Radiopressen og hverdagsmusikken

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 02 - side 24-27

RADIOPRESSEN OG HVERDAGSMUSIKKEN

AF SVEND ERIK TARP

I vor saakaldte civiliserede Tidsalder er en Krig mellem Stormagter ikke nogen lokal Affære, der kun angaar de direkte implicerede Parter. Virkningerne griber ind og breder sig paa snart sagt alle Omraader af Samfundslivet ogsaa i de neutrale Lande, og det gaar vel de fleste der beskæftiger sig med noget saa luftigt som kunstnerisk Arbejde saaledes, at de hver Dag vakler mellem de to Synspunkter: Kan der tænkes noget mere ligegyldigt og overflødigt end at male, digte eller gøre Musik, medens Verden staar i Brand omkring os? - Og det modsatte: Det er for Øjeblkket dobbelt nødvendigt, og dertil for os som neutrale paa samme Tid et Privilegium og en uafviselig Pligt at søge at holde Gana i kulturelle Bestræbelser, som man andetsteds kan se sig nødsaget til at lade ligge ---- Vi kan jo alle blive enige om, at det er det sidste Synspunkt, som er det rigtige og eneste forsvarlige, og forsaavidt angaar den inusikalske Produktion vil vi jo længst muligt tro paa, at vore Komponister ikke under den almindelige Depression lader sig forlede til at efterleve Hvad-kan-det- nytte Sentensen. Skulde dette ske for nogle Stykker, maa Samfundet straks være paa Vagt og indgyde dem nyt Mod. De mismodige maa anspores, og de beslutsomme bestyrkes i deres Formodning om, at de er paa rette Vej, naar de mener, at Samfundet ogsaa nu har Brug for deres Haandværk. En af de vigtigste Forudsætninger for vedvarende kunstnerisk Initiativ maa. nødvendigvis være, at de bevilgende Myndigheder og Musikernes Arbejdsgivere, Publikum saavel som samtlige private og offentlige inusikforbrugende Institutioner med Staten i Spidsen --- er sig deres stærkt forøgede Ansvar bevidst.

Statsradiofonien er jo herhjemme fremfor nogen den store Formidler inellem danske Komponister og deres Publikum. Som et Eksempel paa, hvorledes Krigssituationen har grebet forstyrrende ind mellem Producent og Forbruger paa dette Omraade, kan nævnes, en Ting, som måske ved første Øjekast tager sig ud som en Bagatel men som i Virkeligheden paa næsten katastrofal maade har vanskeliggjort det for Komponisterne at vedligeholde Kontakten med Lytterne: Radiopressens Standsning. En Kendsgerning, som naturligvis ikke kan kægges Statsradiofonien til Last, men denne Institution kunde imidlertid bidrage til at genetablere Forbindelsen. Tidligere afslog man med koldt Blod de mest tillokkende Indbydelser for ikke at gaa Glip af de Udsendelser, man allerede Fredag Morgen paa Sengen havde sat Kryds ved i Almanakken - nu kan man risikere at være saa heldig, naar man efter en travl Dag om Aftenen griber Avisen, at konstatere at de lige har fundet Sted. Provinspressen --saaledes f. Eks. »Jyllandsposten« - bringer, hvad sikkert de færreste Københavnere ved, hver Lørdag de detaillerede Ugeprogrammer. (Besynderligt, at saadan noget ikke kan lade sig gøre i København, naar det kan i Jylland!) Men var det ikke en naturlig Opgave for Statens Radio selv at udgive sine officielle Programmer? - Og helst uden i altfor udstrakt Grad at gøre Brug af den i slige Foretagender som Regel uundgaaelige Tilføjelse, at Ret til Ændringer i Programmet forbeholdes. Det vilde være en rimelig Service at yde Lytterne og de danske Kunstnere, som Radioen nu mere end nogensinde maa basere sine Udsendelser paa.

Vi har alle - og Radioen med - Pligt til at holde Kulturens Banner saa højt, vi formaar i dis-se Tider. Det ligger mig fjernt at ville slaa til Lyd for en forøget Anvendelse af den højere Musik paa den lettere Muses Bekostning - jeg tror overhove,det ikke, at Interessen for den første kan opretholdes uden paa Baggrund af den andens Trivsel; den lyse og lette Kunstform kan jo være akkurat lige saa artistisk blændende som den saakaldte højere, og den afslører ubarmhjertigt den uægte Fortolker, som til Tider lettere kan skjule sin egen Uformuenhed bag Dybsindighedernes Taagemulm. Men hvadenten det drejer sig om tung eller let Kost, om alvorlig eller munter Musik, maa Kravet om Kvalitet og atter Kvalitet i Tilrettelæggelsen og Udførelsen af Programmerne ikke kunne diskuteres; naar Radioen opretholder Ønsket om at paatagge sig et musikkulturelt Arbejde, ogsaa omfattende vor Tids danske Tonekunst, maa Opgaven ogsaa løses paa forsvarlig Maade. Gennem Aar har Forholdet været det, at Radioorkesteret -synes at være saa overbebyrdet med Arbejde til Torsdagskoncerterne - paa hvis Programmer det retfærdigvis maa indrømmes, at moderne dansk Musik i de senere Aar har faaet, en langt mere fremtrædende Plads - at det kniber svært, at naa til en tilfredsstillende Indstudering af de sene Studiekoncerter med moderne Musik, som henvender sig til et mere begrænset, men særdeles lydhørt og kritisk indstillet Publikum. De ugunstige Forhold, hvorunder saadanne Udsendelser planlægges, resulterer ofte i, at Udførelsen enten bliver utilfredsstillende, eller at Opførelsen af en én Gang fastsat Komposition Gang paa Gang maa udsættes - af og til i sidste Øjeblik -- eller i værste Fald maaske helt opgives. Forholdet er uheldigt, da Interessen som Følge af den manglende reffidige Advisering og den almindelige Usikkerhed om Udsendelserne forflygtiges, og Radioen mister Taget, i en maaske talmæssigt underlegen, men intellektuelt værdifuld og hidtil trofast Lyttergruppe.

Men nu de andre - de Hundredetusinder »jævne« Lyttere? Hvilke særlige Hensyn har de Krav paa i det Herrens Aar 1940? Det synes jo besynderligt nok at være saaledes, at intet taaler Sammenligning med den Nydelse, som det bereder Flertallet af Lytterne at høre Musik for forkert Besætning. Et Udtog af »Carmen«, spillet af Radioorkesteret maa saaledes formodes ikke tilnærmelsesvis at kunne opnaa den Popularitet, som vil blive samme Stykke til Del, i det Øjeblik det udføres af et mindre Ensemble, hvor f. Eks. Trompetsignaler gengives paa Klaveret (selvom der eventuelt skulde findes en Trompet i Ensemblet!). Det kan imidlertid aldrig være Statsradiofoniens Opgave at befordre slig skæv og naturstridig Indstilling ligeoverfor elementære musikalske Værdier; man kan muligvis fodre Mennesker saalænge, med Margarine, at de taber Smagen for Smør, og man kan stoppe Ørene saa fulde af »Ensembleklang«, at Sansen for den oprindelige velafbalancerede Orkesterklang tilintetgøres. Det ligger i Sagens Natur, at Arrangementer, der kan trækkes ud og ind som en Harmonika aldrig kan faa samme Værdi som Originaludgaver. I Stedet for at opretholde tre Ensembler, der hverken er Fugl eller Fisk, kunde Radioen med Preills Mogens Hansens og Rydahls Ensembler som Grundstamme oprette et normalt besat Underholdningsorkester paa 35-40 Mand, som kunde bestride samtlige Eftermiddagskoncerter samt de lettere Aftenudsendelser, og som kunde dirigeres af f. Eks.de tidligere En-semble ledere eventuelt paa Skift med D'Hrr. Grøndahl, Tuxen, Lundquist, Ernst Hye-Knudsen eller hvem, der nu ellers kunde blive Tale om. Oprettelsen af et saadant Orkester behøvede naturligvis paa ingen Maade at berøre Opretholdelsen af Preills Radio-Danseorkester eller de stedfindende Transmissioner af Caféorkestrene. Man vilde ved en saadan Ordning opnaa en betydelig Aflastning af det stærkt udnyttede Radio(Symfoni)orkester, som derved kunde koncentrere sig om Prøver til og Afholdelse af Torsdags- og Søndags-Folkekoncerterne samt saadanne Udsendelser, som paa anden Vis har udpræget repræsentativ Karakter og derfor kræver særlig omhyggelig Forberedelse og Indstudering.

Jeg er ikke i tilstrækkelig Grad inde i Radioens affininistrative Enkeltheder til at turde sige noget om, hvorledes en Ordning som den her skitserede er teknisk gennemførlig; at den ud fra et musikalsk Synspunkt maa være en Forbedring forekommer mig sandsynligt. Og mon Lytterne i al Almindelighed vilde reagere saa voldsomt som almindeligt formodet mod et ærligt Forsøg paa at give :dem Brød for Stene? Deres Indstilling kan meget vel skyldes, at de simpelthen er for daarligt, vant, og vil det være for optimistisk at tro paa, at det musikkulturelle Arbejde, som ydes fra forskellig Side, og som Radioen selv officielt bekender sig til, efterhaanden har baaret nogen Frugt? En af »Ekstrabladet« umiddelbart efter Nytaar startet privat Lytterafstemning under Devisen: »Hvad ønsker De ad Hækkenfeldt til i Radioen i 1940?« synes at tyde paa en begyndende Strømkæntring. Naturligvis er der fremdeles Lyttere, der lider af Opusskræk, men der ogsaa nye Toner. I sin Kommentar opgør Bladet selv stillingen ssaaledes: »Torsdagskoncerterne er der nogle faa, der kritiserer de finder -dem for højstemte, men det er ogsaa kun faa, der siger det. Derimod har Kinoorglet talrige bitre Modstandere.« Iøvrigt klages der fra flere Sider over Ensemblekoncerterne og deres Programmer samt over visse, altfor »populært« anlagte Grammofoncauserier. - Maaske er disse Besvarelser kun at betragte som enlige Svaler, der ikke bebuder nogen Sommer. Selvom saa var, har vi dog aldrig Lov til at opgive Haabet om, at der i,de fleste Menneskers Sind ligger en latent, og maaske ubevidst, Trang til at søge Kunstens rene Kildespring i Stedet for at lade sig spise af med Surrogater. I »Berlingske Aftenavis« for den 1. December f. A. skrev Forfatteren Willy August Linnemann en Kronik om (Aalborg) Teater, hvori det bl. a. hedder:

»Der er intet at sige til, at Folk, der ikke er skolet i at skelne mellem Kunst og Gøgl, vælger det sidste, da Gøglet altid er lettest at tilegne sig og den menneskelige Natur nu engang holder mest af at springe over, hvor Gærdet er lavest. Menbydes det gode frem, og kun det gode, da vil Folk ogsaa nok vise sig modtagelige. Det er ravruskende galt at tro, at Folk da vil hænge sig af Fortvivlelse. Hvis alle Teatre kunde enes om ikke at ville skele til, hvad Folk vil have, men kun at ville byde paa, hvad Folk,har Brug for, da vilde de se en Springflod af Interes,se bølge imod sig. Det saakaldte »jævne Folk«s Længsler er nemlig slet ikke ringere end Kunstnerens.«

Det er gode Ord, som ogsaa burde kunne staa som et Motto for dansk Musikliv i 1940 og fremover.