Omkring En romersk Fortælling

OMKRING ,,EN ROMERSK FORTÆLLING''

AF FINN HØFFDING

Som den første, der offentligt har fremført Jørgen Bentzons Korværk »En romersk Fortælling« og som en af de faa der herigennem intenst har arbejdet med det, føler jeg mig forpligtet til at imødegaa de Angreb, der her i Bladet er rettet imod dette Stykke. Jeg tror Povl Hamburger har misforstaaet Fortællingen ikke mindst af den Grund at han maaske har betragtet Teksten for meget for sig, en Ting, der er helt umuligt i dette Værk, der først og fremmest er fortalt musikalsk.

Stykket handler om Eros opfattet som Livets Gud, der sejrer over Døden. Da jeg forberedte Indstuderingen af Værket, kom jeg til at tænke paa I. P. Jacobsens skønne Dr. Faustfragment, der skildrer hvorledes Døden og Eros rider til Dr. Faust's Bolig. Hvor Døden red frem, hedder det »fyldtes Luften om - ham med den muldne, muld- varme Em fra det vaade visne Løv, der gæred, fra Bunden, der raadned, fra Træstødene, der frønned og gik i Trøske«. Hvor Eros (Amor) red frem »der krummed Bregnerne de brunlaadne Snørkler af gule og hvide Spirer og tusinde Kim gik af deres Dvale«.

Bentzons Opfattelse af Eros er en lignende, Eros er en Naturmagt, der paa Trods af alt sejrer selv over Døden. Fortællingen er fortalt med en uhyre dramatisk Spændkraft, der efter min Mening kun forøges ved det jævne Hverdagssprog, som anvendes. Muligvis kan man misforstaa den specielle Tone i Teksten, hvis man tager den for sig, men sammenholdt med Musikken er den ikke til at misforstaa. Naar det indledende Recitativ benytter Udtrykket »Solstraalefortælling« om Historien, saa er det beundringsværdigt at se med hvilken Finhed Musikken baade gennem Føringen og den høje Placering af Barytonstemmen formaar at give det ironiske i denne Betegnelse.

Det første Afsnit beretter i samme Stil som Bentzons La Fontaine Fabler om Mandens Død og Enkens Sorg ved Graven.

Næste Afsnit karakteriserer Soldaten og Stedet, hvor Begivenhederne foregaar; efter min Mening et Unicum af baade Karakteriserings- og Fortællekunst. - Det følgende Afsnit fortæller om Mødet mellem Soldaten og Enken med en stadigt stigende Spænding, hvis Højdepunkt faar Udløsning i Lydmelismer, som, over alt mod Slutningen af de forskellige Afsnit, ligesom symboliserer, at hvad der foregaar er underbevidst og unddraget Meddelelsessproget. Den påfølgende Skildring af hvorledes Enken falder for Soldaten er med dens Udmunding i Lydmelismeduetten akkompagneret af Koret Kompositionskunst af højeste Rang og holdt i en ren og knap Stil, der ikke har eet Stænk af Frivolitet. Uhyre dramatisk og rystende er det skildret, hvorledes de opdager at Korset var tomt; mens de var sammen, var Røverens Lig fjernet af Slægtninge, en Katastrofe for den vagthavende Soldat.

I et Nu (med en pragtfuldt Toneart-, Tempo- og Rytmeændring) forstaar de begge at Døden er over dem! straalende er deres Rædsel og Panik skildret; - »de grublede - de tænkte dybt« med andre Ord, den eneste Udvej, der var for dem tog det Tid at finde. Har man mindste Evne til at opleve musikalsk, kan man ikke misforstaa den ubønhørlige Alvor og Gru, der ligger i Musikken ved den Replik, hvor Koret bryder ud og siger: »og se - det var jo dog så lige til«. Sjældent har jeg hørt Musik i den Grad give en Replik Perspektiv; Tekst og Musik kan ikke skilles ad. Musikken viser, hvad det har kostet dem at opnaa, den Udvej, at hænge Enkens afdøde Mand op paa Korset istedet, for den forsvundne Røver. Hele Fortællingen har fra første Færd vist at Enken og Soldaten ikke var Herre over Situationen, og at Skæbnen mere og mere griber dem med sin Jernklo og bestemmer Begivenhedernes Forløb; her er vi blot naaet til den bitre Konsekvens og Lydmelismerne ender i et Skrig. - Hvorledes bærer man sig ad med at misforstaa dette? I god Forstand ægte dansk virker det, naar der oven paa denne Fortælling bruges et saa fordringsløst Udtryk som »,det var ikke nogen pæn Historie«. I Forbindelse med det indledende Recitativ betyder det - det var da egentlig ikke nogen Solstraalefortælling. - Men, siger Bentzon, den skal alligevel fortælles, »for den viser os Eros' Uimodstaaelighed og Livets ubarmhjertige Sejr over Døden«. Den Maade Stykkets Katharsis (forsonende Udgang) her er udtrykt - piano og med en Intensitet, som man kun møder i virkelig stor Kunst, har grebet mig usvækket hver eneste Gang, jeg har sunget det med mit Kor; dette Sted staar for mig som maaske det største og mest fuldendte Bentzon hidtil har præsteret. Anakreon siger i et Digt »at Eros slog til som en Smed med sin Hammer« - og her har han slaaet til tværs igennem gængs Moral - vi stejler og rystes ved denne Fortælling, og dog - vi maa erkende, at saadan kan Livet være, saa grelt og ubarmhjertigt; men bag det ligger alligevel Livsbekræftelsen, selv her var Livet stærkere end Døden. At lægge Moral ind i denne Fortælling er absurd; hvilken Moral ligger der iøvrigt bag ved Carmen, Figaros Bryllup eller Hamlet; Kunstens Kvalitet er dens Moral - »En romersk Fortælling« er et dybt alvorligt og særpræget Kunstværk.

Om det egner sig for Folkemusikskolen? - Ja naturligvis for de Hold, der er naaet saa langt i teknisk Henseende at de formaar at fortolke det. Da Fritz Jöde fik dette Værk forespillet og oversat udtalte han, at et saadant Værk netop burde synges paa Folkemusikskolen, velvidende om hvor let der sniger sig noget ferskt, noget museumsagtigt ind i Folkemusik-skolens Litteraturvalg; Bentzon's »En romersk Fortælling« er svært stimulerende overfor en saadan truende Anæmi.