Ny musik

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 03 - side 54-57

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY MUSIK

// Ved DUT's 2. koncert ,,ar der to uropførelser på programmet: en »kvintet« af Karl S. Clausen og 5 tostemmige »capricer« af Harald Agersnap fortrinligt fremført dels af den meget fint sammenspillede »blæserkvintet«: Johan Bentzon, Wolsing, Allin Erichsen, Lanzky Otto og Roikjer, del af to medlemmer: Bentzon og Wolsing.

Karl Clausens 3-satsede kvintet (fra 1939) klang godt, med en god behandling af de enkelte instrumenters specielle teknik og hensyntagen til dei-es karakter. I sin helhed er arbejdet bygget ol) som en kompakt masse, der sine steder (hl. a. i en af 2.-satsens variationer) når det helt gode, men i længden virker for massiv med den konsekvente, tunge harmoniske underbygning.

Clausen arbejder gennemgiiende durmoll-tonalt med f-dur (resp. d-moll i anden sats) som basis. Formen i 1. sats er nogenlunde den klassiske sonateform, hvor f. eks. expositionens, didt spansk-prægede) sidetema er i dominanttonarten, mens det i reprisen sætter ind på tonika. 2. sats består af en række karaktervariationeroveretfolkeligt-præget motiv. Finalen er nærinest en rondo og er måske den mest levende og gennemsigtigt kompoiierede af de. tre satser.

Det tematiske stof er klart og velaf-balanceret i intervalbehandlingen, deter ligetil og ukompliceret, men ikkeineget karakteristisk; derimod har detisær i begge ydersatsers sidetematiket smukt, cantilent præg. Det ryt-miske liv er friskt og afvejet, så manliar indtryk af en naturlig udvikling,af sammenhæng i stoffet, uden hvilkenen komposition. altfor let forfalder,eller bliver en mosaik. Mest savner man1(omponistens selvstæ-ndige arbejde inedstoffet i formudviklingen og i den har-monisk-klanglige behandling, hvilket---- trods den gode, kontrapunktisk be-handlede sats -- giver værket nogenslagside og mangel på balance og luft.Kvintetten er et dygtigt og tiltalendekammermusikarbejde, der -,,el ikke ar-bejder sig dybere eller særlig intenstned i stoffet, men som virker ved sineærlige, musikermæssige midler udenepigoneri og uden spekuleren i pasticheog lignende forekomster.

Harald Aflersnaps »capricer« fo r fløjte og obo digeledes skre~vet i 1939,)

består af fem overordentlig levende, morsomt klingende dialoger, med en steerkt »spændt«, ekspressiv melodik, en ,god motivisk udvikling og en til tider kras, men altid overbevisende, samklang. Måske er formen nu og da unødvendig langstrakt, men i det hele er Age'rsnaps »capricer« en smuk tilvækst til den ikke særligt righoldige danske litteratur af instrumental-duetter, en vanskelig form, som vistnok kun Høffding, med hans dialoger og Koppel, med de små duetter, tidligere med held har dyrket.

// En af musiksæsonens vigtigste begivenheder, var uropførelsen af Fran~--S'gbergs Symfoni. Den blev spillet ved Århus- filharmonikernes koncert d. 19. februar, og blev beundringsværdigt ledet af Thomas Jensen. Symfonien er det eneste større orkesterarbejde Syberg, har fået spillet (og har skrevet?) siden DUT og koncertforeningen for flere år tilbage havde hans »sinfonietta« på pro,grammet ved en af koncerterne, i klerkegade.

Den anden symfoni, som man des~ værre i København kun fik at høre, geni= radioen (men det er der da r,'id for!) viste sig at være et meget smukt og helstøbt arbejde, - en ægte Syberg i sin naturlighed, sin i-o, sin kombinatoriske fantasi og sit stærke og direkte tonesprog; og samtidig er den et af de betydningsfuldeste værker af større format som Syberg har skrevet og en væsentlig og usædvanlig smuk forøgelse af den danske orkestermusik.

Syberg arbejder kammermusikalsk med. en rigdom af detailler, af melodisk, rytmisk o,, klanglig art, og med et tematisk stof, 'der imødekommer den store forms krav om forenkling og styrke. Temaer opstår, udvikler sig mangfoldigt, mødes og forgår, og man har efter at have hørt symfonien det stærkeste indtryk af organisk samhørighed såvel indenfor det enkelte element som mellem elementerne indbyrdes. Det har sin positive virkning på det orkestralt-klanglige, og dermed er et af kunstens vigtigste krav om ligevægt

biffle musikalsk og teknisk -- efterkommet.

Med de mange skiftende og indbyrdes brydende belysninger, med alle fantasifulde enkeltheder og storslåede partier giver værket dog et hovedindtryk af noget dvælende, af ro; og en i-o, der ofte i sig selv har en latent kraft og spænding, der vel får sit udtryk ogs-å på værkets overflade, men som ikke opnår nogen »befriende« udløsning, og måske ifølge stoffets natur ikke kan o,, mia få det.

Når symfonien trods dette, der i et andet symfonisk værk vilde kunne blive. skæbnesvangert, må kaldes monumental, skyldes det måske netop den »fordyben sig« i det musikalske stof, denne ubekymrethed om alt uvedkommende, der er så typisk for Syberg; og teknisk set skyldes det det fakturn, at Syberg formår at samle rigdommen af detailler, så liver detaille er led i den store form, i den levende organisme; og dermed er der opnået den syntese, der er en livsbetingelse for et symfonisk arbejde, og sikkert vil være det til enli-,,er tid.

Symfonien har tre Store satser, og den første sats er igen delt i tre dele: andante molto --- allegro moderato

,indante molto.

Det melodiske stof i,den første andante molto (der ikke forspilsagtigt virker som »indledning«, men som selve symfoniens begyndelse) er præget af to kontrasterende temaer: Fløjtens lyrisk-lyse: (1.) og engelsk-hornets mere underfundigt-capriciøse: (2.). Den efterfølgende allegro moderato I)Cgynd(-.,jmed en stærk strygerfiguration, der vedvarer mens hovedtemaet (3) sætter in(I.

Dette tema udvikler sig allerede lier motivisk og optræder snart efter (først i hornene.) i en noget anden og bredere form (4) -

Efter en kraftig rytmisk sj)ænding indføres et lille sidemotiv (S) i træl)læNerne og senere vekslende med stry

gerne; inen det er især satsens lio,,,~eciidé, der afgiver næring til det motiviske arbejde, der fører satsen videre gennem en brillant ennemført rytmisk og klanglig spænding, der n,,:ir sit højdepunkt. ved den samtidige indførelse af tre temaer: messingblæserne med andantens første tema, klarinetter og strygere med allegroens hovedtema og de høje træblæsere med sidemotivet. Det påfølgende diminuendo leder lige over i en ganske kort reprise af andantens stemning, hvorfra det capriciøse motiv nu er forsvundet.

I den meget smukke adagio molto er der især arbejdet med klangligt-orkestrale, figurativt-melodiske og kontrapunktiske midler. Satsens melodik har sit udgangspunkt i strygernes roligtflvdende unisone indsats (6).

Finalen, der er den bredeste af sat-serne, sætter straks ind med messing-blæsernes kraftige motiv ( * 7) og f årsnart efter et modtema (8), der sam-men med satsens første tema, får stormotivisk betydning for satsens opbyg-ning. Et tredie kontrasterende tema (9)indføres af engelsk-hornet, senere kom-mer det i andre træblæsere. Satsen.,,hele udformning er iøvrigt, præget afkraftig rytmisk og kontrapunktisk ar-bejde og af en på en gang stærk ogmeget differentieret klangbehandling aforkestret.

Symfonicn synes selvskrevet til at opføres ved en torsdagskoncert, og det bør sket snart, -- ikke så meget for symfoniens skyld; den skal nok kunne tåle tidens virkning, -- men for de menneskers skyld, der holder af den ny musik eller har muligheder far at komme til det; lier vil denne symfoni kunne formidle en musikalsk oplevelse.

/ ' i Knudåge Riisagers orkesterkompo-sition Quarttsiluni 01). 36 er nu ud-udkommet som lommepartitur lios'Wil-lielm Hansen. Quarttsiluni fik shi tiropførelse ved Københavns koncertforenings koncert i foråret 1939 med Reesen som dirigent, og det blev anmeldt her i bladet s. 101, årgang 1939.

En gennemgang af partituret bekræfter, at det er noget af det bedste og stærkeste Riisager har skrevet i den store form. Det er det rytmiske stof o,,

det klangl igt- orkestrale arbejde, del. præger værket, og spændingen er gennemført med stor teknisk og musikalsk dristighed og dygtighed.

Dette studiepartitur bøi, ,-ære i en]iver musikstuderendes og musikinteresserets eje.

V(ign Holmboe.

Årgang 15/1940, nr. 03