Væk med Radioraadet

Af
| Årgang 14 (1939) nr. 07 - side 165-166

VÆK MED RADIORAADET

AF SVEN LUNN

I September Maaned ifjor rettede jeg her i DMT en Kritik mod de Programmer, der var annonceret for Statsradiofoniens Torsdagskoncerter for Sæsonen 1938-39. Jeg beklagede mig over den ordinære Linie, der var lagt an for den klassiske Musiks Vedkommende og ankede særligt over, at man gjorde for lidt ud af den ældre danske Musik. Dette blev taget meget unaadigt op af Statsradiofoniens Musikchef Peder Gram, der i et Interwiev i »Berlingske Aftenavis« gav Udtryk for, at han tog det som en Kritik, der var rettet mod ham personligt. - Det var meget beklageligt, at det var Resultatet, og maa sikkert skyldes, at jeg ikke har udtrykt mig tydeligt nok. Kritikken gjaldt i første Række saavel Radiochefen F. E. Jensen som Radioraadet. - De Værker, jeg efterlyste, var netop dem, som Peder Gram i sin Tid selv fandt frem og opførte i »Dansk Koncertforening«. I Virkeligheden var han den eneste, der herhjemme i Aarene fra Verdenskrigen og op til ca. 1930, da »Dansk Koncertforening« gik ind, gjorde noget for at give den ældre danske Musik den Plads, der tilkommer den i vort Musikliv. Han fremførte Værker af Kuhlau og Hartmann og saa vidt jeg husker ogsaa Horneman, og ingen skal faa mig til at tro, at han ikke gerne igen vil sætte dem paa Programnierne til Torsdagskoncerterne.

Men der er en Mand med en Slæde i vejen; Manden hedder F. E. Jensen og Slæden er Radioraadet. F. E. Jensen har aldrig paa nogen Maade vist sig at være Manden til den Stilling, som han beklæder. De Holmske Rammer har han beholdt, men han udfylder dem ikke kvalitativt saa godt, som Emil Holm gjorde. Man har aldrig hos ham - som hos Emil Holm - mærket nogen Vilje til Kulturindsats.

Radioraadet er en parlamentarisk Forsamling, hvortil bl. a. Trafikministeriet og Lytter- organisationerne udpeger Medlemmer uden Hensyn til Saglighed. Radioraadet er som saadant Radiochefens foresatte, inen staar igen under Ministeriet. Radioraa,det kan træffe alle Bestemnielser af hvilken som helst Art, det kan forkaste eller antage Programmer, det kan bestemme Solister, bestemme Besætning af Hørespil, kort sagt alt. Men Radioraadets Beslutninger kommer saa at sige aldrig til Offentlighedens Kundskab, i Reglen kun naar det i meget store Sager (Dirigentansættelser m. v.) drejer sig om Indstillinger til Ministeriet. Beslutningerne udføres som tagne af Radiochefen og som under hans Ansvar. Magten er Radioraadets, men Ansvaret overfor Offentligheden er Radioehefens. Dette er meget bekvemt for Radioraadsmedlemmerne, men efter min Menig betegnende uanstændigt. Det er altid et galt Princip at skille Magt fra Ansvar. De to Ting bør til enhver Tid følges ad, navnlig i en saa betydende Institution som Statsradiofonien. En saadan demoraliserende Forflygtigelse af Ansvaret, hvor Radiochefen dækker Radioraadet og igen selv kan dække sig under dette, saaledes at Offentligheden ikke har noget faktisk at holde sig til, bør under ingen Omstændigheder tolereres og bliver heller ikke tolereret noget andet Sted i Landet.

Efter min Mening burde Radioraadet ikke eksistere. Hvad skal vi med det? Alle andre Steder i Statsinstitutioner sætter man en stærk Mand i Spidsen, udruster ham med enevældig Magt og gør ham eneansvarlig overfor Ministeriet. (Det kgl. Teater, Post- og Telegrafvæsnet, Statsbanerne.) Men her har man en uansvarlig Dyne af hæderlige medbestemmende Medborgere, der synes at have sat sig til Opgave at holde det kulturelle Niveau i Statsradiofoniens Udsendelser nede i det ordinæres og banales Pøl. Det er i Sagens Natur givet, at dette er Forudsætningerne for at visse af de valgte Medlemmer kan beholde deres Job. - Publikum, Presse og Lyttere maa forstaa, at alt ondt stannner fra Radioraadet, og det vilde være ønskeligt, om man fra Pressens og anden Side vilde hjælpe med til, at denne overflødige Institution blev afskaffet. - Om man saa vil erstatte det med et Kontrolraad eller en kontrollerende Forsamling faar staa hen. Men en saadan Forsamling skulde ikke have nogensomhelst Indflydelse.

Nu foreligger Programmerne for Statsradiofoniens Torsdagskoncerter i den kommende Sæson, men man skal altsaa ikke - hvad jeg forhaabentlig tilstrækkeligt har begrundet ovenfor - skyde paa Pianisten, idet han sandsynligvis gør, hvad han kan. Der er meget at anke over i dette Programforlæg, inen som Forholdene har udviklet sig ude omkring i Verden, falder Grundlaget for en saadan Kritik væk af sig selv. Umuligheden af at gennemføre en Række Koncerter, der i saa høj Grad bygger paa udenlandske Dirigenter og Solister er indlysende, og man maa blot haabe, at der foreligger Mulighed for at gennemføre Koncerterne uden at Antallet formindskes eller Kvaliteten forringes. - I denne Forbindelse vil jeg lige have Lov at hævde, at selv om der er Sparebestræbelser fremme, saa maa man ikke glemme, at Kunstnere ogsaa er Mennesker, og de skal ogsaa leve. Og de Institutioner og Foreninger, der har Midler til deres Raadighed, maa ogsaa se det som en Del af deres Opgave at hjælpe saavel de udøvende som de skabende Kunstnere med at ride Stormen af.

Efter 1. September har Statsradiofonien lagt en Del af Programmerne om, saaledes at der i højere Grad end før er lagt Vægt paa dansk Musik. Man kan sikkert gaa ud fra, at denne Linie ogsaa vil blive fulgt ved Omlæggelsen af Programmerne til Torsdagskoncerterne.

Og saa længe man endnu ikke har opført en Kantate af Weyse og der stadig er Hovedværker af Hartmann, Gade og Horneman som heller ikke har været opført, er der Opgaver nok at tage fat paa.