Jørgen Bentzon og Petronius. Lidt kommentar

JØRGEN BENTZON OG PETRONIUS

Lidt Kommentar

Kære Jørgen Bentzon!

I s-in Anineldelse af Deres »,,En romersk Fortælling« i sidste Nr. af DMT skriver Vagn Holniboe: »... det, der har tiltrukket Bentzon ved den Historie, er sikkert ligesaa karakteristisk for hani og -hans Tid, soin. det er karakteristisk for Wagner og hans Tid, at Wagner fandt og anvendte Tristan-Legenden«. Føler De ikke Tran«', til at protestere mod en saadan Opfattelse af Dem selv og Deres Tid? Eller giver De ham maaske Ret? Det bør i alt Fald indrømmes Holinboe, at han tilsyneladende -har visse Holdepunkter for sin Insinuation. Naar det betænkes, hvor uhyre righoldig Litteraturen er, er det jo ikke let at begribe, hvorfor De netop har valgt salig Petronius til Deres Musik, medmindre De finder ham tillokkende. Det er saadan set logisk.

Men har De alligevel gjort Deni aldeles klart, hvilken Tid det var, Petronius tilhørte? At han levede in- den for (len sen-antike Kultur, Religion, Kunst, Moral var paa Vej mod den totale Opløsning? Det har De naturligvis. Men saadan er vor Tid jo ikke - ikke niere i alt Fald. Tør man tro Holinboe, har vi jo allerede nu lykkeligt overvundet Dekadencen, -,,i staar nu paa en frisk Kulturs Grund, Kunsten har ikke blot gjort Fremstød inod ny Skønhed, nej den liar sandelig ogsaa fundet den. Hvad vedkommer os -da en svunden Tids Dekadence?

Krage plejer dog at søge Mage.

Paa Baggrund af denne vor ny Kulturblonistring forekommer (Jet da dobbelt ejendommeligt at se Dein endog søge at overb Yde Hr. Petronius. For ham gjaldt det først og freminest Satiren. Lad være, at han so,in Barn af sin Tid ikke kan siges helt fri for en vis goåt for (le Uhuniskheder han skildrer - i det store og hele staar han dog soin Eksponent for den Kulturkritik, som altid og uundgaaeligt rejser sig, naar en fremadskridende Opløsning har naaet et vist penibelt Punkt. Anderledes i-ned Dem. De synes at tage Fablen alvorligt. Den er ikke »I)æ,n« - nej, inen i de to søde Menneskers Handlemaade finder De ikke desto mindre en. Moral, en Moral, som bør forkyndes for »os soin for de gai-rile«: Eros' Uimodstaaelighed og Livets ubarmhjertige

Sejr over Døden.

Har man set M-age til Pjat. Det er vel hverken særlig »ubarnihjertigt« eller »sejrrigt« at hejse en død Mand op paa et Kors - sel-,.7 O-ni det sker for athytte Skindet og sikre en »Eros« kaldt til Live væsentlig ved Hjælp af Lommenlad og Spiritus og af den ene af Par-terne træffende karakteriseret som »Pjank«. (Tillad her en Parantes: Netop paa de omhandlede Steder naar De som Tekstbearbejder det sublime. De vis,er Dem her i Spro-gryti-ne, og Glosevalg som en yderst talentfuld Epigon af den vistnok i 1937 saligt hensovede jazzoratoriske Infantilisme). (Og endnu en Parante-s: Fra omtrent samtidig med Petronius' Legende s,tammer en anden Legende om en vis Nazarerer, som ogsaa vandt Sejr o-,,er Døden - paa sin særlige Maade. Man kan lade den staa som Legende, hvi.s ens Livsanskuelse dikterer det, men d-et Ideal, den gennem snart to Aartusinder har vist Menneskeheden, synes alligevel ligesom en Antydning højere end det Petronius- Bent?onske).

Jeg slutter Paranteserne. En Svale gør ingen Sommer, og en Bentzon gør ingen Kulturundergang - De skal slet ikke føle Dem overvurderet. Men De skal vide, at De ved at tage denne Tekst op til musikalsk Behandling -og her spiller det ingen Rolle, om Musiken er bedre eller den eventuelt er værre end Teksten --er De traadt. ud af Kulturpionerernes Rækker. Og som Aandsarbejder hat De kompromitteret Dem.

Med Hilsen! Deres

Povl Hamburger.

Ovenstående indlæg har været forelagt komponisten Jørgen Bentzon, med hvis tilladelse vi aftrykker det følgende brev:

Kære Gunnar Heerup!

Det siger sig selv, at jeg ikke agter at ofre et Ord paa et Aiigreb, der ikke er Kritik, men amok.

Jeg behøver ikke at fortælle dig, at mit Stykke ikke »,forkynder« nogensomhelst »Moral« - eller »Unioral«. (Særdeles fornemt, for Resten, netop at freindrage den moralske Side overfor en Mand, man vil til Livs).

Valget af et dristigt Emne udsætter en naturligvis altid for Angreb af indignationslystne Pornografijægere og lignende svage Sjæle; navnlig i disse Tider. Men jeg har aldrig tænk.t mig, at noget fordomsfrit og forstandigt Menneske kunde inisforstaa min Tanke med dette Værk. Jeg er iøvrigt til enhver Tid villig til at besvare en taaleligt formet Interpellation herom.

Men jeg tror ikke, at DMT',s Læsere kan have nogensomhelst Fornøjelse af at se mig gribe til Offensiven mod et Overfald, der -- rent bortset fra den personlige Side - sagligt set er fuldstændigt »Hus forbi«.

Venligst

Jørgen Bentzon.

Sagen synes mig dog også at kræve et svar af anden karak-ter, det følger hermed:

Ved bedømmelsen af et kunstværk er det afgørende, om værket er i stand til at formidle en kunstnerisk oplevelse, alle andre synspunkter, tekniske, forinelle, moralske, er udenværker, hvis bedømmelse som gode eller dårlige er underordnet det første og ofte bestemt af det.

Den absolutte forudsætning for al kuristkritisk virksomhed er følgelig evnen til at kunne opleve kunst, og det er denne evne, der synes så at sige totalt bortelimineret i Povl Hamburgers kritikervirksomhed.

I dette forhold må vel også søges den dybere årsag til (len ringeagt, hvormed Hamburgers domme omfattes i musikerkrese, man tror ganske- simpeft ikke, at en mand, der åbenbart har så vanskeligt ved

at opleve musik og , idtryk derfor, har mulighed for at finde.give ufrem til den musikalske oplevelse hos en tilfældig i-nusiker ellerkomponist, og inan er ude af stand til at forstå, hvorfor en sådanmand, al sin musikerkunnen til trods, beklæder en sti-Iling som dag-bladsmusikanmelder.

Musikkritikeren Povl Haniburger er en isoleret niand i dansk inusikliv, og hans isolation er af den art, hvis navn er svaghed. I bevidst eller ubevidst erkendelse heraf søger han sig nu en moralsk kulturplatform at stå på, som det bl. a. vil fremgå af ovenstående indlæg. Det er min overbevisning, at en virkelig begavet, hedt reaktionær kulturkritiker gør mere gavn end skade, og jeg vilde hilse en sådan mand hjærtelig velkomi-rien til dyst. Povl Hamburger er ikke denne mand, ikke sagligt og heller ikke menneskeligt; om dette sidste vidner til fulde den indtil det sygelige grænsende indbildske og arrogante og samtidig perfide form, han har fundet det for godt at anvende overfor Jørgen Bentzon.

Gunnai- Heerup.