Nye signaler i radioen

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 09 - side 209-210

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NYE SIGNALER I RADIOEN

AF KNUDÅGE RIISAGER

Radiorådets nye formand, direktør Fisker, har ved sin tiltræden den 29. oktober til dagspressen udtalt følgende

Ønske:

Jeg har et Ønske til Radioen. Jeg vilde ønske, at Radioen i endnu højere Grad maatte blive et Hjernsted for dansk Musikliv, paa samme Maade, som Det kongelige Teater i mange Generationer har været Hjemstedet for de dramatiske Forfattere. Radioen burde være det rette Forum for danske Uropførelser. Den levende Kunst er Kilden, derfor maa den udøvende Kunstner og Radiofonien finde hinanden i det nøjeste Samarbejde.

Den positive indstilling til dansk musikliv, som radiorådets formand, direktør Fisker herved har givet udtryk for, er af stor principiel betydning. Den indeholder den længe ventede erkendelse fra radioens side af, at statsradiofoniens faktiske overtagelse af det officielle musikliv medfører en kulturel pligt, nemlig til at sørge for, at musikens kilder, hvori radioen selv har sine rødder og suger sin næring, holdes i live. Det vil igen sige at der fra samfundsmagtens, altså radioens side, må vises komponisterne og de udøvende kunstnere den nødvendige interesse.

Den dramatiske kunst -og skuespillerne har i det kongelige teater i over to hundrede år haft et udelukkende af kunstneriske hensyn afhængigt hjemsted, et nationalt akademi. At de literære privatteatre har kunnet trives ved siden af nationalscenen, skyldes utvivlsomt for en væsentlig del dennes grundlæggende kulturelle indsats igennem generationer. Da statsradiofonien i sin tid sluttede aftale med det kongelige teater om anvendelse af dets kunstnere i hørespillene, erkendte man villigt, at radioen uden det levende teater som forudsætning snart vilde komme til at savne egnede kræfter og værdifuldt stof.

Det er i sidste øjeblik radioen træder aktivt op som bevidst og hensigtsmæssig musikalsk faktor. Vore fornemste kunstnere vil snart visne hen og dø bort, økonomisk og kunstnerisk, dersom der ikke skabes tålelige vilkår for deres fortsatte existens. Thi ligesom teatret har skuespillere, der måske kun spiller een rolle i sæsonen, fordi netop deres særlige talent også er nødvendigt, må vore første dirigenter, instrumentister og vokale kunstnere være fast knyttet til statens musikalske akademi, radioen. Lad os tænke på en af vore første kunstnere (på et eller andet instrument), der før havde sin trygge existensbasis i sæsonens engagementer landet over, og som nu skal leve og udvikle sig og holde sig i ånde for det honorar på 1/10 af det nødvendige livsminimum, som kan opnås for een eller to årlige koncerter i radioen. Og komponisterne på samme måde. Jeg har for nylig i »Nationaltidende« foreslået, at radioen for en årlig sum af 50.000 kr. skulde sikre sig at danske komponister kunde leve og arbejde, og sikre sig uropførelsen af de bedste af deres værker og bringe dem frem under tilstrækkelig opmærksomhed. Men det må være i forbindelse med offentlige koncerter. Thi selv om så radioen spillede vore arbejder dag og nat ud over alle jordens lande, vilde vi dog savne det for vor kunstneriske trivsel såre nødvendige incitament, som den levende forbindelse med tilhørerne giver: bif ald eller mishag, det er ligemeget, men forvisningen om, at der er genklang hos dem der hører. Vexelvirkningen mellem den ydende - og det gælder også den optrædende kunstner - og de mange der hører, avler nyt liv, giver nyt håb og fremmer lyst og evne. Det er den gnist, der springer frem og tilbage mellem kunstneren og hans tilhørere - der fænger og tænder.

Radioen har hidtil tæret på den overleverede musikalske kapital. Nu hilser vi i den nye rådsformands planer budskabet om en målbevidst indsats for musiken som nødvendig kulturfaktor i vort samfund. Den tidligere teaterchef Andreas Møller udtalte engang, at privatteatrene var et nødvendigt korrektiv for nationalscenen. Det frie koncertliv vil få den samme betydning for det nationale musikalske akademi, statsradiofonien, og jeg veed, at det står direktør Fisker ganske klart, at radioen for sin egen skyld må ønske dettes fortsatte trivsel. Hvis radioen nu fra at være en mnonopoliseret musikmaskine kan blive et levende udstrålingscentrum for den musikalske kunst, er springet over en afgrund endelig udført.

Årgang 14/1939, nr. 09