Eskimoernes sang

ESKIMOERNES SANG

AF ARTHUR ARNHOLTZ

William Thalbitzer: »Inuit sange og danse fra Grønland, moderne og gammeldags. Teksterne gengivne paa dansk ved udgiveren.« Munksgaard, København 1939. - 75 sider.

Fra sine arktiske forskningsrejser siden vort aarhundredes begyndelse har prof. William Thalbitzer udsendt en lang række videnskabelige publikationer om alle sider af den grønlandske kultur. Som et af sine yndlingsemner behandler han i adskillige af disse afhandlinger - til dels i samarbejde med folkemusikforskeren Hjalmar Thuren (d. 1912) - grønlændernes musiske kunster, poesien, sangen og dansen. Med ovennævnte udvalg har han givet en bredt tilgængelig og inciterende oversigt over denne forskning.

»Inuit (1) sange og danse« er i al korthed en af udstrakt viden underbygget, men populært, fremstillet, kombineret literatur- og musikhistorie, samt antologi, affattet paa dansk og engelsk med originale grønlandske sangtekster med tilhørende danske oversættelser og endelig rigt illustreret med en broget samling af forfatterens instruktive natur- og portrætfotografier. Foruden i sin egentlige tekst bringer den i en fyldig bibliografi klar orientering om, hvad der indtil nu er samlet af grønlandsk sang og hvor dette store, spredte stof er at finde.

Selve fremstillingen og stofmeddelelsen bevæger sig gennem tre hovedafsnit. fra vor tid tilbage til de primitive urstadier. Første del giver saaledes biografier af 20. aarhundredes indfødte digtere og komponister (dansk uddannede lærere, organister og kateketer) med prøver paa deres folkeopdragende hjemstavnssang, historiske lyrik o.l. Stærkest staar i dette tidsrum det tekstlige, som synes at have bevaret den ældre digtnings uliterære friskhed, ikke mindst hos den folkekære, levende og alsidigt begavede Henrik Lund (se f. eks. nr. 8 og 10). Derimod synes musiken her løsrevet fra sin oprindelige grund og ret ugunstigt knyttet til den næppe mere udviklingsdygtige, danske efterromantik.

Bogens anden del belyser den »middelalderlige overgangstid« fra 1750 til 1900, i hvis løb gennem missions- og handelsvirksomhed europæiske salmer, fødelands- og børnesange, sømandssange o. l. langsomt blandedes med stoffet fra hedningetiden. Tekstlig interessantest er her de gribende »eremitsange«, der tænkes digtet af udvandrere, der i harme eller fortvivlelse har forladt det menneskelige samfund og bosat sig fjernt inde i landet i fjeldhuler paa eneboervis - efter sagnene udstyret med overnaturlige evner. Saavel disse som de yngre digtes ejendommeligt direkte friskhed er det lykkedes prof. Thalbitzers ukonventionelle oversættelse at bevare. Musikalsk mærkes her upaavirketheden af ethvert instrument, samt blandingen mellem nyere dur-melodier og gamle, tit kun af en terts' omfang.

Endelig søger arbejdets tredie del at give en indførelse i og oversigt over eskimoernes oprindelige primitivsang. Denne er ikke »primitiv« i betydningen udifferentieret, men omfatter talrige, efter deres funktion baade indholdsmæssigt og formelt særligt karakteriserede arter: religiøse korhymner til de usynlige magter, de gamle koners messede daabs- og kælerim for slægtens yngste, improviserede, jodlede bærpluknings- og fangstviser, episke kvad og endelig kultiske og juridiske trommesange og -danse til tamburinen, dette stadiums eneste instrument. Derimod glimrer - hos grønlænderne ligesom hos andre eskimostammer - egentlige krigssange ved deres fraværelse. Den bedst bevarede del af dette urstof repræsenterer de af Hj. Thuren dechiffrerede fonogrammer fra det kun lidet europæiserede Østgrønland, mens folkets syngemaade i Vest- og Sydgrønland allerede paa optegnelsestiderne maa tænkes at være ændret gennem generationers tilvænning til vor kirkesang og dansemusik. Tekstligt spænder den grønlandske primitivsang lige fra højtidelig andagt og storladen uhygge (se saaledes nr. 42: Den dødes fremkaldelse af stengraven til den sidste trommestrid), over den sødeste. ømhed (nr. 34), til fin humor, fornøjet og veloplagt spot og straalende kaadhed. Det livsalige smil, som ingen grønlandsfarer glemmer, glimter her os andre imøde; man ser blot »Trommesange om smukke Piger« (nr. 48-51) eller en af disses egen replik (som »Skønheden«, komisk danserolle, nr. 39) :

»Hvor sødt det er at være smuk - uah!
Saa meget smukkere end alle andre!
Ajah-ja - ikke sandt! jeg er højt oppe!
Nok værd at eje!«

Musikalsk kan disse sange sikkert kun helt fattes ved aflytning af de bevarede fonogrammer. De antages at være beslægte,de med Nordvestindianernes toneverden og afviger baade melodisk og rytinisk stærkt fra vor. Bortset fra forekommende mindelser om pentaton og treklangsmelodik benyttes glidetoner uden for vore intervaller, recitativiske mellemlyde mellem sang og tale o. s. v. Kun sangenes toneomfang og -antal synes fastlagt, mens hver sanger herindenfor kan anvende et til en vis grad individuelt tonemateriale. Vil man ikke benytte det videnskabelige, men svært læselige tiendedelstonesystem, maa man da, som her, supplere de normale noder med plus- og minustegn, som den uøvede vanskeligt kan eftersynge. Endnu større problemer frembyder disse sanges rytmik, som for den i grønlandsk ukyndige ikke altid lader sig læse, ud af nodebillederne, selv hvor disse er ret rigeligt forsynet med accenttegn. Foruden den moderne læsers evt. misforstaaede overførelse af vort nodesystems accentregler (hovedvægt efter taktstreg o. l.) paa de meddelte primitivsange - er det vel endnu uløste spørgsmaal, hvorvidt hver sang maa tænkes bestaaende af ulige, men isokrone accentrækker eller ej, samt om saadanne rækker kan opfattes i et erkendeligt konfliktsamspil. med trommens og dansens samtidigt manifesterede accentrækker.

Bortset fra denne, endnu vel uundgaaelige usikkerhed vil man være prof. Thalbitzer og hans to musikmedarbejdere, oprindelig Hjalmar Thuren og til dette arbejde komponisten, hr. Sv. Erik Tarp, oprigtig taknemmelig for det sjældne og svære, men baade poetisk og musikalsk stimulerende stof, som her er tilgængeliggjort, og især beundre udgiverens hjertelige og intime indførelse i det ejendommeligt gribende kulturforløb, som det i dets vanskelige overgangstid er blevet vor opgave at forvalte.

Fodnoter:

1) Et af grønlændernes navne for sig selv.