Brev fra Paris. Darius Milhaud som foredragsholder og dirigent

BREV FRA PARIS

DARIUS MILHAUD SOi NI FOREDRAGSHOLDER OG DIRIGENT

Til Minde om Erik Satie.

Af alle franske Komponister tager Darius Nlilhaud stærkest Del i det parisiske ~lusikliv ved sin usædvanlige Produktivitet paa alle Omraader af den musikalske Skaben - Opera, Orkester, Kor, Kammermusik, Scene og Film, ved (let store Antal Opførelser af hans Værker, ved sin personlige Nledvirken ved mange Koncerter og ved absolut at træde i Skranken for den moderne Musik. Alt dette giver ham en Særstilling, en Anseelse og Indflydelse, som ellers kun Nlestre af den ældre Generation sidder inde med. Og da han for nylig annoncerede et Foredrag om Erik Satie, mødte (te musikinteresserede talrigt op ved Sorbonne og fyldte allerede før Tiden Jaeques Doucet-Bibliotekets store Sal til sidste Plads. Naturligt og med jævne Ord talte han om denne store Forløber for o.,,,, Medskaber af den nye INlusik, hvis Wssion det havde været at forberede Udviklingen, og som i Tidens Løb var Ven med og Forløb2r for Debussy, Ravel og for »de seks«, som i ham saa ueres Mester. Naar saa andre opfyldte, jivad han havde tilstræbt, andre høstede, hvad han havde saaet, gik lian videre, søgte nye Veje, nye Maal. Hans Liv og hans musikalske Stil undergik mangfoldige Forvandlinger - fra Ungdomsværkernes Mysticisme til Afvisning af Romantikken, til en bevidst, ja, asketisk Forenkling og Udrensning af sit Tonesprog, og til de Kompositioner, som bebudede Impressionismen, aabnede for en ny Verden. I en Alder af 40 Aar blev Satie atter Elev for at imødegaa Bebrejdelsen for manglende Kunnen og arbejdede tre Aar igennem ved Schola - Cantorum. hos d'Indy og Albert Roussel. Efter Bruddet med Debussy, efter 1~lødet med Coeteau og Picasso vendte han sig til Expressionismen, og senere lod han som en af de første 'Jazzens nye Rytmer finde Indpas i sine Værker. I fuldstændig Tilbagetrukkethed, ofte fornægtet af

(lem, der kunde takke ham for alt, henlevede han sine sidste Aar i Arcueil, hvor han i 1925 bukkede under for en alvorlig Sygdom. Støttet paa personlige Erindringer og Saties Optegnelser -- lian opbevarede alt, hvad han havde skrevet -- karakteriserede Milhaud »denne helstøbte, ubestikkelige Mand og herlige Ven«, den fine ~lusiker, der bag Ironi og Sarkasme skjulte en sjælden Skyhed og Følsomhed, som modigt traadte i Skranken for alt nyt og bestandig ydede Ungdommen kunstnerisk Kredit. Harme over manglende Forstaaelse, Vrangvil~e og passiv Nlodstand hos de reaktionære ?~lusikkredse æggede ham ofte til temperamentfulde Angreb; en Operadirektør, der skyldte ham Svar paa Indsendelsen af et Partitur, udfordrede lian simpelthen til Duel. Hans Spot var rettet imod uretfærdige Kritikere (som ofte selv var Komponister), mod alt der havde overlevet sig selv, og fremfor alt imod Akademiet; tre Gange, første Gang d,,i han var 26 Aar gammel, stillede han sig som Kandidat til en ledig Plads i Akademiet, som han afskyede, og, som naturligvis har valgt »værdigere«, i Dag næsten allerede glemte »Udødelige«. Et fyldigt Udvalg af musikalske Eksempler, fortræffeligt fremført af Pianistinden Ida Jankelevitch, Tenoren Hugues Cuénod og Milhaud selv, fuldstændiggjorde Fremstillingen og belyste de forskellige E'taper i Saties Skaben.

Faa Dage senere stod Milhaud paa Dirigentpulten og ledede en af National Orkestrets, den franske Statsradiofonis store Orkester, Symfonikoncerter. Ogsaa her hyldede han først Erik Satie med Opførelsen af Balletniusiken »Parade«, som - i forædlet Form - er inspireret af Indtryk fra 1~lusic-Hall'en, men Satie hæver disse Indtryk op til Kunstmusikens Sfære ved et fint kompositorisk og klangligt Arbejde. Sælsomt indflettes yndefulde Partier og aparte Slagværks effekter i Hvirvlen af Danserytmerne; alt i dette Partitur er Kontrast, af Melodi og Rytme, piano og forte, lento og allegro, Strygere og Blæsere. - Dernæst fulgte Værker af to yngre Komponister, som blev stærkt paavirket af Satie og ligesom Milhaud hørte til Kredsen af »de seks«. - »Concert Champétre« for Klaver og Orkester af Francis Poulenc, et af han bedste og mest charmerende Stykker, her fremført livfuldt og smukt nuanceret af Komponisten), og Georges Auric's »Ouverture«, en munter, farverigt instrumenteret, dog desværre ogsaa temmelig overfladisk Musik.

Koncertens anden Del bestod af tre Kompositioner af Milhaud: »Introduction et Marche Fun~bre«, bygget op over Modsætningsforholdet mellem den festlige, livfulde Indledning og den skønne,

ikke egentlig sørgelige, men kun alvorsstemte Sørgemarch; en Sopransolo med Mandskor og Orkester af Scenemusiken -til Claudels Oversættelse af »Agamemnon« af Aisheylos, meget stærk i sin Dramatik, i den udtryksfulde Sang og Korets 'rytmiske Akcenter; og endelig den muntre »Suite Proven~,ale«, hvis folkelige Klange heller ikke her forfejlede deres Virlming. - Det var overraskende, livor godt Milhaud som Dirigent mestrede sin ingenlunde lette Opgave, hvor levende og frit Orkestret spillede under hans Ledelse. Skønt man kun kunde overvære Koncerten efter Indnyac.L~- ira Radiofonien, var Koncertsalen i det Gamle Konservatorium fyldt til siaste Plads - de parisiske Musikkredses Elite fejrede Darius Milhaud!

Arno Huth.