Tilbageblik over 8 aars folkemusikskolearbejde Del 2

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 08 - side 188-192

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

TILBAGEBLIK OVER 8 AARSFOLKENMUSIKSKOLEARBEJDE, II

AF FINN HØFFDING

Folkemusikskolens Princip er, som vi har set een bestemt Ting. Det hindrer naturligvis ikke, at de enkelte Skoler kan have forskelligt Præg. Det, der adskiller de forskellige Skoler fra hinanden, er ofte, hvor megen Vægt de lægger paa den folkemusikalske eller hvor meget, de lægger paa den kunstmusikalske Oplysning.

Jeg tror, det vil vise sig, at Folkemusikskolerne paa Landet, idet man der hos Eleverne møder en Mentalitet, der naturligt er i Kontakt med Højskolesangen, vil dvæle mere ved Folkemusiken end paa Skolerne i København, hvor Eleverne særlig søger kunstmusikalsk Oplysning. For en stor Del afhænger Skolens specielle Præg ogsaa af Lederens Interesse. Københavns Folkemusikskole har, ikke mindst i de senere Aar, mere og mere taget Sigte paa den kunstmusikalske Oplysning, særlig hos to- eller flere- Aars-Fortsætterhold; saaledes har nu i flere Aar Rudolph Simonsen undervist videregaaende Elever i Musikkundskab med Demonstrationer. Det store i Folke-Musikskoleundervisningen er efter min Mening netop den Vej, der gaar til Kunstmusiken gennem Folkemusiken, en sund og rigtig Fremgangsmaade. Vi er her ved et Punkt, som jeg mener har den allerstørste Betydning, og det er den Funktion, som Folke- Musikskolen har som Vejleder af det store Publikum af Radio- og Grammofonlyttere. Man kunde med en vis Ret sige, at Kunstmusiken var forbeholdt et Mindretal af begunstigede i tidligere Tid; men dette Forhold gælder ikke mere. Radioen og Grammofonen gør det muligt for bogstavelig talt alle at beskæftige sig med Kunstmusik. Men at lytte til Kunstmusik kræver et Arbejde. At lytte er ikke at falde hen i en Klangrus; det er et bevidst aandeligt Arbejde af stor kulturel Værdi, fordi det hærer Respekt for Menneskeaanden. Hovedformaalet for Folke-Musikskolen var jo netop musikalsk at aktivisere Eleverne. Dette sker derved, at de selv udfører Musik, selv tumler nied Melodidannelse o. s. v. Men. man maa ikke misforstaa Ordet musikalsk Aktivitet. Den, der virkelig forstaar at lytte til et Stykke Musik, er lige saa aktiv som den, der udfører det. Det er blot en anden Form for Aktivitet; og det er den, som Radio-, Grammofon- og Koncertmusiken kræver.

Jeg har i - Gud ved - hvor mange Artikler og Foredrag atter og atter gjort opmærksom paa, at vi lever i Radioens Tid, og al bredere musikalsk Opdragelse maa tage dette i Betragtning.

At lytte strengt musikalsk til et Musikstykke, der er skrevet til dette Formaal, er en Færdighed, der er sjælden i vore Dage. Haanden paa Hjertet! Hvor mange af vore Koncertlyttere lytter anderledes til en Bach-Fuga end til en Chopin-Rapsodi? Hvor mange evner at følge Traaden og kan derigennem erkende Stykkets kvalitet? Hvordan saa med den almindelige Radio- og Grammofonlytter? Jeg lader Spørgsmaalet staa aabent; men een Ting er givet! - Vore Musikpædagoger og først og fremmest Folke-Musikskolen har her en mægtig Opgave, som det er deres Pligt at løse, hvis de vil kalde sig tidssvarende.

Hvorledes man metodisk skal lære Folk at lytte musikalsk, det er det igen Folke-Musikskolens Sag at arbejde og eksperimenteremed i de kommende Aar. Forsøg er jo gjort allerede paa de forskellige Skoler; (adskillige vil være bekendt med Ejnar Hanssens Forsøg i den Retning, saavel, som Rudolf Grytters og Kai Aage Bruuns Forsøg paa de kommunale Fortsættelseskursus). Det har altid været Københavns Folke- Musikskoles kæreste Tanke at træde i aktiv Forbindelse med Ensembler eller eventuelt Orkestre, og ved Hjælp af dem at føre Eleverne til den levende Musik. Af økonomiske Grunde har det endnu ikke været muligt. Københavns Folke-Musikskole har eksisteret nu i 8 Aar. Et mægtigt Arbejde med Tilrettelæggelse af Undervisningsform og egnet Literatur samt den hele Organisation har opfyldt disse Aar samtidigt med, at den har maattet kæmpe med økonomiske Vanskeligheder samt Mangel paa Lærerkræfter. Skolen maa bygges op Sten for Sten. Jeg er overbevist om, at arbejder Skolen stadig fremad paa samme Maade, og møder den den Tillid og Interesse, som den har Krav paa, saa vil dette Ønske om Formælingen med det aktive Koncertliv og,saa gaa i Opfyldelse, og Musikerne vil møde Publikum paa en ganske anden intim Maade.

Danskeren synger ikke naturnødvendigt som Sydtyskeren eller Sydlændingen. Til Gengæld er han mere kundskabstørstende, mens hans musikalske Evne paa ingen Maade er ringere; derfor egner Folke- Musikskolen sig godt for hans Naturel.

Der er dem, der vil benægte, at vi overhovedet har en Folkesang. Naar man hører, hvorledes Højskolens Sange synges rundt om med Begejstring- ogsaa uden for Højskolekrese, mest paa Landet - saa kan man vel ikke nægte, at der er en Folkesang, som er sprunget ud af Folkets Trang til at give sig og sit Udtryk. Mange af Højskolesangbogens Sange er heller ikke saa nøje knyttet til grundtvigsk Livssyn, men har en mere almen Karakter, hvilket f. Eks. er Tilfældet med Størstedelen af Carl Nielsens Sange. De maa sikkert betragtes som nutidig Folkesang, hvor fjernt de end i visse Tilfælde kan ligge Københavnermentaliteten.

Blandt dem, der benægter Eksistensen af en nutidig Folkesang, er Jazzfolkene, som ud fra deres Synspunkter arbejder med Folkemusik. Saavidt jeg har forstaaet, mener de, at man, i det Tilfælde man som Danskeren ikke har nogen levende Folkesang, maa støtte sig til en anden levende Folkesang, nemlig Negerens, d. v. s. den amerikanske Negers, der uomtvistelig har den. Jazzfolkenes Skole (Jazzmusikskolen og de kommunale Fortsættelseskursus) er altsaa ikke nogen Folke-Musikskole, men en Folkemusik- Skole. De anerkender ikke gerne Kunstmusikens Betydning. Deres Undervisning gælder kun Jazz med dens Improvisationsøvelser. Nodelære ønsker de ikke; deres Idé er, at alt skal ske ved Hjælp af Øret, en i og for sig ægte Folkemusik-Idé. Der arbejdes paa dette Sted stærkt med Forholdet mellem Sproget og Musiken, og det musikalske Resultat er overordentlig smukt. Man kan stille sig til Jazzmusik, som man vil; men det maa. indrømmes, at der inden for Jazzskolen arbejdes konsekvent ud fra Idéen. Den har ligesaavel som Folke-Musikskolen sit Formaal i at hæve det musikalske Niveau; den er en ligesaa stor Modstander af den letkøbte og vulgære Døgnmusik. Jazzmusikskolen kan aldrig betragtes som en Modstander af Folke-Musikskolen, ligesaa lidt kan den forenes med denne, da Forskellen er principiel (bl. a. i Stillingen til Nodelæren og til den musikalske Tradition). Skolen for Folkemusik har vi altsaa to Steder: i Jazzmusikskolen og de Steder, hvor Folke-Musikskolen særlig dvæler ved en blandt Eleverne levende dansk Folkesang (Højskolesang).

Harald Bergstedts og Jørgen Nielsens »Arbejdernes Folkekor« har til Formaal at udbrede Kendskabet til Arbejdersangen gennem Radioen - paa samme Maade som Rings Skaarup-Udsendelser - samt at fremføre Værker til Fester indenfor de socialistiske Ungdomsforbund. Koret er et Slags politisk-folkeligt Kor; men da Kormedlemmerne slet ingen Undervisning faar, adskiller det sig kun ved sin bevidste Tendens fra andre Amatørkor.

»Studenterkoret« ledet af Karl S. Clausen og Undertegnede er derimod en Art Folke-Musikskole blot med udelukkende Studenter og med særlig Tendens til at beskæftige sig med moderne Musik.

Som jeg tidligere i denne Artikel gjorde Rede for beskæftigede de forudgaaende Slægtleds Komponister sig hverken med at skabe folkelige Melodier eller med at komponere Amatørmusik, hvilket f. Eks. Klassikerne netop satte en Ære i. Først Komponister som Carl Nielsen, Bela Bartók og Paul Hindemith begyndte igen at interessere sig for disse Grene af Kompositionen. For Opdragelsen af den læge Musikelsker er det af stor Vigtighed, at han foruden at stifte Bekendtskab med det bedste af den tidligere Kunst ogsaa, føler sig i Kontakt med den,samtidige. Derfor er der Brug for Kompositioner, der kan udføres af Amatører, og de senere Aar har da ogsaa, ladet en Del Værker af denne Art komme for Dagen; man maa blot haabe, at der vil komme meget mere.

Her tør man vel ønske, at Folke-Musikskolearbejdet vil afføde en Del Arbejder fra vore unge Komponister, der i et stort Antal har arbejdet paa Skolerne. For blot at nævne nogle, skal anføres: Bjørn Hjelmborg, Vagn Holmboe, Jørgen Jersild, Rich. Jørgensen, Aage Larsen, Otto Mortensen og Svend Schultz.

De 8 Aar, Folke-Musikskolearbejdet har staaet, paa, har styrket Troen paa det. Elevtilgangen har, trods uhyre indskrænkede Propagandamidler taget til hvert Aar. Gennemgaaende viser Eleverne en uventet stor Interesse for Hørelæren. Denne viser sig at være gavnlig ikke alene til Udvikling af Nodekendskab, men ogsaa til Udvikling af selve Sangstemmen. En Lærer, der besidder baade Kundskab om Hørelære og Stemmedannelse, kan, bogstavelig talt uden at Eleverne mærker det, uddanne deres Stemmer, hvilket saa meget lettere sker, som Hørelæren kræver, at de enkelte Elever synger særskilt. De fleste Elever møder med romantisk Indstilling; men er Hørelæren anlagt saaledes, at den udvider deres tonale Opfattelse, finder de sig ret hurtigt til Rette med baade ældre og nyere Musik. Naturligvis afviger Skolerne temmelig meget fra hinanden i den Henseende, hvor Lederens egen Indstilling spiller saa stor en Rolle.

Man faar gennem Arbejdet den Opfattelse, at den danske musikalske Mentalitet er intelligent og derfor let at udvikle.

Tilsidst skal jeg omtale det lidt triste Forhold, at Folke-Musikskolen savner baade Skoleledere og Lærerkræfter. Det har vel nok sin Aarsag dels deri, at det økonomiske Udbytte ikke er overvædende og dels deri, at der kræves en ny Maade at undervise paa; men det er ikke vanskeligere at sætte sig ind i Undervisningsteknikken end, at enhver habil Sanglærer eller Musiker skulde kunne gøre det.

Folkemusikskolen har holdt og afholder aarligt Lærerkursus; men trods det, er der stadig Vanskelighed med at finde Lærere. Med Skoleledere er det endnu vanskeligere, fordi der hertil kræves ikke alene musikalske og pædagogiske Kvalifikationer, men tillige Initiativ og administrative Evner samt, hvad man i Regelen kalder »rent menneskelige Egenskaber«.

Udfra denne historiske Redegørelse af Folke-Musikskolens Arbejde, vil man maaske forstaa, at det ikke, som det saa tit paastaas, er Folke-Musikskolens Maal at faa det ganske Land til at synge, men derimod at skabe et Tilhold for de efterhaanden ikke faa, i hvem Trangen til Beskæftigelse med Musik er blevet vakt, det være sig gennem Radio, Grammofon og Koncert eller gennem Vandresange eller Dansemusik. Dens tidligere Navn: Folkemusikskole er for saa vidt berettiget, fordi den tager sit Udgangspunkt i den gode Folkesang og aldrig nogensinde vil tabe den af Syne, hvor langt man end arbejder sig ind i Kunstmusikens Himmerige.

Vi har modtaget følgende:

»Finn Høffding skrev i sin artikel: »Tilbageblik ... «: Den mæ-gtige Vækst i Ungdomsforbundene i det demokratiske Tyskland viste et stort Musikbehov. Man vilde synge, men fandt ikke noget af Værdi. Her var det Fritz Jöde satte ind«.

Dette er ikke helt rigtigt: Den saakaldte »Jugendbewegung«, grundlagt 1897 af gymnasiaster i Berlin-Steglitz under føring af Max Pohl, havde et herligt materiale af tyske folkesange, i »Der Zupfgeigenhansl«, udgivet af Hans Breuer i 1909; bogen har nu et millionoplag. Fritz Jödes, livsgerning er vokset ud af denne »Singbewegung« se bl. a.
hans afhandling i »Atlantis«bogen.
Ingeborg Knudsen.

Årgang 14/1939, nr. 08