Kritik

KRITIK

»Samfundet til udgivelse af dansk musik« 1937. 0. Sandberg Nielsen: Præludium, Trio og Ciacona op. 11. Kai Senstius: Goncertino for fløjte og orkester (klaverudtog) op. 5. Carl Nielsen: Symfoni nr. 6 (partitur).

Det kan jo ikke nægtes, at det er Carl Nielsens symfoni, der påkalder den største interesse, ikke alene i kraft af navnet, men særlig som »ny musik«; dog udover det, at de tre værker er udkommet i samme serie, vilde det være uretfærdigt at drage nogen sammenligning.

Som moderne musik betragtet har Sandberg Nielsens og Senstius' arbejder ikke megen interesse: de søger i det store og hele ikke at opbygge noget nyt, ikke engang ovenpå det gamle; de søger ikke at stange sig vej fremover, til støtte og hjælp for samtidens og eftertidens musikalske udvikling; men når begge arbejder alligevel må betegnes som »god musik«, er det fordi de inden for begrænsningen, rummer rene musikalske værdier af en g Anske vist mere hyggelig pænhed end af stor skønhed.

Sandberg Nielsens tresatsede . orgelkomposition, der er bygget over salmen: »Auf meinen lieben Gott«, er sober lidt stiv og kølig musik. Det smukkeste resultat når han i 1. sats, hvis indledning vel er lidt mat, men hvor musiken med et figureret motiv svinger sig op til et rigtigt tænkt og følt højdepunkt; dette klinger ud i en kadence, hvor man savner lidt umiddelbar ornamental glæde. Den efterfølgende kontrapunktiske kontrast begynder godt, men holder

ikke hvad den lover, - i stedet for at udvikle, gentager den brudstykker, og satsen samler sig derfor ikke til en helhed.

I den tredie sats, ciacona, hvis tema er dannet af salmens opadstigende begyndelsesstrofe, er der forsøgt en lignende spænding og stigning som i 1. sats, men her ved hjælp af stadig mindre nodeværdier mod temaets cantus f irmus - en teknik der ligger nær op ad Håndels chaconne-stil, og som her virker lidt skoleagtig. Satsen er sandsynligvis (og rigtigt) tænkt arkitektonisk-monurnentalt, men over alt for lange strækninger anvender Sandberg Nielsen kun temmelig ligegyldige f igurationer; mangelen på melodisk og harmonisk opfindsomhed og kontrast gør den i sig selv strenge form ufri og unødvendig kølig.

Der er dog mange smukke passager; og i det dygtige detailarbejde der er gjort, mærker man fagmanden: organisten og orgelspilleren.

Desværre er Senstius' Concertino udkommet i klaverudgave (der står klaverudtog?), så man får ikke noget egentligt indtryk af fløjtens stilling uyerfor de vekslende instrumenter, man nødes alts,å til at høre værket som en slags concerterende fløjte-klaver sonate.

Melodiken er overalt letflydende, og en blød rytmisk bevægelse er typisk for hele concertinoen. I I. sats er denne »overbundne« rytmiske teknik så frem-. herskende, at man i høj grad savner ,en tutti-kontrast, netop fordi der ikke findes nogen egentlig indre kontrast. Hele den iøvrigt, friske sats løber, leger, i god overensstemmelse med soloinstrume~ntets natur.

Den ånden sats, hvis tema gir nogen erindringsfornemmelsé om en mendelsohnsk gondellied, er derimod ret stillestående, hvilket ikke havde gjort så meget; dersom fløjten havde fået frit spil i ornamental bevægelse. . Det får den ikke; for de figurationer der er i midten af satsen er for arkitektonisksekvensagtige, og virker derfor malplacerede.

I finalen, med det folkelige ottendedels-motiv, der i starten forandres gennem triolbevægélse 'til sekstendedele,. opfrisker Senstius traditionen fra den »mellemste« Carl Nielsen, -uden at det på overbevisende måde synes at lykkes ham at sætte sit eget præg på satsen. Som 1. sats er den velskrevet og med mere underfundigt spil mellem fløjten og de instrumenter som klaveret kun kan antyde.

I det hele kan man sige, at det er problemløs musik, der her er skrevet, og man kan påpege farerne derved. Man kan sige, at det ikke er en musik der peger fremad og formodentlig slet ikke ønsker det; men man kan også finde det positive ved den musik som Sandberg Nielsen og Senstius her repræsenterer: den har sin mission i nutiden, og skabt på en god og sund tradition

som det her er tilfældet, - udfylder den et hul mellem den rene »hjemmemusik« og den »store musik«.

Helt anderledes med Carl Nielsens 6. symfoni. Den er mere skabt ud af end til nutiden; den har opsuget strømninger i sig, der bærer umiskendeligt gallisk præg, og som på ejendommelig måde forenes med noget beslægtet hos Carl Nielsen selv: noget overraskende (der aldrig udarter til sensationsjageri), noget kapricciøst, og lynsnart i tanke-~ nedslag, - og sansen for en åndfuld form-udvikling.

Siden »Espansiva« og den 4. symfoni er dette »galliske« trængt, ret stærkt frem hos Carl Nielsen. I første sats af den 5. symfoni findes det allerede udpræget; men først i den sjette symfoni, blir det åbenbart. Derfor er denne symfoni også, trods alt, et logisk led i

kæden af Carl Nielsens symfonier. Ellers er modsætningerne mellem de tidligere og den 6. symfon, ret store og giver sig især tilkende i, at den 6. symfoni er en udpræget kammersymfoni, d. v. s.: dens natur er ikke de store spc2ndinger (som bl. a. i den 5. symfoni), eller den brede, markante opbygning med en udpræget episk karakter (som i »Espansiva« og den- 4.). Tværtimod er dens natur det eksklusivt musikalske, det kammerniusikalske, og dens typiske kendetegn er: temaernes spaltning og variation, det kontrapunktiske og fugerede arbejde (der ikke forekommer som spænding, men som ligevægtig leg), den ret snævre, fast omridsede, form, og dens store rigdom på udpenslede detailler af enliver art, ikke mindst rytmisk-melodiske og ornamentale.

Symfonien er i fire s atser: I. En Tempo-giusto-sats, H. Humoreske, III. Proposta seria (adagio) og IV. Thema med variationer. Første sats er fuldendt i november 1924, de øvrige satser inden december 1925.

Den første sats er frit formet, men udarbejdet med sikkert instinkt for organisk udvikling. Der er tre vigtige motiver i satsen: indledningsmotivet, der består af en opadgående bevægelse og kun spænder over een takt; i satsens forløb får det en overordentlig betydning. Dette motiv er intimt, om end ikke organisk, forbundet med det næste vigtige motiv, der i begyndelsen føles som det egentlige hovedmotiv. Dette andet motivs bevægelse er nedadgående, dets rytme er daktylisk præget.

Det tredie motiv endelig sætter først ind, efter at det andet har fået nogen plads til udfoldelse, og efter en overledende kadence. Motivet optræder fugeret på klassisk vis med svar i kvinten; dets rytmik er karakteriseret ved en punkteret rytme, og det er mere tematisk udformet end de to foregående motiver.

Satsen former sig som en leg, en kamp mellem disse tre motiver; det er det kontrapunktiske arbejde, det rigt nuancerede detailforløb og de relativt korte udbrud, der hersker. Både kvantitativt og kvalitativt er det den vigtigste sats i symfonien.

Humoresken og »Proposta seria« er begge på hver sin vis yderst karakteristiske. Den første arbejder især med klanglige og instrument-tekniske virkninger; den anden med en mere rent musikalsk virkning: spillet mellem et energisk fugeret motiv og en ejendommelig bølgende figuration i violinerne.

Finalen giver komponisten lejlighed til at udfolde sig og vise sin mesterlige variationsteknik; den afrunder billedet af symfonien som burlesk-glitrende, overraskende, - som et strålende, næsten elegant, tonernes spil. Slægtskabet med Brahms og Bartók er trådt noget tilbage for en orientering henimod komponister som Ravel og Strawinsky.

Selv om denne symfoni ikke afrunder symfoniernes række hos Carl Nielsen, så er denne »orientering« både karakteristisk for tiden og for komponisten Carl Nielsen, forsåvidt som man mærker den i flere af hans senere værker.

Hvor dyb og organisk denne udvikling har været, kan den Carl Nielsenbiografi som vi stadig venter på forhåbentlig give svar på.

/1 Ved torsdagskoncerten d. 23. febr. opførtes Sjostakovitsj' 5. symfoni. Komponisten, der jo allerede har et betydeligt navn herhjemme, er stadig genstand for diskussion, og hans sidste symfoni føjer sig som et naturligt led til denne diskussion, selv om den næppe lægger sig i vægtskålen for komponisten: det gode der var i hans før hørte symfoniske værker findes også her, men i forringet målestok og af lavere kvalitet, og de svage sider træder derfor stærkere frem.

S. har sin styrke på nogle for en symfoniker vigtige områder: han besidder megen kraft og vitalitet, han har format, han kan disponere en symfoni, og han har en orkestral fantasi og teknik, der dog lige så ofte irriterer som den forbløffer.

Han forbløffer, når han (i denne symfoni desværre altfor sjældent) med overbevisende sikkerhed når et mål, og irriterer når han overdriver, banaliserer og udtværer virkemidler, der anvendt med mere økonomi vilde have haft langt større kraft.

Som et eksempel kan nævnes anvendelsen af piccolofløjten i finalen; den oktavfordobler så hyppigt de melodiførende stemmer, at den - i den kraftfulde slutning, hvor den virkelig var

på sin plads - helt har mistet sin virkning og blot virker trættende.

Det siges - og det lyder sandsynligt - at idéen med denne symf oni er af aktuel og revolutionær art, o,,, ihvertfald virker den stærkt dram atisk og handlingspræget. Men hvad enten idéen er af etisk art eller abstrakt musikalsk, så står og falder værket dog med værdien af selve det musikalske stof; og det kan ikke bortforklares, at det her er ringere end i tidligere 1i3rte værker af denne komponist.

Melodiken var overalt af meget lav kvalitet, - den bestod væsenl-Igst af værdier, der forlængst er gået i inflation; og behandlingen af harmoni og -rytme lå på samme linie.

Det er som om Sjostakovitsj ikke har haft tid til at udvikle og rense sit musikalske sprog, for det savner i påfaldende grad indre spænding og slagkraft. Netop de store - som regel godt opbyggede - stigninger blottede ubarmhjertigt den melodiske og rytmiske tandløse affældighed, der virkede som en ejendommelig kontrast til det store apparat og den store gestus.

Kun få steder var der et pust af »stor symfoni«. Et af stederne var midt i første sats, hvor klaveret sætter ind, som indledning til satsens stigning; men selve det dynamiske højdepunkt virkede musikalsk set mat.

Om de to mellemsatser, den noget spansk-prægede og iøvrigt inderligt banale 2. sats og den smukt »harmoniserede« largo, er der ikke stort godt at sige; - og i finalen var vi langt inde i en helt Aubersk barrikade-romantik, der næppe har svaret til komponistens intention.

Kontrasten mellem Sjostakovitsj's musikalske stof og hans idé er den tilsvarende som kontrasten mellem. hestevogn og autostrada eller mellem forladergevær og »moderne revolution«, o.,, forsåvidt var det spildte kræfter, der v-ar lagt ned i denne symfoni.

Thomas Jensen var en fortræffelig dirigent, der med sikker sans for hal.,ancen mellem detaille og helhed ,gjorde udmærket rede for symfonien.

Vagn Holinboe.