Omkring En romersk Fortælling. Fire indlæg

OMKRING EN ROMERSK FORTÆLLING

FIRE INDLÆG

Hr. Redaktør Heerup!

Skønt jeg ikke ynder at deltage i offentlig Debat, vil jeg dog bede Dem give Plads for disse Linjer, som jeg - efter at have læst sidste Nummer af DMT - ikke kan lade være med at sende Bladet. - Det drejer sig om de 3 Indlæg angaaende Jørgen Bentzon's »En romersk Fortælling«.

Jeg er enig med Dem i, at det centrale for en Kritiker bør være Evnen til at kunne opleve Kunst. - Men med hvilken Ret slaa r De fast, at Povl Hamburger ikke er i Besiddelse af denne Evne? Grunden kan vel ikke være den, at han er af en anden Mening end Dem om det omstridte Kun-stværks Værdi? Kan han - med Rette eller Urette - ikke finde Værkets kunstneriske Værdi,- kan han jo heller ikke faa den kunstneriske Oplevelse. Kan en Kritiker frakendes alle Evner, fordi det hænder ham at maatte kritisere et Kunstværk uden at have kunnet opnaa en saadan Oplevelse, blev der vist temmelig tomt i Kritikernes Rækker.

Og hvordan bærer De Dem ad med at konstatere eller lastslaa, hvor Fejlen ligger, i selve Kunstværket eller hos Kritikeren?

Naar De skriver om »Ringeagt i Musikerkredse«, saa husk, at den Musikkreds, De færdes i, ikke er den eneste i Danmark. At der gives Musikerkliker, som sikkert føler den Ringeagt, er vel utvivlsomt rigtigt. M~n der findes ogsaa. Musikkredse, som værdsætter Povl Hamburgers ærlige Stræ-ben efter at hævde de musikalske Værdier, som han og mange med ham sætter højest. De af Læserne, som med Rette ikke synes om Tonen i hans Kritik af Bentzons Værk - og den beklager mange --- er dog sikkert endnu mindre i Stand til at tolerere Deres Angreb paa P. H. Hvad »Arrogance og perfid Form« angaar synes jeg den langt overgaar Povl Hamburgers, den giver ihvertfald ikke nogen noget efter.

Naar De - som Redaktør af et Blad, De ønsker skal staa i Kulturens Tjeneste, opfatter P. H.s Indlæg som De gør, o-,, finder hans

I

Tone perfid og arrogant, har De efter min Mening kun ét at gøre: Henstille til ham at skrive sin Mening, som han er fuldt berettiget til at have - i en anden og inindre personlig Form, soin ikke kan udæske til Modsvar og Angreb paa et Niveau, hvorpaa DMT ikke kan være bekendt at staa.

Jeg finder det baade beklageligt og usøninieligt - i en Tid som

I

denne -- i en Verden, fyldt med Had og Kamp -- at vor lille Musik-,,erden skal være Skueplads for Angreb og Polemik af den Art. Det er uværdigt, og dobbelt uv,,ærdigt. føles det med den Baggrund, Livet har i disse Dwze. Der maa -,,ære nozet iv ien ined Aanden indenfor

denne Musikkreds, naar sligt kan ske. En Polernik af denne Art kan kun blive et Nedrivningsarbejde, i hvis Spor Aandshovmod o,,,, Ufordragelighed vokser op.

Lad »den hellige Forpligtelse« De saa smukt skriver om i Deres Indledning, medvirke til, at sligt ikke gentager sig i et Blad, der jo ogsaa skulde være en af de mange smaa Kulturbærere i en Verden, som nu mere end nogensinde trænger til samlende og opbyggende Kr2efters Virken.

Deres ;a(~ri)ødige

Alette Garde.

INDLÆG FRA EN »SAGESLØS«

Da den Polemik, der er opstaaet omkring Jørgen Bentzons Værk»En romersk Fortælling« ved Magister Hamburgers aabne Brev, har antaget en udelukkende principiel, ikke-faglig Karakter, mener undertegnede sig berettiget til at fremkomme med følgende:

- Vagn Holmboe klager i sin Anmeldelse af ovennævnte Værk over Musikkritiken i vore Dage. Kritikerne »synes at stoppe Vat i Ørerne, naar det gælder Værker, der betyder noget i den nye Musik. Derfor skal det heller ikke bebrejdes nogen sagesløs, at han ikke kan finde ud af det Virvar, der idag distribueres gennem Koncertsal, Radio og Grammofon«. I disse Linier, forekommer det mig, ligger Kimen til hele det Problem, der er under Debat i DMT. Udlagt betyder de: Komponisterne i vore Dage er misforstaaede Stakler, som i Tavshed maa bære Martyrkronen. »De sagesløse« --- det er Folket, Lægmænd, eller hvad man nu vil kalde dem -- begriber ikke deres høje Kunst. Og end ikke Kritikerne staar den nye Musik bi -,,ed, gennem Pressen, at underrette Folk om, hvad der er godt, og hvad der er daarligt.

Sagen er her fremstillet ganske paa Hovedet. Kritikerne skal ikke og vil aldrig veere i Stand til at paatvinge den sagesløse sin Opfattelse paa en saadan Maade, at denne Opfattelse vil kunne fremkalde en kunstnerisk Oplevelse hos den intetanende. Om et Værk faar Succes i den Betydning, at det af Publikum anerkendes som kunstnerisk værdifuldt, afhænger nemlig udelukkende af Komponistens Værk og af intet andet. Naar den moderne Musik i saa faa Tilfælde virkelig slaar an, ligger det dybest set i, at vor Musikkultur og vor Kultur overhovedet er i Opløsning. Et i Sandhed talende Udtryk for vor dekadente Musikkultur, finder vi i -det diskuterede Værk af Jørgen Bentzon. I denne Sammenhæng bortfalder al Diskussion om Værkets eventuelle tekniske eller æstetiske Værdi. Hoved-sagen er, at dette Værk.

som forøvrigt den væsentlige Del af vor Tids Kunst - intet, absolut intet alment udtrykker. »En romersk Fortælling« er lekstligt en Nullitet af Rang! Dens Emne kan hverken paaklæbes Prædikatet dristig eller pornografisk; det er blot ligegyldigt og adskiller sig i saa Henseende ikke væsentligt fra Ægteskabsannoncer eller Lovparagraffer. Trods alle Objektiveringsforsøg er Musi~cken stadig subjektiv i""artpour-l'art-Kunst. Kunsten er gjort til et Forum for æstetiske Enere, og det er symptomatisk for den Kultur, som Magister Heerup og Vagn Holmboe er i Stand til at skue midt i vor Civilisations Kaos, at den i sine musikalske Udslag fortrinsvis er »underholdende Leg« eller, at den i bedste Fald søger at tolke Ideer, s-om idag allerede er afgaaet ved Døden eller i Færd dermed. (Et nyere Eksempelherpaa er Finn Høffdings Opera »Pasteur«, der forfægter Humanismens Ide!).

Naar nogle derfor, som Povl Hamburger, ikke vil anerkende Jørgen Bentzons »En romersk Fortælling« som et værdifuldt Kulturprodukt, er det ogsaa udfra den Betragtning, at den golde Æsteticisme, som har behersket Kunsten i de sidste Aartier, nu maa ophøre med at eksistere. Kunsten skal altid formidle en Ide. Det bliver Kunstens Opgave i den Kultur, der følger efter den, hvis Undergang vi nu er Vidner til. - Lad mig pointere, at det, for os, som har denne Indstilling, naturligvis ikke gælder om at komme Kunstnerne til Livs - (baade Jørgen Bentzon og Magister Heerup gør Problemet til et personligt Opgør) - men derimod at gøre dem opmærksomme paa at vi som sagesløse vedblivende vil fornægte deres Musik, saalænge den er uden idemæssigt Forhold til det Liv, som leves, kort sagt, saak-x,,nge, den er uden »etisk Forkyndelse«.

Det er, naar alt kommer til alt, dog en Kendsgerning, at de »sagesløses« (Folkets) Mentalitet er en væsentlig Faktor ved Bestemmelsen af en Kulturs Karakter.

Med Tak for Optagelse!

Henrik Glahn.

HAR FOLKEMUSIKBEVÆGELSEN NOGET ANSIGT?

FORSØG TIL EN TAALELIG INTERPELLATION OMHR. JØRGEN BENTZONS RETTE MENING

Den strid, som komponisten Jørgen Bentzons »Rornerske fortælling« har givet anledning til, kan ved første øjekast synes baade smaatskaaren og ørkesløs: En komponist vælger sig en tekst, han selv udtrykkelig betegner som »ikke nogen pæn historie« (Part. s. 15) ; en kritiker frakender ud fra en ærlig m- oralsk forargelse herover komponisten hans kunstnerære; og en redaktør underskyder endelig den nævnte forargelse et ikke-sagligt motiv og forvrænger deri-ned ogsaa

andre sider af kritikerens gerning. Nærmere beset forekommer denne lokale haardknude mig imidlertid at rumme saa vide og væsentlige perspektiver, at en udredning maaske alligevel vilde lønne sig, og et beskedent bidrag til en saadan klaring skal derfor -her forsøges.

Allerede før verdenskrigen indvarsledes, som bekendt, gennem tyske ungdomsforeninger o. m. a. den vending i kunsten fra subjektiv til objektiv holdning, fra individualistisk til kollektivt syn, som skulde blive den store generalnævner for na,sten alt aa-ndsliv rnellejn de to krige, ogsom tonekunstnerisk klarest manifesteredes herhjemme gennem udviklingen af den saakaldte folkeniusikbevægelse. Afvisningen af det alt for personlige til gunst for det overpersonlige betød imidlertid endnu kun en saa alinindelig retningsangivelse, at mange faktorer foreløbig fandt sammen under dette vage program, 'som siden maatte vise sig at udelukke eller ihvertfald modvirke hinanden. Foruden de tre,hovedkategorier med hver sin sociale og kunstneriske tradition, altsaa kirke-, folke- og den klassiske kunstmusik meldte sig saaledes baade den egentlige musikalske modernisme og jazzen med krav om at bidrage til eller saagar alene at repræ. sentere tidsrummets folkelighed. Paa alle punkter, i valget af tekster og i selve musikens, stemning og form, gjorde modsætninger sig derfor gældende - væsentligst, mellem traditionelt-bevarende og revolutionært-negerende elementer. Kun tii en tid syntes da programerklæringernes udfald inod den forgangne, eksklusive koncertkultur at kunne dække over den egne, indre s Plittethed; op imod disse aar forekommer,situationen moden til, at folkeniusikbevægelsen viser et ansigt - eller flere, om en saadan differen~ tiering bliver nødvendig.

~7æsentligst er her netop modsætningen: stoftro, kontra l'art pour l'art, d. v. s. spørgsmaalet om en sund folkemusik kræver en grobun,d i et positivt aandeligt liv,, eller om den kan dyrkes som løsrevne kunstformer uafhængig af enhver etisk norm. Der kan næppe være tvivl om, at den folkesang, hvori Europas musik i alle lande og til alle tider har søgt og fundet,sin livskil,de, har været »eksistentiel« - det er udlagt: for alvor. At der ud af denne er groet og stadig groer baade en kirkelig og en verdslig kunsti-nusik med særvilkaar, so-ni det folkeli-ge ikke

1-5

kender, er kun et kulturelt rigdomstegn, soin næppe rokker denne paastand. Og erstatter en moderetning den eksistentielle kerne, hvorpaa, folkemusikens samlende kraft netop beror, med en hvilkensomhelst negativ sensation, vil den derfor kun en kort tid kunne skaffe sig tilløb af rodløse, eller temporært forvirrede individer. Det staar naturlig-,,is en komponist frit for at lægge sin gerning an specielt for saadanne medmenneskers stakkede fornøjelse. Dog maa man spørge, selv hvor dette sker i bed-ste pædagogiskehensigt, om ikke det saaledes opnaaede kompromis alligevel gaar for vidt. Kan man ikke ogsaa købe dette: at faa den moderne storbyungdom til at synge, for dyrt - ogsaa for denne ungd-om selv?

Paa baggrund af komponisten Jørgen Bentzons energiske skribentvirksomhed til folkemusikbevægelsens fremme vilde det sikkert bringe en væsentlig klaring at faa dette spørgsmaal besvaret, helst principielt, inen saafremt dette er uopnaaeligt, da i den konkrete form: Om den »Romerske fortælling« bevidst er frembragt for at tjene den propagerede folkebevægelse - el-ler om den muligt er undsluppet sit ophav som et eksempel paa den ajdeles ufolkelige salonkunst, som hr. Jørgen Bentzon selv indtil for nylig har taget afstand fra?

ZD

Arthur Arnholtz.

Indledningsvis og for at undgå andre end de åbenbart nødvendige misforståelser skal jeg bemærke, at mit indlæg i sidste hæfte af DMT

n 'Inikke var et forsvar for Jørgen Bentzon og hans »Romerske fortælling«,det må og kan han og værket nok selv klare; mit indlæg var derimodog udelukkende et angreb på kritikeren Povl Hamburger, idet -jeg be-nyttede Povl Hamburgers kritiske virksomhed i almindelighed og denforeliggende kritik i særdeleshed på samme måde, som en musikkriti-ker benytter en musikers eller komponists musikalske ydelse somgrundlag for sin bedømmelse. Det resultat, jeg -kom til, og de s,lutnin~ger, jeg drog deraf, gav jeg ud-tryk for i mit indlæg, og de står for mig stadig ganske uanfægtet. En musikkritiker har et overordentlig alvorligt ansvar, misforstår han sit ansvar, eller går hans domsmagt ham til hovedet, må han drages til ansvar, det er bl. a. dertil vi har DMT.

Fru Alette Garde. De -,,ed kun lidt om, i hvilke musikkrese jeg færdes, jeg kan fortælle Dem, at de er mange og forskellige' som. ild og vand. Hvis De tror, jeg er klikemedlem, så opsøg dem, De tror er mine klikefrænder, deres smil vil. ryste Deres tro. - Hvad er det for musikalske værdier, Povl Hamburger hævder? og hvem er det, der ikke hævder disse værdier? Mener De, at disse v,,Ierdier er andre end dem, som fx. jeg i hele inin daglige virksomhed arbejder praktisk for? For De mener vel ikke, at praktisk arbejde ikke t,--c,,ller? - Det glæder inig, at De ikke synes om Povl Hamburgers tone, i-nen vor opfa,ttelse af begrebet perfiditet er vist desværre ikke den samme. Jeg skal anføre et eksempel på, hvad jeg forstår der- ,,ed:

Man opstiller paa'den ene side et ideal, der hedder Kristus; deroverfor opstiller man et ideal, man kalder det Petronius-Bentzonske, som man selv har konstrueret, og som man følgelig ved beror på en geinen tilsnigelse. Det første ideal kender vi, det er så ophøjet, at benyttelsen af det som polemisk baggrund for den tilsigtede spidning af Bentzon kun kan betegnes som en utrolig smagløshed; det andet ideal ytrer sig ved, at man hejser en død niand op på et kors for at hytte sit skind og sikre en spiritusfrenikaldt eros ined den sørgende enke som partner. Og på dette grundlag dømmer man komponisten etisk og kulturelt.

De mener, jeg har gjort mig skyldig i noget, der langt overg,,5r dette. Kom frit frem med det!

Deres smukke slutord om fordragelighed kan jeg fuldtud tilslutte mig, men realisationen af Deres tanke forudsætter, soin De vil forstå, at der ikke startes angreb af lignende art som Hamburgers.

Hr. Henrik Glahn. De taler bl. a. oni kunst og kunstnerisk oplevelse og giver mig derved lejlighed til at sige en ting, der ligger mig på sinde. Jeg skrev i sidste hæfte følgende: (pag. 157) Vi musikarbejdere ved, at musik ikke er en underholdende leg ... (pag. 169) Ved bedommelsen af et kunstværk er det afgørende, om værket er i stand til at formidle en kunstnerisk oplevelse, alle andre s Ynspunkter, tekniske, formelle, moral-ske, er udenværker ...

De vil maaske af dette kunne forstå, at jeg ikke mener, at den kunstneriske oplevelse er identisk i-ned glæden v-ed en underholdende kunstnerisk leg, selv om denne glaæde er en fuldstændig hæderlig og efterstnæbelsesværdig ting. Da iiiit indlæg ikke var en kunstfilosofisk afhandling, udtalte jeg mig ikke nærmere om den kunstneriske oplevelses art, der vel heller ikke naturnødvendigt behøver at være ens for alle, men jeg har intet imod, for at undgå videre vilkårlige gætterier, her at fremkomme med følgende summariske bekendelse:

Den kunstneriske oplevelse består for mig i: i og gennem kunst

I

umiddelbart eller middelbart at nå til erkendelse af mennesket, verden, det bestandige i tilværelsen; og jeg indrømmer, at min erkendelse ad kunstens vej når en dybde og lysende vidde, soni jeg ikke på samme måde kan nå til ad forstandens vej. Men denne kunstneriske oplevelse har intet med moral eller idé at gøre, selv om jeg føler den som en sjælelig styrkelse.

Undskyl,d derefter et par nærgående spørgsmål: Er det virkelig Deres mening, at kunst kun bør tolke idéer, der er på moden? Er det virkelig Deres mening, at et kunstnerisk arbejde altid skal formidle en idé for at være kunst? Isåfald: hvilken idé formidler Mozarts klaverkvartet i g-moll WSchel nr. 478?

Dr. Arthur Arnholtz. Jeg gør Dem opmærksom. på, at Deres opstilling i begyndelsen af Deres indlæg kunde have været formet ander~ lede.s. Hvad mener De fx. om dette: En komponist vælger sig en tekst, han selv udtrykkelig betegner som »ikke nogen pæn historie« (part. s. 15), en kritiker underskyder den nævnte komposition ideaier al c-gen fabrikation og forvrænger dermed også andr'e sider af komponistens arbej,de; og en redaktør frakender endelig ud fra en ærlig inoralsk forargelse herover kritikeren hans kritikerevne -?

Og liermed forlader jeg problemet Haniburger og giver plads for den drøftelse af forhåbentlig frugtbarere og mere faglig art, som jeg tror denne sag vil give anledning til.

Gunnar Heeru P.