Hos Fritz Jöde på Siljanskolen

HOS FRITZ JÖDE PAA SILJANSKOLEN

AF ERIK MESSELL

Siljanskolen ligger i Hjertet af Dalarne med storslaaet Udsigt over Siljan-Søen. Fra Gaardspladsen sænker Terrainet sig terrasseformet ned mod Søen. Her findes Kroket-, Tennis- og Legeplads og et vældigt Areal af Køkken- og Frugthave, og gennem en Granbeplantning naar man en udstrakt Sandstrand, fortræffelig som Badegrund. Her ligger Søen omgivet af Skove og blaanende Højder. I klare Sommeraftner ser man Solen dale bagom Stumsnäs blaasorte Land og lige over for paa den anden Side Søen løfter Gesundabjerget sig, fra hvis Top man har en betagende Udsigt over et ægte svensk Landskab. Mod Øst ligger Plintsberghøjden, hvorfra man gennem Sjugare By kommer til Karlsfelds Gaard neden for Bersängs høje Bakker ved Stranden af Oplimens Sø. Syd om Tällberg, som er Siljanskolans nærmeste Jernbanestation ligger 12 km borte Leksand med sin imponerende, hvide Kuppelkirke, og mod Nord - 15 km borte - Rättvik og Mora!

Luften er paa denne Egn mild og ved vestlig Vind fyldt med de store Skoves Fyrreduft og en syrlig Renhed fra Sneen paa Fjældene bag ved Älvdalen.

Bygningerne paa Skolens Grund er tømrede op i gammel Dalarstil. De indre Rum er ikke Skoleværelser, men »Stugor«, personligt udstyrede i friske, harmoniske Farver, og aabne Ildsteder (Spisar - Peisor) danner hyggelige Samlingssteder i kølige Aftener.

Denne Skole - egentlig en svensk Gaard - ejes af Rektorparret: Harald Alm og Signe Bergner-Alm, som her har grundlagt et pædagogisk Institut i det praktiske Livs Tjeneste, idet det søger gennem sine »Kurser« at gøre videnskabelige, pædagogiske og religiøse Nydannelser, som har samfundsmæssig Betydning, tilgængelige for større Kredse. De koncentrerer sig hovedsagelig om Opdragelsens elementære eller centrale Problemer, om saadanne Spørgsmaal, som berører Mennesket som Helhed i Forhold til sig selv, til andre, til Naturen, Tingene og Tilværelsen. De søger at orientere Deltagerne i Tidens Problemer, særlig hvor disse stræber mod en Fællesskabs- og Helhedskultur med Front mod en ensidig, individuel Specialisering. Til Ledere af disse Kurser søger Skolen saadanne Personer, som forener betydelige Kundskaber med personlig inspirerende Egenskaber, og man afser rigelig Tid til Diskussioner og Spørgetimer for derigennem at skabe en personlig utvungen Atmosphære, saa Deltagerne kan føle sig som aktive Medarbejdere i et socialt Fællesskab. »Vi vil« - skriver Alm - »at de nye Kundskaber og Færdigheder skal opleves i samme Aand, som de skal tilpasses og efterleves for at blive frugtbringende i Samfundets store Livsfællesskab«. Samtidig giver ethvert Kursus Deltagerne Lejlighed til Adspredelser som Udflugter og Badning, Idræt, Leg og Gymnastik (Rytmik).

Skolen begyndte i 1929 med et Kursus for Skoleidrætsledere og udvidede saa Arbejdet til at omfatte Tegning, Rytmik, Musik, Individual-Psykologi (Alfred Adler), Anlægsorientering og Arbejdsraadgivning (Poul Bahnsen), Ernæringsfysiologi (for Skolekøkkenlærerinder) og sidste Aar en Studieuge for Forældre.

Som Leder af Siljanskolens musikalske Kursus indbød Rektor Alms i 1934 den kendte tyske Musikpædagog: Prof. Fritz Jöde, som man herhjemme vil huske fra hans Besøg i København (1932), hvor han paa Politikens Foranledning afholdt en af sine berømte »aabne Sangtimer« i Koncertpalæet. Frugten af dette Besøg blev bl. a. Oprettelsen af de Københavnske Folkernusikskoler. Ogsaa i Sverige har Interessen for Fritz Jödes Idéer været voksende; baade i Stockholm, og Göteborg har han holdt »aabne Sangtimer«, og Siljanskolen har kaldt ham til Leder af et nyt 14 Dages Musikkursus.

Herom skal der i det følgende berettes:

De 14 Musikdage formede sig dels som en Række Forelæsninger over Themaet: »Musikken som skabende Kraft i Personlighedsudviklingens Tjeneste«, dels som praktiske Øvelser i Korsang, Gruppesang med Instrumenter (Blokfløjte, Violin) og Folkedans, og dels som Diskussioner og musikalsk Samvær om Aftenerne. Af de ca. 35 Deltagere var Størstedelen Svenske, desuden 1 norsk Par og 8 Danske. Ved Aftenunderholdningerne fik vi ofte Besøg af Vandrefugle paa Gennemrejse: danske, tyske og Skotter. En enkelt Dag deltog et Selskab af Amerikanere, som »gjorde« Sverige i Bil. -Da Jöde efter en Dags trættende Rejse ankom sent om Aftenen til Siljanskolen, blev han modtaget af en Skare københavnske Vandrefugle, ledet af nogle musikbegejstrede Unge fra Saverys Folkernusikskole. Stor var hans Overraskelse og Glæde, da han her i Dalarne blev mødt med en tysk Folkesang: »Die Gedanken sind frei«, sunget af denne Gruppe unge Danske, som paa den naturligste og hjerteligste Maade bragte ham deres Hyldest.

Betegnende for Jöde er det, at han - trods det sene Tidspunkt - straks benyttede Lejligheden til at komme i Kontakt med Forsamlingen, idet han - som Svar paa Modtagelsen - foldede en Nodetavle at Papir ud, fæstede den paa Væggen og lod os alle fra »Bladet« synge: »Wahre Freundschaft soll nicht wanken, wenn sie auch entfernet ist, lebet fort doch in Gedanken und der Treue nicht vergisst«, - et smukt Symbol paa den Aand, der kom til at præge Musikdagene paa Siljanskolen!

I sin første Forelæsning kom Jöde ind paa Forholdet mellem Kunstmusik og Folkemusik. Kunstmusikken svæver i Luften, saa længe Grunden til en musikalsk Opdragelse ikke er lagt gennem Folkemusikkens enkle, usammensatte Former (das »wurzelhafte«, das aus Erde gekommene).

Det er skønt at synge en Bach-Motet med et indøvet Kor, men det er ikke den vigtigste Opgave nu, for »hvad nytter det, at vi med Bach naar Himlen, naar Brødrene lades tilbage paa Jorden: Om I havde Engletunge, men sang uden Kærlighed, da er det kun klingende Malm og lydende Bjælde«. - Den alvorlige Kormusik lader ofte Folket staa tilbage musikløse, fordi den jævne Tilhører mangler det klingende Grundlag.

Enhver Musiker bør kun dyrke den højere Musik, naar han er parat til at tjene Folket med en Folkesang, som ikke er Musik-Luxus, men et Stykke Natur, som naar Fuglene synger (»sich ersingen« i Modsætning til »sich erarbeiten«). Efter Krigen opstod der et Musikbrud, saa Folkesangen kun fuldbyrdedes i Køkkenet, - Kunstmusikken i Herreværelset. Fornyelsen af Folkemusikken begyndte med den tyske Jugend- og Wandervogel-Bevægelse, hvor man sang - ikke officielt og tvungent som i Skolen - men »saligt med hverandre«, »aus Herzens Grunde« ud fra et indre: »muss«, som spontant Udslag af Livsfølelse!

Storbyen interesserede sig kun for Kunstmusik -og Slagere, og Studenterne fra die Musikhochsehule forstod ikke at synge en enkelt naiv Folkemelodi. Saa begyndte Jöde at synge med forskellige sociale Kredse, men naar han.sang med een Kreds, blev de andre.borte derfor die offene Singstunden! Naar Menneske synger med Menneske, forsvinder Iagttageren og Kritikeren, og det oplever: »der Schwung der Seele«.

Man bebrejdede Jöde, at han med sine aabne Sangtimer. vilde tildække Modsætningerne i Anskuelser, som om de intet betød. Jöde svarede: Igennem Fællessangen har Tusinder erfaret, at de har noget fælles, som er langt værdifuldere end det, der adskiller, og gennem den aktive Musikindøvning kan der skabes en ny almenmenneskelig Underbygning under Modsætningerne. Hvor der er Liv maa der ogsaa være Modsætninger og Kamp, men Oplevelsen af fællesmenneskelige Værdier bryder Stridens Brod og Kampens Bitterhed!

Heri ligger en social-kuturel Opgave af vidtrækkende Betydning. I Folkesangen er ethvert »Jeg« et »korisk Jeg«. Naar der synges f. Eks.: »Wenn ich ein Vöglein wäre«, saa er vi alle med i dette »Ich«, og i denne Oplevelse, kan det ene Menneske række det andet Haanden. Enhver Vise spejler et Fællesskab, ikke et ensomt »Jeg«. Naar Schumann derimod synger: »Ich grolle nicht«, saa er dette et ensomt, individuelt »Jeg«, der taler ud fra en Særoplevelse, en lidenskabelig Ener, - der meddeler os sin ensomme Klage. Men i »Freude schöner Götterfunken« møder vi atter Menneskehedens store Fælleskor: »Seid umschlungen Millionen diesen Kuss der ganzen Welt«. -

Denne Stræben efter at udtrykke et Skæbnefællesskab, den menneskelige Tilværelses Vilkaar og Love fandt Jöde et typisk Eksempel paa i den moderne Kanon: »Die Glock ruft« (Gustav Schlüter). Kirkeklokken toner sin tidløse Visdom ud over Slægterne: »Saadan er Menneskenes Kaar - at mødes og skilles i Fryd og i Smerte - dog Gud ske Lov for det altsammen! «

At skænke andre noget af blivende Værdi er en høj og fornem Kunst, og kun faa Komponister - selv af de store, som har Navn og Berømmelse- har Forstaaelsen af den lille Kunstforms sociale Betydning. Jöde henvendte sig engang til forskellige tyske Komponister og bad dem komponere i den folkelige Viseform. En svarede: »Ja, gerne, jeg skal snart lave Dem et Dusin.« En anden svarede: »Naar jeg engang faar Tid.« Men den berømte Hindemith svarede: »Jeg skal forsøge - hvis det bare ikke var saa vanskeligt«. Han alene erkendte Opgavens Rækkevidde - og Vanskelighed!

Et smukt Eksempel paa en saadan kostelig Perle i prunkløs Indfatning er den over hele Tyskland kendte Kærlighedsvise: »Wenn alle Brünnlein fliessen.«

Timen før Lunch var snart viet Korsang efter »der Musikant« eller Dans nede paa Engen. I et Interwiew til Göteborg-Journalisten og Tonsätteren Ahlberg udtalte Jöde, at »Svenskarna dansa. med lidelse, hvilket dog ikke volder dem nogen »Lidelse« i dansk Betydning. Magen til Folkemusik, særlig Instrumentalmusik, »Spelmansmusik«, läter og Lege findes næppe noget andet Sted i Verden.

Man vilde kunne bygge en hel Musikundervisning op paa dette Materiale.«

»Jeg har truffet virkelige Virtuoser i Folkemusik blandt Almuen, ofte i de mest afsides liggende Bygder, og Svenskernes Musikglæde træder allerbedst frem i Folkemusikdansen. Ingensteds danses der med et saadant, Sving og Takt og Lidenskab som i Sverige; ja, man dansar ju som galna, gamla och unga om varandra. Ogsaa i »beväringsvisorna« (Soldatersange) faar den oprindelige Musikglæde Udtryk, saaledes at Militærlivet i Sverige har en speciel Kulturmission at opfylde. Forøvrigt leder man med Lys og Lygte hele Verden over efter Tenorer, men ingensteds har jeg mødt saa mange vakre Tenorstemmer blandt det brede Lag som i Sverige«!

Jöde sluttede sin Beretning med at fremhæve Musiklivet som en vældig Kulturfaktor; ikke æstetisk og som Koncertmusik, men etisk som Folkemusik er Musikken en Kraftkilde, som Lægerne begynder at anvende i deres Praksis (Nervelidende, Hukommelsestab, Erstatning for Narkotika), og som tages i Brug i Fængslerne for at vække Fangernes ofte stivnede Følelsesliv og bryde deres antisociale Trods - ja, selv blandt de sindssyge kan Musikken og Sangen naa ned til Bevidsthedslag, som Ordet ikke kan naa, og fremkalde varige Bedringer.

- -- - Jöde udtalte derfor Gang paa Gang over for os: »Jeg er egentlig langt mere Socialarbejder end Musikpædagog! 3 Ting er af Vigtighed her i Livet: at aande, le og synge!!!«

»Singen heisst: horchen« = at synge er at lytte! Lytte med sit indre Øre, før Tonerne forlader Munden, sætte Fantasi og Følelse i Sving, saa Tonerne farves og gennemglødes af en indre Oplevelse, inden de flyver ud i Rummet. Men Jöde lærte os at lytte med Øjnene. Med sine forunderligt følsomme Hænder tegnede han i Luften Tonernes Bevægelser, formede i Haandtegn deres Væsen og Karakter gennem et frit anvendt og udvidet »Tonika-Do« System. Hans Hænder var saa levende, hans Armbevægelser saa talende, at han ikke blot dirigerede i almindelig Forstand, men anraabte, bad og besvor, understøttet af en saare udtryksfuld Mimik! Hans Haandbevægelser virkede helt suggesivt, saa Deltagerne tydeligt mærkede baade Tonehøjde og Rytme klinge inden i sig. Igennem denne »Horchen in sich hinein« skabte han en Tankekoncentration omkring den paagældende Melodi, saaledes at dens Linie og Struktur blev levende for vore Øjne. Det var et Stykke plastisk Melodilære!

Det er Jödes Kunst at faa Mennesker til at begribe, at Musik i folkelig Forstand er et Fællesanliggende, et Kulturgode, som angaar os alle, musikalske saavel sorn dem uden særlige Gaver, de saakaldte »umusikalske«. Han forrykker vore Fordomme orn, at Musik er forbeholdt enkelte priviligerede, som har særlige Evner for at udøve Musik eller er født med specielle. Anlæg: som f. Eks. at kunne høre Tonearter eller huske og gengive store Musikstykker, som man kun har hørt en enkelt Gang. Dette absolutte Gehør har intet med musikalsk Oplevelse at gøre! Ligesaalidt som Fingerfærdighed har det!

Trangen til musikalsk Oplevelse er et elementært menneskeligt Beh-ov som Trangen til litterær Oplevelse; og Tilegnelsen af et Digterværk er jo dog uafhængig af, om man har Evner som Skuespiller, Oplæser eller Taler, endsige som Skribent. Allerede i 1920 gjorde Laub opmærksom paa, at der er 3 Former for Musikalskhed: een for dem, der kun har Anlæg for at høre d. e. det store Publikuni - een for dem, der har Talent for at udøve Musik som Kunst eller som Haandværk (Musiklærere og Pædagoger) - og endelig een for dem, der har Evnen til at skabe Musik d. e. Komponisterne.

Men hvorledes vilde det være muligt til Stadighed at skabe og udøve Musik, om der ikke fandtes Øren, som kunde opfatte Tonerne! Er det en ringe Ting at kunne modtage Værdier af aandelig Art? Er det Menneske umusikalsk, som kan gribes dybt af Tonernes Kunst, selvom denne Kunst »kun« er en simpel Folkevise? Nuvel, Kunstmusikken har ofte anmasset sig ved alle Slags Raffinementer, som kun kan vurderes af Fagfolk (det samme gælder Litteraturen), men de ægte klassiske Værker er tilgængelige for Almenheden, fordi de er skabt ud af en stor Almenfølelse (»Seid umschlungen Millionen«). Angsten for det klassiske, »Opusserne« hidrører i Virkeligheden kun fra disse Værkers Dimensioner. En Haydn Symfoni er i højeste Grad folkelig af Indhold med klare, letfattelige Motiver, men de ydre Rammer er kolossale i Sammenligning med Visens enkle Form, og det uøvede Øre kan ikke »gabe« over saa stor en Mundfuld paa een Gang, det trættes og giver op. Giver man sig blot Tid til at forklare Opbygningen og spiller de enkelte Themaer igennem nogle Gange og viser Folk, hvad de skal lytte efter, saa er Værket ikke længer kedeligt, fordi den organiske Sammenhæng nu er opklaret (jvfr. et langt Foredrag, som kun opfattes brudstykkevis p. Gr. a. manglende Koncentrationsevne.) - Dog - siger Jöde - lad Sonater, Symfonier, Oratorier og Operaer ligge foreløbig - indtil Menigmand gennem dyb Indlevelse i de smaa, folkelige Former: Folkevisen og Dansevisen har faaet lagt Grunden til en virkelig Musikkultur.

Søndag Aften den 25. Juli indbød Jöde Dalarbefolkningen til »aaben Sangtime« paa Siljanskolen. Paa Pladsen foran Hovedbygningen samledes ca. 500 Mennesker. Tekstblade med Kanons og svenske Folkeviser omdeltes, og med Rektor Alm som Tolk traadte Jöde frem og indbød i hjertelige og ukunstlede Ord Forsamlingen til et »Sångstemma«. Et Forsangerkor (af Kursusdeltagere) støttet af 3 Violiner og 1 Cello intonerede en Kanon, og nu viste Jöde os den Kunst: at komme i Kontakt med en stor Forsamling. Først og fremmest virkede hans frie, utvungne og elskelige Væsen som den hjerteligste Indbydelse til at hygge sig med hverandre, kaste alle Hæmninger bort og deltage i denne musikalske »Selskabsleg«; men snart saas det paa Ansigterne, at man fandt »Legen« spændende det var jo som at række hverandre Haanden i en stor Kammeratskabskæde, ja, det var de kære, kendte Toner fra et Barndommens Paradis, som nu vendte lyslevende tilbage i Mindet.

Det kendtes paa Røsterne, at der var aabnet Vej til skjulte Kildevæld af Godhed og Glæde, og ingen anede, at denne spontane Syngen, der føltes saa improviseret, var Resultatet af en mesterlig opbygget Plan, som Jöde havde tilrettelagt i alle Enkeltheder, bygget op Led for Led af lystige, vemodige og djærve Viser, som tændte Fantasien og vakte Følelsen, ja rystede disse fremmede Mennesker sammen til en ubrydelig Enhed, et kollektivt Væsen - et mægtigt Instrument i en Mesters Haand. Snart vandrede man i Folkevisens Omkvæd »indunder Egelund så grönan« og snart blandt »blommor uti en hage«: Kom Liljer och Akvileja, kom Roser ochl Salivia, kom ljuva krusmynta, kom hjärtans fröjd!

Det mest beundringsværdige ved Jödes Førerskab var dog hans geniale Evne til lynsnart at gribe ind i det rette psykologiske Øjeblik og redde en Situation, som truede med at ødelægge hans musikalsksociale »Aufbauen«. - En lille Sånglåt af Sveriges berømte »Sångmama«, Fru Alice Tegnér, som var til Stede ved Festen og ivrig Kursusdeltager, skulde synges af en Skare Børn, som med hverandre i Hænderne gik i Kreds om et Møllestensbord midt paa Pladsen. Paa Bordet stod en Lærerinde fra Göteborg og skulde lede Sangen, men Børnene syntes ikke at kunne huske Ordene rigtigt. Jöde opfattede øjeblikkelig den pinlige Situation, greb en lille »flicka« ved Haanden og vandrede smilende ud i Yderkredsen og inklinerede for Fru Tegnér med Ordene: »Sjung med os, Mama« (Titelen paa hendes Børnesange), og under Jubel bortførtes hun til Børnenes Kreds, og nu kan det nok være, at »»Danslåten« fik Vinger!

Endnu et lille Eksempel paa Jödes Evne til at forme en uventet Situation efter psykologiske Love! Vi havde gennemført en dansk Aften, og Jöde havde lovet at slutte med en stilfærdig Aftensang eller Kanon, som paa naturlig Maade kunde afrunde Festen. Imidlertid overværedes Underholdningen af en Flok skotske Vandrefugle, som ogsaa ønskede at give deres Bidrag, og de sang nu en Række tunge, dramatiske Viser om Undertrykkelse og Frihedslængsel. Nu var det en psykologisk Umulighed pludselig at slutte af med en lille rolig Aftensang; det vilde føles som et uforberedt og brat Fald, og der var ikke Tid til at forberede en »Kadence«. Resolut sprang Jöde op, fæstnede en Papirtavle med Jættenoder paa Væggen og lod os synge følgende flamske Ordsprog som Kanon: »lewer dod as slav.«

Det udløste den skotske Spænding, en fast og urokkelig Beslutning var taget:

Bedre død end Træl!

Det første Bud for den, der vil synge med andre - sluttede Jöde sine Forelæsninger - lyder saaledes:

»Sei ein lebendiges Liederbuch!«

Vi skænker med en Sang mere end det, Sangen er i sig selv:

1) der Schwung der Seele, d. e. noget menneskeligt, maaske dette: »Jeg bærer med Smil min Byrde« - eller: »Wahre Freundschaft soll nicht wanken«.

2) Folkesangens vigtigste Opgave er at udtrykke Hjemstavnen, saaledes at et Digt og en Melodi ikke er den Persons, som frembragte Visen, men Hjemmets, som taler til os gennem den (das wurzelhafte, aus Erde gekommene).

3) Sangen skal bygge Bro mellem Mennesker (Gemeinschaftkeit) og skænke dem Samhørighedens Lykkefølelse, saaledes at Mennesker kan vokse med hinanden, beredt til at bære hinandens Byrder gennem den Kraft, som udløses i Sangen (NB. Konferenzen singen nicht, sie disputieren sich tot!)

- Opgaven er Pestalozzis, -d. e. en social Opgave!

Der er nemlig Nød paa Færde, naar Mennesker ikke mere vil eller kan aabne Munden - - et eller andet er splittet i dem, som Sangen kan hele! Naar Mennesker har kæmpet med hinanden og igen kan synge sammen, saa har man tilgivet og sluttet Fred; saa er der slaaet Bro - fra Moder til Barn, fra Mand til Hustru, fra een Menneskekreds til en anden.

Derfor: Helfe mit, dass wir wieder singende Völker werden!!