Svar til Jørgen Bentzon

SVAR TIL JØRGEN BENTZON

Jeg havde ikke troet det muligt at misforstaa min Artikel, »Skolen og:den folkelige Sang« (Dansk Mtisiktidsskrift, Febr. 1939), saa eklatant, som Hr. lørgen Bentzon har gjort det. I sit Indlæg imo.d mig resumerer han mine Udtalelser saaledes, at jeg slaar mig til Ro med det givne og gaar paa Jagt efter »Poesien« deri. Hvorfor han sætter de ironiske »Gaaseøjne« om Glosen Poesi, forstaar jeg ikke. Skulde han virkelig have h-,,evet sig over Poesien, saa han har Raad til at se ned paa den! Man fristes til at tro det - ogsaa fordi han saa haanligt omtaler »Fe~delands- og Salmesangssyngeriet«. De Bernærkninger,,disse, forbløffende Betoninger kunde give Anledning til, skal jeg undertrykke. Med Poesien - »det luftige Stof « - og med den -danske folkelige og kirkelige Sangs Toner maa, han affinde sig, som han synes; Værdierne deri holder sig nok endda.

Hr. Bentzons Redegørelse for Folkemusikskolernes Karakter og Formaal tager jeg gerne til Efterretning; den stemmer ganske godt med, hvad jeg har tænkt mig, og derfor ogsaa med, hvad jeg skrev. Dog maa, jeg sige, at Redegørelsens nøgterne og bramfri Stil ikke helt er den samme, som prægede en bombastisk Brochure, »Hvad er Folkemusikskolen?«, der engang blev mig sendt. Jeg bemærkede mig dens Indhold, og det maa. vel tilgives mig, at jeg tog Hensyn til denne markante Tryksags Oplysninger, ~saa de kom til at supplere mine øvrige Indtryk af Livet i dis-se Skoler, hvis Arbejde jeg ingenlunde underkender. Det er udmærket, at Folk for beskedne Penge kan lære en Smule Musik, instrumental og vokal, og at Elever og Lærere fører et hyggeligt og muntert Samliv baade inde og ude. Ingen vil lægge disse fortræffelige Foretagender det mindste Halmstraa i Vejen - jeg heller ikke. Jeg kan blot ikke forstaa, hvorledes man dér lærer Folk at synge uden samtidigt at gøre sig Bestræbelser for »at give Stemmerne Klang og Volumen«, eller hvorledes man dyrker Klaverspil uden »at interessere sig -for Fingrene«; efter almindelige Forestillinger maatte disse Ting høre med, -selv hvor det drejer sig om noget i Musikundervisningen saa nyt som »kyndig Vejledning« og »eget Arbejde«! Jeg husker fra min Barndom en Metode, der opreklameredes under Betegnelsen »Zigeunersystemet«, og hvorved man uden generende Instruktion kun-de lære at spille paa Fortepiano! Skulde det være noget Isaadant, man dyrker nu igen?

Jeg skulde slet ikke have bragt nærværende Linjer i Trykken, hvis ikke Hr. Bentzon havde rejst Spørgsmaalet om »Brydningen mellem Barnets primitive Sangimpuls og Kultursamfundets traditionsbestemte Fordring«, en Fordring,,det efter min Modparts Mening tvinqer Sanglæreren til »at sætte Umiddelbarheden i System«. Her røres ved noget særdeles, væsentligt og interessant, og med Glæde benytter jeg Anledningen til et Par Bemærkninger derom.

Det er al Barnepædagogiks store Formaal at bevare de smaa Menneskers Umilddelbarhed intakt paa Trods af Systemet. Jeg gav Udtryk derfor i min Artikel ved at kalde Metodiken »Lærerens, dyrebare Hemmelighed«, der ikke skal komme til Børnenes Bevidsthed. Og Hr. Jørgen Bentzon tager alvorligt fejl, dersom han ikke tror det muligt i en Sangundervisning, -der skatter til »Kultursamfundets Fordring«. En saadan Undervisning behøver ikke at komme i mindste 1~~onflikt med Barnets primitive Sangimpuls. Det er jo netop den gode Sanglærers Kunst, at tage denne Impuls i Tjeneste for at kunne honorere de Fordringer, han selv og Kultursamfundet stiller til Undervisningen. Og Erfaringen viser, at -det lader sig gøre - endog med Fødelandssange og Salmer paa Programmet! Men det kræver naturlig-,,is to Ting: Læreren skal forstaa og respektere Barnets Impu Is, og saa

I

~kal han kunne fatte Værdien i den religiøse Digtning og de Toner, den er iklædt, fatte Værd-ien i Fædrelandsfølelsens poetiske og musikalske Udbru,d.

Jørgen Bentzon taler om de »fastlagte Rammer«. Jeg ved ikke, hva,d han tænker paa. Der fin-des ikke friere Fag i Barneskolen end netop Sang. Det »traditionelt, pedantisk autoriserede Syngeri«, han saa forarget paataler, eksisterer -ikke. I »Kultursamfundets Fordringer« nævnes kun 6 - seks - af de saa foragtede »Fø-delan,dssange«, og derudover er enhver Lærer i den danske Folkeskole aldeles frit ~,tillet m. H. t., hvad han -x-il lære Børnene. Man kan d-iskutere et Par af disse Sange, baade hvad Tekst og Musik angaar, men ogsaa kun et Par. Det er det, Hr. Bentzon kalder »en Masse«.

Denne udstrakte Frilled i Børnesangundervisningen bør bevares mod alle Anslag, fra hvilken Side de end maatte komme. Den gør Faget afvekslende og mangfoldigt, giver Muligheder, som ikke maa. forspildes. Og -med den musikalske Udvikling, Folkeskolelærerne i de senere Aar har tilegnet sig - for en stor Del takket være Mogens W81dikes gennemgribende Indflydelse - giver Friheden i Undervisningen de be,dste Betingelser for Folkesangens Højnelse i Danmark.

Jeg kan ikke glemme, at Jørgen Bentzon opfatter mig som en from Tilhænger af gammel Slendrian! Mon han ikke skulde læse min Arfikel. een Gang til?

Richardt Gandrup.