Ny musik - og Musik og musikliv

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 04 - side 70-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

»NY MUSIK« OG »MUSIK OG MUSIKLIV«

BETRAGTNINGER OG KRITIK

AF RICHARD HOVE

Det er for meget forlangt, at man til enhver Tid skal finde personligt Udbytte i et Tidsskrift som DMT. For mig har det i den sidste Tid været ret sløjt. Kampagnen om »En romersk Fortælling« var ikke tiltalende, og det kniber ogsaa. med at følget Slaget om »Syng Danmark«, selv om Tonen har været nok saa renlig. Men naar sligt falder paa, søger jeg først om bagi Heftet, hvor i sin Tid Peberfuglen slog sine forunderlige Triller, og hvor nu to Rubrikker gerne skulde vokse sig frem til noget mere end de er i Dag. Det er Rubriklcerne »Ny Musik« og »Musik og Musikliv«. Det er nemlig dem man, naarde faar deres fuldgyldige Form, vil vende tilbage til i Fremtiden. Det der har Interesse om 20 eller 50 Aar er at kunne konstatere Vurderingen og Virkningen af den samtidige Musik, og i det hele taget se, hvilken Musik man interesserede sig for. Det er det, man søger i gamle Musiktidsskrifter - for Resten lige saa ofte forgæves som i Dag - og ikke den Døgnpolemik, som ogsaa skal have sin Plads, men som alligevel blegner saa stærkt, at næppe Overskrifterne bliver tilbage. Det er Musikken selv, der er det levende, og derfor vil det altid have Interesse at se under hvilke Kaar, den kommer til Verden.

Punkt 1: »Ny Musik« ved Vagn Holmboe. Det har været mig en Glæde at følge, hvorledes denne Rubrik er i Vækst, hvorledes dens Forfatter øjensynlig med stigende Interesse tager sig af den, og der igennem ogsaa faar mere ud af den, selvom jeg som gammel Romantiker alligevel maa synes, at den endnu er saa strængt »saglig«, at dens Referat bliver tørt og ikke virker overbevisende nok. Endnu er Holmboe saa bange for et Ord som »befriende«, at han sætter det i Anførelstegn. Musik kan virke befriende uden Spor af Anførselstegn, ogden lever i en eller flere Stemninger, som veksler og kontrasterer ligesaa vel som de Themaer, der er anvendt, og det er lettere at give Udtryk herfor med Ord, saaledes at man forklarende overfører Musikkens Indhold til Sprogets Udtryksformer. Det er Sprogets Opgave at gen-skabe Musikkens Indtryk tillige med den saglige Redegørelse for Musikkens tekniske Opbygning. Læs f. Eks. de sidste Sider af Dr.Jeppesens Artikel om Carl Nielsen i Dansk biografisk Leksikon og erkend, at en moderne indstillet, saglig Musiker kan give et kortfattet og levende Indtryk af sin Musikoplevelse, saa man formelig hungrer efter at faa Del i denne Oplevelse. Netop dette er efter min Mening Formaalet med at skrive om Musik,: at vække Folks Længsel og Hunger efter ny, levende, klingende Musik, der yder sit Bidrag til det moderne Menneskes Livsforstaaelse og, Livsoplevelse.

Og at Musikken har denne Opgave kan Vagn Holmboe ikke nægte, for han har bevist det med sin egen værdifulde Symphoni, om hvilken han vist selv sagde, at den var udsprungen af Septemberkrisens Stemning - atter dette farlige Ord - og mer end det lige en Anelse af Programmusik, af en udenmusikalsk Impuls. Jeg har forgæves søgt efter en Anmeldelse af denne Symphoni i DMT. Vilde Holmboe ikke selv have givet en Redegørelse for den, kunde en anden vel have skrevet en Anmeldelse af den. Den var dog en Begivenhed, som man vil lede efter i Fremtiden. Derimod var jeg skuffet over de faa Linier Holmboe havde tilovers for Leif Kaysers Symphoni, for den var saa uomtvisteligt talentfuld, at den maatte have fristet til nærmere Betragtning. Heldigvis er Leif Kayser ingen fuldstændig Mester med sine tyve Aar, men saa rige Løfter oih en Fremtid gives nu sjældent i Danmark, at det unge Tonekunstnerselskabs Tidsskrift godt kunde have behandlet Tilfæl, det lidt mindre fra oven nedad.

Og dermed overgaar vi til andet Afsnit af denne kritiske Betragtning - Rubrikken, Musik og Musikliv. Den er jeg ikke glad for den bliver, ringere og ringere. Hvor er det interessant, at den snart 80aarige Richard Strauss Operaer skal spilles i Venedig og Rom. Staar det i »Die Musik«? Det er en ret og slet politisk Oplysning, som ikke har nogen kunstnerisk Interesse og slet ikke nogen Interesse for dansk Musik og Musikliv. Det har derimod Leif Kaysers videre Udvikling, og dersom Rubrikken »Musik og Musikliv« havde nogen Betydning, havde den bragt, om ikke en personlig Anmeldelse, saa et Referat af, hvad Gösta Nystroem - som er en fremragende, saglig Komponist og en lige saa fremragende og inciterende Anmelder - skrev om den i Göteborgs Handels- och. Sjbfartstidning ved dens Uropførelse i Februar - og hvad han skrev om de andre Værker, der ved denne Lejlighed fremførtes. Det er simpelthen forargeligt at læse om Førsteopførelse af Händels Opera i Lübeck samtidig med, at man tier Musikmessen i Göteborg ihjæl. Intet Sted har ny dansk Musik mødt en Gæstfrihed somi her, og har man ikke haft Raad til at sende en Mand derop eller har Trafikforholdene vanskeliggjort det, saa havde man dog under denne Rubrik haft Mulighed for at give et Referat af, hvad der skete.

Rubrikken viser tydeligt en Ting, og det er, at der intet sker ude i Europa. Men var der saa ikke des mere Grund til at koncentrere. sig om Norden, hvor vi stadig kender saa lidt til hinandens Musik, at vi end ikke aner, hvad der spillles i Stockholm, Göteborg og Oslo. Kun fjorten Dage efter Musikmessen i Göteborg - hvor der uropførtes en Cellokoncert af Hilding Rosenberg, og den maatte paa Forhaand interessere dem, der kendte hans Violinkoncert og hans Trompetkoncert - uropførte Hilding Rosenberg sammesteds sin sidste Symphoni »De fyra livsåldrarna«, hvorom Julius Rabe skriver, at den »är ett av den nutida svenska musikens allra mest betydande verk, märkligt båda genom den specifika vikten av dess musikaliska ideer och genom dess allmänkonstnärliga nivå. Den lägger delvis nya og väsentliga drag til denna produktiva tonsåttares fysionomi, och den innebär en ytterligare utveckling av hans stil i riktning mot större lugn och klarhet i det tonale och mot en mera omedelbar expressivitet.« Symphonien er stemningsknyttet til Partier i Romain Rollands »Jean Christophe«, grænser altsaa ogsaa op mod den forkætrede Programmusik, og det giver Julius Rabe Lejlighed til at fremsætte afgørende Bemærkninger og Betragtninger om Musikkens Sammenknytning med, hvad der i øvrigt rører sig i Menneskers Sind og Tanke.

Hvorfor spilles Hilding Rosenbergs afgørende Værker ikke herhjemme. Har vi virkelig Raad til at lade være? Vil man ikke lade ham selv spille dem, saa gør Tor Mann det gerne og med Begejstring. Hvorfor har denne Rubrik, vi her behandler ikke haft Plads til at bemærke Premiéren paa hans Opera »Marionetter« ifjor, som var en virkelig Opera buffo, som det kgl. Theater hellere maatte bruge sine Kræfter til, end til Nicolais Lystige Koner - eller til at bemærke Gunnar -de Frumeries »Singoalla« eller Lars Erik Larssons »Prinsessan av Cypern«. I sin Tid sendte jeg Rubrikken korte Meddelelser om Førsteopførelsen af Säveruds fjerde Symphoni og Olav Kiellands første - jeg saa dem aldrig nævnt. Hvorfor vil vi ikke vide af, hvad der sker i Norden, det er dog her vi -har -vort aan-delige Slægtskab. Det er muligt, at vi ikke altid finder Løsningen her paa de nyeste tekniske Problemer, men Mennesket lever ikke af Teknik alene - hold os derfor venligst à jour medde musikalske Foreteelser i Norden, maaske kunde det uden Skade for os føre til et nærmere Bekendtskab med Værkerne.

Kære Richard Hove!

De har fuldstændig ret i Deres bernærkninger over musik og musikliv. Desværre hæmmes DMT - foruden af de øjeblikkelige forhold af den manglende adgang herhjemme til ikke-skandinaviske musiktidsskrifter. Både Vagn Holmboe, der står for indsamlingen af stof til den udenlandske del af musik og musikliv, og jeg er helt klar over og beklager de deraf følgende mangler.

Hvad det skandinaviske nyhedsstof angår, har det hidtil været mig umuligt at formå svenske og norske musikfolk til at sende fakta om svensk og norsk musikliv, personlig at følge med i dette rnusikliv har desværre hidtil været mig umuligt. Hvis imidlertid De, Richard Hove, kan formidle en forbindelse mellem DMT og sådanne refererende. korrespondenter i de skandinaviske Hovedbyer, vil ikke blot jeg og DMT, men hele vor læserkres være Dem dybt taknemmelig.

Med venlig hilsen

Deres Gunnar Heerup.

Årgang 15/1940, nr. 04