Lidt om violiner og violinbyggere

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 05 - side 118-122

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I ANLEDNING AF EMIL HJORTH & SØNNERS 150 AARS JUBILÆUM

AF CHRISTY BENTZON

Der findes virkelig musikalske Mennesker, der ikke kan lide Klangen af Strygeinstrumenter - det er en Kendsgerning, og den maa man bøje sig for; man maa ihvertfald tage sig den ad notam. Men man kan ogsaa bruge denne Kendsgerning til at slaa fast, at det er den Undtagelse, der bekræfter Reglen - den Regel, at vi alle elsker Strygerklangen, at vi synes, en Strygekvartet er den herligste Form for Sammenspil og at »Strygekvartetten« i Orkestret er dettes fornemme og uundværlige Midtpunkt. Og uden at fornærme de andre Strygeinstrumenter, kan vi vel nok hævde, at Violinen er den mest uundværlige. Hvad skriver ikke Baillot, Violinvirtuosen og Pædagogen, Lærer ved Pariserkonservatoriet omkring Aar 1800: »Ser man hen til Forskelligheden i Karakter og Virkning af Violinens Tone, finder man Rigdom forenet med Simpelhed, Storhed med Finhed og Kraft med Blidhed. Violinen kan opfordre til Glæde, og den kan sympatisere med Sørgmodighed. Den kan være jævn og højtravende, og den kan gengive enhver Melodi og enhver Harmoni. Dens Tone er som en menneskelig Stemme, der ved sit Omfang udvider Sangens Gebet, og den er saa mangfoldig, at man ved den kan tolke Karakteren af den landlige Ode, den blide Fløjte, det rørende Valdhorn, den fantastiske Harmonika og Harpens rullende Toner.«

Der er skrevet meget om Violinens Historie. Den har mange Forfædre: som de første i Rækken alle de Strengeinstrumenter, vi kalder Gribeinstrumenter, Lyre, Kitara, Lut. Men paa et eller andet Tidspunkt blev Buen opfundet - hvor og hvornaar - ved man ikke - og saa havde man Strygeinstrumenterne. Fra Luten med den hvælvede Bund udvikledes Gigen, ogsaa kaldet Rubeba eller Rabec. Uden Stol og med det ganske flade Dæk, har den sikkert efter vore Begreber ikke haft ret meget af det, vi forstaar ved »Strygeklang«. Den anden Hovedtype Fidula eller Welle havde flad Bund; af den udvikledes Viola-Typen med hvælvet Dæk; og saaledes nærmer vi os det fuldkomne Strygeinstrument Violinen, hvor netop Formen af Dækkets Hvælvinger har den allerstørste Betydning for Instrumentets Klang.

Viola-Familjen inddeles, som det vist er de fleste bekendt, i Viola di gamba, de Viola'er, der holdes med Benene, og Viola di braccio, dem der holdes i Armen. I hver Gruppe fandtes omkring 1600 indtil syv Størrelser, ligefra Piccolo-Violen til Kontrabas-Gamben. Det maa have været et ganske afvekslende Arbejde at være »Violinbygger« i de Dage!

Af den store Violafamilje har vi af praktiske Grunde beholdt Kontrabassen med de skraa Skuldre, men de andre og mindre Strygeinstrumenter, af hvilke kun Bratchen har beholdt Navnet, Viola eller Bratch, blev efterhaanden byggede med lige Skuldre, da denne Form af Tonelegemet udvider Resonansrummet og giver en kraftigere og fyldigere Klang.

Den største Diskant-Viole, ogsaa kaldet Violino, hævdede sig snart som det fornemste blandt Strygeinstrumenterne; der var, som det er sket saa ofte paa andre af Livets Omraader, ud af Mangfoldigheden sket en Udvælgelse, og det bedste Eksemplar af »Arten« sejrede.

Og paa samme Tid dukker i Musikkens Historie Navne op paa berømte Violinbyggere: Tyskeren Kaspar Tieffenbrucleer (1540-1570 eller 71), Brødrene Stainer fra Tyrol (den berømteste er Jakob Stainer, født i Absam. i Tyrol og død sammesteds i 1683). Disse tre repræsenterer den ældre tyske Violinbyggerkunst. Men det er vel selv ikke-Violininteresserede bekendt, at Italien er det Land, der kan fremvise den længste Række af store Navne paa dette Omraade: omkring Aar 1600 Gasparo di Salo fra Brescia og Antonio Amati fra Cremona. De andre berømte Violinbyggere hører til i anden Halvdel af det 17. Aarhundrede og første Trediedel af det 18.; det er de tre Guarneri, Andrea og Guiseppe fra Cremona og Pietro fra Mantua, de to Maggini, Fader og Søn, fra Brescia, Nicolo Amati fra Cremona - og sidst, men ikke mindst dennes Elev Antonio Stradivari, født 1644 og død i 1736; han blev altsaa en meget gammel Mand. Han siges at have været paa Højdepunktet af sin Kunst omkring Aaret 1700 - og Højdepunktet af Antonio Stradivari's Kunst betegner ogsaa Højdepunktet af al Violinbyggerkunst.

Vi skriver nu 1939. Vi lever i Teknikkens og Videnskabens Aarhundrede; men Videnskaben kan ikke forbedre Violinen - og Teknikken da slet ikke. Teknikken kan mekanisere Musikken, den kan lave Radioapparater, Kino-Orgler og mange andre nymodens »Spilledaaser« - men Violinen er ikke et mekanisk Instrument, det skal skabes af Menneskehænder, følsomme, taalmodige og dygtige Hænder - nu som før.

Vi har her i Danmark som i alle andre Lande haft vore hjemlige Violinbyggere. I »Musikhistorisk Musæum« findes en »Pochette«, gammel Dansemesterviolin, signeret Jesper Gotfredsen 1768. Samme Jesper G. havde faaet Bevilling som Instrumentmager i 1751, men han blev ikke nogen Grundlægger af et dansk Violinbyggerdynasti saadan som hans Efterfølger eller Konkurrent Andreas Hjorth, der den 20. Maj 1789 fik sit Borgerskab i Kobenhavn som »Forfærdiger af Violiner«. Det er i Aar 150 Aar siden. Endnu gemmer hans Efterkommere og Efterfølgere i Faget de mange smaabitte kunstfærdige Træhøvle, fra 2 ½ til 5 Cm. lange, som Traditionen siger, at Andreas Hjorth selv har lavet; dog er det ikke dem, der bruges, naar hans Sønnesøns Søns Søn den unge Arne Hjorth nu sidder og bygger Violiner. Nu bruges der Staalhøvle, men Kunsten at faa, nogle Træplader til at blive til et skønt syngende Instrument er den samme.

Andreas Hjorth, der var født i Haderslev - Fødeaar kendes ikke - fik rimeligvis sin Uddannelse i Sydtyskland ved den saakaldte Mittenwalderskole. Da han havde nedsat sig i København, blev han meget hurtigt Instrumentmager for det kongelige Kapel eller Hofkapellet, som det endnu den Gang kaldtes, og han fik Titel af »Kgl. Hofinstrurnentmager«. De Violiner, han byggede, var efter Amati-Violinernes Forbillede, og han signerede dem »Forfærdiget efter Amati-Regel af Andreas Hjorth«; de er nu spredt omkring i Landet, men det er ikke helt sjældent, at man træffer paa en af dem.

Da Andreas Hjorth var død i 1834, overtog hans Søn Johannes Hjorth Forretningen, men han gav sig kun af med Reparationer og byggede ikke selv Violiner. Hans Søn igen var Emil Hjorth, født Aar 1840. Han lærte først Faget af sin Far, men rejste derpaa som 23-aarig ung Mand til Wien og Paris for at uddanne sig videre. Hos Lembök i Wien og Bernardel. pére i Paris lærte han i to gode Læreaar baade at bygge Violiner og forbedre gamle Instrumenter.

Emil Hjorth gav Navnet til det nuværende Firma: Emil Hjorth og Sønner. Sønnerne er Otto Hjorth (født 1877) og Knud Hjorth (født 1880). De indtraadte i Firmaet i Januar 1906, og samme Aar i April trak Emil Hjorth sig tilbage. Han døde i 1920, firsindstyve Aar gammel.

Emil Hjorth havde selv uddannet sine Sønner, men de skulde naturligvis ogsaa til Udlandet for at lære mere, efter god dansk Haandværkerskik. Otto Hjorth rejste til Paris til den berømte Violinbygger George Cunault, og Knud Hjorth til Berlin til Ernst Kessler. Mange Aar senere kunde Knud Hjorth sende sin Søn Arne til Charles Enel i Paris, efter at den unge Mand efter de bedste Familjetraditioner var blevet uddannet i Værkstedet hjemme af sin Far og Farbror. I Januar i Aar blev Arne Hjorth optaget i Firmaet, det femte Led af Slægten.

I Løbet af disse fem Generationer har Firmaet Hjorth indtaget en stor Plads i vort Musikliv og er blevet næsten en Institution; det er, som det altid har været, Violinbyggere for det kgl. Kapel og desuden for Musikkonservatoriet, Statsradiofonien og adskillige andre Statsinstitutioner.

Videnskaben siger, at Færdigheder ikke kan nedarves; det kan de naturligvis heller ikke - ellers vilde vi alle være født med at kunne læse eller skrive eller at kunne spille Klaver. Man fødes heller ikke som Violin-bygger; men Nemmet - Haandelaget kan arves, og Interessen næres naturligt af »Atmosfæren« i et flere Generationer gammelt Firmas Værksteder, hvor fine gamle Mesterinstrumenter restaureres og ny Violiner skabes; og hvis de rigtige Evner er til Stede, vil der være en stadig Fremgang i Erfaring og derfor Dygtighed i Faget.

Hvordan bygger man forresten en Violin?

Man skærer ud efter Model: Dæk, Bund, Sider, Hoved, Hals - og hvad nu alle de andre Dele af Violinen hedder; men der er lang Vej, inden de smaa Høvle kommer til og danner Violinens »Tonelegeme«. Er Træet for tykt her eller for tyndt der, er Dækkets Hvælvinger for skarpe eller for flade, bliver Tonen utilfredsstillende. Og saa kommer dertil Stolens Tilskæring, Anbringelsen af »Bjælken«, der skal fordele Svingningerne, Lydpinden, der spænder mellem Dæk og Ryg og ved sin særlige Spænding og Stilling er en vigtig Faktor - og endelig Klodserne, der anbringes inde i Lydkassen og hvis Størrelse bestemmer Mængden af den Luftmasse, der sættes i Svingning i Tonelegemet, naar Buen stryger over Strengene. Alle disse mange Faktorer influerer paa Violinens Toneskønhed og Tonestyrke; man forstaar, at det er en Kunst at bygge Violiner.

Ingen har bygget bedre Violiner end Antonio Stradivari; det er hans bedste Violin, Firmaet Hjorth bruger til Model, og de har over denne Model skabt mange gode Instrumenter. Men, siger Knud Hjorth, man kan bygge en Violin efter alle de rigtige Maal, men til syvendeog sidst bliver det kun ens eget Arbejde. Der er ikke noget forbavsende i dette, naar man forstaar, at det her virkelig drejer sig om en Kunstart, hvad enten man nu vil kalde den skabende eller reproducerende. Der ligger ikke noget nedsættende i Ordet »reproducerende« hvem er størst: Komponisten eller den udøvende Musiker?

Alle Violinbyggere bruger samme Slags Træ, mange Aarhundreders Erfaring er nedfældet, i dette Valg. Det skal være Gran til Dækket, fordi Gran er den Træsort, der kan sættes i de hurtigste og kraftigste Svingninger; Bunden, der ikke maa svinge for meget med, laves af det tungere svingende Ahorntræ - helst bøhmisk Ahorn. Ogsaa Lydhullernes Form og Stilling er Resultatet af mange Aarhundreders Prøven sig frem.

Men en Violin bliver som bekendt ikke en god Violin, før den er blevet tilspillet. Jonquiére giver i sin »Akustik« en udmærket Forklaring herpaa - sagt i Korthed: »Der er en vis Modstandskraft i Træet, der skal overvindes - det skal lære at svinge i den rigtige Retning. En god Violinspiller lærer sit Instrument de rigtige Svingninger, der svarer til en god og smuk Tone, og omvendt vil et godt Instrument gøre det let for Violinisten at frembringe smukke Toner.«

Tilspilningen beror paa en hensigtsmæssig Omlejring af Træets Molekyler.

Rart for de gode Hjorth-Violiner, at de i det kgl. Kapel er kommet i saa gode Musikeres Hænder. Hvis det kongelige Teater med sit Kapel eksisterer endnu om 200 Aar - det Spand af Aar, som man paastaar en fin Violin bruger for at blive helt »moden« - saa kan man til den Tid maaske slet ikke høre Forskel paa den ægte Stradivarius som Koncertmesteren spiller paa, og den bedste Hjorth-Violin. Ja hvem ved?

For ingen skal faa mig til at tro, at man til den Tid er blevet ked af at høre Dronningen blandt alle Instrumenter - Violinen!

Årgang 14/1939, nr. 05