Musikteoriens krise

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 05 - side 101-106

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKTEORIENS KRISE

AF POVL HAMBURGER

Svend Erik Tarp har i sidste Nummer af DMT knyttet en Række Modbemærkninger til min Artikel »Harmonilærens Afsporing« (DMT.s Marts-Nr.). Uden i øvrig at ville indlade mig paa nogen Diskussion af selve Anmeldelsen kan jeg paa ét Punkt give Tarp Medhold: Det er ganske rigtigt, at min Artikel stort set maa opfattes som »I Anledning af«, og jeg benytter gerne den paa ny givne Anledning til nærmere at uddybe mit principielle Syn paa Sagen.

Tarp protesterer mod Tanken om en Harmonilærens Afsporing. Det skal da ogsaa indrømmes, at Talen om en almindelig Afsporing vej nok maatte kaldes overdreven, saafremt den af mig paapegede »Aareladnings«-Tendens var den eneste paaviselige Brist. Imidlertid drejer det sig her kun om et enkelt Symptom blandt mange, og disse tegner tilsammen et Billede af den øjeblikkelige Tilstand inden for Harmonilæren, som for en vaagen Betragtning tager sig alt andet end opmuntrende ud.

For hvad viser dette Billede i Virkeligheden andet end Usikkerhed - almindelig Usikkerhed, ja Raadvildhed? Man konstaterer maaske klarest dette ved en Sammenligning med den anden Hovedgren af Musikteorien, Kontrapunktlæren. Medens derine - takket være først og fremmest Dr. Knud Jeppesens Indsats - tør siges nu at hvile paa saa fast og afklaret Grund, at der ingen Undskyldning gives for pædagogisk Misrøgt, forholder det sig lige modsat med Harmonilæren, der i de senere Aar jævnt udtrykt er kommet stedse kengere ud at svømme - saa langt endog, at der har været Røster, som talte for dens ligefremme Ophævelse som selvstændig Disciplin(1).

Hvad fejler da Harmonilæren? Harmonilæren som saadan - i selve sin Idé - fejler i og for sig ikke noget, det er os selv, der er stærkt paa Vej til at miste Krammet paa den. Thi medens den almindelige Musikudvikling, - herunder ogsaa den stadig tiltagende Interesse for kirketonal, polyfon Musik, har været i alt Fald psykologisk befordrende for den nævnte Afklaring af Kontrapunktlæren, har disse Forhold haft den omvendte Indvirkning paa Harmonilæren og efterhaanden omgaærdet den med et sandt Tjørnekrat af Problemer. Disse Problemer er imidlertid for Størstedelen kun Skin-Problemer, som uden Tvivl vilde kunne ryddes af Vejen ved en nøgtern Erkendelse af, hvad Harmonilæren efter sin sande Natur er, i hvilken Hensigt den doceres, og sidst, men ikke mindst - hvor den har sine sande Grænser. Herom skal i det følgende siges et Par Ord.

Hovedindvendingen mod Harmonilæren i vore Dage er, at den ikke er fulgt med Tiden. Den er i sin traditionelle Form, hævdes det, mindst hundrede Aar bagude. Denne Opfattelse er almindelig udbredt - kun er der alt andet end Enighed om, i Kraft af hvad Harmonilæren saaledes tør siges at være sakket agterud. Medens nogle mener, at Harmonilæren er blevet for snæver, idet den stopper op ved den tidlige Romantik og ikke tager Sigte paa Indføring ogsaa i senromantisk, impressionistisk -og moderne Harmonik (2), ønsker andre lige modsat yderligere Indsnævring af Grænserne - en Art »Udrensning« af Systemet warende til nutidig Indstilling til tonale, særlig samklangsniæssige Forhold. Jeg anførte i min forrige Artikel -som en af Siderne af denne Tendens, hvad man kunde kalde misforstaaet »Laubianisme«. Jeg vil tilføje, at efter mit Skøn bærer ogsaa Carl Nielsen-Skolen sin Del af Ansvaret for Harmonilærens Forflygtigelse og truende Opløsning. Kærligheden til de »rene« Samklange og deri dermed forbundne Sky for Septim- og Nonevirkninger, Kromatik etc. - lad dette være en historisk set nok saa nødvendig Foreteelse inden for den skabende Musik, den uheldige Indflydelse heraf paa de elementær-pædagogiske Principper, er aldeles ubestridelig Tarp vil ikke gaa med til, at der skulde være saadanne Virkemidler af mere udpræget wienerklassisk-romantisk Art, som i vore Dage negligeres ved Harmonihæreundervisningen. Naturligvis har det aldrig været min Mening at paastaa, at Eleven ligefrem holdes i Uvidenhed om disse Virkemidler, men jeg véd tilfældigvis, hvad jeg taler om, naar jeg staar fast ved, at gennemsnitlig taget fremhæves disse Virkemidler rnere til »Skræk og Advarsel« end som noget, hvis fulde praktiske Beherskelse der bør lægges Vægt paa (3). Og at dette kun kan blive til Skade ikke mindst for Elevernes Stilførelse, er ligesaa sikkert(4).

Men hvad er da Harmonilære, og med hvilket Formaal for Øje bør den opretholdes? Harmonilæren udgør sammen med Kontrapunktlæren og paa lige Fod med den de grundlæggende Stadier i den almindelige Kompositionslære. Tilsammen danner de to Discipliner, hvad man kunde, kalde den elementære musikalske Haandværkslære. Denne skal hverken være »historisk« orienteret (5), ej heller tjene til direkte Indførelse i Tidens egen Kompositionspraksis - saadant hører senere Lærestadier til. Kontrapunktlærens Opgave er at tilvejebringe en saa dybtgaaende Skoling som vel muligt i at tænke og forme horisontalt - Harmonilærens den tilsvarende med Henblik paa det vertikale. Følgelig maa de to Discipliner hver for sig sætte centralt ind i de Kunstepoker, hvor de respektive stiltekniske, Problemer har fundet den reneste Afklaring. At dette for Kontrapunktets Vedkommende er sket i 16. Aarh., hersker der siden Jeppesen næppe mere Tvivl om. Men der kan næppe heller rejses Diskussion om, at det er i 18. Aarh., at det vertikale som primær harmonisk Funktion har opnaaet. den fasteste Gennemorganisering. Den stilistiske Generalnævner for al Dur-Mol-tonal Musik hedder Kadencen - dette Begreb taget i videre Forstand som den sammenhængs- og enhedsdannende Faktor. Men sætter som Følge deraf »Kadencen« de naturlige Grænser for Harmonilæren, bør til Gengæld heller intet lades wænset, som i-ned Føje kan anses som indesluttet i Begrebet »Kadence«. Spørgsmaalet om, i hvilket Omfang det 19. Aarhundredes Harmonik bør tages med i Betragtning har derfor til en vis Grad sin Berettigelse. Atden romantiske Harmonik betyder en yderligere Differentiering af den klassiske, navnlig ined Hensyn til Fænomener som Alteration og Mo;dulation, er vel en Kendsgerning. Paa den anden Side er det jo heller ikke til at overse, at Haand i Haand med Differentieringen gaar ogsaa den Opløsning af Kadencen, som med Impressionismen fører til den funktionsløse Harmonik. For saavidt. det stadig gælder den haandværksinæssige Side af Sagen, er der kun betryggende Lærdom at hente paa 18. Aar;h.-s Grund - saaledes som slig Lærdom altid kun kan søges paa Lovens Grund. Lære positivt kan man kun -paa Grundlag af Regler - jo flere Undtagelser, des mindre Disciplin.

Saavidt Formaal og Grænser. Dernæst Spørgsmaalet om Metode. Af største Aktualitet bliver -,,el her Problemet: Generalbas eller ikke Generalbas?, samt hvorvidt Harmonilæren bør gaa forud for Kontrapunktlæren - eller omvendt. Hvad det første angaar, foretrækker jeg efter mange Aars Erfaring Generalbassen, naar blot den ikke praktiseres ensidigt og mekanisk.(6). Man maa drage Omsorg for, at hver enkelt Opgave, samtidig med, at den behandler de respektive harmoniske og dermed forbundne stemmeføringsmæssige Problemer, kan danne en klar Illustration til Kadencen i dens utallige Varianter fra det simple I-IV-V-I til de højeste Komplikationer med Alteration, Mellemdominant og Modulation. Som Garanti mod, at Generalbassen udarter til abstrakt Skrivebordssyssel bør desuden fra først af lægges Vægt paa Transponering og Generalbasspil, ligesom Eleven saa tidligt som muligt faar Lov til selv at sætte sammen. Vænnes Eleven saaledes lige fra Begyndelsen til iharmonisk Tænken, skulde han, naar paa den Vis det samlede harmoniske Stof er blevet fuldt gennemarbejdet, normalt staa fuldt rustet til at betræde øverste Trin inden for Harmonilæren: Harmoniseringskunsten, :hvilken i Virkeligheden i sig selv bør betragtes som det første Stadiuin af den alinindelige praktiske Stil- og Formlære.

Hvad dernæst angaar Spørgsmaalet om den rimeligste Rækkefølge af de to Discipliner, maa først understreges den Kendsgerning, at de jo har betydelige fælles Graænseomraader - Harmonilæren har sine Stemmeføringshensyn, som Kontrapunktlæren sine Samklangshensyn. Grundindistillingen er imidlertid polært modsat (vertikalt --- horisontalt), og saa meget er derfor givet, at hverken Samtidighed i Tilegnelsen eller - endsige - bastardartig Sammenblanding pædagogisk set kan forsvare,s. Det naturligste bliver da at starte med Harmonilæren, som det vist ogsaa stadig almindeligt praktiseres - alene af den Grund, at det jo er den instrumentale Musik (fra Bach til Roinantikerne inklusive) og dermed den dur-mol-harmonisk forankrede, vi tidligst kommerer i levende Berøring med.

Spørgsmaalet om Metode, efter hvilket konkret System, vi bør lære, bliver dog til syvende og sidst mindre væsentligt, blot vi lærer det, som skal læres, og lærer det til Bunds. Men gør vi ogsaa det i vore Dage? Har vi alle - baade vi, der giver, og vi, der modtager musikteoretisk Undervisning -- den fulde Forstaaelse af det uomgængeligt nødvendige i en pinlig korrekt Tilegnelse af det haandværksmæssige og det lige ned til de allerelementæreste Lag? Harmonilæren er i Opløsning, den Ting er givet. Kontrapunktlæren har ganske vist fundet sin faste Form, men den alene kan ikke gøre det ud for det hele, og udnytter vi i det hele taget dette saa fint slebne Instrument saa effektivt, som vi burde gøre det?

Tarp synes tilbøjelig til at se den nuværende musikteoretiske Situation i saa temmelig rosenrødt Lys og taler nærmest, forarget om Angreb, som »rammer saavel Universitetets og Konservatoriets som Flertallet af Privatlærernes Undervisningsmetoder«. Jeg kan dertil kun svare, at jeg véd ikke, om nogen saaledes ogsaa føler sig ramt - lad dog enhver, som muligvis har en anden Opfattelse af Tingene end den, jeg har fremført, feje for sin egen Dør, om han ellers føler Trang dertil. Den Tvivl, jeg her har givet Udtryk for, udspringer og næres af - det, som Tiden selv præsenterer og værdiger at kalde færdige Resultater. Synes Tarp f. x., at den gennemsnitlige Host ved de halvaarlige Organisteksaminer, røber nogen synderlig høj Standard? Og Teoriundervisningen ved Universitetet? Mon ikke de, der har Ansvaret for Ordningen af dette Lærefag, er allerbedst paa det rene med Haabløsheden deri? Her skal ikke rettes nogen Kritik mod Lærerne - de er selv Ofre. Grundfejlen er den, at Universitetet overhovedet indlader sig paa at give elementær Teoriunder- visning. Dette Forhold er akkurat lige saa bagvendt, som hvis Danskstuderende først nu skulde til at lære at skrive dansk Stil! Det eneste rimelige var at udelukke det elementær-teoretiske og, hvad det angaar, overlade det til de Studerende selv at skaffe sig de fornødne Kundskaber. Med den begrænsede Tid, der alene af praktiske Grunde kan ofres paa dette Studium, tilmed i Form af Hold-Undervisning, maa det nødvendigvis blive overfladisk. Men hvor det elementære, som skal være Bunden under det altsammen, ikke er i forsvarlig Stand, staar hele Overbygningen paa usikre Fødder. Og - hvad der er det ikke mindst betænkelige ved hele Sagen: Den saaledes »udlærte« gaar ud i Livet og ind til sin Gerning med falske Forestillinger om, hvad han faktisk kan og ikke kan.

Disse og andre tilsvarende Forhold vil imidlertid næppe ændres synderligt, før Forstaaelsen af Haandværkets Betydning i Kunsten paa ny for Alvor vaagner. Der tales ganske vist i vore Dage specielt kontra Romantiken - saa meget herom, men denne Tale dementeres ikke desto mindre aabenlyst af Kunstydelserne selv. Det haandværksmæssige Forfald er i øvrigt karakteristisk for al Kunst i Nutiden, foruden Musiken i særlig Grad Verskunsten og de bildende Kunster. Det vil imidlertid mæppe være retfærdigt at forme denne Vurdering som en speciel Anklage mod Nutiden, thi svigtende Haandværksduelighed har været et uomgængeligt Ledsagefænomen inden for alle kunstneriske Nedgangstider. Det fuldendte Haandværk er kun præsteret i Kunstens store Tider (og det er netop derfor, at der kun hos dem er noget at lære). Den store Kunst beror altid paa den inderlige - og absolut uadskillelige - Formæling af Aand og Haand, Indgivelse og Arbejde. I Romantiken - naar den var bedst - sporedes endnu Indgivelsen, men den bæres ikke tilstrækkeligt oppe af Arbejdet. I -vore Dage er det sløjt med Indgivelsen, til Gengæld mærker man saa meget mere til Haanden - det er bare som oftest Kejten, der benyttes.

Aanden kommer igen, naar dens Time er inde, men det var naturligvis ingen Skade til, om vi forinden beredte os til at modtage den med den rigtige Haand.

Fodnoter:
(1) Se saaledes Kai Senstius: Om Teoriundervisning (DMT V11, 8).
(2) Se f. x. D. Monrad Johansen: Den moderne Musik og Harmonilæreundervisningen (Musik 111, 10).
(3) En kendt Pædagog af Carl Nielsen-Laub-Skolen har drastisk formuleret den nutidige Harmonilæres Opgave saaledes: »Man skal rense Skidtet af Ørerne paa Folk!« - et saare enkelt, men umægtelig ogsaa temmelig negativt Syn paa Tingen.
(4) Den svigtende Stilfølelse, naar det gælder harmonisk-tonale Forhold har allerede givet sig ikke faa praktiske Udslag. F,. x. Carl Nielsens egne »50 aandelige Sange«, hvoriblandt findes ikke faa Melodier, som i Kraft af udpræget romanceagtig Karakter er i direkte Stilkonflikt med den anvendte »Laubske« Harmonisering. - Jeg har ogsaa haft Lejlighed til at se »rensede« Harmoniseringer til praktisk Brug af romantiske Kirkemelodier som Hoffmanns »Den store Mester« og Barnekows »Kom, Gud Helligaand«, hvilket stilistisk er akkurat ligesaa forkasteligt, som det er stilistisk berettiget, naar Laub f. x. har givet Lindemanns ren doriske Melodi til »Kirken den er et gammelt Hus« en dertil svarende kirketonal Harmonisering.
(5) Se herom anf. Artikel af Senstius.
(6)Saaledes paa særlig afskrækkende Vis i Rosenhoffs Opgavesalillinger. Jeg véd ikke, om dette Torturinstrument til Gennemtvingen af harmonisk Mørkelægning nu omsider er lykkeligt havnet paa Kriminalmuseet, men det er i alt Fald ikke mange Aar siden, man endnu traf det i virksom Brug paa selv højst kompetente Steder. Specielt skal den Elev, som sættes til at løse de saakaldte »Modulations«-Opgaver, nok slippe for at tilegne sig hare en Skygge af Forstaaelse af selv de elernenæreste Principper for Modulation. Rosenhoff er det maaske eklatanteste Eksempel paa Harmonilærens praktisk-pædagogiske Forfald, og dette Forfald synes at være sket temmelig brat. I min Besiddelse er en Samling Basopgaver og Eksempler fra min Morfader Chr. Barnekows Læreaar i 1850'-erne. De er klassisk mønstergyldige og staar til Disposition for eventuelt Interesserede.