Et ord i mindelighed

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 03 - side 73-74

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ET ORD I MINDELIGHED

Hr. Richardt Gandrup!

Maa det være mig tilladt for sytten-de Gang i Almindelighed at gentage, at Folkemusikskolerne ikke er »Skoler for Folkemusik«, men Skoler, hvor Folk kan lære Musik. Jeg har truet med at indrykke en fast Annonce herom i Bladet; men -det er jo billigere, naar man ligefrem faar Opfordring til at anbringe Oplysningen i Teksten. - løvrigt staar en Navneforandring for Døren.

De skriver i Bladets forrige Nummer, at da de aabne Sangtimer ikke rigtigt fænge,de i det lange Løb, »skulde vi -alle gaa i Folkemusik~ skole og lære Sange, udføre Canons og blæse Blokfløjte«. Nej, de' ve' da Gud vi ikke skulde. Havde dette været Folkemusikskolernes »oprindelige Motiv«, vilde det kun glæde mig, hvis de var havnede i

Parodien. Det er muligt, at Interessen for Folkemusikskolen er svigtende - i Kredse, den ikke har Bud til. Vigtigere er det jo, at Tilgangen er stadigt stigenide fra de Kredse, som den er lagt an paa. Og skønt jeg personligt ikke har noget principielt imod Fol-k, der æder Gulerødder og tager i Skoven med Blikkrus paa Enden, skal jeg kun for en Ordens Skyld nævne, at det ikke fortrinsvis - om overhovedet - er denne »Kate~lori af Mennesker«, der udgør Skolernes Elevstab. Det er Mennesker af ret forskelligt Lag og Tilsnit, der kun har det ene tilfælles, at de gennem Selvarbejde søger deres Musikalitet

C)

udviklet og uddybet, søger at opleve den »store Musik«, der her, som i det Barnekorarbejde, De omtaler »for Alvor hol,der fast om Opga

verne«.

Det er alt nyts Skæbne at blive misforstaaet, og det er almindelig god Omgangstone i visse Musikerkredse at skubbe til Folkemusikskolerne. »Hvad skal man med dem?« Ja, hvad skal man med musikalsk Opdragelse og Oplysning overhovedet?

Man kan jo sige, at alt er godt som det er; eller at man bare skal lade Folk lytte til - eller sove over - deres Radio i Fred; eller at man bare skal lade dem synge en hel Masse »folkelige Sange«; eller at man bare skal dyrke Jazz og give Pokker i alt andet; eller at man bare skal jeg véd ikke hvad. Det er Ting, man kan diskutere

eventuelt slaas om.

Man kan ogsaa indtage det Standpunkt, at det er revnende lige

I

gyldigt, hvad man gør, for det bliver saamænd lige godt eller lige skidt alligevel. Det Standpunkt har den Mangel - eller Fordel - at det er indiskutabelt.

Men hvis man maa erkende, at Forholdene - her navnlig Radioens Lydoversvømmelser i Forbindelse med hele Tidens smaatskaarent popularistiske Tendens -- gør et musikalsk Opdragelses- ol; Oplysningsarbejde paakr2evet eller ønskeligt, saa vil jeg tillade mig et Spørgsmaal: Hvor skal et Menneske med -beskedne økonomiske Midler, der gerne vil vide ordentlig Besked om Musik, aktivt opleve Musik, gaa. hen i Dag? Gi-,, ham en oplysende Bog i Haanden. Saadanne findes. Han vil med 99 To Sikkerhed være lige saa klog, naar han har læst den, som han var i Forvejen. Send ham til en Sanglærer. De 99 af 100 vil i første Række bestræbe sig for at give hans - maaske endog temmelig grimnie - Stemme Klang op, Volumen; til Rædsel for hans Omgivelser og ringe Glæde for ham selv. Send ham til en Klaverlærer. De 99 af 100 vil i første Række interessere sig for hans Fingre. Nævn mig et Sted, hvor et saadant Menneske under kyndig Vejledning, gennem eget Arbejde og i Løbet af overkommelig Tid kan blive stillet Ansigt til Ansigt med »den store Musik«, den der »for Alvor holder fast om Opgaven«. Findes der saadanne Steder --- ja saa kan vi stille og fredeligt lukke Folkemusikskolerne og spare os et brycrsomt, meget krævende Arbejde. -- Men ellers ikke. --Iøvrigt anerkender jeg de mange - om end ikke nye saa dog gode og rammende Tanker, De meddeler fra Deres store Praksis som Børnesanglærer. Man kunde maaske have ønsket, at Linien var trukket endnu kraftigere op; at man endnu tydeligere havde set.Brydningen mellem Barnets primitive Sangimpuls og Kultursamfundets traditionsbestemte Fordring, den Fordring, al Nutidsopdragelse maa honorere, saa at Sanglæreren, og-saa De, Hr. Gandrup, saa at sige tvinges til at præstere »det forbløffende: at sætte Umiddelbarheden i System«. Skyd bare paa Sangplanen; det er der ikke megen Risiko ved. Men vil De bagom den sølle Plan, er det Deres Mening at give de kære Børn større Plads for deres primitive Impuls og at befri dem for en Masse traditionelt, pedantisk autoriseret Fødelands- og Salmesangssyngeri, saa maa De rette Kanonen noget højere. Saa maa De operere i et Plan, hvor der er større og farligere Dyr at skyde til Maals efter end en Folkemusikskole. Men jeg indrømmer: det er baade nemmere og sikrere at slaa sig til Taals med det givne og at gaa paa Jagt efter »Poe,sien« deri. Ære være den Sanglærer, der indenfor de nu fastlagte Rammer og under de givne Arbejdsvilkaar formaar at uddrage dette luftige Stof !

- Men bevar mig vel! Hvad er det, jeg er i Færd med? Jeg har jo ikke Gnist af Begreb om Børnesangundervisning -- og jeg skal nok lade være med at skubbe.

Ærbødigst

Jørgen Bentzon.

Årgang 14/1936, nr. 03