Aabent svar til Karl S. Clausen

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 01 - side 7-10

AABE'NT SVAR TIL, KARL S. CLAUSEN

Du har totalt inisforstaaet Oluf Rings ,Syng Danmark«, og jeg givet- dig ikke Ret i dine Indvendinger, det, allesaminen. bunder i din forkerte Indstilling I il Værket.

Muf Ring udgiver et Værk, det- hedder »Syng Danmark, 250 Melodier med undci-lagt ""rekst ved Oluf Ring«. Hans Navn staar tydeligt paa Titelbladet i .Modsætning til »Daninarks Melodibog«, der hat- anonym Udgiver; han har udvalgt og bragt disse Melodier saaledes, som lian efter et langt Liv i Folkesangens og Musikopdragelsens Tjeneste synes, det er rigtigt; du nævner selv, a t

' lian i »Folkehøjskolens Melodibog« liar behandlet adskillige af de samme Melodier anderledes end i »Syng Danmark«; hans Fremgangsmaade er ikke tilfældig, men bevidst; hans Navn staar tydeligt; det er hans Værk.

Dit skriver, du »har brugt den i nogen

Tid«. -- Til hvad? Soni Klaverledsagel.. se til Fællessang? -- forhaabentligt il(ke ---- men der er meget i (fin Artikl~cl, der tyder paa det. Du skriver, at »den to-stemmige Klaversats til Laubs »Morgenstund har Guld i NMund« klangligt betyder en Forarmelse og som Støtte for Fællessangen en Forringelse og gør opmærksom paa, at Bogen hed~ det, »Syng Danmarl~!« Udraabstegnel er 8(11t til af dig; og lier har vi hele Misforstaaelsen; du har opfattet denne Bog under Synsvinklen Udraabstegn. ---! at synge behøvet- ikke altid betyde at 1- ,,røle i Kor, nej denne 13o1.g. er skrevet for den enkelte, der i al Stilhed og uden sl~olet solistisk Stemme ønsker at sætte sig ved Klaveret (her vil et Kammerpjanø være storartet) og synge nogle smukke dansl~e Sange. »Nyn Daniiiarl(« kunde Bogen have heddet, hvi,,, inan ved Sang absolut skal forstaa Fællessang eller Solosang. Har du brugt den til Fællessangens Ledsagelse har du ikke brugt den, men misbrugt den. Jeg skrev i min Anmeldelse, at den er beregnet paa: »bei dem Claviere zu singen«. Derfor har dit maaske lagt Nfærke til, at spiller man Satserne uden at synge Melodien samtidigt, maa man (og man gør det uvilkaarligt) frernliæve Nlelodien. Tag netop »,Nforgenstund har Guld i Mund«; har du forsøgt, saadan ganske stille at sætte dig hen og synge Melodien og saa spille Rings Udsættelse her og saa Laubs egen fra »Dansk Kirkesang« (beregnet til Menighedssang) bag efter; enhver der gør dette Forsøg vil føle, hvor slaaende Ring har Ret. - Desuden Clausen - du er en øvet Sanglærer; har du ikke lagt Mærke til, hvorledes den fyldige Klaversats, som Ledsagelse til en Sang i en mindre Klasse (en Første-Mellem f. Eks.) forstyrrer Sangen; den lyder nieget smukkere og finere tiden Ledsagelse eller med en ganske svag Støtte; Klaverbulder burde. i det hele taget forbydes, ved Sangundervisning, eller

- man skulde højst benytte Rings 'Bog, diskret spillet.

Du ved maaske ogsaa, at man i moderne Musikpædagogik ønsker at henytte Sangen som Udgangspunkt ogsaa i Instrumentalundervisningen; det er nemlig en meget væsentlig Ting; hør en Gang hvad en saa blændende Dirigent som Hermann Scherchen skriver i sin »Lelirbuch des Diri,derens«: »Ein Erbilbel der deutschen Musiker: dass sie nicht genilgen zu singen verni~3gen. Oft wird uns ein Spiel serviert, das zwar alle mi Sglichen Tugenden vereint (Exaktheit, Elastizitåt, Gleichmass, Kraft u. s. w.) bei dem wir aber die Seele der Nfusik vermissen, das Singen als, im~ inanente Lebensregelung der Tåne. Das Singen ist die Lebensfunktion der Musik (fremhævet af mig). Fehlt sie, so verzerren sich ilire Gestalten, bewegen sie sich in sinnlos von Aussen bestimmtem Zeitmass.« Jeg anfører- dette fordi det ogsaa har Relation til Betydningen ,tf den Bog, vi taler om; den afhjælper neinlig et Savn, som Pædagogerne har følt i mange Aar, et Værk der kan bruges i Klaverundervisningen med gode Sange, bl. a. de Sange som Børnene selv synger i Skolen, og som de altsaa gerne vil spille, men sjældent magter paa Grund af for fyldige Akkordgreb. Her er endelig *et Værk, der paa naturlig

Nlaadc fører Sangen ind i Instrumentaltindervisningen. (Adskillige af de tostemmige kan spilles af to Violiner); saa forstaar man ogsaa de mange udmærkede Klaversatser.

Du skriver: »I mange udsættelser er (ter en tilbøjelighed til polyfoni, der anven~t paa harmoniske melodier, som ,jo -er hovedmassen, kun kan gi uheldige resultater. Forkærligheden for 2st. udsættelse af en harmonisk melodi maa bl. a. ses i lyset heraf. Den hyp1)ige anvendelse af gennemgangsnoder er et symptom paa denne tilbøjeliglied. Se fx. »Vort modersmaal er dejligt«. Der er nu stor Forskel paa Gennemgangsnoder og Toner som Elementer i en motivisk gennemført Modstemme, og det er det, der her er Tale om; »Vort Modersmaal« er netop henrivende gjort, en nydelig Klaversats; det er den Slags Udsættelser, der vil føre »Syng Danmark« ind i Klaverundervisningen. Hvor har Ring et herligt 'Instinkt for, hvad der passer til en Melodi; »Vort Modersmaal« er jo i-,,æsten en Instrumentalmelodi med dens inan,,e Melisnier og berettiger fuldstændigt Rings Klavertidsættelse. Det , vil føre for vidt at gaa ind paa alle de Detaljer, du anfører; jeg har gennem-,,aaet dem alle, o, synes du har inderlig '~,',ret i den Nlaade, du sætter dig til Dommer ikke alene over Rings Principper; men ogsaa over Kvaliteten i hans Udsættelser. Naar du kalder Basstemmen i hans Behandliiig af »Nu lider Dagen« for »et karakterløst ingenting, der imiterer første takt saa tit det kan lade sig gøre«, saa er det en 1-,7orvanskning af Kendsgerningerne, der er betvdelil, værre end de Forvanskninger du beskylder Ring for i hans 1Jdsættelser. Ring lader Bassen imitere 2 Gange og anden Gang med en karakteristisk Forskydning, der bevirker en overordentlig vellykket Stemmegang. Derimod vil jeg give dig, Ret i, at Rings llurisnie i »Lysets Engel gaar -med Glans« i første og sjette Takt ikke er paa sin Plads, men dit Udtryk: »en fortegning af Weyses h Qrmoiiiske intention« er misvisende.

Som du selv anfører, har jeg, oni en« efter din Nilening ikke skarpt nok, gjort Indvending mod »Kong Kristian« og kunde have taget »Ja vi elsker dette Landet« med; ja - her er Ring vel nok

iaet for vidt, kommet for langt ud i ~dt Princip,- jeg gjorde ikk,~ min Indvending skarp, fordi jeg synes det er Smaating i Forhold til Helheden. Det ligger ikke for mig overfor en Mand som Oluf Ring at tillade mig den Tone, du bruger, naar du om hans Basstemme til »Det var en Sommermorgen« sigelal den »lunter fredeligt afsted« og bagefter beskylder Ring for ved en »lapsus« at have benyttet parallele Kvinter; enhver kan se, at de ikke- er fremkomniet ved en Lapsus, hvordan man saa ellers vil stille sig til dem; de forekommer ogsaa andre Steder (se f. Eks. »Skære, skære Havre«, Takt 6).

Og nu Melodivalget. Her kan jeg samtidigt svare paa Riisagers »Sagtmodige F-orespørgsel i vigtig Anledning«.

Som jeg før sagde, denne Samling cl, et Værk af Oluf Ring og den giver af levende dansk Fællessang, hvad Ring rettelig synes bør komme med som velegnet i en saadan Bog. At foretage et saadant Udvalg er en uhyre vanskelig Ting, og det skulde være et Mirakel, om der ikke var ligesaa. forskellige Meilinger om det rette Udvalg, som del, er Sangkomponister i Landet. Jeg halgjort Indvending mod »Jeg vil sjunge om en Helt« - men denne Tinsoldat er helt isoleret og fjernt fra at vælte de andre langt betydeligere Tinsoldater. Jeg betonede, at efter mit Skøn havde Hakon Andersen og Carl Nielsen skrevet betydeligere Melodier til »Daninark. nu blunder den lyse Nat« end Ring, men jeg indrømmer, at jeg ken(ter ikke de over tyve andre. Melodier, som Fru Thøger Larsen engang oplyste inig om var skrevet til den Tekst. Et saadant l,dvalg maa bero paa et Skøn, og jeg skal indrømme, at jeg har stor 'Villid til Rings Skøn.

Efter dit Skøn er Laubs Melodi til »Sig, nærmer Tiden« afgjort bedre end Wngs; efter mit Skøn er Rings bedre, og en tredie kunde, uden at jeg kunde indvende noget, foretrække Christian Christiansens; (ogsaa den synes mig hedre end Laubs).

Du bebrejder Ring,. at han har sat sin egen Melodi til »Havren« i Stedet for Agerbys. Jeg synes det er konsekvent, at Ring, der selv offentlig (bl. a. i Dansk Musiktidsskrift Oktober 1934) har taget Afstand fra denne Melodi, undgaar den i en Samling, hvor han har Eneansvaret. I Arbejdersangbogen, hvor Ring er Medudgiver, tager han Agerbys Melodi med i Stedet for sin egen,

Forsigtigt bernærker du et Sted: »Det er maaske en fejl, men jeg kan ikke indse, hvad al den hurlumhej skal til for »Der er et yndigt land«s skyld.«

Ja det er en Fejl, og forstaar du ikke dette Punkt, er det heller ikke underligt, at du ikke forstaar alt det øvrige. Der er næppe mange, der tror paa, at Carl Nielsens eller Laubs Melodi vil fortrænge Kr,5yers som Nationalsang, men det er saa minsandten ikke Melodiens Kvalitet, der har skaffet den dens Udbredelse; den er nu engang blevet koblet sammen med. en hel Del nationale Komplekser; den er derfor ikke noget musikalsk end mindre et folkeligt musikalsk Spørgsmaal. Melodien strider imod alt, hvad Carl Nielsen, Laub., Aagaard og Ring gennem deres livslange Arbejde har opfattet som ægte folkeligt-melodisk, det er derfor rigtigt i en Samling, som den foreliggende at benytte Laubs eller Carl Nielsens, de er efter min Mening lige gode.

Nifen hvad munder din Artikel iøvrigt tid i? - i et almindeligt Angreb paa den folkelige-musikalske Bevægelse fra den sidste Menneskealder; det vedkommer kun din Anmeldelse af Rings Bog, forsaavidt du synes, den er Udtryk foldenne Bevægelses Overgreb eller Farisærisnie, og det synes du den er. Jeg hører selv til dem, der har stemmet imod den altfor haardkogte Laubisme, soni den kaldes. I Begejstringen for en Idé kan man let komme til at overdrive; Sporene af denne Ensidighed er ikke store i Rings Bog; Ring har i det hele taget aldrig været præget af ,nog(,It Snæversyn; hans kunstneriske Intuition har holdt ham klar af det. At benytte »Syng Danmark« som Angrebspunkt for denne formentlige Ensidiglied, er et komplet Fejlskud. Ret Bøssen mod W61dikes 10-aarige Arbejde med Sangplaner, Instruktion, Inspektion, Sangbogsudgivelser og Møder - eller er det det du gør, naar du fol-blommet skriver: »Og det indtryk hal, ikke helt kunnet undgaaes, at selvgodlied og -retfærdighed har været rigeligt paa spil, navnlig internt fx. ved møder.«

Du maa undskylde, jeg tror Farener en helt anden nu. Vi er omgivet af Reaktionen paa alle Sider; det Ideal for Folkesang som Carl Nielsen, Laub ogsærlig Aagaard og,li.,t, kæmpet

- 1

for og vist os, det betegner for iiiig et højt Stade i folkelig Kultur; jeg føler, at nian er ved at svigte disse Idealer ---- - ikke for at fatte om nye, men -for at synke tilbage til gamle eller slet ingen, disse fire Mænds Indsats i dansk Folke Nang war en Fornyelse o,1, en Højnelse af Højskolesangen og vore ffigtercs 11jemstavnssange; hvis du havde sat ind paa at vise, at denne Sang næ-ppe egner sig til Arbejdersangen, men dær virker nærmest reaktionær, hvis din nieget aggressive Annieldelse havde væ

i-et rettet mod »Årbejdersangbogen«, saa hav-de dii udrettet noget positivt, nu har du blot revet ned.

Naar dit bruger det ineget nedsz-v-t-lende Udtryk Panegyrik om min An-nieldelse, vil jeg kalde din for ensinaatskaarcn Adfærd overfor den Mand, der mere end nogen anden harliaft Betydning for levende dansk Volkesang og X1usikopdragelse.Venlig Hilsen

din Finn Høffdinfl.