Ludolf Nielsen 1876-1939

LUDOLF NIELSEN1876-1939

Der gik et mærkeligt Vemod gennem mit Sind, da jeg hørte Ludolf Nielsen var død, og jeg tænkte paa den korte Tid, kun 7 Aar, hvori jeg havde kendt ham. Han mødte mig saa tillidsfuldt i-ned sin fine S tilfærdighed og sit Lune og jeg havde ikke ~-wret saminen ined ham mange Gange, før han foreslog vi skulde ,,,wre dus, hvilket jeg selvfølgelig med Tak tog iinod. Jeg tænkte, hvor kan det værc at Ludolf Nielsen, der ellers er ret tilbageholdende, møder mig saa frejdigt og aabenbart ønsker at komme i levende Kontakt med inig, men

Z:5

jeg fik -snart Forklaringen. Han betroede mig en Dag ved -et GlasØl-hos Br-ønnum, at han havde fulgt Det..unge Tonekunstner . selskabs Arbejde med stor og levende Interesse og Beundring og paa sin egeii fine og lune Maade sagde han: - Kunde du ikke arrangere nogle Sammenkomster med de Unge, for at man i hyggeligt Samvær kunde Lære hinanden at kende og maaske lære af hinanden.

Dette Indtryk af Ludolf Nielsen blev for mig en Oplevelse, fordi jeg i et Glimt fik -den ældre Musikers Interesse for sin Samtid, og det skal siges til Lu.dolfs Ære og Ros, at han blev ved at interessere sig for de unge Komponisters Værker og glædede sig hver Gang det lykke-des at faa et nyt Værk frem i Radioen, hvortil han jo gennem mange Aar var knyttet.

Da vi lagde Planer for Det unge Tonekunstnerselskabs indeværende Sæson, blev det bestemt at opføre en Romance for Violoncel og Orkester af Ludolf Nielsen og i denne Anledning talte jeg me,d ham nogle fa,a Dage før han døde. Han fortalte mig om Violoncel Romancens Skæbne. At den under Krigen var sendt til Bryssel, hvor den skulde opføres o-, trykkes, men Noderne forsvandt under det paafølgende Kaos ved Tyskernes Besættelse af Byen. Takket være opbevarede Skitser, lykkedes det ham senereat rekonstruere Partituret, og han blev hørlig glad i Telefonen, ,da jeg fortalte, vi ønskede at opføre hans Stykke.

Saaledes blev mit sidste Indtryk af Ludolf Nielsen mild Glæde og Taknemlighed over at vi huskede paa ham, og et lignende smukt Minde vil sikkert alle hans Kammerater bevare om ham.

Aksel Agerby.

Ved Ludolf Nielsens død har dansk tonekunst mistet en fin o,,,

I

hjertevarin -musiker. Stilfærdighed og ægte beskedenhed Nar frerntrædende træk i L. N.s karakter, og gang paa gang træffer man i hans musik, navnlig i symfonierne og strygekvartetterne, stykker me,d et eget stille, skønt vemodigt indhold, som slaaende udtrykker denne si,de af hans væsen. I slægt hermed er mange af hans smaasange, hvoriblandt ogsaa findes adskillige af umiddelbar ynde. At hans sind ejede modsætning herom vidner -hans viser og muntre sange. Fremfor alt var Ludolf Nielsen den fine lyriker, men i hans operaer og balletter, hvor en moden instrumentationskunst udfoldes er der dramatisk kraf t.

Ludolf Nielsens kunst var vel ikke skelsættende, inen et ægte og naturligt led af -helheden: dansk tonekunst.

Erling Brene.

Der er sagt og skrevet saa m-eget smukt om inin gamle Ven og

n

Lærer, Komponisten Ludolf Nielsen, ved hans Død. Jeg kunde haveundt ham, at meget af dette var kommet ham for Øre, rnens han levede. Han N-ar saa sandelig ikke af dem, hvis Liv og Virke stod i den ydre Sukees' Tegn. Han var en stille Mand, der i Ydmyghed og største Beskedenhed gav alt det bedste i sig for den Kunst, han elskede. I sin Mu-sik, saavel som i dansk Musikliv, hørte han ikke til dem, der stiller sig selv i Forgrunden som Vaabendrager for nye Tanker eller nye Idealer. Hans menneskelige Idealer -,,ar de reneste og mest enkle, dem man altid søger tilbage til, og som man ofte savner hos Kunstnere, fordi de i deres Higen og Trang til at »søge« ofte ikke finder det, der ligger allernærmest.

Som Lærer havde -han stor Betydning for de unge, der lærte hos ham, ikke mindst fordi han, maaske, uden egentlig at ville det, lærte -dem at forstaa Betydningen af at udvikle sig u,d fra sine egne Muligheder i Stedet for at søge Landvinding paa Omraader, hvor man dog altid i sit Inderste vilde føle sig som en Fremmed. Fjernt fra alt Pe,danteri stod han ved sin Elevs Side, mere som Vejleder, end egentlig som Pædagog. Han lod Eleven bygge op, rettede lidt hist og her, og glædede sig oprigtigt, naar han saa noget vokse. Han hyldede tilfulde Læresætningen om at skabe med en kol,d Hjerne og et varmt Hjerte, - men han lagde ganske særlig Vægt paa det sidste, og ikke mindst paa, at dette Hjerte var oprigtigt og sandt.

Denne Natur genspejler sig i hans Værker. S-om Komponist koin han til at virke i en Brydningstid, hvor hans Samtidige søgte nye Veje og nye Udtryk. I sin Ung-dom præsenterede han sig med det meget talentfulde Værk »Regnar Lodbrog«, og det Billede, man her fik af hans Personlighed, blev han tro i hele sin senere Produktion.

Hans Elever vil bevare et smukt Minde om ham; et Minde om kunstnerisk og menneskelig Paavirkning af højeste Karat - en Ven saa ridderlig og finttænkende, som faa.

Sv. Chr. Felumb.

4K

Ludolf Nielsen hørte til den nu om Stunder ret sjæIdne Musiklærer-Type, som Eleverne selv maatte opspørge og opsøge, ja næsten opspore. Ingen lokken-de Annoncerings-Tilbud, ingen Konkurrence ined Kolleger i Nabolaget um mere eller mindre iøjnefaldende Gesehå-fts-Skilte paa Muren, ingen Forbin,delse med autoritative Musikanstalter - tværtimod: bosat fjernt fra Byens og Musiklivets Centrum og hele Hurlumhej paa en afside.s Hellerup-Villavej - og paa Døren kun en saa diminutiv Navneplade, at man netop lige kunde være sikker paa, at man,ikke var gaaet forkert i Byen.

Naar alligevel saa mange Elever fandt herud til denne fine, stille Musik-Eremit, skyldes -det -sikkert, at Ludolf Nielsen - foruden at være en kendt og værdsat Komponist -- ejede baade Pædagogens og Kunstnerens sikre Kunnen og Erfaring - enten det gjaldt Grebet om Violinen og Bratschen eller Nodepennen; dertil en usvigelig Kærlighed til den Kunst, hvis ærlige Tjener Ludolf Nielsen var til det sidste - hans rene Musikglæde og vaagne Interesse for, hvad de unge havde paa Hjerte.

Blandt de mange Mwikere, som i Aarenes Løb har søgt Raad og Vejledning hos Ludolf Nielsen - i Flæng kan nævnes Navne soin Erling Brene, C. H. Debois, Sv. Chr. Feluinb og Latiny Grøndahl

har derfor Budskabet om den kære Lærers og Vens Død vakt oprigtig Sorg. Men nu, da hans Virke saa. brat er afsluttet, vil vi med Taknernlighed bevare Erindringen om mange lyse ol, lærerige Timer

Z-

i denne gode Musikers, dette noble Menneskes Selskab.

I Teori- eller Instrumentationstinierne kunde Lu,dolf Nielsen va---re en meget inciterende Lærer. Han var en Mester til straks at slaa ned

paa de svage Steder, paa Rutineværket, i Elevens Opgaver eller Kompositionsforsøg - en lille talende Manøvre med Blyanten over Nodepapiret, et skalkagtigt Smil eller Øjekast, en træffende Hentydning virke-de ofte gavnligere og mere lærerigt end nogen lang og lærd Doceren. Kultiveret og ægte beskeden, som Ludolf Nielsen var, forfaldt han aldrig til i Tide og Utide at pege paa egne Værker eller at paa-. dutte -de unge Elever sit private Kunstsyn. Heller ikke tog han Del i den overdrevne Stilforgu;delse, sorn efterhaanden er blev'et et ligefrmt Jean de Franceriherhjemnie - en farlig Modegalskab, der truer med at dræbe baade den udøvende og skabende Musiks inderste Liv og

I

naturlige, sunde Udfoldelse. Al spidsfindig Musik-Magi og kunstig Form-Tvang var han inderlig imod. Hændte det, at en Elev var kørt fast i sit eget musikalske Spind, kunde Ludolf Nielsen paa sin egen lune, menne-skelige Maade finde paa f. Eks. at trække hani ud paa Altanen og sige: »Se, -min Ven! -« Store, gyn~gende. Trækroner, Skyernes og Sundets skiftende Former og Farver - et lille, men herligt Udsnit af den rige sjællandske Natur, som Ludolf Nielsen selv saa intimt følte sig i Pagt med, ja elskede soni sin Kunsts reneste Inspirationskilde.

Saaledes ønskede han at lære sine unge, musikglade Venner at se fri-skt paa Tingene, Tonerne -- Og sig selv.

Og saaledes vil vi med Taknemlighed mindes Ludolf Nielsen -som Lærer.

Ejnar Jacobsen.