Et par spørgsmaal til Knudåge Riisager

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 03 - side 45-45

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ET PAR SPØRGSMALTIL KNUDÅGE RIISAGER

AF VÅGN HOLMBOE'

Knudåge Riisager skrev i sidste nummer af DMT en udmærket og interessant artikel om symfonien og niusiken. Der sættes flere ting under debat, men artiklens kerne -,,ar den monunientale musiks problemer og fremtid.

Riisager sætter problemet op på sin egen måde, og søger at skæ, re lige igennem de døde og halvdøde begreber og de afdøde former, for at sætte dem på plads, hvor de hører hjemme, nemlig i musikhistorien. Men netop angående det centrale i artiklen er der anledning til misforståelser, og for at fjerne uklarheder ved problemerne og helst uddybe disse grundigt, stiller jeg her et par spørgsmål til Riisager.

1) De skriver, at symfonien er død; men jeg må alligevel spørge: h-,,em er det, der er død? Hvad forstår vi overhovedet ved begrebet syrnfoni idag? Mener De med »symfoni«: et orkesterværk, hvis cykliske form normalt er flerdelt, og hvis psykologiske hovedsats er i den såkaldte »sonateform« med dens specielle temaopstilling o,, -""enn~emførelse og dens dertilhørende mer eller mindre dur-moll-tonale melodik og harmonik: altså -den klassisk-romantiske symfoni?

2) Eller mener De: overhovedet orkesterværker (hvadenten de kalder sig symfonier eller ej), -der arbejder med flere spændingsgivende faktorer, der belyser, brydes med eller støtter hinanden osv. osv,. Altså orlæsterværker, hvori der måske er konfliktstof, der forlanger et vist afgrænset forløb og en bestemt afspænding?

3) De skriver s. 22 om den i-noderne musiks særpræg, og slutter sætningen med, at dette -særpræ- g b.l. a. beror på: - »egentlig og sam

ZD

tidig, handlingsbevæget entydighed«. Kan dette udtrykkes anderledes, så man kan få Deres mening belyst fra en anden vinke-l, der helt udelukker misforståelser?

4) Og endelig, hvad inener De med »det tematisl(e materiales samtidighed«? Opstiller De polytematik (og -tonalitet) som det moderne princip, der træder i ste,det for den »Psykologiske sonateform«?

Der åbner sig lier niange perspektiver, og jeg tror, det vil være til ,gavn, at få ~disse (og de deraf flydende) problemer drøftet, belyst og måske erkendt; --- løst blir de. jo kun gennem »v«-crket«.

Årgang 15/1940, nr. 03