Om kritik

OM KRITIK

AF VAGN HOLMBOE

Det falder mig vanskeligt at tro, at der -.-irkelig har -~,,a--,,ret en så bred margin for misforståelse i mine hemærkninger om dagbladskritiken og den ny musik (Di VT nr. 6 s. 1,53), som -hr. Glahns udlægninger af mine ord giver udtryk for; men da det åbenbart er tilfældet, skal jeg her forsøge at uddybe disse bemærkninger, og dermed i virkeligheden fortsætte en diskussion (fra DMT 1933 nr. 5, 6,7, 8 og 9), der aldrig er -ophørt.

Kritiken har - såvidt jeg kan skønne - to funktioner: en opdra-gende og oplysende overfor publikum, og en , jle-dende, støttende og rensende overfor den samti,dige udøvende og skabende musikergeneration. Kritiken Ihar desuden ihvertfald to pligter: een i retning af at påse, at gamle værdier ikke går tabt eller forvanskes på en utilbørlig måde, og een i retning af at iagttage og undersøge de retninger musiken tar i nutiden, og derefter bedømme de enkelte resultater udfra den ny musiks særlige etiske og -materielle fortidsætninger.

Med kritikens. første funktion er det forholdsvis småt bevendt i den københavnske dagspre-sse; der har været og er fortrinlige undtagelser, der har begrebet denne side af deres pligt, men det er ikke spredte undtagelser, der har betydning, når det gælder oplysning. Mcd kritikens anden funktion står det noget bedre til, omend på en for den nyere musik såre ensidig må-de, således at det væsentlig er det »rensende« - for ikke at sige destruktive - element, der er fremherskende.

Kritikens pligt til at holde de gamle, knæsatte værdier i hævd og eventuelt finde glemte værdier frem er - kan nian vel sige - fuldt ud begrebet og efterlevet. Og dette punkt går jeg så meget lettere henover, som viher har en stor og udmærket international litteratur, og en fylde af koncert- og radioopførelser og af graminofonoptagelser;

dette er i bedste orden. Men med kritikens sidstnævnte pligt - nemlig -dens holdning overfor vor egen tids musik - står det ikke godt til.

Kritiken er - hvad enten det drejer sig om dansk eller udenlandsk ny musik - gennemgående negativ i sinho Idning. Det k-tinde jo være berettiget, dersom musiken i dag var kommet ind i noget goldt, i en blindgade, eller dersom udviklingen pegede hen mod kulturelt barbari eller lignende. Men indtil dato har jeg ikke set eet, eneste argument, hverken af saglig-niusikteknisk eller etisk art, der berettiger til en så ensidig -fordømmelse af tidens musik.

Kritiken overdriver sin funktion som. en slags opsynsmand, der skal passe på, at vedtagne regler og love ikke bliver overtrådt. For

n

-inå regler og vedtægter (altså teorier) ikke rette sig efter tidens og menneskenes behov og krav? Og kan »kulturen« være tjent med en så ensidig holdning, der i bedste fa W ind-forer en ganske unødig konflikt og i værste fald truer den fortsatte organiske udvikling? (Her skal indskydes den bemærkning, at »udvikling« jo ikke altid går fra det enkle til det mere komplicerede; ---- den ny musik har på en del områder forenklet sine virkemidler i forhold til den senroniantiske musik, på lignende vis -soni den tidlige rokokos inusik frenikoni med forenklede virkemidler i forhold til den sene barok).

Det det drejer sig om er ikke kritikerens rosende eller dadlende hol,dning overfor det enkelte værk eller den enkelte komponist, men hans, forståelse og viden om helheden; først på den basis får hans undersøgelse af og dom om det enkelte kunstværk -- dets fortrin og fejl - betydning.

Ingen kan have interesse af at dilettanter offentligt siger rosende eller nedsættende ord» om defte eller -hint kunstværk; det, kulturen som helhed 'har brug for, er kritikere - i ordets videste forstand - der gør alt for at røgte deres hverv så samvittighedsfudt som muligt, d. v. s. gør et arbejde for at sætte sig ind i den inusik, de er sat til at skrive om, og først da søger at prøve, bedømme og »sætte tingene på plads«.

Er dette et urimeligt forlangende af kritiken?