Skolen og den folkelige sang

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 02 - side 32-41

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

SKOLEN OG DEN FOLKELIGE SANG

AF RICHARDT GANDRUP

Man kan godt faa adskillige ledige Timer til at gaa ved at spekulere over, hvor Sangen stammer fra. Mange Hypoteser kan opstilles med lige stor Ret - alt efter, hvor megen Fantasi man nu raader over. Men det er vanskeligt at undgaa den Antagelse, at Sangen er lige saa gammel som Menneskeslægten. Dens Væsen tyder i høj Grad paa, at den er en oprindelig, ubevidst og umiddelbar Sindsytring - ældre end Talen, -et Udtryk for primitive Stemninger som Glæde og Sorg, Mildhed og Vrede, Angst og Tillid. De uartikulerede Lyde, vi kalder Tuden og Latter, er sikkert Sangens første Former.

Iøvrigt er al Tale jo en Slags Sang, baade i Betoning og Tempo. Talen kan være af skiftende Tonehøjde - snart dybt mumlende, snart højt kvidrende; den kan være af forskelligt Tempo - snart dvælende, snart ilende; den kan være af varierende Styrke - snart tyst, snart højlydt. Talen gør Brug af de selvsamme Virkemidler som Sangen, bestaar af de samme Elementer.

Man kan godt tænke sig, at det primitive Urmenneske i sin faatonige Sang har -haft et Vaaben mod Ensomheden i Naturen ganske som vor Barndoms ensomme Hyrdedrenge, naar de ude paa de fjerne Marker slyngede deres vrælende Toner ud i Rummet. Fra min Opvækst i det yderste Nordjylland husker jeg disse mærkelige Sange, der var lige saa rige paa Stemning, som de var fattige paa Toner - et lille enligt Menneskebarn, der hujende bekendtgjorde sin Kvide eller sit pludselige Overmaal af Livslyst for det udeltagende Kvæg og den store aabne Natur. Et af Rimene, der var sat i en hjemmelavet Musik, lød saaledes:

Det ræner, aa det blæser, aa Winnen æ saa kold,
de arme stakkels Høwder, de kryber i en Bold.
Gu' giwe, det war Awten for mæ, sølle Dreng,
aa A laa hj emm' i min Muers warm' Seng.

Trods alle Omgivelsernes fundamentale Forskel greb en lignende Stemning mig, da jeg mange Aar efter paa Java hørte de Børn, der skulde holde Fuglene borte fra de modnende Rismarker og Timevis laa paa Bambusstilladserne og sang monotont og vemodigt - ogsaa her overgivet til Ensomheden.

En Slags primitiv Sang, der sikkert er af samme Art som Urmenneskets, kender vi vist alle i den ubevidste Brummen, vi ofte hengiver os til under et Arbejde, der optager os. Eller den bevidste Nynnen, man griber til, naar man er ubeskæftiget og vil fordrive Tiden, eller naar man er bange og vil fordrive Frygten. Dette sidste Motiv har sikkert alle Børn lejlighedsvis kendt. Jeg husker tydeligt det store, mørke Loft i mit Barndomshjem og min grænseløse Angst, naar jeg om Aftenen blev sendt derop alene; aldrig gennemførte jeg disse pinagtige Ekspeditioner uden at synge. Saa havde man en Følelse af at være ledsaget af noget stærkt og beskyttende - i hvert Fald blev den knugende Stilhed dejligt tilintetgjort.

I alt dette befinder vi os paa de Spor, der fører direkte tilbage til den første menneskelige Sang og dens Insirationskilder. Her er det selve den tonende Lyd, der gør Udslaget - aldeles uafhængig af Melodi eller det, vi forstaar ved Musik i højere Form.

Men anderledes forholder det sig naturligvis med den første bevidste Melodi. Den er sikkert skabt for at give højtidelige Ord en ekstra Vægt. Den har været en Art betonet Oplæsning, altsaa det, vi nu kalder Messe, og som kendes fra alle religiøse Kultformer og Ritualer. Naar vi som Børn sad i Landsbykirken og hørte Præsten ensformigt syngende foredrage »Epistlen«, hvis indviklede Ord vi ikke begreb, var Indtrykket ganske det samme som det, jeg senere modtog ved at høre Koranens Ord messende forelæses for Moskeens ludende Menighed. Fra det primitive Menneskes Raaben til Gud i betonede Sentenser og til de musikalsk højt udviklede Kirkekors Udførelse af den Gregorianske Sang er der slet ikke noget langt Spring; det er den samme Sindets Trang, der udløses, den samme sjælelige. Proces, der foregaar - kun Graden af Finhed er en anden..

Der hersker saaledes fornuftigvis ingen Tvivl om, at Vokalmusiken er, ældre end Instrumentalmusiken. Sangen er al Musiks Moder. Og trods al instrumental Opfindsomhed i Retning af Tonekarakter og Toneskønhed overgaar intet Instrument den menneskelige Stemme i skøn og gribende Klang. Men heller ikke ejer den menneskelige Sjæl noget finere Udtryksmiddel end Sangen: Ord og Toner uadskilligt forbundne. Enhver Følelse og Stemning i det menneskelige Sind har altid, naar den steg højest, frigjort sig i Sang. Derfor har ogsaa enhver stor Epoke i Menneskehedens Historie, den indre som den ydre, fundet sine fineste Udtryk i Sangen; enhver Bevægelse i Kulturlivet - religiøs, national, kunstnerisk, politisk, social - har altid haft Sangen som sin stærkeste Forbundsfælle. Tænk paa Salmerne, paa Fædrelandssangene, paa den almindelige Stemningspoesi, paa Oprørssangene, paa de sociale Kampsange. Hvad havde alle disse Ord betydet,dersom de ikke havde faaet Tonernes Iklædning og var vokset fra noget, man læste, til noget, man kunde synge. Her finder man en Forklaring paa, at et Folks Sangglæde er en saa ubedragelig Maalestok for dets sjælelige Kvalitet, dets Gemyt, dets Følelsesrigdom. Og derfor er det, at Udviklingen af denne Sangglæde er et saa uhyre betydningsfuldt Led i et Folks Forædling, i det, vi med et omfattende Ord kalder Folkeopdragelse.

I denne Forbindelse er det naturligvis Folkesangen, det drejer sig om, langt mere end om Kunstsangen. Forskellen mellem de to Former for Sang er, at Folkesangen er umiddelbar, »ubevidst«, medens Kunstsangen er middelbar, bevidst. Folkesangen gaar altid, naar den er ægte, i højere og væsentligere Formaals Tjeneste, hvorimod Kunstsangen er et Maal i sig selv. Folkesangen bygger ikke først og fremmest paa Teknik, selvom en vis Teknik nok kan siges at forædle den; den bygger aldeles overvejende paa Følelse. Kunstsangen er utænkelig uden Teknik, men gaar - som Erfaring bekræfter - helt godt uden Følelse.

Det er klart, at Skolens Forhold til Sangen udelukkende skal være præget af Folkesangens Væsen og Idealer, naar det drejer sig om den almindeligt grundlæggende Undervisning, for det første fordi Skolen er den almindelige Folkeopdragelses egentlige Forum, for det andet fordi den ikke har Muligheder for at dyrke Kunstsangen med alle de syngende Børn uden at forulykke i Karrikaturen. Den Sanglærer, der henvender sin Opmærksomhed kun paa de særligt musikalske Børn og lader de andre skøtte sig selv, forstaar hverken Undervisningens Formaal eller Folkesangens Betydning.

For Folkesangen har Interessen i de sidste Aartier været i glædelig Vækst. Nogle af' vore største Tonekunstnere, baade skabende og udøvende, har stillet sig i dens Tjeneste og derved skabt den en Anerkendelse og en Mulighed for Ophjælpning, som ikke før har været tænkelig. Man kan næsten sige, at Folkesangen er blevet den store Mode, det mest eftertrykkelige Tegn paa en solid Placering - saa længe Modenvarer! Man er i Melodierne vendt tilbage fra det instrumentale til det vokale; man er gaaet fra det kunstige - for ikke at sige det kunstlede - til det naturlige, og man har forladt Tilhørerstadiet til Fordel for Deltagerstadiet.. Det hele fik ligefrem til en Begyndelse Karakter af Mani. Slagordet »Folket skal synge« kom paa Læber, der ellers ikke havde ytret videre Interesse for Folket og da slet ikke for Folkesangen. I den Overgang, da Radioen brød ind og jog alle Middelmaadighederne ud af Koncertlokalerne, fordi
Publikum udeblev, tog de saakaldte »Koncertgivere« rigtignok fejl af Situationen, idet de opfattede Folkemusikbevægelsen væsentlig som en Foranstaltning til Opklækning af »et nyt Koncertpublikum«, som det hed. En Misforstaaelse, der dog hurtigt blev rettet. Det varede ikke længe, før det gik op for de fleste, at det var en almindelig folkelig Deltagelse i Sang og Musik, der tilstræbtes, en folkelig Udøvelse af Musik - i Særdeleshed naturligvis den vokale. Den store folkelige Sanginstruktør og Igangsætter Fritz Jöde fik Disciple, der lurede ham Kunsten af og prøvede at gøre ham den efter. Glosen »Singstunde« blev næsten et dansk Ord. Nu skulde vi alle »gaa ind fra Gaden« og synge med hverandre. Og da dette ikke rigtigt fængede i det lange Løb, skulde vi alle gaa i Folkemusikskole og lære Sange, udføre Canons og blæse Blokfløjte.

Hensigten var lige saa god, som Systemet var svagt. Det varede ikke længe, før det hele blev til Undervisning paa en ny Maade, og efterhaanden gled et let sekterisk Præg ind over Bevægelsen. Tydeligere og tydeligere viser det sig da ogsaa, at de første Tiders Begejstring mere og mere taber sig. Det er overvejende en bestemt Kategori af Mennesker, der holder ved: Sandal-Mennesker med rød Halsklud og bart Hoved, Raakostspisere og Teft-Mennesker med Drikkebægre paa Bagen, alle dem, der drages mod Paradokset: kunstigt Naturliv. Folkemusikskolerne er - sete under det oprindelige Motivs Belysning - blevet Parodier. De er fortyndede Musikkonservatorier, hvor man udfører det forbløffende, at sætte Umiddelbarheden i System! Det betyder naturligvis, at den dræbes. Intet er farligere for Umiddelbarheden end Overeksponeringen af det faglige. Systemets Svaghed beror dog først og fremmest paa, at man mener at kunne samle »Folket« alene om Sang. Netop her er vi ved Kernepunktet i Sagen: Sangen maa. være et Middel og ikke et Maal, hvis den skal erobre Folket i dette Begrebs virkelige Udstrækning. Det er derfor, den danske Højskole gennem Generationer har været alene om at repræsentere og stimulere den folkelige Sang; her havde man og har endnu noget omfattende aandeligt og kulturelt at samles om noget, hvortil Sangen slutter sig som et Element blandt andre. Et klarere Bevis herpaa kan ikke gives end den Kendsgerning, at det var den grundtvigske Højskole i Danmark, der straks forstod Laub og Carl Nielsen og førte deres Sange ud i Folket. Mens de musikalske Stilforskere diskuterede disse Kompositioner sønder og sammen i skarpsindige Polemiker, sang det store Højskolefolk dem i Tilslutning til et Aands- og Kulturliv af intimt beslægtet Art. Det samme gjorde det grundtvigske Kirkefolk med Salmerne. Medens Musikere og Musikhistorikere fortabte sig i Stridigheder om de »Laub'ske Melodier«, men iøvrigt saa bort fra det religiøse og det kirkelige, sang man i grundtvigske Fri- og Valgmenigheder de nye Toner, brugte dem til det, der var Meningen med dem. Disse vise Mennesker vidste, at Sangen først og fremmest er en Livsytring og derfor hører den almindelige Livsførelse til - fremfor at være Emne for Undervisning og Stildebat.

I dette dybt naturlige Forhold kan Folkemusikskolerne aldrig komme til Sangen, fordi de mangler den vidtspændende aandelige Horizont, som hverken Vandrebevægelse, Friluftsliv ved Stranden eller Socialpolitik kan erstatte. Med »Folkelighed« som Program er ikke alt i Orden; Folkelighed kan som alt andet optræde naturlig og kunstig, og en stor Del af Folkemusikbevægelsens Folkelighed har kunstigt Tilsnit. Den skulde nødigt efterabes i Barneskolen, hvor de naturlige Muligheder er saa mange og store.

Gennem en 30aarig Erfaring som Sanglærer for Børn er jeg blevet overbevist om, at der kun findes ganske faa, der ikke kan lære at synge, saa faa, at man helt kan se bort fra dem i sangpædagogiske Overvejelser. Men det betyder ikke, at alle kan dyrke vokalmusikalske Studier; hertil kræves en Musikalitet, der. ikke er nær saaudbredt. Det er Grunden til, at flerstemmig Sang, der fjerner sig fra det allermest elementære, er en Uting i Klasseundervisningen; Renheden svigter altid. Men gennem en forstandig Undervisning, der afpasser de tekniske Øvelser efter Flokken -og Formaalet, kan en smukenstemmig Sang altid opnaas. Og det er paa den, Folkesangen skal bygge. Vilde Lærerne i den danske Folkeskole lægge sig efter en saadan passende Teknik og fastholde den enstemmige, velklingende Sang som Formaalet samtidigt med, at Valget af Sange skete paa bredere Basis end nu og under videre aandelige og kulturelle Synspunkter, var Forudsætningerne for en Folkesang i Danmark til Stede. Men her er vi i Øjeblikket langt fra Maalet.

Den stærke og tilmed stærkt stigende Interesse for Skolebørns Sang og Sangundervisning, der for Tiden spores i musikalske og pædagogiske Kredse, kan kun hilses med Glæde. Altfor længe har man ladet Sangen føre en Outsider-Tilværelse i Skolens Liv, betragtet den som et Luksusfag, man nærmest af antikverede Velanstændighedshensyn maatte unde en kneben Plads i Skole- og Undervisningsplanernes yderste Periferier. Med kun een ugentlig Time mente man - og mener de fleste Steder endnu - at have opfyldt Skolens Forpligtelser overfor dette Fag, hvis rige Muligheder dog spænder over mange Felter. Nu begynder man at faa Øjnene op for disse Muligheder. For saa vidt er alt udmærket.

Og dog er der Grund til Bekymringer. En saa pludseligt opstaaet Interesse for et Fag rummer altid den Fare, at de faglige Hensyn kommer for stærkt i Forgrunden, og det er da ogsaa den Fare, der truer de nye Bestræbelser for at give dansk Skolesang nyt Liv. Overalt i Barneskolen ligger de store Vanskeligheder i at finde Ligevægten mellem de faglige og de pædagogiske Hensyn. Drejer det sig om Sangundervisningen, er det indlysende, at Formaalet maa være baade et musikalsk og et pædagogisk, og at et Samarbejde mellem Musikere og Pædagoger derfor ikke alene er ønskeligt, men simpelthen uundgaaeligt. Altfor let faar dette Samarbejde dog Slagside i Musikerens Favør.

Bekræftelse paa en saadan Slagside ser man saaledes i de almindelige Bemærkninger, der indleder Planen for Sangundervisnin:gen i Københavns Kommuneskoler. Det hedder her: »Sangundervisningens Maal er i første Række at bibringe Børnene Kendskab til og Forstaaelse af dansk Kirke- og Folkesang gennem Tiderne, idet de i Løbet af Skoletiden tilegner sig en Række Melodier, der repræsenterer det bedste af saavel den ældre som den nyere Tids Salmer og Sange.« Gennem disse Linjer taler en forhærdet Fagmand. Denne Formulering af Sangundervisningens Maal er helt forfejlet. Maalet er selvfølgelig i første Række at stimulere Børnenes Glæde ved at synge og udvikle deres Musikalitet. Herom maatte der kunne blive ubetinget Enighed. Havde man fastholdt dette, kunde desuden Programudtalelsens ubestemte Udtryk som »Forstaaelse« og »det bedste« være undgaaet, hvilket havde været ønskeligt, eftersom Kravet om Forstaaelse af Musik næppe lader sig fastholde, lige saa lidt som Betegnelsen »det bedste« giver nogen videre Vejledning. Det er Musikstudiets Spøgelse, der hvisker i disse Anvisninger.

Det mest frapperende er dog, at Vejledningen slet ikke giver sig af med Teksterne, men kun med Melodierne. Der burde ikke kunne eksistere Tvivl om, at det i Folkesangen er Ordene, der vejer tungest. Melodien skrives til Teksten - ikke omvendt! En god Melodi har aldrig kunnet bære en slet eller ligegyldig Tekst ud over en ganske kort Tid; men en god Tekst har kunnet bevare en daarlig Melodi gennem Generationer. I dette Forhold er Folket suverænt og træffer Afgørelsen efter rigtige Fornemmelser. Skal Skolen derfor virke i Folkesangens Tjeneste, maa Hensynet til Teksterne være i Forgrunden, og den gode Undervisning beror lige saa fuldt paa Lærerens poetiske Sans som paa hans musikalske. Carl Nielsen har engang aandfuldt kaldt Melodien »et Ornament om Teksten«; denne gyldne Sandhed skulde Sanglærerne lægge sig inderligt paa Sinde. Altfor lidt skelnes der i Sangundervisningen mellem det ordinære Rimeri og den høje Digtning, og altfor mange »Sangbogskomponister« kompromitterer sig ved Valget af middelmaadige Tekster. De nye Sangbøger, der i disse Aar har set Lyset, og som alle gaar de samme Veje, vrimler med dilettantiske Tekster, som Børnene ingen poetisk Udviklingfaar ved at beskæftige sig med, og som aldrig senere kan blive af Værdi for dem. Der er gaaet en næsten forargelig Professionisme i. Forfatteriet af Børnesange; den er omtrent paa Højde med den, der præger mange tilsvarende Kompositioner af lige saa dilettantisk Tilsnit, særligt indenfor de Afsnit, der henvender sig til de mindste Børn. Sange for Børn skal baade i det digteriske og i det musikalskeførst og fremmest være Kunst, hvadenten Børnene er store eller smaa. Adskillige moderne Komponister er aabenbart, stimulerede af Tidens Tendens, kommet saa hovedkuls ind i den »folkelige« og »barnlige« Genre, at deres Frembringelser i disse Brancher føleligt lider derunder. Man kan nok pludseligt antage et musikalsk Modeprogram affolkelig eller barnlig Art; men man kan ikke lige saa pludseligt komme til at føle folkeligt eller barnligt. Derfor er adskillige af de nye, »bestilte« Melodier saa overdrevent folkeligt-barnlige, at de musikalsk set bliver ganske tomme - og Teksterne ikke et Haar bedre. Rent galt bliver det naturligvis, naar Sanglærerne gribes af den Pretention selv at ville digte og komponere det, Børnene skal synge. Ligesom det tidligere var - og mange Steder endnu er - den almindelige Opfattelse, at enhver kan lære de smaa Børn at synge og at den kvalificerede Lærer kun er paa sin Plads i Afgangsklasserne, ja egentlig først dér rigtigt kan udfolde sine blændende Evner, saaledes synes det nu desværre en fast Antagelse, at enhver kan digte og komponere for de Smaa - en alvorlig Misforstaaelse, der bør fjernes. De mange Udgivere af Skolesangbøger burde lidt flittigere, end Tilfældet er, søge Samarbejde med den literære Sagkundskab; derved vilde Adgangen til Skolesangbøgerne paa heldig Vis vanskeliggøres for en hel Del dilettantisk og intetsigende Ordgyderi, som nu ofte tager Pladsen op for sand Poesi. De smaa Sangere kommer paa ingen anden Maade saa inderligt i Samkvem med Digtningen som netop ved at synge den, og alle Sanglærere maa føle sig lige saa dybt forpligtede overfor Poesien som overfor Musiken.

Lidt Kendskab til Barnets Sjæleliv var heller ikke af det onde for dem, der vilde udgive Sangbøger og undervise i Sang. Man tager alvorligt fejl, naar man tror, at Børn ynder Pjat. Børn er alvorlige. af Gemyt, de er jo endog alvorlige, naar de leger. Det er betegnende, at de i deres mærkelige Visdom, der ofte overgaar den, mange Lærere lægger for Dagen, slutter sig mere intimt til det alvorlige ja det. sørgelige, end til det pjankede og det lystige. De overstilt-»barnlige« Produkter, visse modernistiske Forfattere og Komponister i de senere Aar har bragt paa Markedet, fanger i mange Tilfælde slet ikke Børnenes Gemyt; de kan nok finde det »sjovt« en kort Tid, men de bevarer det ikke, og paafaldende hurtigt maa det lægges til Side. Derimod kan selv forholdsvis yngre Børn i det uendelige bede om Lov til at synge »Underlige Aftenlufte« med Carl Nielsens Melodi, skønt de naturligvis er ganske ude af Stand till at lodde Dybderne i det gribende Længselsdigt. Heller ikke gouterer Børn i saa høj Grad, som jazzbegejstrede Komponister og Tekstmagere tror, den musikalske -og sproglige Vulgær-Jargon, man fra visse Sider i de senere Aar har anstrengt sig for at bringe paa Mode; de aandsforladte og vrængende Jazz-Oratorier finder Børn naturligvis i første Omgang grinagtige, og de kan godt en Overgang bringes til at synes, det er »smart« at indstudere og udføre dem. Men udfra deres sunde Instinkt betragter de det hele som Halløj, hvad det jo ogsaa er; de tager det ikke til sig, lader ikke Sindet paavirke i dybere Forstand ar Tøjeriet. I mange-aarigt Arbejde med et udvalgt Børnekor ved Skolen, hvor jeg var ansat, erfarede jeg, at det er den store Musik, der for Alvor holder de musikalske Børn fast om Opgaverne; vi dyrkede baade den muntre og den højtidelige, den verdslige og den kirkelige, men intet fangede deres Interesse og Følelse dybere end de gamle Mestres Polifoni i den religiøse Musik. Den greb dem saa stærkt, at selv deres Lyst til Afveksling bukkede under, saa det undertiden voldte mig taktiske Spekulationer at gennemføre den Fornyelse af Programmerne, jeg baade for min egen Skyld og for Børnenes Udviklings Skyld saa stærkt tilstræbte; havde Børnene faaet deres Vilje, var Arnold von Bruéks »Pater noster« fra 1544 kommet til at figurere paa Programmet Aar efter Aar!

Skal det tekniske da ingen Rolle spille i Barneskolens Sangundervisning, vil man spørge; er det faglige her saa underordnet, at man kan se bort fra det?

Jeg vilde forraade mit eget Arbejde, dersom jeg ikke tildelte den sangtekniske og faglige Side af Sagen den Plads, jeg selv har givet den i Undervisningen. Min Protest gælder kun den Teknik, der svulmer op og fra Midlets beskedne, men derfor ikke betydningsløse Stilling placerer sig som Maal. Foruden det Hovedformaal, jeg før angav: At stimulere Børnenes Glæde ved at synge og udvikle deres Musikalitet, anser ogsaa jeg det for ønskeligt, at visse teoretiske Grundsætninger medgives. Det maa blot aldrig blive til »Undervisning i Musikteori« for Teoriens Skyld, hvad man undertiden ser det udarte til. Kun den Del af det teoretiske Stof, der har Betydning for Grundformaalets Gennemførelse, har naturlig Adkomst til Skolernes Sangtimer. De smaa Sangere skal ikke gøres til Musikere, men kun til Mennesker, der gerne vil synge - og ogsaa kan det. Og saa skal de forlade Skolen med det størst mulige Fond af Salmer og Sange, med Melodierne faste i Øret og - mindst lige saa vigtigt - med Ordene urokkelige i Hukommelsen. Naturligvis vilde det være vidunderligt, om de tillige var sat i Stand til sidenhen selv at supplere dette Stof ved en Melodi-Læsning, der faldt dem lige saa naturligt som Tekst-Læsning; utvivlsomt vilde dette Ideal ogsaa stort set kunne naas, dersom Sangundervisningen maatte disponere over det samme Timetal, som Læseundervisningen har, men en saadan Ordning nytter det næppe at fable om, og det er naivt at lægge en Undervisning tilrette efter en Ordning, man ikke har og heller ikke har Haab om at faa.

Der er ikke mindste Grund til i Sangundervisningen at fortabe sig i fysisk-teoretiske Finesser med Hensyn til en Lyd eller Tones Opstaaen, og det er heller ikke nødvendigt at give de fysiologiske Forklaringer paa Tonedannelsen i Struben og Resonnansorganerne eller paa Aandedrætsprocessen. Denne Viden er af den største Betydning for Læereren, men overflødig for Børnene. Det er derfor ganske kuriøst, naar Skolesangbøgerne indeholder nogle yderst nødtørftige Oplysninger om disse i sig selv ret indviklede Forhold; hvad der saaledes meddeles, er altfor lidt for Læreren og altfor utilgængeligt for Børnene. Skulde det endelig gøres Børn begribeligt, maatte det behandles ganske anderledes vidtløftigt og detailleret og ikke i denne sædvanlige teoretisk-systematiske Lærebogsstil. Fremstillingen kan i Virkeligheden kun forstaas af dem, der i Forvejen ved Besked - og de har ingen Brug for den! Naar man i Børneskolen opdeler Faget i Fysik, Fysiologi, Melodi-Analyse, Kompositionslære, Musikhistorie o. s. v., er man faktisk ude i den vildeste Parodi. Det hele bliver under de givne Betingelser til en Række Galop-Visiter paa Gebeter, der hver for sig kræver dvælende Besøg, om der ellers skal komme noget ud af det; al solid Grundighed er paa Forhaand udelukket, og Japperi bliver Resultatet. Derimod er det muligt og gavnligt lejlighedsvis at stikke eet og andet af dette brogede Stof ind i den almindelige
Undervisning, naar der gives naturlig Anledning dertil; saa gaar det i Forbindelse med Helheden og fæstner sig rigtigt.

Metodik er al Undervisnings Forudsætning, ogsaa naar det gælder Sang. Men den maa lige saa lidt her som i andre Fag i Børneskolen komme til Børnenes Bevidsthed; den skal være Lærerens Hemmelighed - man kan godt sige.dyrebare Hemmelighed! Og helst skal dens Væsen være enkelt og simpelt. De mange Hundekunster, man indenfor Sangpædagogernes Kreds har kappedes om at lancere, er ganske vist fremførte under Enkelhedens og Simpelhedens Maske, men i Realiteten har de i de fleste Tilfælde været af helt modsat Karakter. Man har været bange for at tage direkte paa Tingene; man har søgt at finde mere eller mindre udspekulerede Genveje, som imidlertid oftest viser sig at være Omveje, der tilmed er saa bugtede og lange, at de forvirrer al sund og naturlig Orientering. Man har været saa optaget af at bane alle disse »Genveje«, at man slet ikke kom til at gaa selve Vejen. Frem og tilbage gaar det: Man afskaffer Træffeøvelser og indfører dem igen under det mere moderne klingende Navn »Intervallære«; man forlader Noderne til Fordel for visse Talsystemer, »Solfége« o. lign., men tager atter de uundværlige Noder op; Systemer bringes i Miskredit og rehabiliteres Paany. Alt til Skade for Undervisningens Ro og Stabilitet, men til lige saa stor Skade for den almindelige Musikkultur, der under alle disse Omskiftelser faar sit Fundament rystet og undergravet, just det Fundament, der skulde være Folkesangens musikalske Undergrund.

Noderne er Musikens uovertræffelige Tegnsprog, som Alfabetet er Sprogets; de er tilmed saa lette at tilegne sig, at der ingen Grund er til at finde paa »Nemheder«. Man kan lære alle Børn Nodesystemet i dets almindelige Form, og intet fremmer Renheden i Sang mere end fornuftigt tilrettelagte Træffeøvelser med passende Kromatik: rigtigt praktiseret morer det Børn at »træffe«, som det morer dem at finde Byer og Floder paa blinde Landkort eller løse andre »Gaader«. Tonedannelsesøvelser harmonerer fortræffeligt med Børnenes Hang til at »tralle« og kan, naar Læreren anspænder sin Fantasi i Varieringen og Kombinationen, blive dem en sand Svir. Enkeltmandssang, der saa mange Steder er Børnene en saare kilden Sag, kan med Behændighed gøres til det selvfølgeligste af Verden. Alt er det med eet Ord Teknik af I. Klasse A, men omsat i Barneskolen den rene Fornøjelighed, naar blot Børnene ikke mærker det tekniske deri. Med stort Udbytte kan man lade et Moment af Sport glide ind i disse Ting. Stoltheden og Tilfredsheden ved at kunne gennemføre en kromatisk Skala uden den mindste Vaklen i Renheden kan fylde Børnene lige saa overdaadigt som en flot klaret Distanceprøve i Svømning, selvom denne sidste belønnes med et fornemt Diplom. Men skal det tekniske tjene Formaalet og undgaa den golde Eksersits Præg, maa Læreren udvise megen Opfindsomhed; han maa herske over sin Metode og aldrig lade sig beherske af den. Men her er vi jo inde paa en almindelig pædagogisk Grundlov, der har Gyldighed i alle Fag.

Et stort Ansvar er forbundet med Undervisningen i Sang, fordi den mere end de fleste andre Undervisningsgrene har Mulighederfor at paavirke Børnenes Gemytsliv inderst ind. Ikke mange Fag har som Sang Betingelser for at uddanne Børnenes Følelsesliv, fordi denumiddelbare Tilegnelse af alle Fagets Værdier falder saa let, og fordi Musik og Poesi imødekommer Sindets Trang i alle Retninger, paa een Gang vækker og udløser alle Elementer i det menneskelige Stemningsliv, der i vor »moderne« og »realistiske« Tid ikke har alt for milde Kaar iøvrigt. Udnyttes disse rige Muligheder for Børnene, vil de ogsaa staa aabne for dem, naar de vokser til, saa den kommende Generation vil være moden til at virkeliggøre det Folkesangens Ideal, vi stiler efter: Sangen som en fuldt naturlig Livsytring, intimt forbundet med Sansen for musikalsk Renhed og Skønhed, gennemglødet af Kærligheden til den ædle Poesi og den ædle Tone.

Årgang 14/1939, nr. 02