Syng Danmark. Svar på sagtmodig forespørgsel

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 01 - side 6-7

SYNG DANMARK-

SVAR PAA SAGTMODIG FORESPØRGSEL

Det er Moll Melodien til Tordenskjolds Visen, der er »den gamle«. Berggreen noterer om den: »mundtl- ig ved Professor F. P. J. Dahl 1840«, men dens Form kan jo -tyde paa -betydelig større Alder, og det skulde ikke undre mig, om Melo-dien er mindst lige saa gammel som Visen. Saa vidt mig bekendt er det først o. 1900, Dur Melodien - altsaa »,den nye« - dukker op. I min Barndom - i 90erne - kendte ,.,,i kun den anden. Efter 1900 er Moll Melodien ekse~mpelvis eneraadende i Nutzhorns Melodibog til Højskolesangbogen 1904 og i »Dansk Skolesangbog«, udgivet inden. for det sidste Tiaar af Dansk Friskoleforening (NB uden min Medvirken). Det kan saaledes neppe bestride-s, at Moll Melo,dien har en langt større Tradition bag sig end den anden, og den er levende den Dag i Dag. Det er en folkelig Melodi af høj Rang. I en Forsamlings Mund har den en vældig Bærekraft, og i-non den ikke nok saa godt soin Dur Melodien kan løfte det Vers, der -,,ed Visens Slutning bliver staaen-de i Bevidstheden som'dens egentlige Øje-med (G. Rodes Bearbejdelse) :

Skal til Kamp paa Bølgens Top Danebrog i Stævnen o-p, gid der bag dets røde Fold staa en Helt som Tordenskjold!

I en Samling ined begrænset Plad,s er det jo umuligt, at enhver altid kan fin-de netop den Melodi, som han --- skal vi sige tilfældigvis - er opvokset med. Alligevel lyder ved hver Samlings Fremkomst uvægerlig Raabet fra de skuffe-de om Vilkaarlighed og andre slemme

0

,ring; kun sjælden falder det de misfornøjede ind, at det uundgaae-lige Valg som i oven-staaende Tilfælde ogsaa kan træffes paa et meretiltalende Grundlag. Jeg er :ganske enig i-ned Riisager i, at Verdenbliver sig selv lig, Karussellen gaar sin Gang. For h-,-,ad skulde egentlighave gjort os bedre end vore Fædre'Oluf Ring.

Netop fordi jeg ikke er Specialist i Spørgsinaalet »Folke',""ang«, føler jeg Lyst til ud fra et alment Musikersynspunkt at rette en Tak til Oluf Ring for den efter init In-dtryk høje kunstneriske Standard i »Syng, Danmark«~.

Indvendingerne mod Bogen forekommer mig lidet vægtige; mærkværdigt vilde det være, om inan ikke blandt saa mange Udsættelser fan-dt et og andet, hvor man ha-,,de en afvigende Opfattelse. Saaledes, ogsaa i Spørgsmaalet orn. selve Melodiudvalget, der bl. a. bringer et rime-ligt Antal af Rings egne Melodier; som bekendt har Ring hele sit Liv været Folkemusiken en tro og beskeden Tjener.

Aabenbart har Udgiveren ønsket at skelne mellein det folkelige og det, der mere træffende kunde kaldes det vulgære, og da det sidste som bekendt er ret udbredt og samtidigt saare følsomt overfor Krit ik, ,,-il d-et næppe kunne undgaas, at Ring møder Modstand.

I og for sig er det forstaaeligt, naar visse af Laubs Efterfølgere vækker Ubehag -,,ed at være »mere katolske end Paven«. M-en Ring er hverken gold eller snæ-ver i sin Stræben, synes tværtimod at favne vi,dt overalt, hvor hans musik-kulturelle Indsats har gjort sig gældende; han fører os ind til Tingenes Kerne, levende som han er.

Rent personligt kan jeg kun ønske, at et Værk som Rings inaa 'finde Indpas i Hjemm~ene, og at mange vil. spille ;de lette, fine Udsættelser og synge til; det er at anbefale i den tostemmige Sats at spille Understemmen noget svagere, saa at Melodien faar stærkere Lys. Mange inusikkulturelle Bestræbelser fortjener kun lidet deres Navn; inegen saakaldt Musikopdragelse kunde snarere kaldes Musikneddragelse. Kløften mellem Kunst og Folk skul,de nødigt overvindes derigennem, at Kunsten proletariseres, inen ved en langsom, taalinodig, m,usikalsk Højnelse af Menigmand. Jeg tror, at Rings Bog har en Mission at udføre.

Derfor mener jeg heller ikke, at det bør bebrejdes Høffding, naar han i sin Amneldels-e slaar til Ly-cl for Bogens mange v~-ærdifulde Egenskaber uden altfor s-maaligt at opregne de 'Tilfælde, hvor han 'har en anden Mening. Tværthnod vil-de jeg ønske, at enhver Omtale af en Stræben, -hvor Ideali,sme og praktisk Sans lyklceligt harmonerer, inaatte ske udfra lignende Synspunkter'.

Rudolph Simonsen.