Slutreplik om Den romerske Fortælling

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 10 - side 241-242

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

SLUTREPLIK OM DEN »ROMERSKE FORTÆLLING«Forsøget paa at forme en »taaleliginterpellatioli« om hensigten med kor-værket »En romersk fortælling« maa

forsaavidt siges at være lykkedes, som det har fremkaldt en slags svar - desværre ikke fra komponisten Jørgen Bentzon selvl men til gengæld fra den ham nær staaende folkemusikpædagog, komponisten Finn Høffding, der først har indstuderet dette arbejde med unge mennesker. Af dette svar skal diskussionens slutresultat forsøges uddraget her. - ikke ved perfid fortolkning, men gennem en simpel og paakrævet udredning. Med sit forsvar for arbejdet har komponisten Finn Høffding nemlig indviklet sig i to sæt af selvmodsigelser, et inden for selve artiklen og et mellem denne og tidligere udtalelser om beslægtede emner.

I artiklen karakteriseres værket indledende som »først og fremmest musikalsk fortalt«, hvorefter ikkedestomindre en tekstfortolkning følger som hovedsagen. Den slutter med at erklære (let for »absurd at lægge moral ind i denne fortælling«, skønt den umiddelbart forinden harhævdet, at (len slaar »tværs, igennem gængs moral«. Den maa saaledes nok alligevel have en anden moral at slaa med. Denne moral karakteriserer hr. Jørgen Bentzon selv ikke blot ironisk med bemærkningen: »Det var ikke nógen pæn historie«, men især med ~en musikalsk understregede slutapoteose om »Eros' og livets ubarmlijertige sejr over døden«. Naturligvis staar det -enhver frit for at tage sin stilling hertil. Nogle vil saaledes næppe kunne følge hr. Finn Høffdings patetiske udlægning; de vil synes, at Eros her kun besejrer troskaben, ikke døden; og især vil de have svært ved at indse, at stykkets kyniske løsning (med den traditionsnegerende benyttelse af korsfæstelsesbilledet) »dog var saa lige til.« Andre vil give komponisten og hr. Finn Høffding moralsk ret, men maa da ogsaa indrømme modstanderne, at en moral faktisk fremgaar af stykket. For eller imod - man kan blot ikke samtidig bortforklare (len, altsaa baade

blæse og have mel i munden. Kritikeren Povl Hamburger har derfor helleÉ ikke, som det er blevet bebrejdet ham, underskudt den »Ronierske fortælling« idealer af egen fabrikation, men ligesom hr. Finn Høffding simpelthen forefundet dem og taget sin stilling til dem.

Det andet sæt af selvmodsigelser, som lir. Finn Høffding gør sig skyldigj, vil fremgaa klart af en sammenligning mellem det her kritiserede forsvar og saa hans af Platons musikalske morallære inspirerede artikel »Orn musik og opdragelse« (DMT Okt. 1931, s. 178 ff.). »En aften«, hedder det her, »hørte jeg 700 kommuneskolehørn synge, først salmer af Laub og danske middelaldérviser og dernæst en komposition af en nulevende dansk komponist. Jeg vil slet ikke kritisere det sidste arbejde fra musikalsk- æstetisk standpunkt, men jeg blev grebet ved at høre børnene synge første afdeling, mens jeg syntes, det var skammeligt at byde dem det sidste. Den anden afdeling vår absolut ikke brugbar til ungdomsopdragelse.« »Det er uendelig ligegyldigt«, fortsætter han, »om et menneske er æstetisk-musikalsk, men det er minsandteii vigtigt, at han er et ordentligt menneske og har en harmonisk karakter.« Vi skal »erfare musiken som en ~,ej til forædling af det menneskelige,« hedder det, og endelig citeres Fr. J,5de: »Wenn der Wille zur Mus'ik nielit aus dem Willen zur Gemeinschaft erwåelist, so geht sie uns nichts an.« -- Oplysningen om, at korværket »En romersk fortælling« - haade efter hi-. Finn Høffdings eget og Fr. J,5des skøn - da nu skal væjre særlig egnet til at samle folkeniusikskolernes unge om, er derfor lige saa overraskende som betydningsfuld og vil nok blive staaende som diskussionens praktiske facit.

Arthur Arnholtz.

Årgang 14/1939, nr. 10