælder ikke bare om at samle eget Erfaringsmateriale, men det gælder Udviklingen af Lærerens Personlighed - den Atmosfære, som omgiver Læreren. Han maa selv være et naturligt frit, »skabende« Menneske, han maa lære at være Barn blandt Børn. Vi ved idag, at Barnet meget mere bliver præget af de Indflydelser, det ubevidst modtager, end af de bevidste Paavirkninger, som udgaar fra Læreren. Barnet efterligner ikke alene vore Handlinger, men i endnu stærkere Grad vor ydre og indre Holdning, vor positive eller negative Indstilling.

Jeg saa en Gang en Klasse, Drenge og Piger, med en helt unormal, ubarnlig Holdning, som jeg i Begyndelsen ikke kunde forklare mig, indtil jeg en Dag saa Læreren gaa gennem Salen: Børnene efterlignede ubevidst hans uordnede, nervøse Holdning og slæbende Gang.

Beslægtet med dette er det Forhold, at den ene Lærers Elever kun kan finde paa at lave Stykker i Jazzstil, mens Kompositioner af en anden Lærers Elever ikke i det fjerneste ligner Jazz. I begge Tilfælde tror man, at Barnet har arbejdet helt selvstændigt, uden nogensomhelst Paavirkning af Læreren, men man glemmer de ubevidste Paavirkninger fra Milieu'et og især fra Lærerens Interesser. Det beviser paa ingen Maade, at den ene eller den anden Stil er den naturlige for Børnekompositioner. Selv hos Vidunderbørn som f. Ex. Mozart eller Korngold, finder vi ikke en selvstændig Stil paa trods af al Overlegenhed i Form og Teknik, forbavsende Klangkombinationer o. s. v.

Af disse Grunde er Lærerens Ansvar meget større, end man i Almindelighed tror - især i vor Tid, hvor Børnene tilbringer den største Del af deres Tid i Børnehaver eller i Skole.

Det er ikke nok, at Læreren har Viden om disse Ting, han maa. først og fremmest have levendegjort dem i sig selv, inden han kan give dem videre til Børnene. Det gælder jo nemlig ikke om at gaa saa og saa mange Øvelser igennem, men det gælder om at organisere og forme Barnets Livskræfter og Livsrytme.

I en Tid, hvor man tror, man kan lære alt paa korte Kursus, saa man uden personlig Gennemarbejdning kan anvende det lærte paa Børnene, er det maaske svært at forstaa, at Rytmikken kræver egen Erfaring som Betingelse for Undervisning.

Dertil er en lang Specialuddannelse ikke altid nødvendig. Har man én Gang forstaaet Idéen, kan man begynde at omsætte den i det daglige Liv og i Undervisningen. Der opstaar et Fællesarbejde mellem Børnene og Læreren, og Resultatet viser sig snart i et nyt Samliv og en ny, indre Disciplin, som præger Børnene.

Vist kræver rytmisk Opdragelse et utrætteligt Arbejde fra Lærerens Side, men den gir til Gengæld en stor Berigelse i det daglige Arbejde og forlener en med den Bevidsthed, at man hjælper væsentligt med til en ny Musikkultur.

Den rytmiske Opdragelse er ikke baseret paa en speciel faglig Viden og Kunnen, men paa en intim Kontakt med Musikkens inderste Væsen, hvorigennem den vækker helt nye Udviklingsmuligheder til Live i Mennesket.

Fodnoter:

(1) H. Jakoby: Jenseits von »musikalisch« und »unmusikalisch«. Verlag F. Enke, Stuttgart 1925.

H. Jakoby: Die Befreiung der schöpferischen Kräfte, dargestellt. am Beispiel der Musik. (Bericht über Jakobys Vortrag auf der internat. pädagog. Konferenz in Heidelberg, August 1925). Leopold Klotz Verlag, Gotha.

H. Jakoby: Grundlagen einer schöpferischen Musikerziehung. »Die Tat«, Märzheft 1922, Verlag Diederichs, Jena.

(2) Her henvises til Otto Blensdorf: Kinderspiel und Tanzlieder: Pferdchenspiel. Verlag für rhytmische Erziehung, Otto Blensdorf, Bad Godesberg a/ Rhein.

Årgang 14/1939, nr. 02