Symfonien er død - musiken leve!

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 02 - side 21-23

SYMFONIEN ER DØD - MUSIKEN LEVE!

AF KNUDÅGE RIISAGER

Det monumentale musikværk er virkelig et problem idag. Overalt hvor nutidens dirigenter eller koncertinstitutioner leder efter et musikalsk tyngdepunkt for programmet, viser det sig, at den klassiske eller romantiske symfoni som musikalsk form ganske behersker vor egen tids iøvrigt få monumentale værker. Det har igen ført til den overtro, at det »store« værk, alene er muligt i den symfoniske form. Og derfor kaldes der på »den nye symfoni«.

For nogle år siden var det et almindeligt feltråb, at operaen var død. Selvfølgelig er operaen som musikdramati:sk disciplin absolut ikke død, sålængege de værker, der i sig selv bærer udødelighedens evighed, endnu existerer og spilles. Derfor er operascenen allerede af den grund nødvendig for den levende bevarelse af de forlængst skabte kulturværdier, ligesom koncertsalen og dens orkestre måtte vedblive at bestå alene af hensyn til den existerende skat af symfoniske værker. Men det er rigtigt, at de nye operaer der er kommet frem, alle har vandret i de spor, der forlængst var givne for operaen som musikdramatisk form.

Man skulde derfor hellere dengang have sagt: den form hvorunder vor tids musikdramatiske udtryk skal give sig klart tilkende, er endnu ikke født! På samme måde, som tidselementerne medførte artsforskellen mellem barokoperaen, den klassiske opera, den romantiske opera og endelig over den symbolske opera hen til den realistiske opera - allesammen operaformer, hver med- det for sin tid karakteristiske scenisk- musikalske udtryk skulde man have troet at den »moderne opera« var opstået. Strawinsky skabte tværtimod forbilledet for den moderne ballet, måske i erkendelsen af, at operaens problem indtil videre måtte ligge uløst hen. Kurt Weill gjorde et forsøg med anvendelsen af operettetekniken. Men derved er det altså blevet.

Symfonien er ganske på samme måde, en musikalsk form, som er fuldt og i enhver henseende tilfredsstillende udtømt. Den er derfor udelukket som grundform for vor tids monumentale musikværk og det er en gold og reaktionær vej at søge ind i. Denne erkendelse gør ingenlunde kravet om og nødvendigheden ,af en løsning af selve det ineget store musikalske problem mindre. Den stiller tværtimod endiiu tydeligere spørgsmålet op med den skarpe hensynsløshed, som er den første betingelse for at vejen findes. Opgaver må altid stilles rigtigt, førend de kan blive løst.

»Pour former une oeuvre parfaite, il faudrait se donner au diable«, har Voltaire sagt. Altså lyst for og mørkt bag i bestræbelserne for at skabe det monumentale værk der er kendetegnet for vor tid, ganske som symfonien har været den typiske form for det store eller, om man vil, det vægtige værk i mere end et århundrede.

Det vil sige, alene at betegne symfonien som en musikalsk »form« er ikke tilstrækkeligt, og det er for en stor del den manglende forståelse heraf, der har hæmmet den beslutning hos komponisterne om at overgive sig til djævlen, som Voltaire forlanger. Symfonien er ikke blot en særlig og højt udviklet - efter min opfattelse altså endog fuldt færdigudviklet - musikalsk form. Symfonien har først og f remmest fået sin form som resultat af sit symfoniske indhold.

Og det er heri det stikker. Det er kravet om »det symfoniske« der hidtil bestandigt har standset tilblivelsen af den moiderne monumentalform. Symfonien er jo et filosofisk anliggende. Den er den subjektivt-individualistiske kunstopfattelses ideal. Det fremgår af selve det symfoniske princips idé, der udtrykker sonateformens tematiske kamp mellem to verdener i modsætning til den moderne tanke om det tematiske materiales samtidighed, med andre ord den er en brydekamp mellem det musikalske stofs elementer medens den moderne musiks særpræg netop beror på, hvad man kunde kalde en række objektive musikalske påstande, på det tematiske materiales aktive snit ind i stoffet, på egentlig og samtidig, handlingsbevæget entydighed. Det symfoniske motiv er tvetydigt og dets musikalske mulighed er afhængigt af graden af sådan tvetydighed, af dualismen. Den moderne musikal,ske stils motivteknik stræber så afgjort (stik modsat det romantiske symfoniske princip), efter klarhed og knaphed og denne grundfordring trækker nødvendigvis efter sig den logiskmotoriske, den fremaddrivende bevægelsesteknik, som slet ikke er anvendelig i den symfoniske form.

Derfor er det, at den store form i koncertmusiken, ganske som på det musikdramatiske felt, kræver en helt ny løsning. Ikke støbning i detgivne skema.

Dette kan ikke siges tydeligt og stærkt nok, og det gælder vor tids, musik i alle lande. Men jeg vil ikke gå udenom en belysning af spørgsmålet ved et hjemligt exempel, ikke mindst fordi vi her har det så slående nær. Jeg ser helt bort fra sammenligningen i den musikalske kvalitet som sådan. Vi lever her i Danmark under Carl Nielsens skygge. Når et nyt,dansk værk kommer frem, bedømmes det uvægerligt ud fra denne tvedelte forudsætning: udaf eller udenorn Carl Nielsen. Rent bortset fra det uudholdelige i den musikalske husmandsbevægelse der består i fortsat udstykning af Carl Nielsens gods og som med sit uopholdelige drøvtyggeri på hans værk er så lidet i hans ånd, at den standser den bestandige drift som han selv anså for såre vigtig, ja var årsagen til at han blev Carl Nielsen og ikke bare en Gadeefterklang - altså bortset fra dette, stilles den store form som Carl Nielsen skabte i dansk Musik op som den alen, hvormed et nyt dansk værk jævnføres. Allerede den tanke at »videreføre« Carl Nielsens værk, er en ringe idé, fordi det nu engang er gjort bedre, end det fremtidig vil kunne gøres - nemlig af ham selv. Denne betragtning fører uvægerligt til det absurde resultat at et nyt værk af idag enten må anses for mislykket, fordi det ikke bringer noget nyt udover den Carl Nielsen-ske symfoni, eller også fordi det ikke svarer til det symfoniske ideal, som Carl Nielsen lagde til grund for sine store værker. Det viser sig gang på gang og overalt i verden, at nye symfonier, der består i genoptagelse af den så længe udnyttede form, ingen fornyelse bringer i den monumentale literatur. Og årsagen er lige så indlysende som modviljen mod at erkende det er ubegribelig.

Det monumentale værk er ikke alene et teknisk og formelt problem. (Det er mindst lige så meget et psykologisk problem.) Man har i nogen tid været inde på, at den moderne stil i musiken ligefrem udelukker muligheden af den store form. Jeg tror det ikke. Men jeg ser at den endnu ikke er fundet og jeg ved at den ikke vil kunne findes ved at fylde selv nok så god en vin på de gamle læderflasker. Chesterton siger i sine erindringer, at -det at snakke om at ophjælpe dramaet lyder for ham, som vilde man tale om at hjælpe skrivemaskinen eller trykkepressen. Det kan man også sige om musiken. Og det ender med, at vi i stedet for at spørge om, hvordan vi skal ophjælpe,, musiklivet og skabe opmærksomhed om og trang til koncerter, bliver nødt til at vende os mod os selv og spørge om, hvordan vi da selv løser den del af opgaven, der påhviler os.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er en sand trang til nyt, stærkt, dristigt og godt stof. Jeg tvivler heller ikke på, at det monumentale værk i vor egen tids stil, ånd, og form vil blive skabt. Jeg er ydermere af den overbevisning, at løsningen ikke er så langt borte, og jeg skimter en lys og modig frigørelse fra det konventionelle monumentskema. som indtil nu er anset som det eneste »rigtige«, det alt for nærliggende krav om det »symfoniske« som blot er søvngængeri og rådløshed eller måske mangel på vilje til at se uhæmmet, på problemet. Men først må vi være klar over, at symfonien er død. Så vil musiken leve.

Der var engang en gammel kone i Odense, der havde fået at vide, at jorden skulde gå under den næste dag. Aftenen før tog hun sig for at bage en ordentlig forsyning æbleskiver for at have noget med at tære på, undervejs ud i verdensrummet.

Det var en klog gammel kone. For hun havde da i hvert fald tillid til fremtiden.

Hvis den musikalske verdens ængstelige ledvogtere frygter at musiken. må gå under, når det opdages at symfonien ikke længere er i,stand til at leve videre - så vil jeg nu alligevel ganske roligt råde komiponisterne til at tage kære af hendes exempel og stikke lidt nodepapir og et blyant i lommen. For man veed jo aldrig, hvad der derefter kan passere!