Syng Danmark. Resume, svar og afsluttende exempler

Af
| Årgang 15 (1940) nr. 02 - side 30-38

SYNG DANMARK

RESUME', SVAR OG AFSLUTTENDE EXEMPLER

AF KARL CLAUSE.N

Naar man læser DMT januarheftets indlæg om Rings »Syng Danmark«, skulde man tro, at jeg i december havde -skrevet om alt muligt andet end det, der -,,,ar udgangspunkt, hovedgenstand og afslutning paa min. artikel: Rings uds:,,ettelser til klaverbrug af vore folkelige sange. Hvis vi for en ordens skyld deler disse i 1) navngivne komponisters melodier og 2) folkemelodierne, saa er det 'in. h. t. den første gruppe let at konstatere, at Ring i særdeles inange tilfælde fjerner sig fra originaludsættelserne; og m. h. t. den anden gruppe er det let at se, at de er »gjort« paa akkurat samme maade. Hovedinassen af rnel,odierne i S.D. fremtræder i deres udsættelser altsaa med et umiskendeligt præg af Rings bearbejdelse.

Af de,nne bog gav Finn Høffding i noveniber i fjor en meget begejstret anmeldelse, der angik baade udvalg og udsættelser. Hvad der i denne anmelde1se fandtes af indvendinger angik nogle faa enkelt~ n 'M

heder. Høffding ener altsaa, at bogen i alle henseender er en gevinst, ogsaa Rings udsættelser.

I decemberheftet tog jeg kraftig afstand fra denne bedøm,melse, for saa vidt som den angik udsættelserne. Jeg fremihæ-vede udtrykkeligt, at det ikke var udvalget, -der fremkaldte min protest, ud fra den erkendelse, at et valg til et begrænset formaal til en vis grad maa bero paa et subjektivt skøn. Trods enkelte indvendinger konkluderede jeg. da ogsaa derhen, at »S.D. in;deholder mange gode sange, af hvil,ke en del har ført en beskeden tilværelse i glemte eller ikke mere gangbare udgaver.« Jeg vilde med glæde ha-~,e anbefalet denne samling, hvis ikke Rings meget personlige og efter min mening mod inange komponister ikke fuldt loyale klaverbehandling hav-de gennemsyret blogen fra først til sidst. Det var mig umuligt at se, at der var ~=det noget ved denne behandling. Jeg maatte tværtimod komme til det resultat, at de komponister, der er tale om, havde gjort det bedre selv. Tankegangen er denne, at komponister som fx. Weyse, Kuhlau, Gebauer, Heise og Nordråk var hel,befarne folk, der nok vidste, hvad de gj,orde, naar de skrev en klaver'sats. Hvis Ring saa endda havde truffet tonen, naar han gik sine egne veje, saa kunde man have diskuteret, om ikke formaalet (fx. letspillelighed) helligede midlet. Men i en meget stor del af de anførte exempler er det tydeligt, at originalens stil og aand ikke er bevaret. I disse exempler søgte jeg at gøre rede for forskellen mellem originalen og Rings bearbejdelse, og hver gang at begrunde, hvorfor originalen er at foretrække. Og for at undgaa ubillighed søgte jeg at fastholde, at der findes bearbejdelser, som kun betegner en, nuances forskel fra originalen, mens andre bear.bejdelser afgjort maa betegnes som fori Yanskninger. Jeg havde det haab ved en saadan fremgangsmaade at fremskaffe et diskussionsgrundlag. Selvom HUfding er vildt uenig med mig, saa indrømmer han dog, at »Kong Kristian« og »Ja, vi elsker« ikke er helt heldige. Hvis vi nu

tænker os disse to sange anbragt yderst til højre (blandtde »uheldige« eller lidt grovere: forvanskningerne) og de mere uskyldige bearbejdel-ser yderst til venstre (blandt nuancerne i forhold til originalen), saa er der selvfølgelig mange mellemgrader, der nok var værd. at diskutere. Dis,se mellemgrader viser nemlig, omend. rhaaske mindre potenseret, de samme ejendommeligheder og friheder i forhold til originalen, der gør de bearbejdelser uheldige, som vi anbringer yderst til

I

høj re.

Dette har Hóffding ikke ønsket at diskutere. Men saa længe han(eller andre) ikke gør det, er min hovedanke mod bogen heller ikke,niodbevist: nemlig at flertallet af sangene ikke fremtræder i den skik-kelse, der ud fra visse kriterier maa betragtes som den, stort set,eneste rigtige. Og disse kriterier er: komponistens egen sats-tekniskeintentioner; fx. homofont eller polyfont præget sats, harmoniske ven-dinger, ogsaa rytmiske ejendommeligheder i akkompagnementet ogden større eller mindre fylde i akkorderne. Summen af disse intentio-ner, der er betingede baade af personlighed og tid, udgør værkets stilog aand. Jeg mener altsaa, og har forsøgt at sandsynliggøre det medexempler, at det er et tab - større eller mindre, naar en bearbejdertilsidesætter komponistens oprindelige intentioner ved egeninægtigeindgreb. Om H,5ffding nu mener det modsatte, eller han mener, at Rings indgreb enten ikke er egenmægtige eller saa kongeniale, at defuldtud opvejer tabet af det oprindelige -- det tør jeg ikke sige, for-modentlig dog det sidste. Men i saa fald er det ikke tilstrækkelig klart fremsat og da slet ikke sandsynliggjort overfor evt. tvivlere. Og i alle tilfælde mener jeg altsaa det modsatte.

Til gengæld mener H8ffding, at jeg »totalt har misforstaaet« bogen, af forskellige grunde.

For det første inener Hóffding, at jeg har betragtet bogen under synsvinklen »fællessang«, om den altsaa -er egnet til det eller ikke.

Men det har'jeg tydeligvis ikke. Det eneste, jeg har heftet mig ved, er, om satsen gir netop det, der er karakteristisk for netop denne sang. Hvis dette krav er opfyldt, vil udsættelsen ogsaa. egne sig til fællessang, hvis -sangen iøvrigt egner sig til dette-. 29 exempler, før omtalt: »Ja ' vi elsker« og Rings egen melodi -og udsættelse til Hostrups »Det,'SOm lysner over Vangen.« Begge er glimrende »f~ellessange« - set fra et indholdsmæssigt, og melodisk synspunkt. Men mens »Ja, vi elsker« i sin kunstlede, tynde, ganske u-Nordråkske 2-stemmighed er uanvendelig til baade det ene og det andet formaal, altsaa, ogsaa til som klaverledsagelse at bære en fællessang, saa er Rings udsættelse til hans egen melodi storartet med sine kraftfulde,oktaver i begynde1sen o,,, den tætte 4-stemmige sats fra 3. takt af, den har bærekraft.

b I

Det er mig ubegribeligt, som sagt snart til overflod, hvilket formaal det tjener, naar Ring overfor andre komponisters værker tillader sig de nokomtalte friheder. Saa nytter det slet ikke, at H6ffding i sit forsvar for Ring,siger, at bogen passende kun-de have heddet »Nyn Danmark«, helst ved et kammerpiano. Jeg maa da spørge, om -man nuomstunder bruger sin strube og mund anderledes og endnu mere, diskret end paa fx. Weyses tid, naar man har til hensigt i det stille at fryde sig -,,ed en eller anden sang. Klavererne paa Weyses tid var vist heller ikke ret meget fyldigere i klangen end nutidens kammerpianoer! Nej, naar jeg for mig selv vil glæde mig over fx. Weyse eller

stifte bekendtskab med en ny sang, maa jeg saa be om sangen, som ophavs-manden har tænkt sig den, Weyse var jo ikke nogen sinke! -Men foruden at »nynne« nævner H5ffding et andet formaal, som skulde kunne hellige midlet: sangens udførelse i instrumentalundervisningen. Det er en bestræ-belse, som hilses med bifald af sikkert alle.

Og for at muliggøre dette har Ring altsaa bearbejdet melodierne,undgaaet, fx. de »for fyldige akkordgreb«, det hele skal. fremtræde ien lettere skikkelse. Hvis dette er formaalet med bogen (foruden atden er beregnet til »nynning«), saa er det for det første intetsteds an-givet. Dette er som service betragtet i alle tilfælde ikke særlig hen-I

synsfuldt overfor det købende publikum. Men dernæst er det i mangetilfælde højst tvivlsomt, om den lette spillelighed er opnaaet; i adskil-lige tilfælde er Rings udsættelse bestemt blevet -sværere, jfr. exemp-lerne tilsidst. Og endelig: hvorfor skal det ukritiske barn ha en for-kert opfattelse af Geba U'er, Weyse o. a., saa kunde man dog evt. vente lidt med sangen, hvis det af tekniske grunde er nødvendigt. Men naar det saa ikke engang er nødvendigt at vente af tekniske grunde, idet

originalen er lige-saa let eller lettere end bearbejdelsen, saa kan 'der kun være 2 aarsager tilbage til forandringen: enten har originalen eller tidligere forsøg været for daarlige, eller udsættelsen skal føres å jour, gøres tidssvarende eller noget i den retnin2.g.

I en del tilfælde, fx. overfor folkemelodierne -- nien også andre, har det sikkert været en nødvendighed for -udgiveren at lave en ny udsættelse, idet tidligere for-søg jo vitterlig ikke altid har været lige heldige. Men selvom denne nødvendighed har foreligget, er det jo ikke givet, at Oluf Ring's udsættelse er blevet tilfredsstillende. Hóffding synes det, jeg gør det i mange tilfælde altsaa ikke. Jeg har fx. gjort ophævelser over den stilløse anvendelse af gennemgang-snoder, bl. a. i »Vort modersmaal«. Dette

gir H,5ffding anledning til en be-

ZD

lærende bemærkning om, at -der er »forskel paa gennemgangsnoder o""' toner som elementer i en motivisk gennemført modstemme«. Det kan være rigtig nok. Men med denne bemærkning er der jo endnu ikke bevist noget om, at der ikke findes for mange (uheldigt anbragte) gennemgangsno,der i al almindelighed, eller at gennemgangsnoderne i »Vort. modermaal« ikke er »gennemgangsnoder«, selvom de -- særlig i de sidste 4 takter - -benyttes motivisk. I virkeligheden er vi jo ganske enige i betragtningen af den omstridte understemme. H,5ffding kalder den »en motivisk gennemført understemme«, jeg siger, at' »den faar et egenliv, der truer med at tage interessen bort fra melodien«. Det er altsaa kun i vurderingen af samme stemme, at vi er ue nige.

I 1920'erne, den neue Sachlichkeit's tid, var der en programmatisk udtalt tendens til at foretrække »objektive« musiceringsformer, hvilket gav sig udslag i et »bort fra romantiken« og »henimod polyfon skrivemaade«. Denne bevægelse har selvfølgelig været begrundet i tiden og »nødvendig«. Men det forhindrer jo ikke, at vi nu kan være

I

af den anskuelse, at den paa visse omraader netop var for tidsbunden. Det gælder navnlig den »polyfone Setzweise«, -der i Tyskland blev anvendt overfor folkevisestof, ogsaa. viser af nyere oprindelse. Saa berettiget denne tilbøjelighed kan have været som reaktion og som udtryk for en musikalsk og pædagogisk idé, saa er den dog utvivlsomt blevet overdrevet. Det er vanskeligt at sige, om der i S.D. foreligger en noget

c

forsinket paavirkning, altsaa en idé om at føre stoffet å jour - eller ,snarere en mere oprindeli,-g, Droduktiv indstilling overfor stoffet. For

vurderingen af resultatet bliver det dog ligegyldigt. S.D. er i sit anlæg en antologi af vore bedste folkelige sange, og af en saadan bog har

n 0

vi som publikum og aftagere lov til »trod-s mulige bimotiver« (fx. af

-1)

pædagogisk art) at vente »en stil- og traditionstro klaverbehandlincr« (artiklen i decembernummeret).

Det andet punkt, der skulde gøre mig uskikket til at forstaa »alt det øvrige«, er det, jeg skriver olli »Der er et yndigt land«. Men der er. noget, der hedder sammenhæng, og den har man, selv i en polemik, ikke lov til at negligere. Jeg har udtrykkelig sag ' t, at -der selvfølgelig har -været og stadig er brug for nye melodier til erstatning af ældre daarlige eller uegnede. Med »Der er et yndigt land« som typisk exempel. har jeg kun villet spørge, om der ikke i visse tilfælde er hensyn, der vejer ligesaa meget eller mere end hensynet til kvaliteten. H,5ffding siger jo selv, at »den nu engang er blevet koblet sammen med en hel del nationale komplekser; den er derfor ikke noget musikalsk, end mindre et folkeligt musikalsk spørgsmaal«. Det er selvfølgelig rigtigt. Men naar det nu er saadan, er al den usikkerhed omkring »Der er -- -« saa til gavn for noget eller nogen? I visse kred,se vækker de nye melodier en masse forargelse, ud fra tilstedeværelsen af »nationale komplekser« og det deraf følgende syn paa »tradition« ined rette, ud fra andre kredses syn paa »kvalitet« med urette. Dertil kominer, at sidstnævnte kredse ikke engang kan blive enige om, om

ZD

nu Laubs eller Carl Nielsens melodi er den bedste. Resultatet er, at vi til en og samme ikke særlig betydelige text, der af traditionelle ,grunde er anerkendt som fædrelandssang, slæber rundt med 3 forskellige melodier, hvoraf vi, naar det endelig gælder, kun bruger -den ene. Det kalder jeg latterligt. Nej, HUfding har ret:~ »det er ikke noget musikalsk, end mindre et folkeligt musikalsk spørgsinaal«. Det er simpelthen et spørgsmaal oin, om der -,,ed visse lejligheder er brug for -visse »nationale komplexer« eller ikke. For tiden mangler vi kun, at en eller an-den behjertet mand finder paa en ny melodi til »Moders navn er en himmelsk lyd«, der i sin oprindeli~ e skikkelse har cii usømmelig og ufolkelig lang tone henimod slutningen, og hvad enten vi kommer uden om denne, paa den ene eller den anden inaade, saa er det ikke helt godt!

Det el- fænornener soni disse, jeg i inin første artikel kaldte for »noget formelt og egentlig underordnet«, altsaa sidespring eller Torvildelser, der ikke har noget med den egentlige folkelige- mu Sikalske bevægelse at gøre, uden for saa vidt de kan være symptom paa en svækkelse i den oprindelige drivkraft. Det er vanskeligt at udtrykke. .Jeg mener noget i retning af, at det, der udløste den musikalske fornyelse onikring -højskolen o,,, dens idéind-hold, var en revolutione

n

rende skaberkraft af enestaaende frodighed. Men de nævate fænomener er ikke saa meget udtryk for frodighed soni pilleværk. Hvad deler af frodighed kaster sig fortrinsvis over uløste opgaver, der kræver etlivtag. Naar Laub og Carl Nielsen har søgt at forny »Der er et .,,yndigt l,and«, er det formentlig sket af indignation over den gamle, men ud fra en gal problemstilling. Det er da ogsaa en ganske underordnet bedrift i sammenligning med deres egentlige indsats.

. Jeg. er f saare langt fra at rette »et almindeligt angreb paa den folke-lige-musikalske bevægelse fra den sidste menneskealder«, som Hóff-ding skriver. Højskolens indsats paa dette som paaandre omraaderkan kun vække min beundring. Ganske vist mener jeg, at højskolensn

kulturdaad i det væsentlige er afsluttet, den egentlige »skabertid« er forbi. Og en af tidens opgaver (bortset fra de nyopdukkende) ser jeg deri paa forsvarlig maade at overlevere de musikalske kultur-værdier fra en svunden tid, som bl. a. højskolen har optaget i sig og delvis selv skabt. Hvor kulturskabende højskolen selv har været, ser man jo bedst ved et gennemsyn af »Arbejdersangbogen«, hvor højskolens repertoire forg2eves søger at forliges med- socialdemokratisk kampstof, men hvor man alt-saa alligevel ikke har ment at kunne undvære det. Men det er en anden og ømfindtlig historie, som ikke kommer denne sag ved.

Jeg vil nu søge at samle hovedsynspunktet for bedømmelsen af S.D. én gang -til, men ud fra et andet udgangspunkt.

Ligesom vi ved den reproduktive kunstydelse fornemmer - eller muligvis kan bevise, at denne eller hin opfattelse er mere eller mindre rigtig, helt ved siden af, eller maaske lige i prikken, saaledes. maa der ogsaa m. h. t. udsættelser være mulighed for at paavise, at dette eller hint træk er !sandt eller falskt, at én iklædning er en forbier, en anden selve sandheden. Sand-heden i vort flygtige stof, musiken, er ikke saa uhaandgribelig, som mange er til-bøjelige til at tro. Men det, der gør den vanskelig at operere med, er det forhold, at sandheden paa én gang o-, uadskilleligt er noget ydre og indre, nemlig enhed mellem det musikalske stof og saa det, som stoffet skal bære.

Det stoflige er det ikke saa vanskeligt at faa hold paa, det kan doceres og læres. Vanskelighederne melder sig først ved det andet inoment: den kraft, der former stoffet og som i følge sin natur unddrager sig en gennemført rationel beskrivelse - vi kan kun tilnærinelsesvis forklare den, en fyldestgørende definition er vist umulig; indlevelse eller indføling er her den fornemste betingelse. Paa den -inden side er det dette andet moment, som gir al kunstnerisk irk somhed karat -- skellet mellem den dygtige tekniker og den store kunstner. Der er altsaa ikke noget i vejen for, at præstationer, som teknisk set kan være (tilsyneladende) lydefri, -maalt med den kunstneriske alen maa betegnes som underlødige.

Er nu den føromtalte enhed mellem stoffet o,, dets formende kraft n

tilstede, ja, saa faar vi en befriende følelse af holdning, vi siger ja og amen - selv en lille ting faar da format. Føler vi derimod brist i denne enhed, ja, saa blir vi tavse, sure, smaakvæ-rulerende eller protestanter, alt efter temperament, oplagthed og omstændigheder. Det er dette spørgsmaal om »holdning«, det til syvende o-,, sidst drejer .sig om. - -

Til slut, og med henblik paa Rudolph Siinonsens indlæg i D-NIls, januarhefte, vil jeg gerne tidtale, at en almindelig holdt og tilsløret polemisk angrebsform, som den han anvender, forekommer mig utilbørlig, en saadan kan kun bidrage til at forplunir.e begreberne og sætte ondt blod; aabne op, direkte meningstilkendegivelser derimod

I b

har dog i det mindste en mulighed for at klare visse spørgsmaal, under fuld opretholdelse af agtelse for modstanderen.

De efterfølgende exempler skal demonstrere noget af det sagte. Jeg har val tz,9exemplerne blandt Gebauers børnesange, hvoraf der i S. D. er medtaget 5 (Nr.1-5), og saa endelig »Og ræven laa - -« af Halfdan Kjerulf (Nr. 229), som i S. D. kun er repræsenteret med denne ene sang. Exemplerne gaar ud paa at vise,at disse sange, der hver for sig er i høj grad karakteristiske for deres ophavs-mænd, i Oluf Rings »Syng Danmark« fremtræder i en skikkelse, der maa betegnes,,om nå--rmest. forvansket - noget meget væsentligt er der taget fra dem. De an-tydede forsøg maa ikke opfattes som en absolut endelig løsning, men som forsøgi den her givne sammenhæng (jfr. navnlig det tredje exempel). - Her er altsaa Gebauer og Kjerulf valgt - først og sidst i bogen; men jeg kunde have slaaetned paa et hvilketsomhelst sted i samme bog. Jeg har med vilje ikke valgt nogenfolkenielodi, fordi sammenligningsgrundlaget enten ikke findes eller tit vil svigte.Men ved navngivne kompositioner har man noget at holde sig til, noget ufravige-ligt endda, nemlig komponisterne. Og en komponists arbejde, ligesom ethvertaandsarbejde, bør selvfølgelig være beskyttet'mod enhver urimelig og egenmægtigindgriben fra fremmed haand.

J. C. Gebauer: RIDE, RIDE -RANKE

1 a(Original). Fra Gebauers haand en typisk harmonisk sats; bemærk. tempoét: allegro; let at spille; bemærk. ogsaa foredragstegnene.

1 b(Oluf Rings klaverbearbejdelse). Rings bearbejdelse polyfont præget; synes opfattet for langsomt, I/1c,-noderne ritarderer uvilkaarligt tempoet; fingersætningen gør den vanskeligere at spille end 1 a; den tilkendegivelse og opmuntring, som tempobetegnelse og foredragstegn betyder for den spillende, mangler lier som overalt i S. D.

J. C. Gebauer: HIST, HVOR VE,1h,N SLAAR EN BUG'l'

2 a - *(Original).' Bemærk e'et i bassen; allegro.

2 b(Oluf Rings klaverbearbejdelse). Bortset fra den næsten altid optrædende tilbøjelighed for »selvstændighed« i understemmerne, er akkordvalget, i 6. takts 2. fjerdedel uheldigt; synes opfattet for langsomt, 111c.-noderne gir stykket en uegal, hoppende karakter.

De meget hyppigt forekommende sammenstød i enklang er her som overalt i bogen pianistisk ikke heldige. Rings skrivemaade foregøgler en polyfoni, som ofte slet ikke existerer. Man har i-det hele ofte indtrykket af, at Rings udsættelser er mere for øjet end for øret.

2 c(Reduktion ved K. Cl.). Forsøg paa en løsning med bibeholdelse af de fleste af de karakteristiske ting hos Gebauer.

J. C. Gebauer: SØSKENDE JEG KENDER FEM

3 a(Original). Bemærk særlig %-bevægelsen i akkompagnementet; gir stykket karakter af et roligt flydende allegretto. Forspil, der siden optages som efterspil (de 5 fingre, ligefrem titelangivelse pr. musik).

3 b(Oluf Rings klaverbearbejdelse). %-bevægelsen totalt forsvunden til ubodelig skade for hele sangens, tempo-karakter; e i bassen (5. takt) uheldigt valgt.

3 c(Reduktion ved K. Cl.). Forsøg paa en løsning med bibeholdelse af 318-bevægelsen og bastonerne; forekommer mig dog ikke helt tilfredsstillende.

3 d(Sidste (7.) vers -- originalredaktion) og 3 e (Sidste (7.) vers -- reduktion ved K. Cl.). Tempoforandringen til adagio er inspireret af texten; slutningen gaar over i tempo I igen. - Dette vers er helt udeladt i S. D.!

Den allerbedste løsning vilde sikkert være simpelthen at tage sange!! som Gehauer har lavet den, med sangstemme og akkompagnement, for- og efterspil.

Ikke uden interesse i denne forbindelse er Gehauers »Forerindring«:

Det er fornemmelig hensigten med disse smaasange i den tidligste alder at vække børns sans for musiken, saa at den, dem selv ubevidst, virker paa deres gemyt, og derhos danner en naturlig forberedelse til den senere musik

z!,

undervisning; det er da en følge heraf, at sangene ikke blot er bestemte tilat udføres af børn, men tillige af ældre for disse. 0. s. v.

Gebauer vidste tilsyneladende nok, hvad han gjorde.

Halfdan Kjerulf: OCr RÆVEN LAA UNDER BIRKEROD

4 a(Oluf Rings klaverbearbejdelse). Typisk bearbejdelse af Ring, i og for sig meget nydelig, men ikke fuldt loyal mod Kjerulfs hensigter.

4 b(Reduktion ved K. Cl.). Forsøg paa at medtage Kjerulfs vigtigste intentioner i akkompagnementet; derfor kvinterne i bassen. Det er først og fremmest et stykke romantisk norsk-national musik, Bjørnson paa musik. Det er en »Springdans«, og denne karakter er fuldstændig gaaet tabt i Rings bearbejde,lse.