Harmonilærens afsporing

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 03 - side 46-49

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

HARMONILÆRENS AFSPORING

AF POVL HAMBURGER

Paa Wilhelm Hansen, Musikforlag har Komponisten Svend Erik Tarp udsendt en kortfattet Vejledning i »Koralharmonisering i Dur og Mol«. Det er en lille Bog paa kun godt og vel 30 Tekstsider, og den prætenderer da heller ikke - hvilket Forf. ogsaa udtrykkelig fremhæver - at give mere end en Række Raad og Vink inden for nævnte Disciplins mere begrænsede Omraade.

Det er imidlertid et Spørgsmaal, om ikke disse »Raad og Vink« alene rent kvantitativt er faldet for sparsomt og spredt, ud til at kunne være Eleven til virkelig positiv Gavn. For hvilket nærmere bestemt
Standpunkt er Bogen i øvrigt skrevet? For rene Begyndere kan den umuligt være beregnet, dertil giver den for lidt. Omvendt indeholder den for blot. nogenlunde Viderekomne alt for meget overflødigt, Stof. Af de ialt, 9 Kapitler behandler de 5 første saa elementære Ting som Intervaller, Skalaer, Opstilling af Tre- og Firklange, Satsbegreb, de nødtørftigste Regler for Stemmeføring og Dissonansbehandling o. a. Forf. kunde med fuld Føje have forudsat altdette som værende i Forvejen tilegnet og til Gengæld udnyttet Pladsen til en saa meget fyldigere Behandling af selve Sagen: Harmoniseringsprincipperne.

Mod Forf.s Formuleringer kan i øvrigt rettes adskillige Indvendinger. Først og fremmest, at de - for en Del vel som Følge af Fremstillingens Knaphed - ofte virker utilstrækkelige og -der-med ikke sjældent tillige uklare eller ligefrem misvisende. En Akkord er saaledes ikke tilstrækkeligt defineret som Samklingen af »flere Toner af forskellig Højde«. For saavidt som det altsaa overhovedet skulde være nødvendigt inden for denne Fremstilling at definere Akkordbegrebet, maatte det dog rettelig hedde: »En Akkord er en Samklang af mindst tre Toner i indbyrdes Tertsafstand«. Under Behandlingen af Sekstakkordens Fordoblingsproblemer anføres (S. 18): Naar to Sekstakkorder følger efter hinanden, maa man, saafremt Stemmerne i øvrig gaar parallelt, i den første Sekstakkord fordoble Tertsen og i den følgende Grundtonen, dersom. Bevægelsen er opadgaaende - og omvendt ved nedadgaaende Bevægelse (»maa man« maa vel her betyde »skal man«, da fejlagtige Paralleler ellers opstaar, hvilket strengt -set burde være bemærket). Denne Formulering er for saavidt, rigtig, den er bare ikke fyldestgørende - der mangler Henvisning til Tilfælde som f. Eks.: (nodeeksempel) (Fordobling af henh. Kvint og Terts - og omvendt, i første Tilfælde motiveret -ved Kvint-Truslen i 2. Takt).

I Kapitlet om Dissonansernes Forberedelse og Opløsning meddeles følgende Eks.: (nodeeksempel)
Her forklares g i 2. Akkord som Forudholdsdissonans. »I den følgende Akkord har Alten opdaget sin Forglemmelse«, erklærerer Forf. Men det er da. at forplumre Begreberne. Den paagældende Samklang er jo en selvstændig Akkord (hvilket Forf. jo ogsaa selvmodsigende bekræfter gennem Analysen (II6/5) og Forklaringen til det næst anførte egentlige Forudholdseksempel) - Alten »glemmer« virkelig ikke en Smule mere end Tenoren, der gaar op paa e og derfra igen til d, eller Bassen, der springer ned paa C og derfra gaar til D.

Paa S. 34 anføres et Eksempel paa Septiniakkord med udeladt Kvint og med fordoblet - Septim! Hvor har en saadan Konstruktion, der bl. a. medfører opadgaaende Videreføring af den ene Septim, Lov-hjemmel, ikke blot i Koralharmionisering, men i al Dur-Mol-tonal Musik overhovedet? Kan dette Sted naturligt hedde andet end saaledes: (nodeeksempel)

altsaa, med Grundtonefordobling?

Paa følgende Side bringes som Harinonisering-eksempel en fuldstændig Koraludsættelse. Om denne erklærer Forf., at den »skønt ret stærkt modulerende, ikke kan sioges at srpænge rammerne for, hvad man kan tillade sig inden for Koralstilen«. Ja men det gør da rigtignok Melodien selv, idet den bringer en saa overordentlig usædvanlig Mudalation som i 2. Linje, der føres til Dorninantens Dominant. Mig bekendt findes der overhovedet ingen ægte Koralmelodier, der modulatorisk sprænger Rammen for det ummiddelbare Kvintslægtskab (deri naturligvis Parallelerne indbefattet), og jeg vil gætte paa, at den paagældende melodi er konstrueret for Tilfældet. Herimod er principielt intet at indvende, men da Forf. selv udtrykkelig (jfr. Forordet) paaberaaber sig den enkle, men typiske Dur-Mol-tonale Koralmelodi, virker det anførte Eksempel yderst uheldigt.
De største Betænkeligheder afføder Tarps Bog imidlertid ved selve sin Tendens. At han ogsaa selv har følt i det mindste nogen Tvivl om Forsvarligheden af sine Principper, synes at fremgaa af den lille Epilog, hvori han bl. a. skriver: »Svagheden ved den Harmonisering, som de i det foregaanede anførte Principper tager sigte paa, kan siges at være den, at tilsyneladende kommer til at staa overfor en konstrueret Stil, der i nogen Grad kan betegnes om frit i Luften svævende. Vi vil baade i Zincks, Weyses og Berggreens Koraludsættelser ....finde talrige Harmoniseringer, der paa ingen Maade holder sig de anførte Forskrifter strengt efterrettelige«. Og det er saa sandt, som det er sagt. Men hvortil da saadanne Forskrifter, som beror paa delvise Konstruktioner uden virkelig Rod i det levende Liv? Tarp synes, her at ligge under for en pædagogisk Vildfarelse, som i de senere Aartler har bredt sig betænkeligt herhjemme indenfor Teoriundervisningen. Man har faaet den saakaldte, fra Kirketonaliteten afledede, »rene Stil« galt i Halsen og søger med Vold og Magt at udstrække den ogsa. til Omraader, hvor den naturligt ikke hører hjemme. Resultatet bliver i saadanne Tilfælde ikke en »ren« Stil, men en »renset« Stil, d. v. s. en mere eller mindre blodtappet, kraftløs Harmonik, hverken Fugl eller Fisk. Tarp gennemifører selv en Mængde saadanne kunstige Restriktioner, ifølge hvillke bl. a. nedenstaaende i enhver Dur-Mol-tonal Koralharmonisering fuldt legitime Vendinger maatte blive at betegne som forkastelige:

(nodeeksempel)

Nu er der naturligvis intet at indvende imod, at Læreren under sin Vejledning i Harmoniseringskunsten lader Eleven gaa, progressivt frem, saaledes at man i Begyndelsen indskrænker sig til mere enkle Harmoniforbindelser. Dette er vel endog det pædagogisk set rigtigste. Det skæve opstaar først i det Øjeblik man bliver staaende paa Halvvejen og tilmed i Lærebogsform kodificerer Regler og Restriktioner, som ikke har sin Begrundelse i levende Musik.

Og der er Grund til at raabe Vagt i Gevær over for denne Tendens, som vel i særlig Grad har faaet Vind i Sejlene, fordi det relativt største Procenttal af dem, der søger rationel Teoriuddannelse, er vordende Organister. Det er i høj Grad prisværdigt, hvis Læreren forstaar at indprente sine Orgelelever det rigtige i at holde sin Subjektivitet (»Orgelglæde« kaldes det vist nu med et fint Ord) inden for Anstændighedens Grænser, naar han fungerer ved Gudstjenesten, rnen det bør ikke ske gennem en bornert Opdragelse med tilhørende Øreklapper. Man skal være Musiker før man bliver Organist. Men for Musikeren bør intet være fremmed, som kan tjene til Forstaaelsen af Musikens Væsen eller Teknik. Dominantseptimer og formindskede Septimer, Alterationssysternet med de deraf flydende fine tonale Vægtforskydninger og meget andet af den Slags er i vore Dage uretfærdigt sat paa den sorte Liste under Teoriundervisningen med et: Det bruger man ikke mere. Men Bach brugte det, og Mozart brugte det, og den Harrnonilære-Elev, han være aldrig saa meget Organist Aspirant, som ensidigt trænes op til Beherskelse af en velfriseret og velbarberet Koralstil, bliver »harmonisk« set nemt en halvstuderet Røver. Og en saadan er i Virkeligheden mange Gange værre end slet ingen Røver.

Årgang 15/1940, nr. 03