Endnu engang: Syng Danmark

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 10 - side 237-241

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

ENDNU ENGANG: »SYNG DANMARK«, 250 MELODIER MED UNDERLAGT TEKST

VED OLUF RING

(Forkortelser: S. D. = »Syng Danmark«; F. M. = »Folkehøjskolens Melodibog«)

Da jeg- paa meget væsentlige punkter er ganske uenig med ovennævnte bogs første anmelder Finn Høffding, maa. det være mig tilladt at lægge beslag paa evt. interesseredes opmærksomhed til en efter-anmeldelse. Et gennemsyn og nogen praktisk anvendelse af bogen har

hos undertegnede fremkaldt 2 spørgs

maal af principiel karakter:

1) valg af melodi, 2) melodiers ud

sættelse til klaverbrug.

I Berlingske Aftenavis af 27. nov. ci

terede prof. Brøndum-Nielsen. en sæt-ning af forfatteren Niels Jeppesen: »En folkesang skal fødes, ikke laves.« J synes det er fortræffelig sagt. Og uden endelig at ville sætte mig til doms ov~r, hvornaar det ene eller andet er tilfældet, kan jeg i det mindste ikke undgaa at faa det indtryk, at en kendt fyldestgørende, adækvat melodi (eller hvad vi nu skal kalde det) ofte bliver erstattet af en ny og- ringere. Hvordan er en god melodi? Jeg kan gudskelov ikke.definere det udtømmende. Med nogen teoretisk skoling er det faktisk ikke'særlig vanskeligt at tømre en melodi sammen, der hevæger sig regelret op og ned i dertil anerkendte intervaller, med spænding, afspændingl buer og alt til faget hen-~ hørende. Men er den derfor en »melodi«, har den derfor dette uforvekslelige, der paa en overbevisende maade faar os til at fornemme, at den er rigtig (maaske trods teoretiske skønhedsfejl), at den har ansigt og liv, at den kort sagt er et kunstværk og ikke et kunstfærdigt makværk.

Høffding nævner selv et par eksempler paa uheldigt melodivalg og misforstaaet melodifornyelse, som jeg fuldtud kan tiltræde. Fx. Thøger Larsens »Danmark nu blunder - - «, hvor Carl Niels6s og Hakon Andersens melodier hver for sig forekommer mig at være helt rigtige, mens Oluf Rings højst kan opnaa. karakteren pæn. - Til Blichers »Sig nærmer tiden« staar der i F. M. to melodier side om side, Laubs og Rings Da jeg personlig afgjort foretrækker Laubs (trods den formindskede kvint), ærgrer jeg mig selvfølgelig over i den nye bog kun at finde Rings. - Og hvorfor skal Agerbys melodi til »Havren« (der trods forstørret kvart er uforvekslelig og indsmigrende), absolut aflives til fordel for Rings saare korrekte og kedelige? - Hvad mening er der i at forvirre gemytterne m. h. t. »Jeg vil sjunge om en helt«? Den gamle kendte har jo gjort udmærket fyldest, og saa er den oven i købet morsom. - Det er maaske en fejl, men jeg kan ikke indse, hvad al den hurlumhej skal til for »Der c~~ et yndigt land«'s skyld. Kr,5yers melodi har sine fejl, til gengæld har den en vis rejsning, lidt i retning af det bombastiske, som passer meget godt til teksten -- det er jo nu engang en typisk fædrelandssang. Skal der endelig synges fædrelandssang med en ny melodi, saa foretrækker jeg Carl Nielsens, som dog har lidt af et opsving i begyndelsen og en kraftfuld slutning (i de sidste 4 tak

ter),' i modsætning til Laubs, der begynder for blødt og slutter mat, og derfor efter min fornemmelse ikke dækker sangens indhold, selv oni den i sig selv er ganske køn.

Smag og behag kan være noget for-skellig, tro ' ds visse a * Imindeligt aner-kendte synspunkter for god latin, somhar været raadende i et kvart aarhun-drede her paa . bjerget: det er jo kunmenneskeligt, at ogsaa personlige syns-punkter gør sig gældende i en bedøm-melse, baade naar man er udgiver oganmelder. S. D. indeholder mange godesange, af hvilke en del har ført en be-skeden tilværelse i 'glemte eller ikkemere gangbare udgaver. Men. Høffdingsudtalelser er overdrevet, naar han skri-ver at den indeholder »et kræsent ud-val~ af det allerbedste i dansk folke-sang.« Han savner jo selv et par styk""ker og dementerer dermed sig selv. Nokom det.

Dog kan jeg ikke tilbageholde en beinærkning om, at den villighed og gelassenhed, hvormed man paa een gang har' strøget og nykomponeret, i sig selv egentlig betegner en svaghed i den folke-lige-m~isikalske bevægelse fra den sidste menneskealder, selvom denne respektløshed rent sagligt kan være nok saa kraftigt begrundet. Respektløshed kan være en særdeles god ting, naar den har helt nye maal og idealer som bevæggrunde. Men det havde og navnlig har denne folkelige-musikalske bevægelse jo egentlig ikke, den var en videreførelse af det 19. aarhundredes folkelige oplysnings- og opbyggelsesarbejde paa musikalsk basis, koncentreret omkring højskolen, efterhaanden. dog betydelig afgrundtvigieret. Vore mu.'sikal

pionerer paa (lette omraade er en slags sprogrensere, og hos den frugtbare sprogrenser maa man forudsætte baade kærlighed til selve sproget og samfølelse med sprogets brugere. Om kærligheden til sproget har man ikke lov til at tvivle. Hvordan det har sig med samfølelsen, er vist noget mere problematisk. Den folkelige sang, saaledes som vi almindeligvis forstaar den og som den en tid har været knyttet til højskolen og -henvendt sig til mennesker af nogenlunde ens kaar og anskuelser, har haft en betydelig expansionstrang. Ved forskellige udbredelsesmuligheder ~--- udgaver, skole, foreningsliv, radio o. a. - har den i snart mange aar i stigende grad henvendt sig til mennesker med langt'mere'forskellige fo'rudsætninger og anskuelser. - Farisæeren takkede som bekendt sin gud, fordi han ikke var som de andre. Jeg skal være den sidste til at nægte, at der ikke tit er god grund til at takke for det. Men in casu folkelig sang er der noget om en usynlig grænse, som vogtes med nidkæ'rhed. og menneskene deles i sorte og hvide faar alt efter rettroenhed (og - - - er min profet) - Selvfølgelig er der brug for justits, og god og daarlig smag lader sig mere eller mindre bringe paa en formel. Men maaden. alt dette gøres paa er ikke ligegyldig. Og det indtryk har ikke helt kunnet undgaaes, at selvgodhed og -retfærdighed har været rigeligt paa spil, navnlig internt, fx. ved møder. Hvad der burde være af aand og en følge af overskud (folkelig bevægelse), er ofte blevet til noget formelt og egentlig underordnet: lave nye melodier. Det er maaske en uløselig konfi « ikt, begrundet i samfundets uro og tilspidsede politiske forhold, hvor

ja, det er jo grundtvigianismen og dens musikalske aflægger, der er trængt over i defensiven, er blevet bevarende. At der under disse omstændigheder let kan komme noget stækket over en bevægelse, er ikke til at undres over. Det nyskabende maa. vige pladsen for en ortodoxi, der kan frembringe værdifuldt samlearbejde, men ogsaa, let kan gaa vild af sig selv eller fortabe sig i petitesser og altfor hjemmestrikkede paafund. Saaledes fremkommer det paradox, at en udgiver, d. v. s. bevarer, p. gr. af idéer, som højst egner sig til privat tidsfordriv, kan komme til at forsynde sig mod sit stof, der kan gøre krav paa at blive konserveret rigtigt, hvis det da i forvejen findes i klassisk skikkelse, hvormed menes noget i retning af den fuldkomne enhed af aand og form, som ikke taaler at blive rokket ret meget, og som slet ikke taaler ingredienser rundet af private forkærligheder. - Vi taler nu om udgiverens udsættelser i S. D., prøvestenen for en god konservator.

Jeg ser ganske bort fra originaludsættelserne, i bogen forsynet med en stjerne, omfattende 45 af bogens 250 numre og repræsenterende følgende komponister: Carl Nielsen (9), Schulz (5), Laub (5), Balslev (5), Schierbeck (5), Otto Mortensen (4), Weyse (3), Høffding (3), Bentzon (3), Chr. Christiansen (1), Emborg (1), Bangert (1).

Til 'denne gruppe af kon Iponisternes egne udsættelser maa. man have lov til at regne Oluf Rings egne sange, i alt 15.

Ved udsættelsen af de resterende 190 melodier maa udgiveren være ansvarlig for resultatet. Det drejer sig altsaa. fx. om folkemelodierne, en del af Weysesangene, sange kendt fra Elverhøj, Heise, Nordråk, ogsaa Laub, Gebauer o. a. Af en udsætter maa. man altsaa vente, at han er tjener, trofast mod komponistens intentioner og melodiens stil og karakter. Kun hos geniet kan en personlig, egenraadig behandling af fremmed stof føre til nyskabte, »hele« resultater.

Ved gennems ilningen af man e af

bogens sange har man paa fornemmelsen, at her er noget fremmed, uvedkommende med paa spil, her forfølger udsætteren et formaal, som er komponisten fremmed. Det drejer sig maaske kun om en nuance, men ikke til det bedre. Nogle faa eksempler.

Laub: Det er hvidt herude. Hos- Rin,, de 2 første takter unisont i hele 2 oktavers, afstand, hvor Laub har oktaver i venstre haand. Ring 2- st. i de følgende takter med samme altfor store afstand, hvor Laub har sekster i højre haand og i venstre haand tilføjer en liggetone (kvinten til grundtonen). hvilket gir en aldeles dejlig fylde. 1 6. takt hos Ring en lille figur i venstre haand: c d (118 dele) e g (1-14 dele), hvor Laub har g as (l/p,) g e (1/4). Bortset fra, at denne figur hos Laub er kønnere og navnlig mere logisk (en reflex af begyndelsen), kommer e'et hos Ring lige akkurat en -14 for tidlig til at være den nænsomme forberedelse til følgende takts f ulde dominanttreklang, som Laubs figur er. I takt 7 og 8 endelig lægger Ring hasgangen en oktav højere op, som logisk fortsættelse af nævnte figur, - det er musikalsk set ikke nogen daarlig idé; kun forekommer det mig, at Laub med sin ordrette gentagelse (takt 7+8 og takt 9+10) paa en fin maade understreger parallelismen i teksten (i alle tilfælde i 1., 2. og 4. vers).

Laub: 2~lorgenstund. har guld i mund. Hos Ring 2-st. - hvorfor egentlig, til klaverbrug? I alle tilfælde gaar een god virkning, som findes hos Laub, tabt. Stedet: »han lærte os«, hos Laub 2-st., paa »i Jesu navn« efterfulgt af 4-st. sats - og det samme i de følgende 2 takter. Hos Ring er tilsvarende sted 1-st., , efterfulgt af 2-st., hvilket virker flovt ved siden af originalen. Og hvad skal denne simplificering til 2-stemmig kla`versats være god for? Klangligt 'betyder det en forarmelse, som støtte 'for fiællessang (Syng, Danmark!) en forringelse, som sats en fortegning. 'Ring selv bruger lejlighedsvis 4-st. sats, fx. i »De~, Som lysner over vangen« (som er en udmærket sang) - det kan altsaa formodentlig heller ikke være hensynet til en ufuldkommen klaverspiller, der spiller ind. Der vil lidt senere blive rigelig lejlighed til at undre sig over denne forkærlighed for 2-stemmighed.

Nogle eksempler fra Weyse: »Dagengaar med raske fjed«. Med undtagelseaf 2 takter indeholder Weyse's klaver-akkompagnement melodien, der er alt-saa rigelig lejlighed til at lade Weyseselv komme til orde. Det sker da ogsaai fx. F. M., hvor udsættelsen i overens-stemmelse med Weyse begynder 3-s,t.,men allerede fra ' 3. takt fortsætter 4-st.Men i S. D. er -udsættelsen 3-st. heltigennem, hvorved - ganske logisk for-øvrigt -,en af Weyses ' intentioner gaartabt. 1 4. takt falder sangen (i D-dur)hos Weyse til ro paa dominanten (sid-ste 118 del) for paa 1. taktslag i næstetakt at fortsætte med en sekundakkord.( g a cis e ). Men i S. D. kan dennehvile i 4. takt simpelthen ikke indfindesig, fordi der p. gr. a. 3-stemmighedenmangler den dissonans, der hos W. op-løses paa sidste 118 del; og da der maaske noget paa dette sted, indføres g,som først skulde være kommet i næstetakt, 11,8 del for tidligt, ganske mod Weyse's intention. - At det kan ladesig gøre at følge W.'s intentioner, selvved en reduktion til 3-stemmighed, viser»Gud ske tak og lov«. Og en sang som»Morg~nstund har guld i mund« harfuldstændig bevaret W.'s originale 3-st.klaversats.

Desto mere grund-er der til- at undre sig over »I østen stiger solen op« og »Lysets engel«, som fremtræder i 2-st. sats. I »I østen - « svarer 2. stemme i-et nøje til basgangen i Weyse's harmonisering, med undtagelse af stedet »gaar óVer land og by«, hvor Weyse's modbe- ,~ægelse lyder mere overbevisende. Denne - modbevægelse er da ogsaa. bevaret fx. i~ Rungs 2-st. udsættelse. - »Lysets engel« maa. ogsaa vække modsigelse, helt bortset fra 2-stemmigheden. 2. takts basgang gir en fortegning af W.'s harmoni

ske intention, og det er jo da'eh melodifra den harmoniske periode! - ' -

Der kunde anføres mangfoldige eksempler paa saadanne nuancer, som i mine øjne og øren betegner et minus i sammenligning med originalen. De mulige bevæggrunde til disse friheder skal behandles til allersidst.

Med de to sidste eksempler er vi inde paa et omraade, som kan betegnes gom udgiverens private forkærligheder, der, anvendt paa'en ukritisk maade, kan betyde en alvorlig forvanskning af Sangens stil og dermed den trofaste tradition, som skulde være en udgivers fornemste opgave.

I mange udsættelser er der en tilbøjelighed til polgfoni, der anvendt.-paa harmoniske- melodier, som -jo er hovedmassen, kun kan gi uheldige resultater. Forkærligheden for 2-st. udsættelse af en harmonisk melodi maa bl. a. s.es i lyset heraf.

Den hyppige anvendelse af gennemgangsnoder- er et symptom paa denne tilbøjelighed. Se fx. »Vort modersmaal er dejligt«, 2-st., hvor bassen, i st. f. at være en harmonisk støtte for melodien, faar et -egenliv, der truer med, at tage interessen, bor~t fra melodien, særlig grelt i de sidste 4 takter. Bearbejdelsen af Gebauers børnesange, som det gennemgaaende er gaaet. slemt ud over, viser det samme, se fx. »Ride, ride ranke«. Og det stakkels barn, der skal spille denne sang i tempo - de smaa venstrehaandsfingre faar sandelig noget at bestille! - Hvis man ikke ved, hvad man skal stille op med bassen, saa kan dette spørgsmaal, passende studeres hos Schulz; han forstod at skrive en-simpel klaversats. - Disse gennemgangsnoder findes i rigelige mængder gennem hele bogen.

Endnu mere stilløst virker det, naar bassen ser sit snit til at lave en slags imitation. Det mest graverende eksempel, jeg har fundet, er »Nu lider dagen«, 2-st., der som komponistbetegnelse har »Folkemelodi ved Fr. Kuhlau«, hvilket i denne nye udsættelse kun kan karakteriseres som falsk varebetegnelse. Naar vi kan lide denne sang, er det føtst og fremmest for melodiens skyld, men vel ogsaa for Kuhlau's (og Heiberg's) skyld. Hvad er der i vejen med Kuhlau's.behandling, siden den negligeres fuldstændig? Den begynder dog som en harmonisk moll-melodi, der slet ikke kan ha andet end dominanten i første takt. I stedet for begynder første takt 1.-st. og imiteres saa tit, det kan lade sig gøre. Og til det ~ følgende »Bægeret blinker« vilde det ha været let at tillempe Kuhlau's, bas og dermed lave en morsom klaversats, tro ogsaa, mod Kuhlau. I stedet for faar vi et karakterløst ingenting, som prøver paa at bevæge, sig selvstændigt og oven i købet er svært at spille.

Udsættelsen af »Jeg gik mig i lunden« lider af . samme skavank.

~En» sang som Heise's »Det var en sommermorgen« fremtræder ogsaa i højst utilfredsstillende skikkelse; den er 2-st., og bassen lunter fredeligt afsted, hvorved der forøvrigt fremkommer aabenbare kvinter paa »fugle(røster)«. Men bortset fra denne lapsus aabner der sig ved denne behandling efter min fornemmelse et svælg mellem mu Siken og Grundtvigs højstemte klage, fyldt af den stolteste rejsning. Men Heise's komposition er jo ikke blot en melodi, som er køn, men en fortolkning, og en romantisk fortolkning, hvor den harmoniske !klædning er ligesaa vigtig som melodien; den er en helhed, som aldeles ikke taaler en vilkaarlig behandling uden at miste sin holdning.

Man maa. forstaa, at jeg her kun medtager eksempler, som typisk viser en behandlingsmaade, som er ved siden af. Hver af de nævnte grupper kan med lethed suppleres. Men forøvrigt vil de her beskrevne ejendommeligheder i de forskellige sange som regel fremtræde side om side.

Til sidst endnu -2 eksempler, som er særligt graverende: »Kong Kristian« og »Ja, vi elsker dette landet«. Høffding skriver: »!Folk, der - er vant til at faa, ørerne fulde, vil nok finde Kong Kristian for spinkelt udsat.« Det samme kunde han ha skrevet om »Ja, vi elsker«. En saadan udtalelse er kun egnet til at stille begreberne paa hovedet. Det drejer sig om kraftige, rytmisk markante, typisk harmoniske melodier, der skal udsættes for klaver. I et saadant tilfælde er der f aktisk kun een ting at gøre nemlig saa trofast som overhovedet i~nuligt at benytte Kuhlau's og Nordråk's egne udsættelser, og det baade af hensyn til stil, kvalitet og tradition. I S. D. fremtræder dissemelodier 2-st.,

basgange,-n tilstræber selvstændighed med de kendte ingredienser: gennemgangsnoder, lidt imitation, ogsaa et forudhold smugles gerne ind (i K. Krist.); at de harmoniske resultanter ved en saadan fremgangsmaade ofte er tvivlsomme, siger sig selv. Som melodierne fremtræder her, tager jeg ikke i betænkning at kalde dem en fuldstændig forvanskning. Hvor er stil, hvor er holdning? Hvor er endelig Kuhlau,'hvor er Nordråk?

Man spørger sig selv, hvorfor alle disse melodier er behandlet saadan. Det primære hensyn i en udgave som denne maa dog trods mulige bimotiver være hensynet til selve musiken, en stil- og traditionstro klaverbehandling af vore folkelige melodier. Dette er i altfor mange tilfælde ikke opnaaet, saa meget mere forbavsende, som F. M. (3. udg.) i mange af de nævnte tilfælde viser en rigtigere, maaske fuldkommen behandling af - det formoder jeg - samme ophavsmand: den lille tilføjelse 0. R. Som bihensyn kan man tænke sig tilvejebringelsen af en lettere klaversats (de mange 2- og 3-st. udsættelser). I saa tilfælde er dette forehavende ikke konsekvent gennemført. Dernæst er det i mange tilfælde tvivlsomt, om satsen er blevet lettere; i andre tilfælde er den blevet afgjort sværere (en polyfon sats er nu en gang vanskeligere at spille end en homofon sats); og i næsten alle tilfælde er den blevet afgjort ringere. Til fællessang gir disse tynde udsættelser ikke den fornødne støtte, til solosang er de ganske unødvendige. Hvis det skal være en klaverbog, saa er der ingen hensyn taget til systematisk progression. Paa den anden side opvejer hensynet til letspillelighed ikke det primære: hensynet til selve musiken, formatet være sig nok saa lille.

Der er ingen, der kan sige, hvor længe vor kultur vil bestaa. Mangt og meget skrider og forsvinder for vore øjne, nyt dukker op, som vi maa tage stilling til. Men de fleste af os staar med mindst det ene ben i en gammel kultur og en tradition, som vi stadig maa tage op til revision og værne om, hvis forholdene kræver det. Maaske ligger der ogsaa en fornyelse i det.

Årgang 14/1939, nr. 10