Valkyrien? - Nej!

VALKYRIEN? - NEJ!

AF SVEN LUNN

Nogen Tid før Balletten »Valkyrien« kom frem i denne Sæson, meddelte københavnske Dagblade, at man til denne Fremførelse havde bearbejdet Hartmanns Musik og indlagt Klaverstykket Sommerfuglen og Prissonaten, »som Hartmann skrev, da han var 70, og hvormed han var blevet præmieret i Paris«. Da dette stod eens de forskellige Steder, maa man gaa ud fra, at det ikke skyldes tilfældige parallelle Fejlskrivninger hos de paagældende Journalister, men at denne Lapsus kan føres tilbage til Det kgl. Teater, hvorfra Meddelelsen stammer. Hartmann skrev denne Sonate (Op. 34) i 1843, altsaa paa et Tidspunkt, da han var 38 Aar, og det var ikke nogen Konkurrence, der var udskrevet i Paris, men derimod af »Norddeutscher Musikverein« i Hamborg.

Denne lille Bladnotits var Optakten til en Forestilling, der aldrig burde være givet. Det var en Forestilling, der var præget af Talentløshed og Mangel paa Respekt for nationale Kulturværdier. Og ikke skal den passere, uden at der fra en Forkæmper for dansk Tonekunst og Kender af Hartmanns Værker rejser sig en Røst til Protest. Det var ikke Bournonvilles og Hartmanns »Valkyrien«. Langtfra.- Det var kun en simpel Travesti, en dilettantisk og forvrænget Omskrivning, der her skamløst blev præsenteret paa Landets Nationalscene. Mu,sikken, som er samlet og tilrettelagt af Elof Nielsen, er instrumenteret af Emil Reesen, og den nye Bearbejdelse er foretaget af Harald Lander.

Elof Nielsen burde kende sin Begrænsning, Emil Reesen skulde være for god en Musiker til at indlade sig paa noget saadant, og Harald Lander burde have saa meget Respekt for sin Forgænger, at han holdt sig fra den Slags Ting.

»Valkyrien« kom frem i en Tid, hvor Interessen for Nordens Oldtid og Mytologi var stærkt levende (1861). Bournonvilles Mening med denne Ballet var netop gennem sin Kunst at sætte det nordiske Helteliv et værdigt Minde. Sammen med Hartniann naaede han fuldt ud sit Maal, og de skabte et Værk, ider baaret af de skønneste og reneste romantiske Følelser straaler i Skæret af Poesiens gyldne Lys. - Hvor er Romantikken, og hvor er Poesien nu henne? - Bournonville digtede sine Figurer med samme Sind, som H. C. Andersen skrev -sine Eventyr. De er prægede af hans rige Hjertevarme. - Men det Sommerfuglestøv, han udstyrede dem med, er desværre nu kun opfattet som Støv og derfor med radikal Kynisme vadsket af og erstattet med en bastant Duco-Lak og dækket med grov Fernis. - Bournonville gik ud fra Stærkoddervisen om Slaget paa Braavallahede, hvor det fortælles, at Odin selv fremkaldte Striden, og at der kæmpedes for at hævde Harald Hildetands Adgang til Udødeligheden. »Hovedtanken i Balletten »Valkyrien« er,« siger Bournonville i Forordet til den oprindelige Tekstbog, »at fremstille Vikingen og hans Fylgie, og da disse to Elskende ikke kunne blive forenede uden i Valhal, maa den store Kamp - der kalder Nordens Sønner til at følge deres Heltekonge og ride med ham til Odin - være mig den bedste Vej til en tilfredsstillende Opløsning.«

Til Sammenligning sætter jeg her neden for den oprindelige Tekst fra 1861, som af Pladshensyn er skrevet noget sammen, og den bearbejdede Tekst som den staar i E. A.s Artikel om »Valkyrien« i Det kgl. Teaters Program.

1861.
1. Akt. Hejmdal blæser i Gjallerhornet. Valkyrierne svinger sig i krigeriske Danse, og gennem Skyerne ser man Odin paa Hlidskjalf.- Odin og Svava stiger ned paa en skovklædt sjællandsk Kyst. Dværge ifører Odin - som nu kalder sig Brune - en jordisk Dragt, og smaa Havfruer bringer ham en gylden Strengeleg. Overfor Odin tilstaar Svava sin Kærlighed til Helge, hvis Fylgie hun er, men Odin svarer, at først naar han er død som Helt, kan hun forenes med ham. - Helge og Bjørn kommer. Helge studser ved Synet af en Rune, Svava har skaaret i et Træ, og han gribes af Betagelse, da han ser hendes luftige Skikkelse forsvinde mellem Træerne. Efter at have knælet ved sin Faders Grav tager han Afsked med sin Bedstefader, den ældgamle Kong Harald Hildetand. Brune tilbyder sig i Haralds Tjeneste.

Man smiler haanligt af ham, men han beviser sin Kraft ved at jage et Spyd ind i en gammel Eg. Ingen formaar at rokke det. - Medens Brune med Kraft griber i Harpens Strenge, byder Svava Harald en Drik af et Guldhorn. En guddommelig Begejstring gennemstrømmer ham. Brune peger paa Træet. Harald ser mistroisk til. Et Tordenbrag høres. Hejmdal støder i Gjallerhornet, og Harald »rykker med Kæmpearm Spyddet ud, saa Træet splintres«. Valkyrierne stormer frem.

2. Akt. Bretland. Efter en Kamp er Helge saaret i Armen. Helge og Bjørn indgaar Fostbroderskab. Helge falder af Mathed i Søvn. Svava dukker op af Bølgerne og helbreder hans Saar med en lægende Salve. Helge tilstaar sin Kærlighed til hende, men hun svarer, at han maa først vinde Heltenavn. Kvinder og Børn styrter ind i Grotten for at søge Tilflugt mod Fjendens Rasen. Svava beskytter dem og alle betages af hende. Kun Bjørn kender i sin Berserkergang ikke Ven fra Fjende; først da han klemmes mellem Skjolde, kommer han til Besindelse.

3. Akt. Paa Sicilien hos den byzantinske Statholder Nicetas. - Første Halvdel af Handlingen bibeholdes. - Efter at de to Venner har erkendt deres Fornedrelse toner Harpeklang og »paa den sicilianske Tryllehimmel viser sig et sjældent Luftsyn, der afspejler den danske Kyst med Bøgeskoven, og højt paa den med Runestene dækkede, Kæmpehøj ses en brændende Baun. Fædrelandet kalder sine Sønner til Kamp!« Nicetas og hans Folk vil spærre Vikingerne Vejen. og vil brænde dem inde. Men »de nordiske Kæmper kaste deres Skjolde over Ilden, springe igennem de knitrende Luer og hugge med tunge Slag ind paa de forfærdede Grækere.« Som en Stormvind farer Valkyrierne frem og spreder Grækerne til alle Sider.

4. Akt. Hæren staar rede til Slag paa Braavallahede. Det er tidlig Morgen. Harald anraaber Guderne om Bistand. Helge og Bjørn stormer ind med deres Vikinger. De har fulgt Baunens Kalden og er netop nu naaet frem. Krigsbasunerne lyder i det Fjerne, Haralds Krumhornsblæsere svarer »og mned et frygtelig Bulder støde de kæmpende sammen.« --- Hen paa Natten kommer Bjørn med en Fakkel for at opsøge Helge, og ved hans Lig følger han sin Fostbroder i Døden. Hejmdals Gjallerhorn lyder, Heltene bydes som Enherier velkomne til Valhal af Odin, der lader Harald tage Plads ved sin Side. Svava rækker Helge Udødelighedens Drik, hun skal nu for evigt tilhøre den Helt, hvis Fylgie hun var. »Enherierne opføre Kamplege og hylde Hærfader ved en Skjolddans, der hver Dag skal fornyes og føre dem gennem Ragnarok til Gimles evige Glæde.«

1939.
1. Billede: Valkyrien Svava danser jagen.de gennem Himmelrummet; pludselig staar hun paa Jorden i Danmark, hvor hun finder den sovende Helge. Hun føler sig draget imod ham og viser sig for ham i et Drømmesyn. Odin kommer vandrende, og Svava betror ham sin Kærlighed til den jordiske Helge, men til sin Sorg erfarer hun, at hun først kan forenes med sin Elskede i Valhal. Odin forsvinder i Himmelrummet med Svava, som han indhyller i sin Kappe. Helge vaagner, og endnu halvt i Søvne søger han efter sit Drømmesyn. Men Klangen af Vikingernes Lurer bringer ham tilbage til Virkeligheden. Han samler sine Mænd, hvoriblandt Vennen Bjørn, for sammen med dem at drage paa Vikingefærd. Den gamle Harald Hildetand kommer for at tage Afsked med Helge, og han anraaber Guderne om Sejr for de bortdragende Vikinger. Da viser Odin sig i Brunes Skikkelse for Harald Hildetand, og Svava træder ud af Brunes Kappe. Hun forkynder den gamle Konge, at Odin vil skænke ham hans Ungdoms Styrke tilbage. Odin lærer Harald Hildetand ved Valkyriernes Hjælp en ny Kampopstilling, »Svinefylkingen.«.

2. Billede: Vikingerne sejler henover Havet, fulgt af Valkyrierne som deres Fylgier. Ved Bretlands Kyst beder Munken og en Kvindeskare: »Fri os fra Normannernes Vrede«. Vikingerne trænger frem, overvinder de britiske Krigere og vil nu ogsaa. hugge Munken og Kvinderne ned. Pludselig viser Svava sig som deres Beskytterinde. Da stormer Bjørn frem i Besærkergang: han kender ikke Forskel paa Ven og Fjende, indtil Helge,og hans Mænd overmander ham. Bjørn kommer til sig selv, beder Helge om Tilgivelse, og sammen indgaar de to Venner Fostbroderskab.

3. Billede: I Grækenland. Den græske Statholder Nicetas beværter de danske Krigere med et overdaadigt Gæstebud. Unge Pigei. danser under Festen og hylder Helge. Men det er altsammen kun for at berolige de berusede Vikinger; i Virkeligheden pønser Nicetas kun paa at overmande og dræbe de nordiske Gæster. Svava viser sig pludselig og lokker Helge bort fra de falske Grækere. Han genkender de skønne Træk, han tidligere har set i Drømme, og følger villigt Svava. Orgiet fortsættes, og de berusede Vikinger danser vildt med de forføreriske Bakkantinder. Nicetas beslutter nu, at Øjeblikket er kommet til at fuldbyrde sit onde Anslag mod de Danske. Bjørn kommer; han søger Helge og sine Vaabenfæller. Bakkantinderne smyger sig omkring hain og beruser ham med Vin og Dans. Helge følger stadig Svava; hun giver ham et Æble, og ved dets kvægende Saft forsvinder den vilde Rus; Bjørn kommer ør i Hovedet dansende ind; men Helge standser ham og byder ham at spise af Æblet. Rusen forsvinder, og de to Venner erkender hele deres Fornedrelse. Paa Himlen viser sig et Drømmesyn: Heimdal, der kalder Vikingerne hjem til Kamp.

4. Billede: Braavallaslaget. Harald Hildetand og Helge falder. Bjørn søger sin Fostbroder, men finder hans Lig og følger ham i Døden. Odin viser sig paa sit Højsæde i Valhal og vækker de faldne Kæmper til Live. Nu vandrer de ad Regnbuen til Valhal, og her forenes Svava og Helge. Valhal forsvinder atter. Danmark og Gravhøjen, ombølget. af Korn, toner frem. To Sommerfugle, Symbolet paa Livet, som leves videre, danser legende omkring.

En saadan Bearbejdelse af Teksten retfærdiggøres kun, hvis den derved bliver bedre. Det er den ikke, tværtimod fremtræder den nye kun som en Forvanskning af den oprindelige. Den er blevet forfladiget, og man er ikke gaaet af Vejen for at udstyre den med den mest banale af alle Teaterfigurer: Munken med de udstrakte Arme. I den gamle Tekst er Svava Helges Fylgie, hvilket vil sige, at hun er den Valkyrie, som fra Valhal er udsendt for at være hans Følgeaand. I den ny Tekst reduceres Forholdet mellem dem til, at det for hendes vedkommende bliver et tilfældigt Herrebekendtskab med Kærlighed ved første Øjekast, og hvad deraf følger ligesom i en rigtig Film. Fuldstændig handlingsforstyrrende (det omtales ikke i Teksten) er det Nummer med Sommerfuglen, som indleder 1. Billede. - Hvad i Alverden skal man med det? - Er det en Solo, der bare skulde placeres et Sted? - Iøvrigt er det haabløst at fortabe sig i Enkeltheder. Forskellen mellem de to Tekster og Banaliseringen af den oprindelige maa være indlysende for enhver, naar man ser dem her ved Siden af hinanden. Der er dog lige et Par Ting, jeg vil bemærke. I den ny Tekst kalder Heimdal Vikingerne hjem til Kamp. Dette skyldes sikkert en Uvidenhed med Hensyn til Omfanget af Heimdals Funktioner. Heimdal var Gudernes Vogter, han havde sin Bolig i Valhal og optraadte ikke sorn Signalblæser for jordiske Væsner.

Det, der næsten virkede værst,var Finalen. Efter at Harald og Heltene er modtaget af Odin i Valhal, skifter Billedet, og man konfronteres med denne usandsynlige Banalitet med Sommerfuglene. I en skrækkelig Bolsjebelysning dansede de ind over noget, der lignede Tanglopper, som sidder og vrider sig, men som ifølge Teksten forestiller en bølgende Kornmark. Selvfølgelig virkede det som et paaklistret Ekstranummer, hvilket er ganske naturligt, da man her forsyndede sig mod en af de elementæreste Regler indenfor Teaterpraksis. Man kan saaledes daarligt tænke sig, at der efter Slutningen af »Tannhäuser« eller »Mestersangerne« skulde komme mere, endsige af en svagere Art. Naar man har arbejdet sig hen til den pompøse Modtagelse i Vallial (til Tonerne af Valhalla-Marschen), saa skal der stærke Ting til, for at man kan tillade sig at give mere. Bournonville og Hartmann kunde det, de skabte denne imponerende Finale, hvor Enherier og Valkyrier opfører den Skjolddans, »der hver Dag skal fornyes og føre dem igennem Ragnarok til Gimles evige Glæde.« - Gimle er den skønneste af alle Himlens Boliger, den var tækket med Guld og straalede stærkere end Solen og skulde gaa uskadt ud af Undergangen i Ragnarok. - Det er en Finale, hvor Lyset vælder frem alle Steder, saa det blænder i sin hvideste. Glans. Musikken klinger i en festlig A-dur, og paa Scenen er hele Balletkorpset i Gang for at forme den effektfulde Slutning paa det stolte Værk. Saadan er den rigtige Slutning paa Valkyrien. - Og saa fik man i Stedet dette Loppecirkus med Sommerfugle i Bolsjelys.

Musikken var slagtet paa det ubarmhjertigste. Det var den brutaleste Voldtægt, og Resultatet var uhyggeligt.

Som en Slags Ouverture begyndte man med Vallhlla-Marschen forsynet med den Indledning, den har i 4. Billede. Derefter kom den rigtige Indledning, ider normalt skulde være efterfulgt af den indledende Valkyriedans. Det skete imidlertid ikke; man fik derimod en aandelig Lussing, idet, der i Stedet for kom dansende en Sommerfugl ind til Tonerne af det lille Klaverstykke, der almindeligvis kaldes Sommerfuglen, fordi H. C. Andersen - efter at Stykket var skrevet - forsynede det med et lille Vignetvers, der handler om en Sommerfugl. Herefter tog man med kraftig Haand fat paa Prissonaten, dog ikke saadan at forstaa, at man fik den hele paa een. Gang. Sonaten var spredt ud over dette og de næste to Billeder. Men ikke engang hele første Sats fik man, i hvert Fald ubrudt. Da man var kommet et Stykke ind, blev der brudt af, og saa kom det lille A-mol Sted fra den oprindelige 1. Akt, som illustrerer Svavas Tankefulldhed, der hvor hun skæerer sine Runer i Træet. Dette standsede der, hvor Dværgenes Motiv skulde komme - man havde allerede Rytmen i Kroppen - men saa gik man videre i Teksten i første Sats af Prissonaten.

Den til Ukendelighed forvanskede 2. Akt (Bretland) indledtes med et Billede, der forestillede Vikingerne roende afsted. Dette skete til Tonerne af Kampsangen fra Braavallaslaget, altsaa plukket midt ud af et Musikstykke, der hører hjemme i 4. Akt. Den rigtige Musik til Fostbroderscenen var strøget, og i Stedet for fik man - saavidt. jeg husker efter de mange lammende Indtryk - Romancen af Prissonaten.

Scherzoen af Prissonaten indledte 3. Billede, i hvilket der foregik mange morsomme Ting. Bl. a. gebærdede Nicetas sig til Odin-Motiver. I Slutningen, hvor en Luftspejling (her var det Heimdal) skal vise sig for Vikingerne, fik vi ganske vist den rigtige Musik - d. v. s. et amputeret Stykke af den - men den, sagde os ikke, hvad den skulde, idet vi ikke tidligere havde faaet den, der hvor den først skal komme, nemlig hvor Krigerne i første Akt sejler fra Hjemlandet, og hvor Svava vinker til dem fra Strandbredden.

I fjerde Billede begyndte man straks med Musikken til Braavallaslaget, men der blev kun serveret en Mundsmag, saa var alle dræbt. Selvfølgelig kunde inan daarligt, gaa længere end dertil, hvor Kampsangen skulde begynde. Den havdede man jo allerede faaet som Indledning til 2. Billede. - Bjørns Søgen efter sin Fostbroder Helge foregik som det skal til Ledsagelse af Mol-Variationen af Fostbroderscenen. Men ogsaa dette faldt til Jorden, fordi vi ikke tidligere til Fostbroderscenen havde faaet den rigtige Musik, og det derfor ikke kunde virke som Erindringsmotiv. Efter at have faaet Valhalla Scenen i Sparebelysning - dog til Valhalla-Marschen - kom saa de omtalte Sommerfugle, der skulde symbolisere Livet, som leves videre. Og dette Sted, som gerne skulde have været lidt livsbetonet, illustreredes musikalsk ved den lille tungsindige A-Mol Strofe, der i I. Billede havde været benyttet til at flække 1. Sats af Prissonaten.

Som man ser var Forvanskningen saa grov, at adskillige af Numrene var skaaret fuldstændig i Stykker. Det gav virkelig en besynderlig Oplevelse, en højst utryg Fornemmelse, at der saaledes Gang paa Gang blev brudt af, netop som man var faldet til Ro i et kendt Nummer. Dertil kom disse skrækkelige Reesenske Aandrigheder, hvormed Musikken var »forbedret« og Numrene forbundet, og den infame Instrumentation, han havde lavet. Adskillige af de gode Numre var væk: Den indledende Valkyriedans, Dværgene, Afskeden fra Danmark, Fostbroderscenen, Svava og Havfruerne etc. Selvfølgelig gik det stærkt. ud over Figurerne. Hartmann har her ligesom i »Et Folkesagn« - med sikker Haand musikalsk tegnet sine Figurer. Men paa Grund af Slagtningen eksisterede den musikalske Karaktertegning ikke mere.

Haardest medtaget var naturligvis Svava, der ikke engang fik sit Hovedmotiv: Scenen med Havfruerne fra 2. Akt. Det var Fru Lander, som dansede Svava, og i Virkeligheden har hun alle Forudsætningerne for her at kunne have skabt sit bedste Karakterparti, hvis hun ikke netop var ladt i Stikken af sin Mand. Der er meget hos Svava, der minder om den moderne Kvindetype med det sportslig kække, Karnmeratskabsfølelsen og det, at hun altid med et Smil dristigt følger Manden i enhver Situation.

Meningen med Bearbejdelsen har - efter hvad der er meddelt været den, at genskabe Valkyrien saaledes, at alle de store mimiske Partier blev skaaret ned, og de rene Dansenumre fik Fortrinet. Men i saa Tilfælde er Resultatet sølle. Bortset fra de indledende og afsluttende Sommerfugle, saa danses der meget lidt i første Billede, intet i andet og intet i fjerde. Der mimes en Del, og der illustreres en Del gennem plastisk Balletkunst. Nu passer den plastiske Balletform, kun daarligt til Hartmanns Musik. Plastisk Ballet skal helst have impressionistisk eller helt moderne Musik. Og naar man endelig laver plastisk Ballet, saa maa man ogsaa, være saa konsekvent, at man ikke alene tager Hensyn til det i det sceniske Apparat, men ogsaa i Figurernes Paaklædning. Her gaar den gamle Harald Hildetand i en uangribelig naturalistisk Dragt, den kunde være laant, fra oldnordisk Museum, paa Hovedet har han en Hjelmmed store Kohorn, der rager ud til Siderne, men hans Støttestav er bare Luft. Odin staar med langt Skæg og flagrende Kappe og Kalot paa Hovedet og griber i en imaginær Harpe. Nicetas' Krigere er ligeledes korrekt paaklædte, de læner sig til Spyd, der ikke eksisterer. Det passer ikke sammen. Enten maa man slaa, af paa Naturalismen i Paaklædningen, eller ogsaa. maa man udstyre Personerne med de Rekvisitter, der hører til.

Forøvrigt tror jeg, at man udmærket godt kan opføre Valkyrien i den gamle Form, naturligvis med Udnyttelse af den moderne Scene. Man kunde ikke gøre det for 5-10 Aar siden, men paa det Punkt er Smagen ved at ændres. Det hænger sammen med, at den Generation, der reagerede haardest overfor den Bournonvilleske Balletform, ikke er saa stærk mere, og at Interessen for Romantikken igen er ved at stige. - Givet er det i hvert Fald, at den Balletform, som Lander her anvender, allerede har kulmineret.

Man har det Indtryk, at Harald Lander er gaaet til Arbejdet udlra rent idealistiske Grunde. Det er ikke hans Danse, der her skal kritiseres; der laa øjensynlig et stort Arbejde til Grund for dem, og mange af hans Ensembler var fortræffelige. Men det er i højeste Grad at beklage, at han - der selv har skabt udmærkede Ballettekster - her har foretaget en saa ukritisk Bearbejdelse.

Elof Nielsen, som har samlet og tilrettelagt Musikken, har altsaa. som den musikkyndige givet sit Bidrag til Festen ved at fremdrage Hartmanns to kendteste Klaverstykker. Ideen. med Sommerfuglen er passende for en 2. Rangs Varieté og ikke Det kgl. Teater. Og dette, at man kan tage Prissonaten og instrumentere den og benytte den (i sønderskaaret Form) paa denne Maade, viser et horribelt Ukendskab til Hartmanns øvrige Produktion. Hvis det havde været nødvendigt hvad det ikke var - at kægge nye Numre ind i »Valkyrien«, saa havde det da været mest rimeligt at øse af den Skat af fortræffelige Musikstykker, som findes i mange af de af hans dramatiske Værker, soin ikke spilles mere. - Men iøvrigt er der meget i hele Tonen i Musikken der siger, at Hovedansvaret for denne Forvanskning skyldes Emil Reesen. Men selvfølgelig er det ugørligt blot ved at høre Musikken at sige, hvad der skyldes den ene, og hvad der skyldes den anden.

Man spørger sig selv, naar man har set Forestillingen: Er dette virkelig Bournonvilles og Hartmanns Ballet Valkyrien? - Svaret illaa selvfølgelig blive Nej. - Man spørger videre: Er det da en tilladelig Bearbejdelse? - Ogsaa her er Svaret Nej. Det er en forvansket Udgave, en forvrænget Karrikatur af en af den danske Romantiks skønneste Blomster.

Forvanskningerne er mange og indlysende.

Forvansket er Bournonvilles og Hartmanns storslaaede Vision om Heltedaad og Hedenold. Forvansket er Bournonvilles Tekst. Forvansket er I. Akt med den indledende Sommerfugl. Forvansket er 2. Akt, der fra Bournonvilles og Hartmanns Side er en Hyldest til Havet, »det er Helge og Havet, Svava og Havet, - det nordiske Sommerhav, køligt og smilende, dragende og vigende« (Rich. Hove). I Bearbejdelsen konfronteres man med et sort Rum, der beherskes af en Barriére, som belyses af rødt Neon. Forvansket er 3. Akt, navnlig Slutningen. Forvansket er 4. Akt med den uhyrlige Finale. Forvansket. er de af Bournonvillé skabte Figurer. Forvansket er Hartmanns Musik. Forvansket er den sønderflækkede Prissonate. Forvansket er de enkelte Musiknumre. Forvansket er den musikalske Karaktertegning. Forvansket er Samhørigheden mellem Musikken og den sceniske Handling. Kort sagt: Forvanskning fra Ende til anden.

En saadan Forvanskning er under ingen Omstændigheder tilladt. Loven om Forfatterret og Kunstnerret af 26. April 1933 har strenge Bestemmelser desangaaende. Baade Bournonville og Hartmann er beskyttet af denne Lov, idet deres personligt ideelle Ret (droit moral) til »Valkyrien« stedse bestaar og selv efter Forfatterrettens Ophør stedse vil bestaa og ilcke maa krænkes. Denne droit moral-Regel tilsigter - ifølge den ministerielle Bekendtgørelse af 31. Oktober 1934 -at værne nulevende og afdøde Forfatteres og Komponisters personlige, paa deres individuelle aandelige Indstilling og Indsats hvilende Ret over og til det af dem skabte Værk (droit moral). - »Reglerne gaar ud paa«, hedder det i den ministerielle Bekendtgørelse med Støtte i Lovens § 9, »at Forfatteren, Komponisten eller Kunstneren uafhængig af sine økonomiske Rettigheder og selv efter Afhændelsen af disse bevarer Retten til at hævde sit Forfatter- eller Kunstnernavn i Forbindelse med Værket saavel, som Retten til at modsætte sig enhver Forvanskning eller Beskæring eller anden Ændring, der maa anses for at være en væsentlig Forringelse af hans Værk.« Efter en Kunstners Død overgaar denne Ret (der er uafhængig af Forfatterretten) til Undervisningsministeriet, som har nedsat et Udvalg, der har til Opgave at, hævde denne Ret. -

Saadan er Lo-,,en, og saalænge Loven er, skal den holdes. Ellers bør den - af Hensyn til den almindelige Retsbevidsthed afskaffes. Med Hensyn til den ny Bearbejdelse af »Valkyrien« staar vi ikke alene overfor Forvanskning, men ogsaa overfor Beskæringer og Ændringer, hvor hver af disse tre Faktorer hver for slig - og tredobbelt naar de virker sammen - maa anses for at være medvirkende til en væsentlig Forringelse af Værket, hvilket der sikkert efter ovenstaaende Dokumentation ikke kan rejses Tvivl om.

Det er menneskeligt at fejle, og det er ogsaa rimeligt, at der sker Fejltagelser fra Det kgl. Teaters Side, om ikke andet saa som Udtryk for Menneskelighed. Jeg er endog ikke bange for at gaa saa langt, saa jeg siger, at Teatret engang imellem skal ramle ud med saa eklatant en Fejltagelse som denne. Dette siger jeg ikke for pludselig at forsvare Teatret, men fordi jeg anerkender en saadan Fejltagelse som et nødvendigt Udtryk for den Energi og Livskraft, Teatret skal have, og det Frontarbejde i Thalias Tjeneste man kræver af Teatret, og som ifølge Sagens Natur engang imellem maa skyde Vildskud. - Men saa maa man til GengæId ogsaa kræve af Teatret, at det - naar Kritikken sætter ind - erkender sin Fejltagelse og drager de deraf følgende Konsekvenser. - Disse Konsekvenser er i dette Tilfælde formuleret i Lovens § 16, Stk. 1 og 5, hvor der staar: »Af et i Strid med nærværende Lov i eller udenfor Riget trykt eller afskrevet Værk skal alle til Offentliggørelse bestemte Eksemplarer, som her i Riget forefindes, tilintetgøres. --- Tilsvarende Regler kommer til Brug ved de til uretmæssig offentlig Opførelse af dramatiske eller dramatiskmusikalske Værker eller uretmæssig offentlig Udførelse af musikalske Kompositioner bestemte Afskrifter og lignende«.

Efter dette har man Ret til at forvente, at Teatret standser Forestillingen og tilintetgør alt Materialle: Partitur, Orkesterstemmer, Regiebog, choreografiske Optegnelser m. m.

Og saa maa det være en af de paa Teatret tungest hvilende Forpligtelser i Løbet af ganske faa Aar at opføre »Valkyrien«, Ballet i 4 Akter af August Bournonville og I. P. E. Hartmann. Den har ikke været opført siden 1918 og kunde godt fortjene en bedre Fremførelse end dengang.