Aabent brev til Finn Høffding

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 10 - side 236-237

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Unsound Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

AABENT BREV TIL FINN HØFFDING

MED EN EFTERANMELDELSE AF OLUF RING: »SYNG DANMARK«

AF KARL CLAUSEN

Du har i sidste nr. af DMT skrevet en anmeldelse af Oluf Ring-s »Syng Danmark«. Jeg har i nogen tid kendt og brugt bogen. Rings, navn skulde jo være en borgen for den, men jeg er gang paa gang stødt paa enkeltheder og hele udsættelser, som mildest talt har forbavset mig. Jeg forstaar derfor slet ikke din anmeldelse! Den er panegyrik fra ende til anden; de par indvendinger, du er paa nippet til at fremkomme med, fortoner sig til det rene ingenting,

Jek vil straks indrømme dig, at bogen indeholder værdifulde. ting hvordan skulde andet næsten være muligt. Der findes da i det mindste originaludsættelserne, ca. 1/5 af bogens numre. Hovedvægten i bedømmelsen af en bog af denne art, der skulde indeholde et væsentligt, og alment tilgængeligt og brugbart udsnit af den -danske sang, bør dog ikke lægges paa -denne femtedel, men paa de bidrag, hvor ud~ giveren ved sin redaktion eller udsættelse viser, hvorledes han har forvaltet sit ansvar over for den danske sang. Det er ikke noget ringe an-svar, det drejer sig om. En bog som denne skulde, ifølge dine udtalelser, kunne afløse den med sine mange bind efterhaanden uoverkommelige, upraktiske og ofte daarlige »Danmarks Melodier«. Endc

videre maa det jo være meningen, atden uden for høj-skolekredse skal erstatte »Folkehøjskolens Melodibog«, der baade er dyr og trods alt specielt afpasset efter -højskolens tarv. Det er saa sandt, at en saadan bog tiltrænges, nemlig et sangværk, der paa een gang indskrænker højskolens _repertoire~ og- -udvider det i anden retning. Den byrde, som d-en i sandhed ikke misundelsesværdige udgiver paatager sig, er derfor intet mindre end meddelagtighed i ansvaret for den danske sangs tradition, d. v. s. overlevering og, eventuelt, videreførelse til nye kredse og den kommende slægt. Denne tradition omfatter 2 omraader. Først udvalget, dernæst iklædningen, udsættelsen.

Det første punkt, udvalget, skal jeg ikke anke saa meget over. En udgiver, -der samtidig er komponist, er jo ogsaa et menneske, ja maa-ske i særlig høj grad - nemlig egocentrisk. Naar man selv har været paa den, kender -man sødmen ved at høre sig selv og se sig selv paa tryk - det manglede og,saa bare. Altsaa - hensynsfuld forstaaelse garanteret indtil en vis grænse, der nemlig hvor en ny intetsigende eller -daarligere melodi søger at fortrænge en ældre melodi, der har vundet hævd. Der bør -selvfølgelig være et vist spillerum for nykompositioner. Men adskillige aars frie slag i den retning gør mere indtryk af sport end af kunstneriske bestræbelser og bringer adskillig mere forvirring end fornyelse.

Hvis der ikke havde været andet at snakke om, skulde jeg ikke have rørt en finger. Men det er der desværre, nemlig udsættelserne. Du har ensidigt hæftet dig ved de gode udsættelser. Men mange, altfor mange, betegner en forringelse i sammenligning med originalen eller tidligere udsættelser, i mildeste grad maaske kun en nuance, i v~erste tilfælde en fuldstændig forvanskning af vedkommende sangs stil og aand.

Dette sidste forhol.d kan jeg, efter moden overvejelse, ikke gaa stiltiende henover. Det vilde være behageligst for alle parter, ikke mindst for undertegnede, at lade sagen hvile og bogen sejle sin egen sø. Men sagen, muligheden for den danske folkelige sangs trivsel i en for denne sang ikke helt gunstig tid, forbyder en saadan desinteresseret holdning. Hvad der fremkommer af nyt, maa, finde sig i at blive genstand for vurdering. Jeg synes altsaa, at din vurdering paa væsentlige punkter er gal - derfor mit indlæg.

Venlig hilsen din hengivne K. Cl.

Årgang 14/1939, nr. 10