Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 04 - side 103-104

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

. MEKANISK MUSIK -

1/ Svend S. Schultz: Concertino for fløjte, violin, violoncel og klaver. (HT~l V. DB 5227, 6,50 kr.)

Schultz har gentagne gange gjort sig bemærket, og han har ved flere lejligheder vist, at han er i besiddelse af et ikke ringe talent. Den foreliggende optagelse, en concertino udført af »Den danske kvartet« Gilbert Jespersen, Erling Bloch, Torben Svendsen og Lund- Christiansen, giver dog kun til en vis grad et indtryk af hans evner. Stykkets tre satser er alle meget klart formede, og skrivemåden er helt igennem let og ubesværet, men noget dybere indtryk får man ikke, og det er vist i og for sig heller ikke meningen, idet selve den genre, Schultz her benytter, netop lægger an på at være objektiv og upersonlig.

N-fan kender efterhånden ikke så få exempler på den moderne concertinostil og der er ærlig talt ved at gå manér i den. Naturligvis er der noget vist betagende ved sådan et lille maskineri, hvor tandhjulene arbejder med usvigelig præcision, og det er også let at forstå, at sådan musik har haft sin berettigelse som en -reaktion ovenpå den altfor indholdsbetonede stil, hvor form og syntese var underordnede begreber. Nu er det til gengæld blevet syntesen, der er blevet det afgørende og det i en sådan grad, at de enkelte satser fra A til Z forløber mlen en eneste afbrydelse i bevægelsen og uden mindste tegn til at skifte mine, når først der er kommet gang i associationerne. Selve den indholdsmæssige side af sagen blir gjort til noget underordnet, sådan at de enkelte indfald kun er et led i totalbevægelsen i stedet for at være udgangspunkt for en udvikling; man støder tit på bestemte rekvisitter, som fx. her hos Schultz, de lidt for hyppigt forekommende parallelle oktavbevægelser i klaveret, og man har i (let hele taget indtryk af, at de enkelte instrumenter udnyttes på en lidt ensidig måde.

Uden tvivl vilde man kunne finde arbejder af Schultz, som kunde give et mere alsidigt indtryk af hans talent o,, som derfor burde have været foretruiket. Optagelsen er, hvad udførelsen angår og set fra et teknisk synspunkt, u1)åklagelig.

1/ Chopin: Sonate i h-moll, op. 58 (HMNI. DB 3700-02 å 6,50 kr.)

Chopins h-moll sonate findes i to ud

gaver, en ældre indspilning med Cortot og en helt ny med Brailowski.

Hvis man har levet- i den tro, at der eksisterer en Chopintradition, som ligger til grund for de store pianisters fortolkning, kan man meget let ved at sammenligne disse to optagelser, fastslå, at man er galt opm-archeret. Cortots gengivelse er raffineret og-fuld af små friheder, som gir det hele et næsten improviseret præg, Brailowski er derimod klar og mere nøgtern i sit spil. Begge er lige fortræffelige og på hver sin måde i stand til at præstere en opfattelse så det virker overbevisende, og (let må jo siges at være det afgørende. Brailowski- optagelsen er teknisk den bedste.

/1 Chopin: Grande Valse Brillante es(lur op. 18 - ecossaiserne d-dur, g-dur og des-dur op. 72. (HIN1~~'. DB 3706, 6,50 kr.)

En meget karakteristisk Brailowskiplade. De tre ecossaiser er sat op med strålende slagfiæerdighed o-g humor. Esdur valsen spiller han på en helt anden måde, end man er vant til; Backhaus 0,1 Cortots gengivelser (henholdsvis WW. DB 1131 og DB 2311) er fuld af hele den parfumerede atmosfære, som man synes hører stilen til, Brailowski derimod er hele tiden på jagt efter små komiske pointer, og karakteren blir naturligvis derfor en hel anden. Det er morsomt og lærerigt at sammemigne disse optagelser.

1/ Schubert: Moment musical op. 94 as-dur. (HIMV. DB 3710, 6,50 kr.)

Paderewskis indspilning er forbavsende dårlig - han tar sig en mængde unødvendige friheder, som når han fx. hele stykket igennem laver sekstendedelsoptakter om til ottendedels, 'hvorved den rytmiske kontur fuldstændig udviskes. Nifange akkorder står så underlig vagt, fordi de udføres brudt. Schnabels inds Pilling (han har indspillet alle 6 Niloments musicaux, HW~7. DB 335860) er langt smukkere og naturligere i foredraget.

/1 Brahms: Klarinetkvintet h-moll op. ]IS. (HMV. DB 3383-'86 å 6,50 kr.)

Bi'ide teknisk og musikalsk en fremragende indspilning. Værket har i si,,, ,selv alle muligheder for at kunne virke i mekanisk gengivelse,-klarinetten er jo efterhånden kendt for sit mikrofontække og virker klangligt set aldeles fortræffeligt på baggrund af den mørke, inættede strygerklang. Det er Adolf Buschkvartetten og klarinetisten Reginald Kell, der spiller - udførelsen er strålende.

// César Franck: Symfoni i (1-moll. (MW. DB 3226-30 å 6,50 kr.)

César Franck er på grund af sin umådelige subtilitet meget vanskelig at udføre; det, som hos andre komponister mest er mindre væsentlige overledninger, er hos ham en række fine detailler, som alle skal kunne komme til deres ,ret uden at der sker brud på helheden. Stoko,~vski er i sin gengivelse tilbøjelig til at overdrive - César Franeks fine og inderlige tone drukner til tider i wagnersk espressivo, og tyngden i foredraget gør sit til, at man ofte mister overblikket.

Optagelsen har'dog mange gode sider både i musikalsk og teknisk heseende, og værket er i sig selv af en sådan kvalitet, at man uden vanskelighed vil være i stand til at kunne affinde sig med indspilningens enkelte mangler

/1 IVagner: »Valkgrien« 2. akt. (HMV. DB 3719--28 å kr.)

Både l. og 2. akt af Valkyrien foreligger nu i komplet indspilning. 2. akt er ikke optaget på én gang, men i tre omgange. 1. og 4. scene er optaget i

Berlin med statsoperaens orkester under ledelse af Bruno Seidler-Winkler og findes anmeldt i februarnummeret 1939; scenen mellem Siegmund og Sieglinde og aktens slutscene er indspillet i Wien med Bruno Walter o-,, Wienerphilharmonikerne, de øvrige scener, som kæder disse to fragmenter sammen, er igen en berlineroptagelse under Seidler-Winkler.

Til trods for denne mærkelige sammenstilling af gammelt og nyt, af to forskellige orkestre med hver sin dirigent, og til trods for slutscenens, forandrede rollebesætning, er resultatet dog alt i alt yderst vellykket og forbavsende helstøbt. Balancen mellem orkestret og sangerne er, særlig i berlineroptagelserne, aldeles fortræffelig og i og for sig langt finere end' ved seeneopførelser på teatre med åben orkestergrav. Akten er indspillet uden forkortelser, når undtages enkelte spring i Wotans fortælling i scenen mellem Wotan og Briinnhilde.

Udførelsen er hele vejen igennem strålende, og alle de medvirkende, Lotte Lehmann, Lauritz Melchior, Hans Hotter, Nifartha Fuchs, Emanuel Liszt, Ellen Flesch, Alfred Jeger og Margrete Klose er sangere af største format.

Jørgen Jersild.

Årgang 14/1939, nr. 04