Aksel Agerby fylder halvtreds

AKSEI, AGERBY født den 29.
maj 1889 valgt til formand i »Unge tonekunstneres selskab« den 4. maj 1929

AKSEL AGERBY FYLDER HALVTREDS

Når Aksel Agerby nu også bliver genstand for de runde års tyranni, er der ikke grund til at tro, at han vil græmme sig over den hyldest, der ved den lejlighed langer ud efter ham. Festens mand har han altid været og gæstfri, som den jyde, han er, vil han sikkert godte
sig over engang selv at blive midtpunktet i en serie fødselsdagsovationer - og at det ikke vil komme til at mangle på dem, er der ikke to meninger om.

Komponisten Agerby har på en måde stået i skygge for sig selv, siden han skrev den melodi, der gjorde hans navn landskendt, »Havren«, som hvert barn synger og som trods gentagne forsøg har vist sig uudryddelig - ikke mindst fordi den er mere folkelig end de teoretiske krampetrækninger, man har villet fordrive den med. På én vis er det synd og skam, at han sådan har måttet kæmpe med sin egen popularitet, fordi så mange af hans sange fortjente en lige så vid udbredelse som Havren. Men en komponist på halvtreds er endnu i sin spæde ungdom og hvis det er rigtigt, at man ikke skal græde over spildt mælk, er der da endnu mindre grund til at gøre det, når den er oplagt.

I dagene omkring den 29. maj vil der blive krummet mange albuer ud på de små timer, og derved vil jo nok også den halvtredsåriges dyder og fortjenester blive draget frem. Men jeg har set voxne mænd ryste af angst, når Agerby blev vred, og det karakteristiske ved ham må vel så være de umiddelbare sider af hans natur, siden det er dem, der har haft de mest varige virkninger. Den succes, Agerby; har haft i de sidste femten år i sit mangesidige virke i dansk musikliv, skyldes et organisatorisk talent, der ikke netop har udmærket sig ved at fare med lempe. Det er ej heller med blide ord, man når længst i hellig harme over sket uret, og for en natur som Agerby måtte forsømmelser, hvor det gjaldt musikens trivsel, selvfølgelig tænde et raseri, overfor hvilket en orkan undertiden forekom som en mild luftning. Men har han svovlet godt op i mange søvndrukne tilstande i den tid, han har været formand for »Det Unge Tonekunstnerselskab«, så må man også spørge, hvordan det dog skulde være gået, dersom det ikke netop havde været sådan. Når Agerby ramler ud med et af de rigt blomstrende udbrud, som vi alle kender såre godt - og ofte har ventet i skælven - bliver der tit stille omkring ham. Ikke alene, fordi - det er dønningerne af det lammende udbrud, men mest, fordi man fornemmer, at hans bemærkninger næsten altid er placeret centralt, er boret dybt ind i problemets kærne, uden småligt hensyn til bekymrede øllebrødsfornemmelser - og det tiltrods, er man aldrig i tvivl om et varmt hjærtelag og et mærkbart, ønske om at handle retfærdigt.

Denne mand har fået tildelt den særlige evne at kunne gennemskue en vaklende karakters valne forsøg på at balancere uantastet forbi ham. Han tåler ingen fortolkninger. En vis mistroiskhed, der vel sagtens mere er resultatet af bitre erfaringer end af medfødt misantropi, driver ham til at trænge igennem standpunkter, der ikke falder sammen med hans egne, og han helmer ikke, før der klart og utvetydigt er gjort rede for alle afvigelser fra det, der instinktivt synes ham selv absolut rigtigt. Det er det, han kalder at »der er noget i mine lemmer, der siger mig, at jeg alligevel har ret«. Ja det er hændt, at han derigennem til slut er gået over til fjenden med fuld musik. Og det er ingen ringe egenskab.

Dengang de personlige og døgnlange forhandlinger afgjorde stridighederne i arbejdsspørgsmålene, hed det sig gærne, at den af parterne sejrede, som faldt sidst i søvn. Nu om dage vedtager man som bekendt bare en lov om, hvordan det skal være. Men indenfor musiklivets begrænsede felt råder endnu den ganile forhandlingsform og det tør i hvert fald siges, at Agerby her har et fortrinligt kort på hånden. Når andre er båret hjem og har sovet kænge, sidder han der endnu, tilsidst måske alene, men sejret har han altid som den sidste på skansen.

Venner og fjender vil nu lykønske ham med dagen og med de resultater, som den giver os anledning til at se tilbage på. Det bedste ønske, vi kan give ham med på vejen på den anden side det runde tal, er ny kraft og fortsat mod til at kaste sig ud i den gode strid for dansk musiklivs trivsel og for ungdommens fremme.

Knudåge Riisager.

Naar Aksel Agerby den 29. Maj fylder 50 Aar, skal Det unge Tonekunstnerselskabs Bestyrelse, paa egne og Foreningens Vegne, være de første til at hylde harn og takke ham for hans enestaaende Indsats i Foreningens Tjeneste. Ja, Indsats er ikke engang det rette Ord, for Aksel Agerby har i Virkeligheden, i Løbet af de 10 Aar han har været Formand, skabt Det unge Tonekunstnerselskab som det er i Dag. Med en utrolig Energi og Kærlighed til de unges Sag har han, takket være sine rige menneskelige og organisatoriske Evner, opbygget og udbygget Foreningens Virkefelt og dens Position indenfor dansk Musikliv.

Aksel Agerbys Styrke som Foreningsleder beror i første Rækkepaa hans Evne til paa een Gang at se de store Linier og de mindste Enkeltheder i en Sag, en Evne og Trang til at komme i personlig Kontakt med de Medlemmer, der tager aktiv Del i Foreningens Arbejde og samtidig en til, ved festlige Lejligheder, at kunne skabe en Feststemning hos en hel Forsamling. Men det afgørende for Aksel Agerbys Arbejde, har dog været en glødende Interesse for Musikken og særlig for den danske Musik, som han føler sig kaldet til at give bedre Grobetingelser. Og paa det Punkt er det ikke blot de unge der har nydt godt af hans Arbejdskraft og hans Arbejdsvillighed, hvad han sikkert faar at mærke, naar han den 26. Maj vil blive fejret ved en Fest af Repræsentanter for Musiklivlet herhjemme.

Som Repræsentanter for Det unge Tonekunstnerselskab, lykønsker vi Aksel Agerby til hans Fødselsdag og til de Resultater han har naaet til Gavn for de unge og for dansk Musikliv; vi takker ham for den Uegennytte hvormed han har givet sine bedste Kræfter og Evner til Arbejdet for andre og vi haaber, at han endnu i mange Aar maa have Lyst og Kræfter til at staa i Spidsen for Det unge Tonekunstnerselskab.

Johan Bentzon
Arne Brieghel-Müller
Jørgen Bentzon
Niels Borre
Sverre Forchhanuner
Bjørn Møller
Henry Skjær
Flemming Weis
Mogens Wöldike

En stærk. Personlighed som Aksel Agerby, der baade vil noget og har Evne til at gennemføre noget, kan ikke undgaa at sætte sit Præg paa Udviklingen af forskellige Ting i vort Musikliv. Et af disse Omraader er »Unge Tonekunstneres Orkester«, og der skal, blandt alt det, der siges ham Tak for, nu han fylder 50 Aar, ogsaa lyde en Tak fra Orkestret gennem en af dem, der i de senere Aar har haft saa megen Glæde af at have med det at gøre.

Ganske vist maa Aksel Agerby dele Æren baade for Orkestrets Oprettelse og for dets Udvikling med de førende Orkestermedlemmer, der siden dets Start med saa megen Ildhu og Offervilje har holdt sammen paa det. Men uden at tage noget fra dem - og jeg tror i Enighed med dem - kan man vist sige, at Orkestret var ikke det, det er, hvis ikke Aksel Agerby ogsaa her havde gjort en Indsats.

Jeg skal her kun nævne to Ting blandt de mange, der kunde fremdrages: at det hele er lavet uden Penge, og at Orkestermedlemmerne ikke alene, som Sædvane er, har konkurreret sig til sine Pladser, men stadig hvert Aar gør det paa ny. Naar alligevel Orkestret gennem de 9 Aar er vokset baade i Kvantitet og Kvalitet, og adskillige af vore bedste Instrumentalister har været eller er Medlemmer af Orkestret, skyldes det, at Aksel Agerby har faaet en Kreds af unge til at indse, at først maa de kunstneriske Krav honoreres, saa de økonomiske, at det først gælder Sagen og kun dernæst de enkelte.

Det er nu engang en Kunst i vore Dage at gøre sligt, og der tilkommer Aksel Agerby Ros for dette Stykke Arbejde. Vi er mange, der ved denne Lejlighed glæder os over at yde ham den Ros og under ham den.

Mogens Wöldike.

Det kan næppe betegnes som nogen særlig fortjenstfuld gærning, at man fylder 50 år, begivenheden må snarest henregnes til kategorien uundgåelige naturkatastrofer, selv om man ikke skal underkende det fortjenstfulde, der ligger deri, at man giver sine venner en kærkommen lejlighed til at feste.

En virkelig god og fortjenstfuld gærning er derimod den indsats Aksel Agerby har gjort i de 10 år han har været DUTs formand, han har nemlig omskabt DUT, således at foreningen er blevet det sted, hvorfra vor musikalske verden kan bevæges, og han har forstået at bevæge denne musikalske verden i den rigtige retning.

Man hører ofte sagt, at DUT er Agerby. Det er både løgn og sandhed. Det er løgn, fordi selv om Agerby er Agerby, så vilde han alligevel ikke have fået gennemført sine gode gærninger, hvis ikke det overvældende flertal af danske musikere under 50 havde været enige med ham i de principielle spørgsmål og havde udtrykt denne enighed ved i 10 år at vælge ham til DUTs formand, - og det er sandhed, fordi alligevel ingen anden end Agerby vilde have haft mod, kraft og evne til at gå i spidsen med at nedbryde de mure og jævne de veje, som vi alle var enige om skulde nedbrydes og skulde jævnes.

Men foruden de vigtige spørgsmål, der er løst, eller hvis løsning skrider frem ad de rigtige baner, ligger der endnu indenfor dansk musikliv en række uløste spørgsmål af lige så stor vigtighed, om hvis løsning meningerne er mere delte, ganske simpelt fordi de spørgsmål er løst først, om hvilke enigheden var størst. Et stort og vanskeligt arbejde står således endnu tilbage at gøre, og man må ønske Agerby den samme lykke til at lede dette arbejde, som den der hidtil har f ulgt ham. -

Taknemmelighed kan vises på flere måder, og jeg ved udmærket godt, at Aksel Agerby er glad for at man vil feste for ham, men de mange, der ikke kan være med til festen, tror jeg dog alligevel vil kunne berede ham endnu en glæde af måske langt inderligere art, nemlig ved at sætte ham i stand til d. 29. maj at uddele ikke en og ikke to, men mindst tre gange 200 kr. til unge musikere gennem »Unge tonekunstneres fond«. Og det gør De allerbedst og allernemmest ved at sende et beløb, stort eller lille til fonden. I martshæftet af DMT finder De alle oplysninger om denne fond, her skal De kun have at vide, at fonden er den af Aksel Agerbys lykkelige tanker, der sidst har fået liv, og at den er hans hjærtebarn.

Gunnar Heerup.

En kres af mænd, der på den ene eller anden måde står tilknyttet Aksel Agerby og hans arbejde, har besluttet at fejre hans 50-års fødselsdag ved en fest i Håndværkerforeningen fredag d. 26. maj. Alle er velkomne til at deltage i festen, og indtegning sker i Wilhelm Hansens musikforlag.