Ny musik

NY MUSIK

/ ' * Ved »Det tinge Tonekunstnerselskahs« o,, Dansk Koncertforenings sidste koncert i efteråret fik Hernzann D. li','oppels »Festouverture Op. 33« sin førsteopførelse i en udmærket o,, vel;ifbalanceret udførelse af »Unge Tonelwnstneres Orkester« ledet af ~Martellitis Lundquist.

Det store orkesters tre hovedgi~upper: træ, messing og strygere (slagtøj har ingen selvstændig betydning), er i denne ouverture bibeholdt. Og man mærker, at det stadig er interessen for klang-kontraster og de utallige rytmisk-klanglige muligheder, der er det centrale for Koppel, når han arbejder nied det store orkester. Men sjældent liar Koppel tidligere nået en sådan helstøbthed, en så frisk, kraftig og dog, altid behersket, ja ligevægtig, orkesterklang og et så strålende o,,, fint nuan

I.,

ceret rytmisk liv, som i denne ouverture. Værket står fuldt på højde med Koppels tidligere orkesterværker --- også i flere andre henseender end (let -refit * rytmisk-klanglige; -- og der er lier-kommet en ny tone til i Koppels inusik- noget næstent overgivent-burlesk, ~ler - selv om man vel finder spor deraf i tidligere arbejder --- først lier får den fulde iidfoldelse og først lier føles som noget af Koppels eget væsen,. Når så Koppel her som -aldrig før viser sig at belierske det store tekniske apparat med stor kunnen, er det ikke så mærkeligt, at resultatet må 1(aldes inere end almindeligt i (len nyere danske musik.

Det karakteristiske før Koppel er jo, ,d det niere er arbejdet ined orkesteret soni en (rigt afskygget.) klangniasse og en (levende, pulserende) rytniernasse, der er fremtrædende, end arbejdet med det melodiske o,,- koneerterende fornielle stof. Ikke at (let føles som en niangel ---- man kunde vel vanskeligt lænke sig værkerne anderledes, tiden at de mister deres sikre ligevægt ---; men (let føles som et særpræg hos en mand, der vel kan kaste sig voldsomt ud i eksperimenter, men kun for derigennem at nå det bredeste og rigeste grundlag for sin kunst.

Melodiken i ouverturen er overvejende diatonisk med et stærkt. pentatont indslag, hvilket gør, at de motiver komponisten bruger næsten altid star stærkt og ofte skarpt profilerede. Det ,,,ælder violinertie,,, festligt-fejende ind

ledningstema, der motivisk behersker (let meste af værket, men det gælder også træblæsernes, bløde, slavisk-prægede motiv og strygernes bredt

-rolige sidetema. Er melodiken ret forenklet, si't er harmoniken til gengæld ikke så lidt kompliceret; i alt væsentligt fremstår (le harmoniske resultater ikke af kon Lrapunktisk førte stemmer, men de syne,.,, bestemt af en trang hos komponisten til den fastest mulige helhedsklang og desuden til forstærkning af det rytmiske element.

Selve det rytmiske spil ligger fortrinsvis i messingblæserne: horn, trompeter og basuner, der altså her ikke 1)lot understøtter det fulde orkester,,, klang, men alene (eller i kombinationer med træblæsere og strygere) fremsætter klangen, der underordnes

eller sideordnes det rytmiske liv. Det er ganske fremragende, hvad Kol)pel her har ydet i retning af rytmeol, klangkombinationer. Man mærker nok hvor Koppel har lært, men man niærker også, at han ikke nøjedes med at kære rent intellektuelt; snarere at lian liar følt sig draget mod noget, der ogsfi. gav ham selv muligheder for at tidtrykke sin tid og sig selv. Og at det, lian har modtaget, er blevet hans uomtvistelige og »retmæssige« ejendom, viser denne miverture mere end noget andet.

il Søndag d. 7/l ~ pa en ti-sædvanlig pæn z,

tid: Kl. 20,15) udsendte radioen »Af vor tids musik«, nyere orkesterværker tinder ledelse af Erik Tuxen. Det var et interessant, men ikke særlig stærkt prograni; især faldt Elgars »Serenade« I idt udenfor med sin lidt tynde efterromantik. Bedre i stil og indhold og samtidig mere i pagt med vor tid var frelands »London Ouverture« og især Kreneks niusik til festspillet »Triumph der Enipfindsainkeit«. Men der var to stykker, der ragede godt ol) over (let øvrige; (let var Ibert's »Divertissenient« og Riisagers otiverture »primavera«.

De 6 satser i Ibert's koniposition var af ret forskellig kvalitet, flere af dem nied et satirisk tilsnit; og værket tæller næppe med blandt Ih- ert's allerbedste; men der var så mange eksempler på fin instrumentation, gennemsigtig orkesterbehandling og smuk form, at lielhedsindtrykket absolut blev positivt.

Rzisagers ouverture er stærk og dristig i sin intention, klar i hele sin teknik og næsten voldsom i sin livsudfoldelse. Især den lange midterdel, mellem indledningens, eruptive storm og reprisen, hører til noget af det stærkeste og bedste Riisager har lavet, hvad angår klanglig og rytmisk-melodisk fantasi og orkesterteknik overhovedet.

ndsats lidt

Kwi kommer reprisens i

f)rat, inan er ligesom ikke forberedt På en, gentagelse af den eruption fra indledningen. Mon der ikke er mere ,,tyrke og flere vækstmuligheder i værker som »primavera«, symfonien eller Quarttsiluni end i værker i stil med trompetkoncerten og »sinfonia concertante?«.

V'ogn Holmboe.