Ny musik

NY MUSIK

Samfundet til tidgivelse af dansk musik (1938). Peder Gram: Prolog til et drama af Shakespeare (ol). 27). Finn Høffding: Sinfonia concertante (op. 23). Knudåge Riisager: Tre danske peblingeviser. Otto Mortensen: Quartett (1937).

Det udsnit af dansk kompositionsvirksomhed som »Samfundet til udgivelse af dansk musik« viser i sine årlige udgivelser, er i är interessantere og betydeligere, end det plejer at være. De fire værker representerer tre »generationer« i dansk musik: Eet værk den ældre, to den mellemste og igen eet den yngre.

Det der slår en mest ved en gennemgang af arbejderne er ikke ligheden i valg og løsning af opgaver, skønt der findes en s4dan begrænset. lighed, og

skønt det ikke i noget tilfælde er helt ligegyldig tale, der føres; nej - her hvor der er tale om fire komponister, der alle har en positiv indstilling til værdierne i den ny musik, er det inter~ essant at iagttage, hvordan de forskellige personlige forudsætninger fører til fire vidt forskellige resultater. Og i virkeligheden er det -- stilistisk - 4 af hinanden helt uafhængige veje der betrædes, hvilket, næppe alene skyldesaldersforskellen, men langt mere den endnu flydendel, musiksituation', hvor stilen først _gennem en langsom proces er ved at fæstne sig og hvor den nyskabte musik stadig'får større muliglieder og har mere afklarede resultater at opvise end i den voldsomme brydningstid, der fulgte krigsårene 1914-18.

Selv om der vel ikke kan siges noget i nlmindelighed om et mer eller mindre tilfældigt udpluk af disse komponisters senere. væ-rker, så er der dog grund til at antage, at disse arbejder virkelig er t,~,piske eller karakteristiske for deres skabere; - dette gælder måske mindst for Rilsagers tre orkester-viser, hvor det melodiske stof til en vis grad er givet; men til gengæld er det tekniske arbejde lier overordentlig typisk for komponisten - noget i retning af orkesterbehandlingen i »slaraffenland« og »- i anledning aft. Alligevel vilde man bedre i et værk. som f. ex. »Quarttsiluni«, der uropførtes i foråret, få et indtryk af Riisagers forhold til og behandling af

musikens forskellige elementer.

Høffding og Riisager star jo i den almindelige bevidsthed som foregangsmænd for deres generations opfattelse af musiken og som forkæmpere for de nye ideer, der i tyverne brød frem også herhjemme, og som -- takket være Carl Nielsen - fandt forholdsvis frodig grobund.

At det ikke gik af uden kampe, og at den enkeltes sejr i hvert enkelt tilflælde betød ideernes videre fremtrængen, er ligeså klart som det er givet, at »oprorerne« fra tyverne nu står over for at skulle bevise med deres manddomsarbejder, at de ikke blot var oprørere mod megen gammel slendrian, men at de ogs""I cl- organisatorer og opbyggere af det nye. For musikens udvikling står jo ikke stille et øjeblik, og all- erede idag står en ny generation parat til at overtage de nu »ældres« tidligere funktion.

Og spørger man så, om denne ny generation reagerer ligeså voldsomt mod fortidens opløsnings- og forfaldsmusik, så må svaret vel blive: at ingen i dag formodentlig har noget imod en musik, blot fordi den er gammel (deswerre er der mange, der har alt imod en musik, blot fordi den er ny) og at det opbyggende i den ny musik vil sejre eller har sejret over det opløsende i den gamle, - så hvorfor slås mod vejrmøller!

Otto Mortensen, der med sin nu udgivne kvartet har oplevet sit første .større gennembrudved opførelseri G,5teborg og København, representerer i

»Samfundet«s 1938-udgivelse denne yngre generation, og dersom man kan tage dette arbejde for et typisk udtryk, så synes det destruktive element at være forsvindende ringe. Ganske vist kunde man samtidig synes, det er lidt rigelig tidligt, at det eksperimenterende

i ond som i god forstand - så fuldstændig er forladt; men dels behøver det jo kun at være særegent for dette specielle arbejde, dels er det - når alt kommer til alt -- i væsentlig grad et spørgsmål om tidli eller sen modning.

Kvartetten er meget stringent og klar i form og opbygning; men hverken i teknisk. arbejde eller i stil skiller værket sig ud fra de bedste overleverede traditioner. De melodiske linier, der gives arbejdet dets holdning, er overalt kraftige, rene og overvejende diatoniske med fortrinligt opbyggede intervalspændinger (f. ex. hovedtemaerne i ydersatserne) noget der leder tanken hen på Carl Nielsen og hans kammermusik. Det er ikke klike- eller ismemusik, Mortensen her har skrevet, men musik der klinger så naturlig,- og selvfølgelig, at man blot milt lytte dertil og glæde sig.

Af de fire komponister er der mærkeligt nok størst melodisk overensstemmelse mellem den ældste og den yngste; ja der er flere direkte ligheder i melodisk struktur i Peder Grams og Mortensens, arbejder; (f. ex. hovedtemaet i »prologen« og temaet i kvartettens tredie sats) men dermed hører ligheden også op; for Peder Grams orkesterværk arbej~ (ler naturligvis med helt andre midler og i en ganske anden hensigt end Mortensen,,, kvartet.

Peder Gram står vel i den almindelige bevidsthed som formidleren mellem det gamle og det nye, - og der er meget i hans »prolog«, der peger i begge retninger. Mest traditionel er formen, (der mere er baseret på kontrastvirkninger end på en gennemført udvikling) det ofte massive harmoniske grundlag og de ret voldsomme dynamiske spændinger, der ikke overalt støttes af (le melodi~;ke spændinger. Til andre tider er melodiken både frisk, kraftig (bl. a. (len markerede messingblæserindsats) og plastisk (sidetemaet) ; og trods (len dominerende harmonik, er orkestersatsen gennemsigtigt og behændigt instrumenteret.

Riisagers peblingeviser blev allerede omtalt her i bladet, da de udsendtes på grammofon med Thomas Jensen som dirigent, og stort nyt kan der ikke siges om dem, nu hvor de er udgivet; linien fra musike'n til »slaraffenland« osv. er tydelig og klar nok, og det er stadig vanskeligt at forlige sig med den snævre funktionsharmonik, der oftest virker med unødig tyngde.

De tre gamle viser, komponisten her har fundet, er gode og djærve melodier, godt karakteriserede af Riisager. De er skarpt sat op, med små, men ofte overraskende fine virkemidler. En »fjerde« ,-ise (»i skoven skulde være gilde«) har fundet morsomt indpas i fuglevisen, hvor også brudstykker af de 2 foregående peblingeviser er indarbejdede.

Riisagers forsøg og resultater viser, at det er interessant - men også farligt - på den måde at arbejde med den folkelige musik indenfor en større form og med et større apparat.

Skarpt i kontur og intensivt i indhold er Finn Høffdings »Sinfonla concertante« fra 1934. Kammerorkesteret består af 3 koncerterende og klart adskilte grupper: Træblæsere med horn, - klaver og strygere. Stilen er bundet og som den hele formgivning iøvrigt meget behersket, og den viser tydeligt hen til de senere korværker og bl. a. operaen »Pasteur«. Det der præger værket er den motoriske »grundrytme« (oftest i klaveret eller i strygerne) som basis for de

tit synkoperede melodiske linier, og overhovedet de kraftige rytmiske og melediske spændinger. Ikke alene i ydersatserne er disse spændinger fremtrædende, men også i den meget smukke tranquillo-sats, hvor det især blir klart, hvor godt klaver kan hævde sig som selvstændig »gruppe« i et orkester uden at være behandlet rent solistisk.

Man kan næppe sige at Høffdings arbejde er jazz- eller Kurt-Weill-påvirket, dertil er hans stil- og formvilje altfor særpræget; men man kommer sikkert ikke uden om, at det foreliggende værk næppe havde fået sit specielle præg, dersom jazz-musiken. ikke havde opkastet en række problemer, der også i kunstmusiken forlangte deres løsning, og dersom Weill ikke havde forsøgt at løse nogle af disse problemer på sin måde.

Det er bl. a. hos Riisager og Høffding en væsentlig del af den danske musiks fremtid ligger, og man kunde ønske, at Riisager vilde give sig i kast med stadig større kunstneriske opgaver, og at Høffding - nu efter flere års fravær fra den egentlige instrumentalmusik - snart vilde skænke os instrumentalværker. Der er jo ikke alene altid plads til, men også altid brug for god musik.

Vagn Holinboe.