Ny musik

Af
| Årgang 14 (1939) nr. 07 - side 169-172

NY MUSIK

Ny engelsk klai)er- og kammermusik. (Noder fra Engstrøm Sødring).

Grunden til Englands vanry som ydende musikland må vel søges i den ejendommelige bølgedal, som det musikskabende England befandt sig i fra slutningen af 1600 til slutningen af 1800, hvor musiken i almindelighed blot betragtedes som en mer eller mindre fornem underholdning, der næsten udelukkende importeredes fra fastlan~ det.

England havde i disse århundreder sågodt som intet bidrag givet til mus!kens almindelige udvikling på kontinentet. Den berømte gamle engelske kortradition levede vel videre og koncertlivet blomstrede, men nogen selv

stændigt skabende komponist opstod ikke.

Først i Victoriatiden, omkring firserne i sidste århundrede, dukker der flere navne~ ol), der - særlig som lærere for den yngre generation - skulde indlede et nyt kapitel i Englands musikhistorie: Hubert Parry (d. 1918), Ch. V. Stanford (d. 1924) og den som instrumentalkomponist også herhjemme kendte E. Elgar. Senere kom der andre navne til, der nu forlængst er kendt også i kontinentets musikcentrer: Ch. Wood, Vaughan 1Villiams, Fr. Delius, Percy Grainger (født i Australien), G. Holst og især Arnold Rax. ~fen et sådant »litil« på lienved 200 år lader sig ikke let fylde ud; og - bortset fra en skiftende, men stadig mere intensiv påvirkning fra den hjemlige folkemusik - er det strømninger først fra den tyske senere den franske og slaviske musik, der spiller en stor rolle for de fleste engelske komponister.

Denne delvis. modtagende holdning kan følges op til de yngre og unge engelske komponister, f. ex. Arthur Bliss (f. 1891), Eug~ne Goossens (f. 1893), E. J. Moeran (f. 1894) og den yngste Benjamin Britten; men England er alligevel ved at få et musikalsk ansigt igen, og har igen lært gennem musiken at kunne udtrykke sin folkeejendommelighed.

Den engelske klavermusik fra det sidste årti, hvoraf nogle eksempler her skal omtales, bærer gennemgi,""tende præget af salon; ofte i ordets direkte nedsættende betydning, men til andre tider med mere marv, elegant virkning og af større kunstnerisk værdi.

Denis Matthews sysler i sin »Rhapsody« (1938) med samme ideer som Schubert. i Wanderer-fantasien og Brahms i sine klaveri- hapsodier. Klangen hos Matthews er nok »moderniseret«, men er som regel blot cainoufleret funktions-harmonisk. Stykket har ingen afrundet udformning - dertil er (le enkelte smådele for stift og potpourriagtigt sammensat. Derimod er Il. Murrill med sin lille »Presto alle giga« (1937) langt sikrere i sin intention; stykket er fint og afslebet i sin form og med morsomme rytme- og klangvirkninger; men desværre er indholdet ret uinteressant.

Alec Rowle U hæver sig også op over gennemsnittet med sin »3' Concert Etude« (1936). Bortset fra (len lidt kedelige mellemdel, er hans teknik fin og let.

Men altfor mange engelske komponister arbejder endnu i den fladeste salon,stil, således Frank Ilutchens med »The voyage« (1938), John Ireland med »Three lyric pieces« (1938) og Maurice Besly med »Chelsea sketches« (1930). Disse småstykker er af ganske banalt indhold og udformning og derfor hverken fugl eller fisk: Nogen kunstnerisk værdi har de ikke, og de har ikke »bid« som en god schlager eller et anstændigt salon-jazz-stykke.

På den rigtige side af stregen placerer Benjamin Britten sig med sin suite

»Holiday tales« (19,35); der er både opfindsomhed, styrke og formsans i de sm.å stykker. 3'satsen »Fun-Fair« med dens løbende sekstendedele og kraftige rytmik. er vel den stærkeste af de fire satser.

Endnu kraftigere i hele sin holdning, men næppe så ligevægtig i udformningen, er Brittens suite ol). 6 for violin og klaver (1935). Begge instrumenter er behandlet med stor dygtighed, og især i de 2 første satser står instrumenterne kraftigt og smukt mod hinanden;

det er fortrinlig salonmusik på grænsen til at være kammermusik.

Større kunstneriske problemer er belyst og en smukkere kammermusikalsk udformning og balance er der i B. Brittens »Phantasy« for obo, violin, viola og cello (1933) og Arthur Bliss' »Quintet for clarinet and strings« (1933) og »Musie for strings« (1936).

Disse arbejder er eksempler på den dygtige, endnu stærkt, eksperimentei-ende, ny engelske kammermusik.

Brittens 'lille énsatsede fantasi er fin i teknik og indhold og med en smuk afrundet form; det burde spilles i DUT og i (len danske radio, for det viser en smuk side af engelsk musik - en side (ler står den franske gennemsigtige stil noget nærmere end den mere massive tyske, og som helt har vendt sig fra Sch8nberg-skolens ekspressionistiske ekstravagance, der altid har stået ualmindelig slet til engelsk mentalitet.

Bliss er en af foregangsmændene i (len moderne engelske musik; han ir født i 1891, er elev af Ch. V. Stanford og har modtaget en hel del indflydelse fra Strawinsky, hvilket mærkes i de 2 n.,evnte værker.

Hans melodiføring er både karakteristisk, naturlig og udtryksfuld, hans harmonik er særpræget, omend ofte hard i klangen og tilbøjelig til at blive noget tung. Udarbejdelsen af satsen er i disse to værker både dygtigt gennemført, smukt afrundet og stilistisk sikrere end i de fleste af hans tidligere arbejder. Det er to modne arbejder, - og selv om der nok kan være omdisputable, ting i dem, så er (ler et drag af kraft og energi og en sans for både naturlig plastisk og selvstændig satsudformning, der nok vil gøre det værdifuldt at få lidt af den altfor lidt kendte komponist at høre her i landet.

.I11 Onsdag d. 3ó. aug. udsendte radioen bl. a. »Sinfonia seria« opus 33 af Jørgen Bentzon. Værket fik sin førsteo Pførelse i efteråret 1938 ved en af komponistforeningens jubilæumskoncerter og er nylig udkommet på Skandinavisk og Borups forlag. Sinfonia seria, der er i Bentzons rolige, sikre kammermusikalske stil, består af 3 kontrasterende grupper: et strygeorkester, 2 soloinstrumenter (fløjte og violin) og klaver. Udformningen af det eensatsede arbejde er da også baseret på kontrasten mellem det roligt-faste, klangfyldte strygeorkester og --- på den ene side - de to lyriskbevægede soloinstrumenter - på den anden side - det gennemgående rytmisk-prægnante klaverparti.

Om de melodiske, klanglige og rytmiske elementer, der indeholdes i dette værk, gælder det, som overalt i Bentzons musik, at de er anvendt med en finfølelse, naturlighed og renhed i tonesproget, så man har den sikre fornemmelse, at sådan og ikke anderledes må det være.

Udførelsen var ikke helt god - omend stykket kom bedre til sin ret i radioen end i palæets store sal; strygernes klang var ikke fri nok og-i klaverpartiet savnede man betoningen af den rytmiske kontrast, så værkets konturer udvidskedes. Bedst var solofløjten og -violinen, der havde både klang og, nnhed i deres lyrisk-melodiske linier. -

/1 Den 17. august opførtes i engelsk radio værker af to af den ny engelske musiks foregangsmænd A. Bliss og B. Britten. Koncerten lededes af Henry Wood. Af Britten opførtes 2 sange med orkester: »Marine« og »Being heauteous« sunget af Sophie Wyss. I begge sange var sopranens melodiske linie smukt og naturligt ført. Orkestersatsen var i den første sang præget, af en noget vag impressionistisk klangvirkning i modsætning til den anden sang, hvor udtrykket, -aavel som det tekniske arbejde, var niere klart og præcist og på en absolut tiltalende måde mindede en om Strawinskys betydning for (let bedste i den ny engelske musik.

Arthur Bliss' klaverkoncert, der blev fortrinligt spillet af pianisten Salomon, var noget af en oplevelse. Den var med sit store format med det store apparat og i sin musikalske følelse mere symfonisk end egenlig koncerterende i sin virkning. Men trods musikens vældige kraftudfoldelse - især i begyndelsen af

tørste sats og 14 f Inalen, - var der opnået nogen balance især i det dynamiske.

Klaversatsen, der var virkningsfuldt, men ret traditionelt behandlet, var ikke tilnærmelsesvis så interessant som orkestersatsen, hvilket vel er en naturlig konsekvens af den »symfoniske« opfattelse med dens negligeren af (let rent koncerterende element. Der var stort bifald efter koncerten. -

11 Den finske komponist Kilpinen, der også her i landet er kendt som sangkomponist, har fornylig fået 2 cellokompositioner udgivet på Breitkopf's forlag i Leipzig.

Den ene komposition, en suite for cello eller gambe og klaver ol). 91 er der ikke stort at sige om; det er et velklingende arbejde i gammel stil tilsat 'lidt »teknisk romantik«.

Det andet arbejde, en sonate for cello og klaver op. 90, er langt interessantere omend. langtfra interessant nok, dersom man sammenligner med samtidige arbejder af ny komponister af engelsk, fransk, tjekkisk eller dansk oprindelse.

Der er mange smukke og egenartige partier i denne sonate, men langt mere traditionelt-værdiløst fyldstof. Bedst er den melodiske føring; men til gengæld er rytmen sørgeligt forsømt; klangen er mer eller mindre latent baseret på funktionsharmonik, og om nogen egentlig og selvstændig formgivning eller indre ligevægt er der ikke tale. - I alt for høj grad har man indtrykket af »salonmusik«, omend »salon« på en kunstnerisk fuldtud forsvarlig måde. Men at skrive en sonate er - og bør være at skrive kammermusik.

/i Lørdag (1. 9. september udsendte Moskva-radioen en strygekvartet af komponisten Merskofski. De fire fortræffelige udøvere var: Violiner, Schuck og Weltmann; Viola, Gurovitsj og cello, Buraf ski.

Det viste sig at være frisk og 'kraftig tale i musikens ny stil; på een gang personlig og præget af sin tid m. a. o.: levende musik. Kvartettens grundtone bar præget af alvor og ærlighed, d. v. s. komponisten opererede kun med musika Iske begreber der virkelig har dækning i den moderne musik. Alle musikens elementer var underordnet den vanskelige helhed som en strygekvartet er, og balancen var sikker. Af arbejdets 3 satser gjorde især førstesatsen stærkt indtryk ved sin rene inelodi og karakteristiske klang, trediesatsen. ved sin kraftige rytmik og klare form.

Denne kvartet bragte musikalsk tale, der i indre styrke og i stilfornemmelse overgår, hvad man herhjemme har hørt

af den internationalt kendte russiske komponist Sjostakovitsj.

Vagn Holmboe.