Unge tonekunstneres orkesters 1. koncert

UNGE TONEKUNSTNERES ORKESTERS I. KONCERT -

Unge tonekunstneres orkesters koncert med Fritz Busch som dirigent blev en meget betydelig landvinding for orkestret. Den musikbesættelse, der skal gribe et orkester, for at dets ydelse skal blive kunst i højeste forstand, og som man af og til kan savne. i orkestre på højere teknisk niveau, var her i fuldeste . mål til stede. At de to symfonier (Haydns paukeslag og Beethovens første) blev musiceret så ligefremt hjærtegribende, var ikke alene dr. Buschs skyld, selvom han, som en musiker sagde: fik orkestret til at spille bedre, end det kunde, - men et solidt teknisk grundlag og en ægte, oprindelig musikfølelse hos hvert orkestermedleni og i orkestret som helhed er forudsætningen for, at sådanne ydelser kommer i stand. Orkesterledsagelsen til Mozarts koncerterende kvartet var hverken fra dirigentens eller fra orkestrets side helt på samme højde, til gengæld glædede man sig over de 4 dygtige solister, Walde-mar Wolsing, Poul Allin Erichsen, Wilhelm Lansky Otto og Kjell Roikjer, af hvem igen Otto særlig bør fremliæves. Orkestrets relativt svageste punkt er stadig violingruppen, der endnu ikke klangligt og teknisk helt har nået den ønskelige egalitet, selv om der er vedholdende og tydelig fremgang at spore.

Pressen var næsten enstemmig i sin anerkendelse af koncertens og orkesterets høje stade. Den eneste undtagelse var August Felsing i Nationaltidende, der foruden i denne også gjorde sig

skyld i et par andre saglige og nienneskelige unøjagtigheder i sin uvelvillige anmeldelse. Unge tonekunstneres orkester er således ikke et studieorkester, men et professionelt orkester, der bl. a. medvirker fast ved kirkeniusikaftenerne i Slotskirken, hvor de har påtaget sig en opgave, som intet andet orkester enten p. g. a. manglende tid eller p. g. a. manglende øvelse i at spille ældre musik har kunnet løse. Det har her afhjulpet en virkelig orkester~ nød og alene derved vist sin leveberettigelse og, som også ved denne koncert, vist, at det er »et kunstnerisk fasttømret og for musiklivet værdifuldt ensenible«, hvad A. F. direkte henægter. I forbindelse hermed: de musikere af »ældre« årgange, der sad på udsatte poster, sad, forsåvidt de ikke er faste medlemmer af orkesteret, på så tilbagetrukne poster som overhovedet muligt. 0., en sidste ting: det synes utilbørligt, at A. F. ikke nævner navnet på den mand, der »på sin vis mangler ligeså megen erfaring og teknik« som orkestret, og som altfor hyppigt har ledet orkestret i de senere år; især hvis det skulde vise sig, at lian er identisk med en mand, der på sit felt har mere erfaring end nogen anden herhjemme, og som, som dirigent på den klassiske musiks område, har mere erfaring og teknik, end A. F., som dette tilfælde viser, har evne og forstand til at bedømme musikalske ydelser.

Gunnar Heerup.