Kritik

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 05 - side 125-127

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY MUSIK

// Knudåge Riisager: Orkestersuite op. 33 »Slaraffenland« (udkommet i partitm- 1939 hos Wilhelm Hansen; grammofonoptagelse Hi NIV. Z 250-241 under ledelse af Thomas Jensen).

Det er en fornøjelig idé Ikiisager har formet i musik. I et forord i partituret står der, at »slaraffenland er en æventyrsidte over fablen om det forjættede land, hvor stegte duer flyver rundt i Itiften med kniv o gaffel i ryggen, o

hvor gaderne er brolagte med marcipan og chokolade«; og (ler er virkelig så meget sukkergodt her, at (let sommetider knaser mellern tænderne.

I forspillet har vi en lille miniaturouverture, fint hygget op og formet ved hjælp af det for Riisager så karakteristiske stryger-opsving, der standser i en skarp og fast figur (her et kvartspring ned og derefter en oktav op). Træblæserne understreger strygerklangen, blikblæsernes funktion er af ren harmonisk art: en svær klangmasse, (ler i forskellige sammens.,etninger, og ofte rytmiseret, er bibeholdt under hele satsen.

Hovedmotivet i »rejsen derhen -« ligger i en kornet; først alene, senere fordoblet af strygerne, af træblæserne og endelig i det fulde orkester; (let er morsomt bygget over (len lidt forandrede begyndelsesstrofe af børneremsen: »hønsefødder og gulerødder«. Melodiken

og den formelle udformning (tre gentagelser med små. mellemspil Og en diminutiv coda) er derved forud bundet, hvilket gør satsens form klar og sikker; (len harmoniske iklædning er af samme arsag dur-funktionsbestemt.

3. sats »prinsesse sukkergodt« er ikke så oversukret, som man ifølge hele (let satiriske anlæg kunde vente. Hun er en blid, sovende porcelænsprinsesse mere end en marcipansdrøm.. Satsen har karakter som en sød, lille vuggevise 1;ygget over en skiftende tonika- dominantbasis i celli og basser.

En af de morsomste satser er »dovendidrikernes polk(z«, skrevet i stil med forrige århundredes folkelige dans. Den er fortrinligt gennemført, og ender med det dovne fagot-ritardando og allersidst med basunernes glissando, der lige siden Carl Nielsens 6. symfoni (hvor et tilsvarende glissando i partituret, af komponisten er betegnet med: »som en foragtelig gaben«) er blevet udtryk for en overtigidelig dovenskab.

I »lik(irfontænerne« er (ler mere end ellers i denne suite lagt an på den specielle klangvirkning fremkaldt ved figurerede træblæsere, der som modvægt har Cil stryge-flageolet-klang, periodiske blikblæserharmonier og et lille smuktmelodisk motiv, der veksler mellem træblæsere, strygere og celesta.

I den lille ironiske »vagtparaden« og komiske »ædedolkenes procession« ligesom i den afsluttende »punktum finale«, med strygernes kraftigt-løbende spil, og de stærkt klingende blikblæser akkordsøjler, finder man overalt de samme karakteristiske trcæk i Riisagers fysiognomi som instrumentationskunstner. Hver virkning synes nøje forudset, hver uligevægt i klangen skyet; slagtøjet er aldrig anvendt påtrængende, men med stor sikkerhed, og opsætningen af instrumentale kontraster og fordoblinger er forbilledlige i al deres enkelhed.

Det er ikke så meget med de melodiske og rytmiske problemer, der i denne suite er arbejdet, som med instrumentation og klang. Man kan her ligefrem mærke komponistens glæde ved rigtig at bakse med et partitur.

1/ På E ngstrøm. og Sødrings musikforlag er der i disse dage udkommet et korværk »Quaestio hominis« for barytonsolo, mandskor og orkester i klaverudtog. Teksten er af K. Stellfeld Hansen, musiken af Thorvald Nielsen.

Det er ikke så lige en sag at gøre i-ede for værkets stil; men uden ringeste forklejnelse af Thorvald Nielsens selvstændighed som korkomponist, kan man vel sige, at Carl Nielsens kormusik har haft sin betydning for værket. Thorvald Nielsens vilje til selvstændigt udtryk er ret udpræget, bl. a. viser den sig i hans kraftige og frie »udtryks«-dissonanser, hvor de iøvrigt. retfærdiggøres af teksten.

Værket er delt i 7 afsnit, der - næsten en nødvendighed i et korværk i denne stil - er af udpræget. kontrapunktisk beska ffenhed; især finder man i afsnittene 5 og 7 eksempler på Th. N.s smukke fugerede sats.

I korindledningen, der går i rolig - måske rigelig stiliseret - rytme, i den rent homofone korsats nr. 4, og især i baryton-soloen nr. 6, findes de mest lyriske partier i værket. Solostemmen er dels behandlet melodisk-figureret. (nr. 2, der meget smukt slutter sig om teksten og nr. 6, der måske er det svageste afsnit i værket) dels recitativisk (nr. 3). Intervalbehandlingen i korsatsen er kraftig og som regel renliniet; især kan slutningen (nr. 7) fremhæves; dets tema har et stærkt intervalopsving, der i forbindelse med en typisk rytmisk figur smukt bærer slutkoret.

Det bliver interessant at høre, hvordan dette værk vil klinge, og hvordan

koret o,, orkesteret står sammen, når det i forhåbentlig ikke for fjern fremtid bliver opført her.

11 Det er lidt af en begivenhed når den unge danske musik opnår at få værker frem ved en af det kgl. kapehs koncerter. Med så megen des mere glæde hørte man en »Symfonisk Ouverture« af Svend S. Schultz (ovenikøbet uropført) ved kapellets sidste koncert, der transmitteredes. Man må for den unge musik håbe, at det ikke blir ved denne gestus.

Schultz' arbejde berettiger forøvrigt fuldtud en sådan uropførelse; det er et ungt og friskt stykke musik, der, uden at bekymre sig væsentligt. om de vanskeligheder der kan falde, smutter hen over dem, som oftest med et held, der dog uden tvivl er betinget både af hånuelag og dygtighed.

Ouverturens formskerna er noget nær det klassiske: En allegro i sonateforni med en forudgående kort, lidt klassiskdraperet, adagio, der formodentlig blot skal forberede allegroen, idet musiken i denne langsomme indledning ingen betydning får i hovedsatsens forløb.

Allegroens hovedtema er ret traditionelt både i opstilling og i forløb, det synes at fortsætte linien Bruckner Strauss uden egentlig at være epigonalt; men hvordan man så end ser på dette temas kvalitet, så er udarbejdelsen fortrinlig. Temaet har i sig forskellige rytmisk- melodiske elementer, der dels virker fuldt organiske, dels hver for sig udvikles og afrundes i satsens forløb. Dette kontrastrige tema bærer sax:,cu, og netop fordi det har kontrasterne i sig selv, er mangelen på kontrapunktisk eller rytmisk kontrast ikke følelig.

. Derimod er det lyriske, tonalt løse, valseagtigt akkompagnerede, sidetema adskilligt stivere i sin struktur; det er naturligt indkomponeret som melodisk kontrast;' men da også »overledningsdelene« mere kontrasterer end »lederover«, opstår der (trods hovedtemaets bredde) en fare for den organiske sam~ menhæng. Især er slutningen af overledningen til sidstetemaet uden forbindelse med det øvrige stof; det drejer sig kun om 12-13 takter rytmiseret harmoni i stil med den bekendte »dance des adolescentes« i Strawinskys »Sacre du printemps«.

Omvendt er en stryge-figuration mellem sidetemaets reprise og hovedtemaets sidste fortissimo-indsats af stor og overordentlig smuk virkning. I denne sidste gennemførelse af hovedtemaet er det oglidt for sent -- lykkedes at belyse fællesidéer i både hoved- og sidetema, så der opnås noget i retning af en afrundet form.

Sehultz har utvivlsomt sans for at arbejde symfonisk, og selv om det jo i nogen grad ligger i fremtiden, hvad han vil kunne nå ved stadig afslibning og udvikling, så har man dog ret til at kalde denne »symfoniske ouverture« for en ung komponist's talentfulde arbejde.

// Det er et smukt stykke musik, Erling Brene har skrevet med sin tredie strygekvartet, der nylig blev spillet i G~3teborg. Det er »absolut« musik af god kvalitet - uden overflødige noder; og selv om den næppe umiddelbart vil falde i ørene, og dens værdier måske er vanskelige tilgængelige, så er det vel netop, fordi dens musikalske stof er af så ren og usminket en beskaffenhed. Kvartettens omrids er klare og overskuelige, dens form relativ ukompliceret, og der er (len smukkeste samhørighed og ligevægt mellem melodi, rytme og harmoni.

At det er en moden kunstners arbejde, derom vidner den rolige og sikre, meget kontrapunktiske udarbejdelse af stoffet. Der er ingen bratte overgange o,1 voldsomme kurver, ingen pludselige tonale eller melodiske forskydninger, men melodiske og rytmiske spændinger, (ler som regel er velforberedte gennem (let udmærkede motiviske arbejde.

1. sats, der har overskriften »non troppo allegro, ma energieo«, indleder med et tema, hvis motivdele løsner sig fra temaet og umiddelbart leder over i det smukke, rolige sidetema, der som hovedtemaet udvikler sig med en tilsvarende og beslægtet ottendedels- figur. Denne tendens til at belyse karakteristiske småmotiver, lade dem spalte si,,, igen og samle sig i spændinger, er overordentlig typisk for satsen, ja betinger sikkert dens levende bevægelse.

Den anden, langsomme, sats har den samme organisk anlagte udformning som første sats, men med en mere koncentreret kontrapunktisk behandling af stoffet. Hovedtemaet, der indleder og afslutter satsen, er bredt i bevægelsen og noget tungt i klangen.

Tredie og sidste sats er en rondo, hvor kontrasterne (væsentligst af melodisk og rytmisk art) ligesom træder tilbage til fordel for en mere intens sammenarbejden af motivstoffet til en større organisk helhed. Det er en livfuld og stærk sats, og kontrasterne er i sig selv kraftige nok til, at det næsten for korte, men meget karakteristiske hovedmotiv stadig føles friskt.

Der er noget værdifuldt i (len ånd, (lerlier får Brene til at fornægte alle tek-nisk-brillerende virkemidler (der oftekan være farlige i en strygekvartet) o.',',til at samle sig om musikens eget spil.Vagn Holmboe.

Årgang 14/1939, nr. 05