Ny musik

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 04 - side 73-75

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

NY MUSIK

/1 Den unge nordmand Klaus Egge fik nylig en »blæserkvintet op. 13« spillet i den danske radio smukt og afbalanceret udført af den unge »blæserkvintet«: Johan Bentzon, Wolsing, Allin-Erichsen, Lanzky-Otto og Roikjer.

Det er melodikeren Egge, man først og fremmest får indtryk af i dette klare o,, præcise værk; men også i det kontrapunktiske, i det satstekniske arbejde og i det kammermusikalske sammenspil, mærker man en komponist, der er sig den foreliggende opgaves muliglieder og begrænsning bevidst: Egge tager på een gang hensyn til hvert enkelt af de fem vidt forskellige instrumenter og til helhedsklangen, der hverken forekommer for overeksponeret eller for tætpakket; og sammenhængen mellem den motiviske detaille og satsens afrundede form er god.

Vi hører nu og da norsk musik hernede - sidst nogle sange bl. a. Geirr Tveit; men efter de prøver vi indtil nu har hørt, må vi bede om meget mere i fremtiden.

11 Hos Boosey og Hawkes udkom for nylig (1939) en strygekvartet af Anton Webern op. 28 (1938). Et ejendommeligt værk. af Sch,5nbergs elev, der i tilspidset form viderefører sin lærers værk. Kvartetten er til det yderste forfinet i sit tonesprog og overordentlig knapt i formen; men om denne musikalske »specialitet« har noget at sige nutiden eller fremtiden er tvivlsomt, i den grad synes den at savne grund under fødderne.

Denne art musik betyder ikke en forfinelse af alment kulturgods (som f. eks. hos 'Mozart), men den er en eners subjektive udtryk revet ud af omgivelsernes sammenhæng.

1/ Det var ingen almindelig underholdning Holger T'albjørn indbød til, ved den koncert lian afholdt d. 13. marts, hvor han fremførte fire nye violinarbejder (deraf de tre for første gang) af den yngste danske komponist,generation: Sv. S. Schultz, N. V. Bentzon, Erik Jørgensen og Sten Jørgensen.

Det er sjældent at høre en violinaften med lutter dansk musik, og endnu langt sjældnere med ganske unge komponisters musik, så det er et på een gang modigt og prisværdigt initiativ V`albjørn her har taget; - tilmed har man en fornemmelse af at flere af afte

nens værker er blevet til på direkte tilskyndelse af Valbjørn.

Det er vist aldrig letkøbte laurbær en musiker høster, når han går i bres Chen for musik af mer eller mindre ukendte komponister, der første gang skal præ-senteres publikum; han må stille sig selv i baggrunden og lade publikum konfronteres værkerne og deres problemer; han må - uden at have. hjælp i nogen tradition - selv tage stilling til værkerne, søge tilbunds i dem og give dem den form og udførelse, de forlanger. Men modsat er det også ham, der har mulighed for at lægge grunden til en ny tradition. Og Valbjørn mestrede de fire vanskelige og yderst forskellige opgaver smukt og sikkert i nøje samklang og samarbejde med pianisten Poul Tofte-Hansen, der tidligere har vist sin forståelse og belierskelse af den n-ve musik.

Nu er musik for violin og klaver i sig selv et alvorligt og vanskeligt problem, og dersom man ikke omgår problemet og f. eks. skriver »violinsang med akkompagnement af klaver«, kan det næppe løses i en håndevending og formodentlig heller ikke alment. Violin og klaver er to instrumenter, som det er umuligt at forene på samme måde som man kan forene de fire instrumenter f. eks. i en stryge~ eller blæserkvartet; man kan spille det ene instrument ud mod det andet, lade dem »lege eller sliås« sammen osv. osv. I bedste fald blir resultatet et vidunderligt samarbejde som i 'Mozarts violinsonater, i værste fald en »violinkoncert«, hvor klaverstemmen klinger som en orkestertranskription.

At problemet var vågent hos aftenens komponister var tydeligt nok; alle arbejdede de med ægte, kammermusikalske midler.

Svend S. Schultz' sonate (1938) er et modent og helstøbt værk; den har ikke (og det mærkes særligt i den langsomme sats) den melodiske styrke og ejendommelige understrøm, som gang på gang glimter frem i et senere værk som strygekvartetten; men sonaten arbejder sikkert og flot og vækker interesse mere ved indfaldenes friskhed og det rytmiske liv end ved en gennemført linie eller en fast struktur i det arkitektoniske.

Begge instrumenter er udmærket behandlet og de leger fortræffeligt sammen med afvekslende iiidtagende og stærke enkeltheder; mest koncentreret er stoffet i finalen. Som de fleste af Schultz' kammermusikarbejder er denne sonate også koncerterende, og det er derfor et spørgsmål om Schultz' oprindelige titel: »koncerterende duo« ikke vilde være mere dækkende end »sonate«; men problemet »sonate« er et parallelproblem med »symfonien«, som Riisager med så god grund har stillet -under debat.

Er~k Jørgensens rapsodi (1940) er overordentlig klar og sikker i formopbygningen; den arbejder mere motorisk og konstruktivt- arkitektonisk end noget andet af aftenens værker. Den begynder også fortrinligt, men taber noget af friskheden. i sit forløb; de motiviske impulser blir nu og da lidt kølige, ja fattige, uden spænding, og kan ikke altid fylde den kvantitativt forholdsvis store form. Men balancen mellem de to instrumenter er overalt udmærket, og dette skyldes velsagtens netol) komp Ositionens kølige og klare holdning. Erik Jørgensen behersker det foreliggende materiale på en måde, der må indgyde enhver respekt, ja enkelte steder forekommer passager (bl. a. allegrettoen, der fører over. i »presto con 1)rio«-rej)risen), der må vække beundring.

Sten Jørgensen 4-satsede »kammersonate« (1940) er noget usikker både i sit anlæg og sit materiale.

Alene det at indarbejde repriser fra de tidligere satser i de senere er meget farligt for et værks musikalske opbygning, og især farligt i et kammermusikværk. En sådan formgivning kan være resultatet af en poetisk idé; men en sådan idé må i etlivert musikværk være så fuldstændig indgået i musiken, at denne aldeles uhindret kan følge sit eget væsen, sine egne love.

ilen der er smukt musikstof i Sten Jørgensens kammersonate; det viser sig især i 4' satsen: allegro moderato, med dens stærke tematik, klare rytmik og dens kontrapunktiske udvikling; her er sammenspillet mellem de 2 instrumenter også i bedst balance; kun skade., at satsen ikke får sin helt naturlige udvikling.

Niels Viggo Bentzon's »V kammermusik« (1940) er en ægte musikers arbejde; hver sats har sin bestemmelse og er placeret på en næsten klassisk måde, - tempo-rækkefølgen leder

ihvertfald tanken lien på en førklassisk sonateform: adagio - allegro - largo --allegro; men det musikalske indhold og udtryk, behandlingen af musikelementerne og formgivningen er spillevende og frisk nok. Bentzon har sine læremestre i nutidens musik, og problemerne i hans musik er problemer i den ny musik.

Een sats bør fremhæves frem for de andre: 3'-sats »largo«; det er en usædvanlig smuk langsom sats. Den er i sin intention beslægtet. både med Händel, Bach og Bartók, men er alligevel langtfra andenhånds musik. Satsen er skrevet tostemmigt for violinen alene og er formet med sikker sans for linie og spænding; den virker lige så meget ved sin rytmiske ro, sin balance, som ved sin melodiske og harmoniske skønhed. Det er den sats man vil huske, når man genkalder sig Bentzons l' kammermusik i erindringen.

Der er grund til at takke violinisten Holger Valbjørn, ikke alene for hans initiativ til at spille den helt unge musik, men endnu mere for hans tilskyndelse til de unge om at skrive musik.

/1 Ved DUT's koncert d. 4. april ledede Erik Tuxen opførelsen af flere nye værker fra de førende musiklande: Frankrig, Tyskland, Rusland og England. Rusland var nu ikke repræsenteret ved noget stærkt værk; og man kunde også godt ønske at fa lidt at høre om, hvad der sker i Italien i øjeblikket. Stiller man ind på en italiensk sender, hører man ikke sjældent ny musik af komponister, der endnu er forholdsvis ukendte heroppe.

To af værkerne fik på koncerten deres danske uropførelse: Hinderniths suite: »nobilissinia visione« (1938) og Prokofieffs »sinfonietta« (1909 og 1929). De to øvrige værker har tidligere været opført herhjemme: Brittens variationer over et tema af Bridge har Tuxen et par gange dirigeret i radioen, og Iberts fløjtekoncert hørte vi for nogle ,ir siden på en torsdagskoncert.

Hindemitlis og Brittens musik er tidligere omtalt -her i bladet. Paul Hindemith fortsætter linien' fra »Mathis der Maler«, og det er vanskeligt at sige, hvor den fører hen, og om den fører fremad? Trods den tilsyneladende ro der er over værket, er det tydeligt at Hindemith endnu søger (ja, måske famler); men som den store musiker han er, er der altid store værdier i hans musik, ligesom den altid er sikker på at blive modtaget med interesse. Også derfor bør det kgl. Teater opføre balletten: »Nobilissima. visione«.

Hvis man opfatter Benjamin Brittens variationer som en række stilstudier og orkestertekniske øvelser, så kan man roligt sige, at Britten på enhver måde er moden til at gå i gang med sin egen tids musik og dens problemer. Hans beherskelse af strygeorkestret hg alle dets tekniske muligheder er ihvertfald strålende.

Jacques Iberts fløjtekoncert fik en meget smuk udførelse 'af Johan Bentzon, Tuxen og orkestret.

Det er også et smukt værk, der fuldtud giver fløjten hvad dens er; men det virker mere ved sin elegance, sit spirituelle stof, sin roligt- klassiske form og sikre instrumental-tekniske ' beherskelse, end ved nogen karakteristisk melodik eller motivisk udvikling. Kun fløjtenistens karakterfulde udførelse af soloinstrumentet bortfjernede den lurende fare for, at koncerten skulde komme til at virke lidt fersk; men som det mest fuldendte værk, og det mindst. bagudrettede, var det aftenens musikalske højdepunkt.

Vagn Holmboe.

Årgang 15/1940, nr. 04