Lidt om Solfège

LIDT OM SOLFÈGE

AF ERIK TUXEN

Den store Musikteoretiker og Pædagog Guido von Arezzo, født ca. Aar 1000, opfandt Solmisationen som Led i sit pædagogiske System. Til Støtte for Elevernes Hukommelse anvendte han følgende Huskevers: Ut queant laxis, Resonare fibris, Mira gestorurn, Famuli tuoruni, Solve polluti, Labii reatuni. De første Stavelser i disse Ord gav Skalaens, Toner Navnene: Ut, Re, Mi, Fa, Sol, La. Da man senere fik Brug for den syvende Tone benyttede man Ordene: Sanete Johannes til Dannelsen af Stavelsen Si. Oprindelig var elisse Stavelser Betegnelser for Trin i Tonarten. Senere knyttede man dem til bestemte Toner. Allerede tidlig opstod her altsaa et Problern, der den Dag i Dag adskiller forskellige pædagogiske Systemer som f. Eks. Solfégen og Tonica-Do.

Der er gjort talrige Forsøg paa at forbedre Arezzos Betegnelser. Den berømte Filosof Jean Jacques Rousseau, som ogsaa var Komponist, gik i Skrift og Tale ind for Anvendelse af Tal som Nodebetegnelse. En anden franskmand Dr. Chevé, en Læge, som blev gift med en Datter af en berømt
Sanglærer førte senere hans Tanke videre og opgav sin 1raksis for helt at hellige sig Problemet. Den danske Musiker Jørgen Malling, der besøgte Paris omkring Midten. af det 19. Aarhundrede, bragte Systeniet med til Danmark, og der blev endog dannet et Chevé-Selskab.

Der blev opfundet mange andre Metoder, f. Eks

Bocesation; hvor Noderne blev kaldt: bo, ce, di, ga, lo, ma, ni.

Bebisation ; hvor noderne blev kaldt: A, Be, Ce, De, m E, Fe, Ge (hvor Alfabetet blev lagt til (Grund)..

Damensation; hvor Noderne blev kaldt: da, me, m, po, tu, la, be.

Den engelske Præst Pastor Curwens lavede stor Propaganda for et System han kaldte »Tonic-Solfa«, hvis pædagogiske Principper har dannet, Grundlaget for Tonica-Do Systemet. Han kaldte Noderne: Do, re, mi, fa, sol, la, ti. Hans Menighed fik saa stor Udbredelse at han følte sig foranlediget til at udgive et Tidsskrift, der bar det pompøse og let spirituøse Navn »Tonic-Solfa, Reporter«. Endelig har Tyskeren Eitz med typisk tysk Grundighed lavet et meget kunstfærdigt System, hvor Tonerne hedder: bi, to, gu, su, la, fe, ni, bi, som man ser har Halvtonetrinene samme Vokal. De kromatiske Afledninger fra C hedder: bo = cis; des kaldes ti, o. s. v. Metodens Tilhængere kæmpede en lidenskabelig Kamp for at disse Tegn skulde afløse de gængse Nodenavne, men uden Held. Det aabner ogsaa uhyggelige Perspektiver, hvis man tænker sig et livligt Musikstykke med hyppige Intervalspring paa disse Stavelser.

Problemet har i det hele taget stadig været at forene karakteristiske Nodebetegnelser med sangbare Stavelser. Trods disse talrige Forsøg har Arezzos Betegnelse holdt Skansen. Kravet til Sangbarhed har øjensynlig sejret. Kun har Stavelsen Utmaattet vige og er erstattet med det mere sangbare Do. Arezzos pædagogiske Virksomhed kunde selvsagt paa hans Tid kun komme en snævrere Kreds til Gode, Efterhaanden som Tiderne forandrede sig og blev mere demokratiske, maatte der opstilles helt nye Grund-linier for den musikalske Pædagogik. Det største Navn indenfor den nyere Tids franske Solfégeundervisning er Lavignac, som har gjort Frankrig til Solfégens Land par excellence. Det var ønskeligt -om danske Padagoger i langt højere Grad end Tilfældet er fik Lejlighed til paa Stedet at studere Systemet og dets Virkninger. Inden de franske Børn kommer til at spille paa et Instrument, gaar der en grundig Solfégeundervisning forud og det er utroligt, hvad de smaa Purke allerede i den tidligste Alder kan tilegne sig. Solfégeundervisningen er dér et Led i den almindelige kulturelle Folkeopdragelse. Den findes som Fag i Skolerne, og ved den Eksamen, der svarer til Realeksamen aflægges der en Prøve i Faget. For udøvende Musikere er Solfégen Alfa og Omega. Jeg har hørt franske Musikere solféggiere deres Kadencer og vanskelige tekniske Figurer i Tempo inden de spiller dem. En fremragende fransk Instrumentalist medbragte ved sin første orienterende Klaverprøve her ved Radioen intet Instrument, rnen var i Stand til at solféggiere hele sin Solostemme. Det er imponerende at se, hvor hurtigt Musikere og Kapelmester i Frankrig klarer sig med dette System, naar der er en Fejl i Materialet. Begge Parter synger simpelt hen den paagældende Strofe paa Solfége, hvorved eventuelle Divergenser straks fastslaas. De franske Orkestres meget omtalte Evne til at spille selv de vanskeligste Opgaver fra Bladet skyldes uden Tvivl Musikernes gennemtrænede Øre og usigelige Intervalsikkerhed. Den praktiske Betydning heraf har man nu ogsaa indset i de fleste betydelige Konservatorier Verden over. Herhjemme har allerede Gebauer, Hornemann og Rosenhoff interesseret sig for Sagen. I nyere Tid gør Høffding, Heerup og Tarp et stort pædagogsik Arbejde med Hørelæresysternet, for en stor del bygget paa egne praktiske Erfaringer. Det franske System er her i Landet indført af Dagmar Borup, der har uddannet et, stort Hold af Lærere og Lærerinder, som igennem deres Virksomhed spreder Kendskab til Solfége i vide Kredse. Jeg skal afholde mig fra at komme ind paa en Vurdering af de forskellige paædagogiske Metoder. Formaalet, gennem Intervaløvelser, Musikdiktat, Trinøvelser, Transponeringer, Nøglelæsninger, Rytmeøvelser o. s. v. at give den studerende et saa indgaaende Kendskab til Tonernes Verden som muligt er fælles for de fleste gode Systemer. Den franske Solfégepædagogik har maaske blot et lille Forspring som dets enorme Erfaringsmateriale af sig selv medfører.