Tilbageblik over 8 års folkemusikskolearbejde, Del 1

Af
| Årgang 14 (1939) nr. 07 - side 157-163

TILBAGEBLIK OVER 8 AARS FOLKEMUSIKSKOLEARBEJDE, I

AF FINN HØFFDING

Der er i de senere Aar blevet skrevet og talt mere om Folkemusikskolen, end denne selv har ønsket, og meget af de det, der er kommet frem, har vist en saa besynderlig Misforstaaelse af, hvad Folkemusikskolen gaar ud paa, at en konkret historisk Fremstilling nu efter 8 Aars Arbejde kan være paa sin Plads og tjene til Korrektiv for de efterhaanden ikke faa, der interesserer sig for Folkemusikskolens Arbejde.

I Aaret 1927 foretog Jørgen Bentzon og Undertegnede en Rejse til Tyskland dels for at overvære den Musikfest, som »Det internationale Selskab for moderne Musik« afholdt i Frankfurt am Main og dels for at overvære en tysk Musikfest ogsaa. for moderne Musik i Baden-Baden.

Mens den moderne Musik kun i enkelte Tilfælde formaaede at fængsle os, blev vi fuldkommen overvældede ved helt uden for Progammet at blive stillet Ansigt til Ansigt med den tyske Folkemusikskolebevægelse.

Ved en af Koncerterne i Baden-Baden laa der en Indbydelse til at komme ud paa en Skole og deltage sammen med Folkemusikskolens Elever i Opførelsen af Paul Hindemiths Kantate »Frau Musica,«.

Vi gik derud og traf et Par Hundrede unge musikbegejstrede Mennesker, der kom fra forskellige Egne af Landet for at deltage i et Folke-Musikskolestævne. Kantaten, der nogle Gange ogsaa er fremført herhjemme, var indrettet saaledes, at nogle Partier blev sunget af et Kor eller Solister, som i Forvejen havde indstuderet disse, mens hele Tilhørerforsamlingen sang med (fra Bladet, dog med en flygtig Forøvelse) i nogle større kanon-opbyggede Afsnit.

Denne Kantate var et Forsøg med en ny Musicereform, og den viste ganske bestemte Ting, som tydelig afdækkede Folkemusikskolens Idé.

Kantaten var skrevet for Amatører baade vokale og instrumentale; men den forlangte, at Tilhørerne aktivt deltog i Udførelsen. Den krævede altsaa, gennem sin Form en Blanding af Indstuderingsarbejde paa Skolen og en saakaldet »aaben Sangtime«, og her har vi netop de to væsentlige Sider ved Folkemusikskolen. Den Mand, der stod i Spidsen for Stævnet var Fritz Jöde.

Det bliver nødvendigt at give en kort Fremstilling af Fritz Jödes Idéer for senere at kunne vise den danske Folkemusikskoles Stilling til dem.

I sidste Halvdel af forrige Aarhundrede og i Begyndelsen af dette Aarhundrede var den tyske Folkevise sygnet hen. Mandskorene sang Liedertafelmusik af ringe Karat; de blandede Kor sang store Korværker, altsaa Koncertmusik; Amatørerne søgte paa Instrumenter som Regel uden Held at efterligne de store Virtuoser, og Komponisterne skrev mere og mere udelukkende for Koncertsalen og medstørre og større tekniske Krav, ja - undertiden saa store, at endog de professionelle Musikere havde Mas med dem. Om nogen Forbindelse mellem Folkemusiken og Kunstmusiken var der ikke Tale. Det laa de førende Komponister fjernt at beskæftige sig med den enkleog beskedne Folkenielodi. I tidligere Tid var der nær Tilknytningnniellein Koncertlivet og det læge Musikliv; men Individualismen eller snarere Egocentriken i den senere Romantik tilintetgjorde den.

Fritz Jöde følte det uholdbare i dette skarpe Svælg. Koncertlivet er kun en Del af Musiklivet, og har det ikke sin Rod i det folkelige, mister det sin Betydning. Den mægtige Vækst i Ungdomsforbundene i det demokratiske Tyskland viste et stort Musikbehov. Man vilde synge, men fandt ikke noget af Værdi.

Her var det Fritz Jöde satte ind. Han ønskede en Genoplivelse af den tyske Folkemelodi; han ønskede den indført hos Ungdommen ikke som en sjælden Ting, der hentes frem ved festlige Lejligheder, men som en uundværlig Nyttegenstand, man altid havde med sig. Han begyndte paa sine »aabne Sangtimer«, hvor han samlede ofte tusindtallige Forsamlinger om sig og sang med dem. Alle blev forsynede med Sangblade, der indeholdt Tekst og Noder, og altid var Sangene saaledes sammenstillede, at de gav Udtryk for en Idé. Ind imellem Sangene uddybede og klarlagde Fritz Jöde Sangenes Indhold baade tekstligt og musikalsk. Denne hans Virksomhed kender adskillige fra hans aabne Sangtimer her i Landet. Offentligheden herhjemme heftede sig ved det bestyrtende i, at een Mand kunde faa, Tusinder til at synge - ja, Gud hjælpe mig, selv de blaserede Københavnere stemte i. Denne Forbløffelse lod det inderste og dybeste i Jödes »aabne Sangtimer« gaa over Hovedet paa Folk. Faa forstod ogsaa, at Jöde holdt sine store »Sangtimer« for at vække Folk til Sangen og flyde en Trang i dem til at arbejde videre med den. De Idéer, Jöde gav Udtryk for gennem Sangtimerne hav,de deres Rod i en bred demokratisk Livsopfattelse. De Emner, han byggede sine Sangblade op paa, var: Kærlighed til Hjemlandet, til den hjemlige Kultur, til Sammenholdet og Venskabet mellem Folkene. Derfor forekom Schillers og Beethovens »Hymne til Glæden« saa ofte; den mere end nogen anden Sang gav Udtryk for, hvad Jöde forstod ved det opbyggende ved Fællessang. Han var imod den udartede Individualisme, imod den kunstneriske Egocentrik og for Kollektivitet, naar denne helød Samling om en høj Idé.

Desværre har mange Mennesker forvekslet Idéen i hans »aabne Sangtimer« med Idéen i Folkeinusikskolen; det er dog to forskellige Ting, omend de begge har deres Udspring i Ønsket om. at vække Folk til Musik.

Jöde forstod det stærke Musikbehov, som han mødte i Skolen saavel som i Ungdomsforbundene. Trangen til at faa Del i det Kulturgode, som Musiken er, var enorm; men ad hvilken Vej skulde disse Unge (og mange ældre med), som stod uden musikalske Forudsætninger, føres ind i Musiken?

Jöde forstod straks to Ting, som det gjaldt om at skaffe tilveje. Egnet Literatur og en praktisk Metode til at føre de forudsætningsløse ind i Musiken. Han begyndte sin Udgivervirksomhed med talrige Sangbøger og pædagogiske Værker. Han samlede sine Sangblade, og han udgav en Kanonsamling samt »Der Musikant«, en Sangbog, der ikke alene indeholdt flerstemmige Folkesange og folkelige Korsange, men ogsaa lette Instrumentalledsagelser for Soloinstrumenter eller Instrumentalkor saaledes, at de Unge kunde musicere sammen i Grupper. Han udgav sin Bog »Die elementare Musiklehre«, der paa en ny og interessant Maade samlede Nodekæren og Melodilæren under eet med Udgangspunktet i den folkelige Melodi. Han slog til Lyd for »den produktive Metode«, hvor Eleverne selv arbejder med Stoffet, d. v. s. bygger Melodien op - ud fra den Erkendelse, at denne Maade ikke alene er den virksomste, men tillige -den fornøjeligste Vej til Nodekendskab -og Melodilæsning.

- Fritz Jöde oprettede, men har ikke »opfundet« Folkemusikskolen, ikke heller Hørelæren eller den produktive Metode. Enhver blot lidt indsigtsfuld Musikpædagog ved, at disse Ting allerede fandtes lyslevende i det 18. og 19. Aarhundrede. Hans Fortjeneste er, bortset fra, at han har en overordentlig Personlighedens Kraft som Pædagog og Folkeopdrager, at han har erkendt den Vej, som en folkelig Musikopdragelse skulde gaa idag. Han ønskede, at denne Opdragelse skulde være levende og nutidig, og derfor søgte han bl. a. Tilknytning til Tysklands største produktive Begavelse, til Paul Hindemith, der selv arbejdede som Lærer paa Folkemusikskolen i Neuköln, hvor en anden af Tysklands Komponistbegavelser, Lothar von Knorr var Leder.

Maaske var Fritz Jödes Idé med Folkemusikskolen nok den, at den skulde være en Skole for folkelig Musik. Men folkelig Musik er al den Musik, som kan udføres og nydes af læge Folk. Jöde afholdt Haydn-, Mozart- og Beethoven-Musikaftener, og han byggede »aabne Sangtimer« op ene og alene paa Bachkoraler. Han genoplivede Reformationstidens folkelige Melodier og folkelige polyfone Korliteratur i sin store »Chorbuch«.

Jöde har ofte bebrejdet den tyske Kunstmusik dens store Afstand fra den folkelige Musik, men har naturligvis aldrig indladt sig paa noget saa absurd som at stille Folkemusiken op imod Kunstmusiken.

Folkemusikskolen bliver meget let en Musikskole, hvor Eleverne bliver overordentlig indsigtsfulde Amatører med et Indblik i Kunstværkerne, som adskillige Musikere, uden andet end instrumental Uddannelse, kan misunde dem. Saaledes blev navnlig Folkemusikskolen i Neuköln mere og mere en Musikskole for Folket.

Den Oplevelse, som Jørgen Bentzon og Undertegnede kom ud for i Baden-Baden, hvor vi ogsaa hørte de unge Mennesker synge Hassler, Senfl, Heinrich Isaac saavel som Haydn og Mozart affødte Beslutningen om at oprette Folke-Musikskoler ogsaa herhjemme - men vel at mærke efter hjemlig Mentalitet.

At oprette den Art Skoler i Danmark er baade sværere og lettere end i Tyskland. I Tyskland er Respekten for Musik hos Folk saavel som hos Myndighederne større end i Danmark. Literatur efter samnie Princip som Jödes fandtes ikke herhjemme. Hørelære og Melodilære matte udarbejdes helt fra Grunden og ud fra dansk Melodistof. Men alt dette maatte udarbejdes paa. Grundlag af Erfaring, Haand i Haand med det praktiske Arbejde. - Til Gengæld havde vi i Danmark en levende, folkelig Sang. Hvem kan tænke sig en Richard Strauss, en Gustav Mahler eller en Max Reger skrive Folkemelodier? - Eller kunde man tænke sig en Debussy eller Ravel skrive den Slags? Nej - men Carl Nielsen og en Kres af hans Aandsfrænder tog ikke i Betænkning at arbejde med den folkelige Sang. Den folkelige Sang var Højskolens; den var hjemstavnspræget, undertiden national og ofte i nær Tilknytning til det Grundtvigske, religiøse Livssyn. Det er karakteristisk for Jöde, der nærer lige saa stor Respekt for fremmed folkelig Sang som for tysk, at han straks med Begejstring tog imod de danske folkelige Sange, oversatte dem og brugte dem overalt i sin Virksomhed.

Der maatte skaffes Literatur for at skabe en hjemlig Folkeniusikskole, der skulde have blandet Korsang som det centrale. Det var i høj Grad med Henblik paa Folkemusikskolen, at »Gymnasiesangbogen« med samt dens fire Supplementshefter udkom; det samme gælder Kanonsamlingen »60 danske Kanoner«. Ogsaa Samlingen »Skole- og Folkemusik« er redigeret ud fra de samme Principper. Disse Samlinger, der tager deres Udgangspunkt i folkelig Sang, stiler tillige mod en stø!rre kunstmu sikalsk Opdragelse, mens andre nyere Korbøger (Ejnar Jacobsen, Oluf Ring, Emborg m. fl.) holder sig mere til folkelig flerstemmig Sang med Bidrag af nyere Komponister.

Tanken om folkemusikalsk Arbejde laa jo i Lufen dengang; saaledes arbejdede samtidigt med os Ejnar Jacobsen inden for Kommnunens Fortsættelseskursus med Sang som Centralfag, der ogsaa har musikkulturelle Formaal, og C. M. Savery havde dengang startet sin Foreni,ng for Musikamatører, der arbejdede paa en meget lignende Basis. Savery var en Tid med i Københavns Folkemusikskole, men har nu gjort sin Skole til en Højskole, med en Række andre Fag. Ogsaa Gunnar Heerup, Bentzon og Undertegnede begyndte Folkemusikskolearbejdet de to første Aar paa de kommunale Fortsættelseskursus, hvor det endnu fortsættes af Karl S. Clausen og andre.

Da Lovene for Folkemusikskolen blev udarbejdede, bestemtes samtidigt Folkernusikskolens Begreb saaledes: En Folkemusikskole er en Musikskole, hvor der holdvis undervises i Hørelære og Korsang saaledes, at ingen kan deltage i Korsangen eller Specialundervisningen uden samtidigt at deltage eller tidligere at have deltaget i Hørelæreundervisningen. Basis for Undervisningen er den folkelige Sang. Formaalet er at give alle Samfundsmedlenimer en musikalsk Opdragelse for en overkommelig Pris (Eleverne betaler 3,00 Kr. pr. Maaned).

Specialundervisningen er enten Stemmedannelse eller Instrumentalundervisning paa Hold indtil 4 Deltagere.

Samtidigt med Folkemusikskolens Oprettelse arbejdedes der i Musikpædagogisk Forening stærkt med den instrumentale Holdundervisningls Teknik, idet man -var klar over, at der krævedes noget ganske andet til Holdundervisning end til Enkeltundervisning. Den saakaldte Konservatorieundervisning med 4 eller 3 i en Time, med et Kvarter eller 20 Min. til hver har intet med Holdundervisning at gøre. Instrumentalundervisning paa Hold gaar mere ud paa gennem et Instrument at føre Eleverne ind i Musiken end at opdrage dem til at udføre tekniske Præstationer (men ikke noget med Zigeunersystem, som Rich. Gandrup i sin Spøgefuldhed formoder).

Som før nævnt vakte Jödes aabne Sangtimer mere Opsigt end hans Folkemusikskoleidé, som baade er mindre sensationel og vanskeligere at faa Indblik i. Der er til alle Tider blevet sunget meget i Højskolekrese, og Højskolesangbogen er et imponerende og smukt Værk. Man kan vist godt sige, at Bevægelsen om de aabne Sangtimer medførte en mere udbredt Lyst til at synge herhjemme. Højskolens folkelige Sang bredte sig ogsaa. uden for Højskolen, hjulpet af en forøget Sangglæde ogsaa i Skolerne; ja - helt til Arbejdersangen har den bredt sig. Den ny Udgave af Arbejdersangbogens Melodibog er redigeret af Oluf Ring, Hovedudgiveren af Højskolesangbogen og har i høj Grad optaget Melodistof fra -denne. Der - har vist sig en Lyst til baade i Korkrese og i Lærerkrese at arbejde med den folkelige Sang baade eenstemmigt og flerstemmigt. Thorvald Aagaard og Oluf Ring var jo i Gang med et saadant Arbejde, længe inden Fritz Jöde optraadte heroppe. En Sangbog som »Sangbogen Danmark« af Carl Nielsen og Hakon Andersen var ogsaa dengang en Bedrift i samme Retning.

Opstod der som tidligere nævnt den Misforstaaelse, at »aaben Sangtime« og Folkeinusikskolen var een og samme Ting, saa opstod der igen en anden Misforstaaelse derved, at folkemusikalsk Arbejde og Folkernusikskolearbejde blev anset for det samme.

Folkemusikalsk Arbejde behøver ikke indbefatte nogen som helst Form for Undervisning. Instuderingen af de folkelige Sange kan foregaa som ren Gehørsang (tilgiv det infame Ord!) Folkemusikskolearbejde skal indbefatte Undervisning og skal stile imod en mere almen musikalsk Uddannelse, skal altsaa have Retning mod Kunstmusiken. Det er ubegribeligt, at en saa indsigtsfuld Mand som Richardt Gandrup har kunnet faa en saa fordrejet Opfattelse af Folkemusikskolen, som den, der gav sig Udtryk i det Æselspark, - han gav Folkemusikskolen i sit Foredrag paa Uldum Højskole sidste Aar (DMT Februar 1939). Ved en senere Lejlighed viste det sig ogsaa, at hele Gandrups Kendskab til Folkemusikskolen begrænsede sig til en Propagandabrochure for Københavns Folkemusikskole. (DMT April 1939).

Det viser blot nærværende Artikels Nødvendighed. Richardt Gandrup skriver ret haanligt, at Folkeniusikskolen efterhaanden blev »udvandede Konservatorier«. Efter min Fremstilling her vil enhver kunne forstaa, hvor fejlagtigt dette Syn er. Folkemusikskolen er ganske vist en Musikskole; men baade fra Formens og Indholdets Side noget lidt andet for ikke at sige noget helt modsat af et Konservatorium, der maa og skal sigte paa det tekniske og musikermæssige. Ordet Folkemusikskole er netop i Aar ændret til Folke-Musikskole for at tydeliggøre dette. Den er en Nydannelse, en uundgaaelig social Foranstaltning i det moderne Samfund. Den er paa sit Oniraade ligesaa berettiget og ligesaa nødvendig som et hygiejnisk Institut eller et meteorologisk Institut paa deres Omraader. Er det saa svært at begribe, at der maa være et Sted, hvor den niusikinteresserede Del af Befolkningen, uden for store Omkostninger og uden at skulle anskaffe Instrument, kan faa. en forsvarlig musikalsk Opdragelse og faa den paa en Maade, der er egnet for dem, d. v. s. med Udgangspunkt i det, der forstaas -ved den folkelige Sang. Det skulde da være saa lige ud ad Landevejen at forstaa, og man skulde tro, alle vilde være ivrige i at støtte en saadan Bestræbelse.

At der paa Folkemusikskolen ogsaa dyrkes Samivær i Form af Fester og Udflugter, eventuelt Rejser - naa ja, det er perifert; men forøvrigt, hvilken Skole i Landet foretager sig ikke den Slags, som netop - styrker Samhørigheden blandt Eleverne. Skulde Eleverne paa Udflugter have »Drikkebægeret paa Bagen« (citeret efter Gandrup), saa bør Bilejere med Frokostservicet i Etui ikke rynke paa Næsen af dem af den Grund.(fortsættes)