Levende folkesang eller konserves

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 02 - side 27-30

LEVENDEFOLKESANG ELLER KONSERVES

Kære Karl Clausen! Det, der interesserer mig mest ved dine Beinærkninger i Anlednin,g af »Syng Danmark«, er, -hvad,du skriver om Folkesangen i Almin-delighed. Spørgsmaalet, bliver maaske særlig - tktuelt, naar den ny F,olkchøj,skolens Melodibog kom,mer --- mulig-~'iis samtidig med dette - men lad os barehænge i nu, da vi -har fat paa det; Gentagel-ser er jo ikke -saa morsomme.

Den Folkesang, der skyldes Grundtvi.g og -de, der er paa hans Linie, vil du gerne have anbragt i Aftægtsstuen, levende der et stakket Liv væsentlig paa Minderne og puslende med Konservering af de engang saa herlige Skatte. Det er den nu ikke helt moden til endnu! Du har jo selv bemærket, at den stadig har »en betydelig Expansionstrang«. Det skulde vel ikke være, fordi den trods Aarene er fulid af spillende Liv, der fænger, som det levende jo har for Skik! Jeg slaar op i Arbejder,sangbo,gen og fin-der der en lang Række Sange af dem,

I

der altid har udgjort Kærnen i Højsko,lesangbogen, først o- frem-mes;t I~t. jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord (for Højskolen maaske den vigtigste af dem alle) og Er Lyset for de lærde blot, men ogsaa Udrundne er de gamle Dage, Nu skal det aabenbares, De-t, som lysner ,over Vangen o. m. a.. Tror nogen mon, at Arbejdernehar taget andet og mere fra Højskolen, end -hvad de har ment at have Brug for i -den vældige Fremdrift, der kendetegner Arbejderbevægelsen i disse Aar

0

(Arbejdernes Oplysningsforbund!) - Du skuldehave været med mig i Qktober til De danske Ungdomsforeningers Lederkur-sus paa Snoghøj Gymnastikhøj,skole. I de 3 Dages Program, der var vel besat med

b

Fore-drag og Diskussioner, var der dog Plads til 7 Sangtimer, foruden

I

at man omkringhvert Foredrag sang i Reglen 3 Sange. Det varmig en Oplevelse at lede dis-se Sangtimer paa Grund af -den store Modtagelighed for Tekst og Melodi, der fandtes hos alle disse gamle og unge. Saadanne Oplevelser har jeg saa tit, og derfor kan jeg slet, ikke give dig Ret i, at vi skulde leve i »en for denne Sang ikke helt gunstig Ti,d.« Tværtimod! I de Aar, jeg har kunnet iagttage Forholdene, har Folkesangen (Fællessangen) aldrig haft saa gunstige Vilkaar, som netop nu,. og fra den store Fællessang gaar Traadejne ind i Familierne o.g til den enkelte ved Klaveret.

Er Folkesangen levende, saa vil den gro, det vil sige forandre sig, og mest, der hvor Livet bryder stærkest paa. Og vi kan vel nok være enige om, at det endnu væsentligst er herude, det foregaar, -herude omkring Højskolerne og andre Steder, hvor Folkesangen er dagligt z:""»

Brød, hvor Menneskenes Børn synger ikke blot eller fornemmelig for at underholde(s), men fordi det er dem bevidst, at de ha'r noget at synge om. Her forstaar man, at Folkesangen (den grun:dtvigske) er alt for levende til at blive puttet i -en Konservesdaase til Brug ved f attig Lejlighed. Her indser man ogsaa, at Folke-sangen som et andet levende Væsen trænger til Røgt og Pleje. Det gælder Sangens Ord.

::» C»

Læg Mærke ti-l, i hvilken Grad de forskellige Udgaver af Højskolesangbogen afspejler Tiden i -,.- æsentlige Spørgsmaal. Det lader sig gøre, foffi Oplagene med et Salg af 10-15 Tusinde Eks. aarlig er saa

CI I

hyppige. Forandringerne er for Re-sten særlig paafaldende ved sidste Udgave (1939), svarende til den øjeblikkelige Situation indenfor Kirkelivet.

Paa samme Maade i-ned Melodierne. I den grundtvigske Bevægelses Vaarbrud trængte Ordet saa stærkt paa, at ingen brød sig om Melodien. Ordet var det centrale. Det er det endnu, og det vil det vedblive at være. Men det var ide Dage, man uden at trække paa Smilebaandet kunde synge »Den store Mester kommer« paa »En svensk Konstabel fra Sverrig« eller »Op dog Zion, ser du ej« paa »Jyden han er stærk og sejg«. Nu har Bevægelsen ikke Vaarbrudets altovervældende Kraft, og --for saa vi-dt kan man godt tale om »de ringe Dage«. Til Gengæld kan -vi. saa besinde o,s paa Midlerne og bl. a. luge Melodihaven for Ukrudt - ikke for Musikens, Skyld, men f or at skaffe det Ord, hvor'paa der bygges, værdige Vilkaar. Her kommer det igen: den, for hvem Folkesangen er dagligt Brød, kan ikke i Lærigden finde sig i de melodiske Mangler, som Kon-servesmanden med et Skuldertræk, tager med. Vejen er vist af Thomas Laub, Carl Nielsen og Thorvald Aa-gaard, -og der er -jo endnu ikke s,aa lidt, der maa. ryddes, før Ordet faar den rette Iklædning*). Jordbunden -hos det syngende Folk er god nok, og det tager med Taknemmelighed - og ingenlunde uden Skønsomhed - mod den Hjælp, som en god ny, Melodi kan være. Fra Musikernes Side er Arbejdet med disse Ting iøvrigt ikke saa lige til, som man udefra undertiden tror. Selv Laub, der jo satte sit Livs hele Arbejde ind paa Folkesangen, kunde sige: Jeg føler mig aldrig helt sikker paa en folkelig Melodi, før jeg har hørt den i en Forsamling.

Og hvorfra kommer saa Kraften i denne grundtvigske Folkesang, s-om du vil anbringe i Defensiven (trods umiskendelig Expansion), men som jeg m-ener stadig er det bærende i dansk. Folkesang? Ikke fra- det musikalske! At søge denne Sang opretholdt af folkemusikalske Grunde vilde ikke være Umagen veerd. Dethelebegyndte midt i forrige Aarhundrede i de gudelige Forsamlinger paa Fyn - f. Eks. i!den Egn, hvor Thorvald Aagaard siden levede og virkede. Centret ligger stadig i det religiøse, selvom Menneskelivet i sin Helhed tage,s med (Menneske først, Kristen saa.! sagde Grundtvig), og til syvende og sidst er det derfor i det religiøse, Sonden skal ind, naar man vil danne

4

sig en Mening om Udsigterne for den.grundtvigske Folkesang. Det er naturligvis ikke saadan at maale det religiøse Liv, men læg f. Eks. Mærke til, hvor Landets unge Præster fra Barthsk og fra Indre Missionsk Si- de flokkes om Grundvigiani-smens Høvding i vore Dage, Valgmenighedspræst Anders Nørgaard i Vejstrup. Læs Nørgaards Bog: Kun ved Badet og ved Bordet (Gad 1939). Der er Nøglen til det hele.

C1

Det.giver. Forstaaelse af en Grundtvigianisme, der er alt andet end defensiv, fordi den er levende. Ja, man kan end ikke afvise den Tanke, at det grundtvigske muligvis først nu staar fol-an sin største Udfoldelse. »Nordfolkets Udsigt i tusinde Aar skal de (Grundtvigs Syner) rande«, sang Bjørnson ved Grundtvigs Jordefærd. Der springer Kil

*) »Teoretisk Skønhedsfejl«, som du saa nænsomt, kalder visse Foreteelser, viser

sig i Reglen ogsa a at være slemme i den Praksis, hvoraf Teorien jo er frem-gaaet. For at blive ved dine egne Eksempler: Den formindskede Kvint i Laubs»Sig nærmer Tiden« bliver i Praksis yderligere formindsket - skæbnesvan-gert. i en Sang med saa mange Vers. Agerbys »Havren« ændres, saa Melodiens5'te Tone bliver lig dens Vste, hvilket er melodisk rigtigt, men harmoniskgalt. Den folkelige Udførelse af Kromatiken i »Der er et yndigt Land« viseringen Mangel paa praktiske Skønhedsfejl. Og lad os da endelig drage Læreaf Romantikerne, der spildte saa mange skønne Kræfter paa at »opdrage Fol-ket«til under enstemmig Fællessang at abstrahere til de Harmonier, derikke var der, men som alligevel betingede Melodien - til at respektere en SS,mmetri, der ikke fandt -sit gyldige Udtryk i Melodien selv, men i et tænkt.'Akkompagnement o. s. v. - der kan blive nok endda at tage vare paa!

derne. Lades de upaaagtede, dør den grundtvigske Sang hurtigt; ;den kan ikke nøjes med Surrogater, om end -det ikke mangler paa Tilbud af saadant.

Den grun:dtvigske Folkesang har sit Centrum i Ordet, der handler om Menneskelivet i dybeste Forstand; derfra dens Styrke, og derfra det expansive. Det er gamle Spørgsmaal, saa gamle som Menne'skeslægten, men -de kommer igen i hver enes,te af os, og

»som. ny igen bli'r den gamle Sang, saa tit en Mand den af Hjertet synger.«

Venlig Hilsen!

Oluf Ring.