Ny musik

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 04 - side 99-102

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

NY MUSIK

/1 Jørgen Bentzon, hvis kammermusik hører til det bedste og fineste dansk musik besidder, har i de senere år også dyrket kammerorkestret. Med forenklet form, teknik og musikalsk indhold har han skrevet arbejder som ouverturen »fotomontage«, »variationer for lille orkestem og nu sidst (1938) »Introduktion, variationer og rondo« for saxofon

solo og strygeorkester, som blev opført i radioen d. 27. marts, dirigeret af Martellius Lundquist og med Sigurd Rascher som den uovertræffelige solist.

Jørgen Bentzon's behandling af strygeorkestret er her i det væsentlige simplificeret til to hoved-grupper. De højere strygere, violiner og som regel bratscher, går oftest sammen i motiv og rytme, idet de danner forskellige klan,1kombinationer, hvorimod celli og basser kontrasterer med kraftige akkorder eller rytmiske figurer. Denne mættethed i de højere stryggeres klang gir en harmonisk og rytmisk tyngde og en melodisk begrænsning, der her virker naturlig og velplaceret som baggrund for saxofonens melodiske ornament.

I l' sats er denne ornamentik helt fri (d. v. s.: saxofonen arbejder med selvstændigt - af strygerne uafhængigt - melodisk stof) og har kun den samme tilknytning til orkestret, som (for at bruge et billede) mågen har til det hav, der rummer dens livsfornødenheder; (let vil i satsen sige: der er ingen egentlig organisk samhørighed mellem soloinstrumentet og orkestret, men dette sidste er en forudsætning for forståelsen af soloinstrumentets frie spil og dets ornamentale plastik.

Det vægtigste rent tematiske stof ligge,r derfor naturligt nok i strygerne, der straks i l' sats sætter ind med (let faste hovedmotiv, som klangen (først og fremmest indsatsens as-dur treklang) gir sit eget festlige præg.

Dette tema og -et kontrasterende sidetema (i violin II, bratsch og,bas) hvorover saxofonen fortætter sit motivstof til en fastere melodik, betinger satsens forløb henimod en stigning og en afsluttende saxofonkadence.

Variationerne er bygget over et enkelt folkeligt, næsten enfoldigt tema, der forløber smukt melodisk og blødt rytmisk. Det optræder fra begyndelsen 2stemmigt (i violinerne), hvilket i nogen gr,,,~d ophæver temaets karakter affolkeligt-enfoldigt. I de første variationer er temaet bibeholdt; det kommer J saxofonen (med bratselierne som modstemme) og 'i violoncellerne (med ledsagende pizz-klang i violinerne).

Efter at være blevet opløst i klang og i figurationer og efter at være belyst af kontraster, kommer selve temaet igen i strygerne (var. XI) med en enkel modstemme i saxofonen; og satsen slutter med en forholdsvis bred coda, der ligesom samler trådene fra variationsrækken i sig.

I rondoen som i introduktionen arbejder saxofonen med sit eget motiviske stof. Hovedtemaet har saxofonen, de kontrasterende temaer - hvor også motiver fra introdutionen og variationerne er antydet - ligger i strygerne. Henimod slutningen af satsen findes en karakteristisk saxofonkadence, (ter dog

også er udskrevet for en mere normal saxofons Piller end Rascher, for hvem det skyhøje leje åbenbart ingen vanskeligheder havde.

T,

et er fint o,, solidt musikermæssigt arbejde, der er nedlagt i dette stykke musik,- både formelt, stilistisk o,,, akustisk. egner (lette arbejde sig fortrinligt til radio og efter al sandsynlighed lige så godt til grammofongengivelse; men gælder det samme mon i kke i endnu højere grad størstedelen af Bentzons kammermusik. Hvorfor får -,,,i ikke snart noget af denne heltud gode kammermusik at børe på grammofon; (let er jo dog en musik, der hører til tidens ypperste frembringelser på dette felt./1 Fredag d. 24. marts blev Knudåge Riisagers »Concerlino for 5 violiner og klaver« (udgivet hos Willi. Hansen 1933) spillet i DUT.

Det er et friskt, koncerterende stykke musik, rytmisk accentueret og med korte, markant profilerede, motiver. Klaveret er væsentligst anvendt som slaginstrument og derfor - bortset fra enkelte prægnante, rytmisk virkende akkorder - behandlet eenstemmigt med oktavfordobling.

Den naturlige kontrast mellem klaveret og strygerne er s-mukt udnyttet, især i l' sats, der også sammen med den langsomme sats bringer det værdifulde,,te musikalske stof.

3 satsen er mere problematisk, selv om (len er overordentlig velklingende 0""' også -,,ed en mængde detailler er karakteristisk for sin komponist; men i Riisagers koncerterende stil spores ofte en hang til såkaldt »firkantet« musiceren, og i denne 3' sats fører (let i nogen grad til en Baelistil-renaissance. (Oni (let gode eller- (let dårlige i det, skal der ikke her tages stilling til; - et pro})lem er det ialtfald.)

Riisager går dog aldrig så vidt som f. eks. Prokofjef, - en af de bodflær(lige syndere fra tyverne, - (ler ski-iver symfonier og koncerter i »klassisk stil«, så der skal en virkelig musikprofessor til at skelne dem fra de originale.

Man kender altid Riisager på hans friske tonesprog, hans harmoniske hårdlieder, hans tonale ryk, den ofte brillante sats og de markerede melodiske profiler. Der er en livskraft og vivacitet i hans musik, der kun kan hæmmes ved en usikker form og stil. I concertinoen føles liverken form eller stil så naturlig og overbevisende som i et andet af Riisagers arbejder (der repræsenterer et helt andet felt) : orkester-kompositionen: »Qarrtsiluni«. Emil Reesen opførte bl. a. denne komposition ved Københavns koncertforenings sidste koncert.

Kort og virkningsfuldt er stykket sat op, som en vældig dynamisk stigning bygget over en overordentlig karakteristisk rytme i slagtøj og pauker. Den hele spilletid er kun 8 minutter men jeg tror man kan sige, at stykket viser (le bedste og mest karakteristiske sider af Riisager som orkesterkomponist.

Efter d'et indledende, skærende dissonerende, fortissimo, lægges al bevægelse i begyndelsen over i slagtøjets pianissimo, og man er straks indfanget af denne storladne impressions særegne atmosfære. Den i begyndelsen søgende rytme fæstner sig snart i en fast figur, (ler fra paukerne efterhånden breder sig til hele orkestret, mens korte udbrud i de høje træblæsere og violiner sønderfhænger luften. Og endelig stiger sangen ol) over den hamrende rytme, først kort motivisk, senere mere samlet i vekslende skikkelse -- snart mørk, snart lys, - snart solistisk, snart korisk instrumenteret.

Nogen egentlig organisk udvikling (hvis, man da ikke vil kalde den dynamiske stigning en sådan) findes ikke i dette stykke. Det er en impression. Motiverne - i alle skikkelser - står; de belyses af og brydes mod hinanden, men deres forhold har ingen betydning for stigningen, de er ikke medskahende i nogen spænding. Når stigningen dog virker med overbevisende styrke, ligger det uden tvivl i rytmens - i den vedholdende figur's spændingsgivende kraft.

Det er et sjældent helstøbt værk, skrevet med (len for Riisager så typiske instrumentale fantasi og med hans udprægede sans for (let overraskende, for »A`Iventyret« i musiken, hvad jo også komponistens valg af idé, der er udtrykt i arbejdets grønlandske titel »(jarrtsiluni«, tyder på.

fi Bela Bårtok: Musik for strygere, slagtøj og celesta.

Det er næppe tilfældigt, at de ypperste værker i en epoke først skrives, når stilen har fæstnet sig noget, når det eksperimenterende og søllende til en vis gi-ad er blevet underordnet og det centrale er blevet selve den musikalske idé. Derfor er der noget naturligt i, at en komponist som Bårtok stadig må søge at inderliggøre sine værker i den »rnusikretning« (med et ensidigt udtryk kaldt »rytmemusiken«), som han har

været en af skaberne af; men ligeså

naturligt er et, at e yngre komponister, når de har absorberet og lært, ikke kan oz, i ke må sætte siz, til rette i den

epigoniske lænestol, men selvstændigt må søge deres vej og anerkende deres dermed forbundne dobbelte ansvar.

Det indtryk fæstner sig, når man hører Bårtoks »musik for strygere o,,g slagtøj«, at værket betegner den foreløbil IC Musikalske kulmination indenfor z,

hans orkestermusik; især i den forstand, at (lette 4-satsede arbejde er et sjældent. organisk og helhedspræget værk, (ter trods al rytmisk og melodisk spænding aldrig er ude af balance; altså et i virkelig forstand klassisk arbejde.

Al teknik, alle eksperimenter og forsøg, er her som i de fleste af Bårtoks større arbejder underordnet den suveræne musikalske idé.

Første sats er formet som en fuga. Temaet er kromatisk, men tonalt fæstnet, og dets otte indsatser er gennemført på følgende måde: temaet indtræder først på toni.ka, »a«, hveranden af de følgende indsatser (3', 5' og 7) kommer stadig en kvint højere end den foregående; de øvrige indsatser (T, 4', 6' o,, 8') indtræder henholdsvist en kvint dybere end den forudgående. Fugaen er bygget op som en bred spænding-afspænding, og når i en roligt flydende sats sit højdepunkt med ternaindsatsen på tonen »es«. Spændingen er opnået ved et stadig intensivere kontrapunkt, o.,,,, efter at temaet er gennemført i omvending (ved hvis slutning celesta'en sætter ind), får satsen en fuldstændig afspæ,nding i en kort coda.

I første-satsen er der (bortset fra celesta-klangfigurationen) kun arbejdet med strygerne. Men i anden sats med dens kraftige og dristige rytmik spiller klaver og slagtøj en stor rolle som klangmodsætning til strygerne, der nu er delt i to korresponderende grupper. Overordentlig sikkert er disse klangmodsætninger sat op imod hinanden; ikke et øjeblik falder helheden fra hinanden, tværtimod forhøjes indtrykket af kraft, intensitet og balance, organisme.

Den langsomme tredie-sats er i meget høj grad baseret på klang. Den har tre hovedafsnit, men er delt i 5 dele (a - b, c, b - a), og mellem hver del er indskudt brudstykker af temaet fra første sats.

I første del (a) ligger det kortåndede motiviske stof i bratscherne; i anden del (b) bærer violinernes tremolo det kromatiske motiv, mens klaver, celesta o, harpe har klangbærende figurationer; ;~ellemdelen (c), der er ganske kort, er i et hurtigere tempo. Satsen slutter med (len samme rytmiske xylofon-klang som kidledte den.

Sidste sats (allegro molto) er ligesom tredie sats 3-delt, men med en anden form; skemaet er: a - b - a, c - d - e - d - f, a; - mellem anden og tredie del er temaet fra 1'sats indarbejdet, dennegang diatonisk. Temaerne i satsen er alle enkle og stærke, det er den rytmiske og melodiske kraft der præger; iøvrigt gælder det der er sagt om anden sats også her. Satsteknisk er begge satser (T og 4') meget klare; grupperne (strygegruppe I mod strygegruppe II; og strygerne mod slagtøjet)

korresponderer ofte tematisk, hvilket giver disse hurtige satser en slagkraft og et liv, der på smukkeste måde fremhæver 3'- og især P- satsens bløde kur

Vel,.

Der er en stor og intensiv, ofte næsten barbarisk, kraft i denne komposition; der er også en finhed, der grænser til forfinelse; men fremfor alt er dens hele holdning i et og alt positiv, bekræftende.

Det den blandt andet bekræfter kunde man sige - er, at der også idag skrives musik af store indre dimensioner, musik der har noget, ellers usigeligt, at meddele, i et sprog der er ligeså naturligt for nutiden som f. eks. Haydn's tonesprog må have været for hans tid.

Vagn Holmboe.