Ny musik

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 06 - side 153-154

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY MUSIK

Jørgen Bentzon: »En romersk fortælling«, for 2 solostemmer, kammerkor og klaver. Op. 32. (Skandinavisk e S,, Borup).

Det må åbenbart endnu være vanskeligt at skelne mellem godt og ondt, væsentligt og uvæsentligt, i nutidens musik; ellers kan man næppe forklare sig dagbladskritikens indstilling, der spænder fra en noget vaklende holdning til afgjort fordømmelse; man synes at stoppe godt med vat i ørene, når det gælder værker, der betyder noget i den ny musik. Derfor skal det ikke bebrejdes nogen sagesløs, at han ikke kan finde ud af det virvar, der idag distribueres gennem koncertsal, radio og grammofon; for selvom man holder den historiske musik helt. udenfor, er der stof nok til at vildlede en intetanende lytter: det er jo ikke lutter »ny musik« der skrives nutildags, ligesålidt som det altid var ny musik, der blev skrevet i fortids-nutid. Denne sidste førfortids-nutidsmusik er nu forlængst. begi-avet i de dertil egnede arkiver, men enhver interesseret kan ved hjælp af et passende antal »Fillirer durch die Konzertsåle« orientere sig i (le tiloversblevne levedygtige værker, der altså på forhånd er garanterede.

Men skal man tage silling til musiken idag, så kræver (let hele sin mand; man mia mobilisere alt hvad man I-iar af instinkt og forstand for at skelne. Nogen videre belæring og hjælp får publikum ikke gennem dagbladene, vel sagtens på grund af mangel på kvalificerede faginænd. (Så vidt jeg husker, er (ler kun eet blad -- extrabladet. - der i ny og næ har forsøgt at virke direkte oplysende og opdragende.)

Som årene er gået efter krigen, har den ny musik fæstnet sig; og (let gælder savel det stofligt-formelle i musiken som (ten almindelige mentalitet hos dens skabere.Naturligvis kan man, hvis man har tid, lyst og trang til skema og nummerering, let finde ol) mod et halvt huncli-ede »retninger« i den sidste menneskealders musik og give dem smukke og sli'tende navne; men sådanne retninger er enten modespørgsmål eller en stor komponist's individuelle stil; - i begge tilfælde er (let sikkert mere frugtbart at se på (let forbindende end på det adskillende.

Det (ler er fælles i den ny mentalitet, er en bevidst sk Uhed overfor (len ydre

pathos, den store gestus og den lidenskabelige rus. Først når de ydre pseudosjælelige fagter er forsvundet, blir der mulighed for at lade værdifuldere elementer gro op og få udtryk. De - ofte negative - kunstneriske resultater fra overgangen gav sig i mange tilfælde bizarre, fordrejede ja forskruede udslag og liar formodentlig for tid og evighed givet mange mennesker deres indstilling til »modernistisk« musik. Men denne skyhed har efterhånden fået en positiv side, som måske er noget af det væsentligste i nutidens musik, nemlig en stærk trang hos komponisterne til balance i det kunstneriske objekt, der naturligvis igen betinges af ligevægt, beherskelse og kraft i den skabende kunstner selv. Dette gamle klassiske ligevægtsideal kan man finde levendegjort i de bedste værker af store komponister som Carl Nielsen, Strawinsky og Bartók, og trangen til ligevæ-gt. og 1-,,alance er sikkeft lige frisk hos hjemlige komponister af en yngre generation, som f. eks. Riisager, Høffding og Bentzon.

Jørgen Bentzon er i sin produktion netop typisk for denne vigtige side af (len ny musik; han forstår i meget høj grad beherskelsens og begrænsningens kunst. Hans blanding af lyrisk. følsomhed og klart vurderende intelligens giver sig ikke kunstnerisk udslag i nogen »kamp med stoffet«, men i en afbalanceret skønhed; derfor er det også det kammermusikalske under enhver form, (let lyrisk-fortællende, (ler mere end noget andet præger hans musik.

Et af Bentzons sidste større korværker er en fortælling, en romersk fortælling. Teksten er af Bentzon selv efter Petronii Saturae, og fablen er denne: I Ephesos døde en mand, og hans unge enke fulgte ham til graven, hvor hun utrøstelig blev i fem døgn uden at tage føde til sig; og alt folket var rørt over denne trofasthed udover døden. Ved gravpladsen var et rettersted, hvor en røver netop var blevet korsfæstet, og en soldat var sat på vagt for at røverens slægtninge ikke skulde fjerne liget. Soldaten hører den unge kvindes klage og begynder at trøste hende, hvilket efterhånden lykkes ' ham rigtig godt, ja så godt, at ingen af dem ved daggry har mærket, at røverens lig er fjernet fra korset.'Det betyder døden for dem begge, hvis de ikke finder på en udvej. Men det gør de, og løsningen på problemet er egentlig så ligetil; de hejser mandens lig op på korset i røverens sted. Moralen er (la: Livets ubarmhjertige sejr over døden; og det, der har tiltrukket Bentzon. ved den historie er sikkert ligeså karakteristisk for hani. og hans tid, som (let er karakteristisk for Wagner og hans tid, at Wagner fandt og anvendte Tristan-legenden.

Stilen i Bentzons værk er usædvanlig ren og afklaret. Selve korpartiet, hvis opgave det er at fortælle historien, er udarbejdet med stor finhed, og - karakteristisk nok for den klare fortællende stil - aldeles uden fugato. Helheden af (len sunde tonalitets- og klangfornemmelse, den rent diatoniske melodik og den blødt afrundede rytmik og metrik er så naturlig og afbalanceret, at korsatsen opnår netop dette præg af organisme, der må være målet for etlivert. korværk, uanset stil.

I den megen diskussion der har været oni. jazz-kor og (len mere traditionelle kormusiks fordele og skavanker, specielt angående tekstens musikalske behandling, vilde Bentzons værk, og hvad det repræsenterer af kormusik, glide ind niidt imellem - eller rettere over - ele stridende parter, og det ganske bortset fra dette arbejdes høje kunstneriske kvalitet.

Fortrinligt er baryton-recitativet, der indleder fortællingen og giver teksten en sikker plastisk afrunding, - men lige så godt gennemført er de to lyriske solostemmer - enken og soldateni deres smukt slyngede linier. Overalt møder man den naturlighed i udtrykket og den sikkerhed i det artistiske, der er en forudsætning for det fuldendte kunstværk; og der er næppe tvivl om, at dette kammerkorværk er et modent arbejde i den ny korstil.

Klaverpartiet - man har egenlig følelsen af et udkast til et kammerorkester -- står ret frit overfor koret. Det støtter sjældent direkte vokalstemmerne, ved fordoblinger og lign.; men det understøtter og belyser korets fremadskridende beretning; - nogen større selvstændig betydning har den instrumentale del ellers ikke - det er på koret og de svungne solostemmer arbejdet er baseret.

De enkelte elementer (melodi, rytme, -amklang o. s. v.) i (lette værk vidner om, at det ikke er noget tilbagetog mod en pastischeagtig letkøbthed Bentzon har foretaget; men at arbejdet tværtimod betyder et fremstød videre lien mod en ny skønhed (- ja man kan vel allerede sige den ny skønhed -), der lier har fået et - skulde man tro

bi5ide alment foi,ståeligt og kunstnerisk værdifuldt udtryk.

Vagn Ifolniboe.