Ny musik

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 02 - side 39-41

NY MUSIK

Svend Erik Tarp: Serenade for Fløjte, Klarinet, Violin, Viola og Cello (udg. af Samfundet til udgivelse af dansk musik) 1930.

Flemming Weis: »Serenade uden reelle hensigter« for Fløjte, Obo, Klari

net, Horn og Fagot.

Sv. S. Schultz: Quartetto concertante Nr. 2 for strygekvartet (1939).

Flemming Weis: Symfonisk Ouverture for orkester (1939-).

Tarps serenade fra 1930, der nylig opførtes i radioen, er af samme gode stof som serenaden Op. 28 b, der blev anmeldt i DMT's novemberhæfte (1939).

I begge arbejder er der den samme tekniske beherskelse, den samme korte og sluttede form i de enkelte satser (der er 5- i begge serenader) og den

samme »lette« tematik og gode musikalske balance. Kvalitetsforskellen er ikke stor; der kunde frernhæves, partier i begge arbejder; men måske virker sere-naden af 1930 dog lidt stærkere og friskere end den nyere. Begge serenader er typiske for Tarps lette hånd; det er ny divertimentomusik af meget smuk kvalitet og godt egnet til opførelse i radio, hvor serenaden af 1930 da også klang ganske udmærket.

Med divertimento-letheden og -humøret i behold, men samtidig med et fint udarbejdet musikstof og en koncerterende teknik, har Weis skrevet sin »serenade uden reelle hensigter«, der blev spillet ved blæserkvintéttens koncert fornylig. Serenadens for~kellige satsener udarbejdet i een kontrastrig sammenhæng, således at førstesatsen med dens friske, meget »reelle« hovedtema også danner slutningen på kompositionen.

Indenfor »rammefortællingen« kommer en rolig, lidt bleg »andante espressivo«, en meget livfuld og udmærket gennemført »allegro vivace«, og en indtagende »allegretto grazioso«, der igen er indrammet ved en gentagelse af-»allegro vivace«-delen. Formen og indholdet er lige morsomme, og de mange muligheder, der er i denne art kammermusik, der især dyrker musikens graziøse og lyse side, forstår Weis at udnytte med både humør og charme. Serenaden uden reelle hensigter er sikkert' et af de bedst formede kammermusikværker Weis har skrevet, ikke mindst på grund af komponistens overlegenhed overfor stoffet, der skaber så god balance i teknik som i indhold.

Lidt anderledes - noget mere kompliceret - end begge disse to arbejder er Schultz' »Quartetto concertante«, der opførtes'i radioen i begyndelsen af februar.

Ganske vist er det overgivent-lystige (i den første allegro og især i finalen) fremherskende, men de indre kontraster mellem de hurtige og de langsomme dele er ret voldsomme. Helheden savner derved'- selv om den tekniske sammenhæng er god - i nogen grad ligevægt; til gengæld er der i alle satser partier, der er fremragende ved deres frie og lette koncerteren eller deres musikalske skønhed; og det er disse dele, der præger arbejdet. Især .står »andante tranquillo«-satsen meget smukt med dens klare kontrapunktik og dens fortrinlige kadencerende ornamentik, der viser at begrebet melopoie (d. v. s. musikens frit-ubekymrede, ubundne og legende spil) også i den ny musik har sin plads og sine muligheder.

Der er vel ting - 1A. a. i slutningen af finalen - der ligesom klinger for godt: komponisten synes at være kommet lidt for let til sine resultater; men trods disse små indvendinger, må arbejdet kaldes en værdifuld, og meget musikalsk, forøgelse af vor kvartetlitteratur.

Billedet af Flemming Weis er et helt andet, når han - som i den »symfoniske ouverture«, der blev spillet ved DUT og »dansk koncertforenings« koncert kort før jul - arbejder med det store orkester. Naturligvis er den opgave

Weis her har valgt af en ganske anden art og karakter end hans kompositioner for kam Merbesætninger, som han så åbenbart fuldtud behersker. Det er som det store orkester har trykket og tynget Weis og gjort ham ufri; - en mængde tekniske enkeltheder, især i tuttistedernes gennemførte tykke fordoblinger og behandlingen af messinggruppen, kunde tyde på det.

Det første indtryk af værket bliver derfor, ganske vist, hverken kaotisk eller forvirrende, men tværtimod langstrakt i formen og abstrakt i instrumentbehandlingen. Alligevel må man håbe, at Weis vedblivende vil arbejde med orkestrets problemer, for ouverturen er et meget sympatisk musikværk, hvor det givne musikstof er organisk udarbejdet og hvor der er god mening i form og opbygning. Men god organisme i musikstoffet behøver ikke at trues af en kontrastrig instrumentation, når denne blot er tilstrækkelig afvejet, og når hvert enkelt instrument eller gruppe har musik, der svarer til dets natur.

11 1 januar og begyndelsen af februar har der været opført en del ny musik i radioen. Foruden de ovennævnte kammermusikværker af Tarp og Schultz, har der været to orkesterkoncerter, hvor ny musik var repræsenteret; og deraf var den ene endda en torsdagskoncert, det uopnåelige mål for mange af de bedste unge og yngre komponister: Hvornår var HBffding opført ved en torsdagskoncert - og Koppel, Syberg? Disse navng tæller dog med i vort musikliv!!

Ved radioens torsdagskoncert d. 812 dirigerede den svenske dirigent Tor

I

,,Mann bl. a. et par nyere instrumentalværker. Et »Divertimento« Op. 15 af Lars Erik Larsson er skrevet for nogle år siden, men med den overordentlig sikre teknik og udprægede orkestersans, der er så typisk for Larsson. Stykket havde virkelig den rette divertimento- karakter og egnede sig fortræffeligt til let underholdning. Men de musikalske midler, Larsson har anvendt, var ikke morsomme. Hvis pastische er tegn på kulturel stagnation og degeneration, så var dette værk sørgeligt typisk derfor.

Dette, at den ny musik og baroktidens musik har så mange ydre og indre fællestræk, burde aldrig forlede nogen nulevende ærlig og alvorlig komponist til at springe over hvor gærdet er lavest: til at forlade de tusinder af problemer, der venter på at blive løst, blot for at tilfredsstille sig selv og sine tilhørere ved at gribe ned i musikhistoriens store nodepapirpose og hente hel- og halvfærdige fabrikata fra de forskellige stilepoker op derfra.

Det andet nyere værk ved torsdagskoncerten var Leif Kaysers danske debut. Den skete med hans første symfoni, der tidligere har været opført i Sverige. At Kayser er musikalsk er uomtvisteligt; men om han også har -virkelig skabende evne som komponist, må tiden vise; denne V symfoni sagde intet andet, end at Kayser er en meget talentfuld elev.

11 Den 712 havde radioen en udmærket udsendelse med dansk orkestermusik under ledelse af Launy Grøndahl. Der spilledes bl. a. Bjørn Hjelniborgs »fantasi for orkester«, der fik sin uropførelse ved komponistforeningens fest i 1938. Fantasien virkede lidt ufri, bl. a. på grund af orkestrets klanglige og harmoniske behandling, og med en vel stærk tendens bagud mod en abstrakt »klassicisme«; men den var fyldt af gode musikalske indfald og den kom udmærket til sin ret i radioen.

Erling Brenes »Capriccio« var frisk og kontrastrig musik oftest baseret på en pulserende og spændstig rytmik, og den var lunerig omend i mørkere farver, end man skulde vente af en caprie

cio. Måske var arbejdet lidt for langt, og spændingerne havde sommetider svært ved at holde; men i alt væsentligt var arbejdet bygget op med sikker hånd, både i formel og teknisk henseende.

Koncerten indledtes med Carl Nielsens ofte hørte ouverture til »Maskerade« og afrund.edes med Riisagers velkendte koncertouverture »Erasmus Montanus«.

Det var en interessant koncert med godt tilrettelagt program.

// På Edition Dania udkom i 1939 bl. a.. to orkesterværker: J. L. Emborg Op. 88 »Fire nordiske danse« og Oskar Gjyldmarks festpræludium for stort orkester »Vårbrud«.

Ingen af værkerne bryder nye veje frem eller forsøger at bygge noget selvstændigt op på nutidens allerede indvundne land; begge arbejder er sikkert forankrede i den efterromantiske harmonisk-tonale stil. Men på det givne grundlag er Emborgs danse gedlegen musik, selv om de ikke når på højde med danse i samme stil af Dvorak eller Brahms.

Gyldmarks festpræludium er mere problematisk; men han har dog søgt at få flugt over musiken, og arbejdet er rutineret instrumenteret.

Vagn Holmboe.